*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Kære anoreksi. Jeg vil huske dig, men jeg har sagt farvel til dig

Vi lavede alt sammen. Vi gik lange ture. Vi hyggede os, og vi var trygge i hinandens selskab.

Mit spejlbillede var min værste fjende - Nu er spejlet det bedste i mit hjem. Foto: Casper Dalhoff

Kæreste livgivende anoreksi. Du sneg dig stille og roligt ind i mit liv. Jeg var 17 år. Studenterhuen var netop placeret. Jeg mødte dig en aften, hvor ingen andre var hjemme. Du blev hurtigt interessant, og jeg ville gerne lære dig endnu bedre at kende. Vi fik lavet aftaler i begge kalendere, og vi lovede hinanden, at jeg ville være tro og ikke involvere andre i vores relation. Vores hurtige og intense relation.

Du besøgte mig oftere og oftere, og ret hurtigt betroede jeg mig til dig. Selvom jeg havde andre ting på mit program, så jeg altid frem til at ses med dig igen. Jeg ville aflyse alt for at se dig. Du fik efterhånden en stor betydning i mit liv. Du fyldte mere og mere. Du og jeg besluttede i fællesskab, at vores relation ikke skulle være officiel. Vi to var jo helt forskellige fra hinanden og vores støbninger.

Du var både svag og stærk – helt lige som jeg var. Du gav mig dét, jeg manglede, og jeg gav dig alle forudsætningerne for, at du kunne opleve, at jeg gav dig det samme. Men. Hvad ville andre tro? Hvad ville andre tænke om vores forhold, når vi var så forskellige? Det var slet ikke givet og set på forhånd, at vi to helt pludselig skulle mødes og blive så ekstremt betagede af hinanden.

En almindelig mandag aften

Jeg husker tydeligt den aften, hvor vi mødtes første gang. Jeg sad alene i min lejlighed. Jeg søgte efter tryghed og nærvær, og derfor opsøgte jeg aktivt én at dele mit liv med. Jeg glemte mit jeg og ville bare så gerne møde dén, der kunne præge mit liv og give mig en mening med livet. Mig, som et voksent menneske, der selv kunne bestemme. Jeg var ensom.

Jeg havde ingen tætte relationer, og jeg følte mig ikke placeret korrekt i denne verden. Normalt turde jeg ikke møde nye mennesker. Det var blot døgnfluer, som alligevel ikke kunne dække mit behov, og de gjorde mig usikre, hver gang jeg med små skridt viste dem lidt af mit indre selv. Men pludselig mødte jeg dig. En helt almindelig mandag aften. Du var tæt på mig med det samme, og jeg lod dig komme tæt på.

Sidenhen udviklede vi et meget tæt bånd, som jeg selv ikke havde troet på, kunne lade sig gøre. Tænk sig – jeg overgav mig til dig. Hele mit jeg kunne indfries af dig. Du dækkede alle mine behov. Vi lavede alt sammen. Vi kunne dele alt med hinanden. Selv vores familie kunne træde i baggrunden og lod mig være voksen med dig. Selv min familie kunne ikke forudse, hvor meget du ville præge mig i fremtiden.

Havde glemt familien

Jeg tror, de savnede mig, men jeg tror også, de tænkte, at det var fantastisk at se, at jeg tog ansvar for mit liv uden deres prægen. Jeg ændrede mig jo. Jeg blev pludselig glad. Din opmærksomhed og anerkendelse gjorde mig høj på livet. Jeg påbegyndte sygeplejestudiet, og det gik, som det skulle. Men du var fortsat dét, jeg glædede mig til at komme hjem til, men jeg kunne udskyde mine behov, fordi jeg vidste, at du troværdigt var hjemme i min lejlighed.

Uden bagtanker og mistillid. Jeg blev 18 år, og jeg løsrev mig fra min familie. Jeg ville vise dem, at jeg var et selvstændigt menneske, der nu kunne bestemme selv. Bestemme over mit liv, og hvem der skulle præge det, når nu de ikke skulle. Kun du, anoreksi, kunne præge mit liv, fordi jeg var helt og aldeles betaget af dig og de ting, du kunne, og de ting, som kun du kunne give mig.

Men. Der kom en dag. Jeg vågnede en dag, og jeg mærkede med det samme, at jeg følte mig ensom. Ensom på trods af min dybe og nære relation til dig. Der var fortsat ingen tvivl om, at jeg elskede dig. Men. Jeg havde brug for at leve et liv, der ikke altid skulle være med dig. Du var med mig i alt. Jeg tænkte kun på dig, og tiden blandt andre og andet interessefyldt var ikkeeksisterende. Jeg havde glemt min familie, og jeg havde glemt mine venner.

Den vrede og følelse af at være ligegyldig havde pludselig ændret sig. Jeg var ikke længere vred. Jeg følte mig ikke længere ligegyldig. For jeg havde mødt dig, og du havde givet mig de ting, jeg manglede i mit liv. Men. Jeg nåede, helt pludselig, til et andet punkt i mit liv. Jeg ville finde en balance i mit liv og i mit forhold til relationer. Jeg ville ikke længere kun bruge tiden med dig. Dette havde du meget svært ved at forstå.

Du blev tydeligvis berørt af det. Der kom en dag, hvor du betvivlede mig, fordi du så mig grædende. Du spurgte, hvad der var sket. Jeg havde svært ved at forklare det, men jeg præsterede alligevel at formulere for dig, at jeg efterhånden syntes, at vi skulle bruge mere tid hver for sig. Du gav mig et kæmpestort kram og fortalte mig, at alting nok skulle gå, og at jeg skulle prøve at kigge tilbage på den tid, hvor det bare var dig og mig.

Den tid, da jeg ikke græd. Den tid, da jeg var glad og fyldt med selvtillid. Der, hvor jeg kunne alt, og intet kunne vælte mig. Jeg vaklede en smule, men jeg lyttede til dig. Du kunne jo præge mit liv og give det mening døgnet rundt. Du styrkede mig og elskede mig for den, jeg var.

Filmen knækkede brat

Der gik nogle måneder, og jeg fortalte dig igen, at tingene efterhånden kun handlede om dig og mig sammen, og at jeg inderligt ønskede, at vi kunne bruge tid hver for sig. Endnu engang krammede du mig og denne gang kraftigere og længere. Du fortalte mig, at jeg var smuk, og at jeg var et dejligt menneske. Igen lod jeg mig overbevise.

Filmen knækkede brat en aften. Jeg kunne mærke, at jeg nu skulle give slip. Jeg savnede mine daværende relationer og interesser. Jeg savnede endda at blive nedlagt af en modspiller, der endte med et ødelagt korsbånd. Men sådan kunne det ikke længere være. Der var ikke længere plads til de tanker. Du var i mine tanker konstant, men jeg magtede ikke mere. Kærligheden havde nået en højde, som ikke kunne give plads til mig, lille mig, og mit liv udenfor.

Denne gang gjorde jeg det klart for dig, at dette skulle slutte nu. Denne gang for altid. Jeg havde fået nok. Jeg havde glemt alle og alt andet omkring mig. Jeg havde værst af alt glemt min familie. Følelsen af frihed fandtes ikke mere. Jeg følte mig låst. Jeg var konstant på overarbejde, fordi jeg ville gøre, hvad du syntes, jeg skulle. Men. En konstant tanke opstod.

Et permanent farvel

Tænkte du mon, at jeg var forkert og svigtende, hvis jeg slap dig – også blot for en stund? Handlede dette vitterligt kun om en pause, eller ville dette blive et permanent farvel?

Jeg brugte længe på at finde frem til en beslutning. Jeg så dig indimellem. Hver gang krammede du mig tæt og bad mig komme tilbage. Jeg kunne ikke give dig et klart svar. Du var jo min største kærlighed og min bedste ven. Omvendt prægede du mig i en negativ retning. Du fjernede jo min frihed.

Der gik to år. Vores forhold var lidt frem og tilbage. Men jeg fik permanent sagt farvel til dig. Det var hårdt, men jeg mærkede hurtigt, at det var det værd. Jeg slettede alle dine spor og tog afstand fra dig og alt andet, som mindede mig om dig, anoreksi. Selvom det sikkert er svært for dig at høre, så har jeg det godt i dag. Jeg har et liv med plads til nuancer. Et liv, hvor der er plads til mig. Til at se min familie og mine andre relationer.

Du kontakter mig fortsat i håbet om, at jeg vender tilbage. Du er fortsat ikke afklaret med situationen og min beslutning. Det tror jeg aldrig, du bliver, og jeg tror fortsat, du vil sende mig en besked i ny og næ, men jeg vil ikke længere svare dig. Jeg håber, at du ikke længere har samme behov for at præge andre, som du havde hos mig.

Selvom vi havde nogle fantastiske og intense år sammen, mærkede jeg pludselig, at du muligvis helt bevidst havde overtaget mig og min opmærksomhed, fordi du selv havde været alene og ensom i dit liv. Jeg er fortsat af den overbevisning, at vi to aldrig skal have et forhold til hinanden igen. Jeg vil hilse på dig, hvis jeg møder dig på min vej, men jeg vil blot gå videre og fortsætte min egen vej.

Farvel for altid

Hvis du, kære anoreksi, læser denne beretning, vil jeg blot fortælle dig, at du i nuet var god for mig, og at du styrkede mig og fik mig til at leve mit nuværende liv. Uden dig var jeg måske ikke nået hertil. Måske jeg først havde oplevet overdreven kærlighed i en senere alder, hvor vi to prægede hinanden endnu mere, end vi nåede at gøre. Det havde været endnu mere svært for os begge at give slip, fordi vi to havde været sammen i så lang tid.

Du prægede mig og gav mig lige netop den tryghed, jeg manglede. Du viste mig opmærksomhed, og du var der, da alting syntes uoverskueligt. Du fik mig til at holde ud. Kære anoreksi. Jeg vil huske dig, men jeg har sagt farvel. Farvel for altid.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce

Blog: Løkke hygger sig med diktatorerne  

David Trads
Statsministerens påskeferie gik til grumt diktatur. Næste uge skal han se på pandaer i verdens største diktatur. Stop dig selv!

Blog: Tanker om Europas transformation

Mikael Jalving
Den tysk-amerikanske politiske filosof Hannah Arendt skriver om mellemkrigstidens migration på en måde, så at man ser linjerne til i dag – og forskellen.

Blog: Dansk Folkepartis besynderlige selvmål

Olav Skaaning Andersen
DR-dokumentar om nazisten Søren Kam fortæller historien om en radikaliseret verden

Debat: Investorer vil også forbedre verden

Thomas Ravn-Pedersen, Verdens Bedste Nyheder | Karoline Rahbek, Verdens Bedste Nyheder
Business as usual er ikke en valgmulighed i et længere og miljømæssigt perspektiv.

Lykke Friis i klumme: Et alternativ for Tyskland?

Lykke Friis
Angela Merkels CDU kan efter weekenden i Køln se endnu mere fortrøstningsfuldt frem mod valgdagen den 24. september.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her