*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Borgerværn skaber falsk tryghed

At overlade bevogtningsopgaverne til private amatører er en glidebane.

I flere kommuner landet over opretter private borgerværn, der skridter f.eks. et villakvarter af hver aften for at skræmme eventuelle indbrudstyve væk. Og i København vil partiet Venstre have et ordenskorps med tilladelse til at have peberspray og knippel i lommen, så man kan uskadeliggøre uromagere, der gør livet surt for folk på Strøget lørdag aften. Det vil vi gerne advare imod. Det er en meget farlig vej at gå.

Vi forstår godt, at nogle borgere kan opleve perioder, hvor de føler sig utrygge i deres kvarter, f.eks. hvis der har været mange indbrud, og politiet ikke dukker op. Vi forstår godt deres frustrationer. For sker der noget, som får os til at ringe til politiet, ja – så er det ikke sikkert, ordensmagten rykker ud. For politiet er optaget af så mange andre opgaver.

Hele sikkerhedsområdet er i opbrud. For ikke så mange år tilbage var fart- og paskontrol alene en politiopgave. Det er det ikke mere. I dag er det vagtpersonale, der kontrollerer passagerernes id-papirer i tog og pas i lufthavne, og mange andre offentlige sikkerhedsopgaver er udliciteret til private vagtvirksomheder.

Holder vi os til den certificerede del af vagtbranchen, er det heller ikke umiddelbart noget problem. For loven slår udtrykkelig fast, at det er politiet, og kun politiet, der kan give autorisation til et vagtfirma. For at få den kræver politiet, at den pågældende virksomheds vagtpersonale som minimum har en grunduddannelse på området.

Fuldt klædt på til opgaven

Den grunduddannelse varer fire uger, og derudover kan man tage selve erhvervsuddannelsen til vagtfunktionær. Den løber over halvandet år, vekslende mellem teori og praktik. Under uddannelsen lærer de kommende vagtfunktionærer blandt andet så væsentlige ting som, hvad man skal holde øje med, hvordan man håndterer konflikter, og hvordan man skaber ro og tryghed. Og de lærer præcis, hvor langt de må gå, hvilke beføjelser de har.

Vagtfunktionærerne er altså fuldstændig klædt på til at sørge for den tryghed, borgerne med rette gerne vil have. Derfor må offentlige virksomheder kun bruge vagtfirmaer, der er autoriserede, fordi personalet har den nødvendige uddannelse. Og derfor overlader både private og mange virksomheder også overvågning og sikkerhed til autoriserede vagtfirmaer. I vagt- og sikkerhedsbranchen så vi gerne, at vores dygtige vagtfunktionærer fik tildelt endnu flere beføjelser og opgaver, som i dag ligger hos politiet, men som politiet enten sjældent har tid til at tage sig af, eller som omvendt tager alt for mange af deres ressourcer. F.eks. nogle former for bevogtning og adgangskontrol.

For vi ved, de autoriserede vagter fuldt ud er i stand til håndtere den slags opgaver fuldstændig professionelt. Det er i øvrigt en udvikling, vi ser ske i vores nordiske nabolande, hvor flere politiopgaver bliver overtaget af professionelle vagtfirmaer. Det arbejder vi aktivt for også kommer til at ske herhjemme.

At overlade opgaverne til private amatører – hvor velmenende de end måtte være – er derimod en glidebane. Det skaber en falsk tryghed, truer vores retssikkerhed og kan i værste fald være konfliktskabende og derfor direkte farligt. Det må og skal være de professionelle, der sørger for trygheden. De har lært, hvordan man gør.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Naser Khaders facebookvanvid virker - desværre

Christian Rabjerg Madsen
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook.

Verdens Bedste Nyheder: Kloden bliver klogere online

Thomas Ravn-Pedersen | Sophie Rytter
Digital og onlineuddannelse har bevæget sig fra niche til verdensomspændende succes med gratis kvalitetsprodukter.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her