*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Vores liv med fosterskader er statens ansvar

Livet som thalidomidskadet har ikke været let, hverken fysisk eller psykisk. Mange er blevet født med så alvorlige misdannelser, at de er døde ved fødslen eller døde som små.

Anette Jørgensen, Lars Reiter og Bernhard Sørensen er alle thalidomidskadede. Foto: Casper H. Christensen

I dag 24/1mødes vi med Folketingets sundhedsudvalg. Vi får foretræde for udvalget, som det kaldes, og det er et møde, vi har set frem til i mange år.

Vi er alle født i begyndelsen af 1960’erne, og vi er født med alvorlige misdannelser – typisk er vores arme og ben kraftigt misdannede. Skaderne skyldes, at vores mødre under graviditeten tog et lægemiddel ved navn Thalidomid, som ellers blev anset for at være ufarligt.

Det var det så ikke. Vi kommer til mødet med politikerne for at bede om, at staten nu, efter mere end 50 år, omsider tager sit ansvar på sig.

Det, vi bebrejder den danske stat, er ikke kun, at man tillod Thalidomid, uden at det var testet ordentligt.

Det virkelig alvorlige svigt er, at man, da man i november 1961 blev klar over, at midlet gav fosterskader, ikke advarede befolkningen. Tværtimod; man bad landets læger om at tie stille for at undgå at skabe panik.

Man henvendte sig heller ikke til de mennesker, som havde fået en recept på Thalidomid, for at advare dem. Man gjorde intet, og først da sagen kom frem i pressen i august 1962, blev befolkningen orienteret. Resultatet var, at de sidste thalidomidbørn i Danmark blev født så sent som i januar 1963. Denne historie har været fortiet og skjult i mange år. Men ikke mindst takket være Jyllands-Postens journalistik i december sidste år er den nu kommet frem i lyset.

Ønske om anerkendelse

Vi kommer ikke for at bede om en undskyldning, for vi ved godt, at det ikke er de nuværende politikere, som er skyld i, at vi er født, som vi er, og at vores liv er blevet, som det blev.

Men vi vil bede om en anerkendelse: Vi vil gerne have, at staten anerkender, at den har optrådt forkert, og udtrykker sin beklagelse. Det har regeringerne i både Sverige, Tyskland og Storbritannien gjort inden for de seneste 10-12 år. De har ikke kun beklaget, de har også udbetalt erstatninger til de skadede som kompensation for myndighedernes svigt.

»Regeringen vil gerne udtrykke sin oprigtige beklagelse og dybe sympati for den skade og den lidelse, som alle omfattede har gennemgået. Vi anerkender både de fysiske vanskeligheder og den følelsesmæssige belastning,« sagde for eksempel den britiske sundhedsminister for seks år siden.

Vi vil så gerne høre noget lignende fra vores eget lands minister.

Vi vil også gerne have, at staten følger sin anerkendelse op med en økonomisk godtgørelse. Også det har man gjort i landene omkring os.

Livet som thalidomidskadet har ikke været let, hverken fysisk eller psykisk. Mange er blevet født med så alvorlige misdannelser, at de er døde ved fødslen eller døde som små. Af de omkring 20 thalidomidskadede, der er født i Danmark, er vi kun bekendt med, at seks lever i dag. For de overlevende har livet bestået af en barndom med mange operationer og langvarige hospitalsindlæggelser, og som voksne har kun nogle af os kunnet arbejde. Nogle blev afvist af deres forældre lige fra fødslen og har måttet leve et liv uden familie, henvist til at bo på institution indtil myndighedsalderen.

Vores liv bliver heller ikke lettere med tiden. Efter et liv med konstant forkert belastning af muskler og led på grund af misdannelserne har de fleste af os kroniske smerter og gigtsymptomer. Som årene går, vil vi få stadig sværere ved at klare os selv. I dag vil vi bede politikerne om at vise deres medfølelse og leve op til deres ansvar.

Læs hele historien og se dokumentaren i tre dele her:

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her