*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Tolkesagen: Er det soldaterne eller embedsmændene, der tager fejl?

Jeg har selv arbejdet med lokalt ansatte tolke i Bosnien, da jeg var udsendt som kaptajn af det danske forsvar, skriver Jakob Ellemann-Jensen Arkivfoto: Mie Brinkmann

Hver dag oprettes der et hav af nye grupper og fællesskaber på Facebook. Denne weekend var ingen undtagelse, men det bemærkelsesværdige ved et af de nye fællesskaber er, at det består af tidligere udsendte soldater – og de er vrede. Det er en gruppe af mennesker, der almindeligvis gør, som de får besked på med det samme og med et ”javel” som eneste respons. Så når de nu massivt og præcist ytrer deres utilfredshed, så bør vi lytte til dem.

Jeg har under min udsendelse oplevet adskillige situationer, som kunne være eskaleret ganske voldsomt, hvis ikke det havde været for vores lokale tolke og deres kulturelle og sproglige indsigt.

Hvad er det så, der er kimen til denne utilfredshed? Jo, det er opfattelsen af, at Danmark ikke lever op til den tolkeaftale, der blev indgået i 2013, som skulle sikre, at ”ingen tolke og andre lokalt ansatte, som har bistået den danske indsats i Afghanistan, bliver ladt i stikken i forbindelse med reduktionen af det internationale engagement i Afghanistan”, som der står i aftalen. Ifølge soldaterne, lader vi netop disse tolke i stikken, når de angiveligt er truet på livet, og ikke kan få visum til at søge asyl i Danmark. Forsvarsministeren er tilsyneladende gået i flyverskjul og har indtil videre reageret med tavshed. Det er ikke godt nok. Ministeren må forholde sig til den kritik, der er rejst. Er det soldaterne, der har misforstået noget, eller forvaltes tolkeaftalen så stramt, at det er praktisk talt umuligt for tolkene at opfylde kravene? Tolkene lader til at være blevet Christiansborgs dårlige samvittighed, som alle forsøger at glemme. Måske fordi det er så svært at sætte sig ind i de forhold, man arbejder under, når man er udsendt med et gevær i hånden og Dannebrog på skulderen.

De soldater, Danmark sender på missioner ude i verden, er dybt afhængige af tolkebistand. Derfor uddanner vi danske tolke, som vi sender med ud, og vi ansætter lokale tolke. Selvom de danske tolke er dygtige, er der ingen tvivl om, at lokale tolke oftest er langt de bedste at have ved hånden. De kender ikke bare sproget, de kan også bedømme tonefald, talemåder og dialekter, og de kender til de kulturelle nuancer, som også er vigtige for at få den fulde forståelse i begge retninger. Det gælder for os, når vi skal forstå den måde, lokalbefolkningen agerer på, og det gælder den modsatte vej, når vi skal forklare vores indsats uden at virke skræmmende.

Jeg har selv arbejdet med lokalt ansatte tolke i Bosnien, da jeg var udsendt som kaptajn af det danske forsvar. Deres indsats for os var helt uvurderlig, og vi betragtede og respekterede dem som kolleger. Jeg har under min udsendelse oplevet adskillige situationer, som kunne være eskaleret ganske voldsomt, hvis ikke det havde været for vores lokale tolke og deres kulturelle og sproglige indsigt. Vores tolke gik i danske uniformer, de tjente Danmark, og de var under vores beskyttelse, da de selv var ubevæbnede.

I Afghanistan har Forsvaret også anvendt lokale tolke. De har også båret Dannebrog på skulderen, og de har været side om side med danske soldater, når kuglerne – bogstavelig talt – har fløjet dem om ørerne. Det har de gjort, fordi de ønskede et andet og bedre Afghanistan end den terroristrede, FN i 2001 gav NATO mandat til at gå ind i. I erkendelse af, at det for nogle af tolkene har været umuligt at vende tilbage til en tilværelse i sikkerhed for Taleban, efter at de har arbejdet for Danmark, indgik man i 2013 den såkaldte Tolkeaftale for at sikre, at Danmark tog sig ordentligt af dem, der har hjulpet vores soldater. Et af elementerne i aftalen er, at man fremover ikke vil ansætte tolke fra netop det område, vi opererer i. Det mindsker risikoen for tolkene betragteligt, og man har dermed imødegået en stor del af udfordringen fremadrettet. Det er med andre ord en helt særlig gruppe, der står tilbage.

Når jeg som politiker, der er med til at sende danske mænd og kvinder ud i verden med våben i hånd, og som veteran, der af danske politikere er blevet sendt ud i verden med våben i hånd, læser de afslag, som flere af de tidligere tolke er blevet mødt med i den senere tid, bliver jeg forstemt. Der er noget galt. Vi lever tilsyneladende ikke op til det, vi gerne ville. Det ser ud som om, vi lader nogen i stikken, som har blødt, svedt og grædt sammen med vores soldater. Det kan vi ikke være bekendt!

Naturligvis skal der være en balance. Vi skal huske på, at arbejdet som tolk for Danmark (rimeligt nok) er ganske vellønnet, da det indebærer en stor risiko. Vi skal også huske på, at det at tage arbejde som tolk for danske styrker skal være ud fra et ønske om at ville gøre en indsats for sit land. Bevæggrunden skal ikke være et ønske om at komme til Danmark, for så tiltrækker vi de helt forkerte mennesker, som har travlt med at komme væk, snarere end at være den forandring, der er så nødvendig, hvor de lever. Men når vi trækker os ud igen – hvad gør vi så? Hvad gør vi, hvis deres eksistens er truet? Hvis de og deres familier er i livsfare? Er de, som har hjulpet os, da ikke de første, vi skal tage imod med åbne arme og varm tak, når vores soldater stiller sig op og siger god for dem? Hvem er det, der tager fejl i denne sag, Forsvarsminister? Er det soldaterne eller er det embedsværket?

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.

Blog: David Trads er ikke en farlig mand

Lars Boje Mathiesen
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu.

Blog: Europa på vej mod ny Reformation

Mikael Jalving
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne.
Annonce
Annonce
Bolig
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her