*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Sådan bør Vesten svare terroristerne

De vestlige medier og vestlige ledere, religiøse såvel som politiske, må sørge for at sikre de basale rettigheder under ytringsfriheden.

Efter den gruopvækkende massakre i onsdags, der fandt sted på det franske magasin Charlie Hebdo, er Vesten måske endelig parat til at acceptere, at der er en sammenhæng mellem radikal islamisme og vold.

Angrebet blev ikke udført af en mentalt forstyrret gerningsmand, der handlede på egen hånd. Det er heller ikke tale om en flok gorillaer, der udførte et ”ikkeislamisk” angreb; vidner hørte gerningsmændene råbe, at de hævnede profeten Muhammed. Det var heller ikke et spontant angreb.

Det var nøje planlagt, så det fandt sted under et redaktionsmøde, hvor det kunne gøre størst mulig skade. Det blev udført med semiautomatiske våben og en flugtplan. Det var konstrueret til at indgyde frygt, og det lykkedes.

Ingen grund til overraskelse

Vesten er forfærdet over hændelserne, men Vesten burde ikke være overrasket over dem.

Hvis der er en lektie at lære fra så grusom en begivenhed, må det være, at det, vi mener om islam, ikke spiller nogen rolle. Islamisterne tror selv oprigtigt på denne form for vold eller jihad. Koranen opfordrer flere gange til jihad, men Koranen er ikke den eneste. Inden for den islamiske trosretning er jihadisme i bund og grund et moderne koncept.

Den ”bibel”, som mange islamistiske grupper bekender sig til i dag, er en bog, der kaldes ”Koranens krigskoncept”. Den blev skrevet i midten af 1970’erne af den pakistanske general S.K. Malik. Han skriver, at krigsreglerne i Koranen har større gyldighed end de regler, som almindeligt dødelige mennesker har udviklet, fordi Allah selv har skrevet hvert et ord i Koranen.

Frygt som det bedste våben

Ifølge general Maliks analyse af den strategi, som udlægges i Koranen, er det den menneskelige sjæl – og ikke den fysiske slagmark – som står i centrum for en konflikt. Nøglen til sejr er at ramme fjendens sjæl. Det var dét, som Allah viste Muhammed. Og den bedste måde at ramme fjenden på er ved at sprede frygt.

General Malik beskriver det som punktet, hvor målet og midlet mødes. Terror, tilføjer han, er ikke et middel, der skal tvinge beslutninger ned over fjenden; det er den beslutning, vi ønsker at ramme fjenden med.

De ansvarlige for nedslagtningen i Paris forsøger at indgyde frygt via terror, præcis som det var tilfældet, da den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i 2004 blev myrdet. Hver gang vi giver efter for deres forestilling om, at de er i deres gode ret til at begå religiøs vold, giver vi dem præcis, hvad de vil have.

Forbud påduttes ikketroende

I henhold til islam er det en alvorlig synd at afbilde eller på nogen måde at tale nedsættende om profeten Muhammed. Det står muslimer frit for at efterleve dette, men hvorfor skal ikketroende påduttes et sådant forbud?

I USA forlangte mormonerne ikke dødsstraf over de personer, som skrev og producerede ”Mormons bog”, der var en satirisk opsætning på Broadway af den mormonske tro. Islam, der har 1.400 års historie bag sig og op mod 1,6 milliarder bekendere, bør kunne tåle nogle få satiriske tegninger i et fransk magasin. Men den voldsomme reaktion på tegninger af Muhammed er ikke ny i jihadismens tidsalder.

Et vigtigt spørgsmål

Uanset hvad Koranen foreskriver, kan man ikke sidestille synder med hinanden.

Vesten må insistere på, at muslimer og især medlemmer af den muslimske diaspora svarer på følgende spørgsmål: Hvad er mest fornærmende for en trosudøver – de myrderier, den tortur, den slavebinding og de krigs- og terrorhandlinger, som begås i Muhammeds navn, eller de tegninger og de film og bøger, som er lavet for at provokere ekstremisterne og deres forestilling om, hvad Muhammed står for?

Hvis vi skal føre det tilbage til general Malik, er Vestens sjæl funderet i grundlæggende friheder som tankefrihed og ytringsfrihed. Friheden til at udtrykke vores synspunkter og friheden til at bekende os til hvilken som helst tro, vi ønsker – det er dét, som er sjælen i vores civilisation. Og det er nøjagtigt her, at islamisterne har angrebet os. Igen.

De skal have svar på tiltale

Hvordan vi reagerer på angrebet i Frankrig, har stor betydning. Hvis vi holder på, at vi har med en håndfuld blodtørstige gorillaer at gøre, der ingen forbindelse har til det, de ellers selv så højlydt giver udtryk for, at de er en del af, giver vi dem ikke svar på tiltale.

Det er nødvendigt, at vi indser, at islamister i dag er drevet af en politisk ideologi, der har i rod i islams grundlæggende tekster. Vi kan ikke længere lade, som om vi kan adskille deres handlinger fra de idealer, som inspirerer dem.

Det betyder, at Vesten må ændre sin fremgangsmåde, hvor vi tidligere alt for ofte har reageret med forsoning på jihadisternes brutalitet.

Vi stryger de muslimske regeringsledere med hårene; de praktiserer omvendt lobbyisme, der skal få os til at censurere pressen, vores universiteter og læseplaner. De beder os om ikke at kæde voldelige handlinger sammen med islam, fordi deres religion er fredelig – og vi imødekommer dem.

Kalasnikov i hjertet af Paris

Hvad har vi fået til gengæld? Kalasnikov-geværer i hjertet af Paris. Jo mere vi føjer terroristerne, og jo mere vi udøver selvcensur, jo modigere bliver fjenden.

Der kan kun være ét svar på denne grufulde jihadistiske handling mod de ansatte på Charlie Hebdo. De vestlige medier og vestlige ledere, religiøse såvel som politiske, må sørge for at sikre de basale rettigheder under ytringsfriheden, uanset om det er satire eller antager en anden form. Vesten må ikke give efter, Vesten må ikke blive bragt til tavshed.

Vi må stå sammen og sende et klart budskab til terroristerne: Jeres brutalitet kan aldrig tilintetgøre vores sjæl.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her