*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Sig din mening og stem blankt

I demokratiet burde enhver blank stemme vække eftertanke. For stemmen tilkendegiver interesse for demokratiet, men alle de modstridende ønsker, jeg har til tilværelsen, kan desværre ikke udkrystalliseres i et enkelt kryds.

"Jeg er frafalden socialdemokrat. Og vi har det til fælles med tidligere rygere, at vi er nidkære, fordi vi har lidt et stort tab og husker fuldt vel, hvor godt det smagte, og hvor hyggeligt det var. Men i mit hjerte er jeg socialdemokrat og længes efter at blive forenet med partiet igen." Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Så nærmer tiden sig, hvor jeg - helt uprovokeret af min egen ringhed - skal høre bekendte og ubekendte komme med alenlange foredrag om at køre på frihjul, at ville nyde uden at yde, at være en holdningsløs drifter, som gerne kæfter op om alt det, som burde ændres, men som ikke selv løfter en finger.

I gennemsnit har jeg hørt på det sådan cirka en gang om året, når man tæller alle valg med, først og fremmest folketings-, kommunal- og regionsvalg.

Alting var meget lettere i alle de år, jeg stemte på Socialdemokratiet. Men nu har jeg altså stemt blankt en hel del år. Stemt det har jeg. Men altså blankt. Et par gange har jeg endda brevstemt. Blankt. Men stadig. Jeg har stemt. Der har dog været et par undtagelser fra det blanke, nemlig folkeafstemningerne. Der er jeg hver gang kommet med et fuldttonende ja eller nej.

Alting var meget lettere i alle de år, jeg stemte på Socialdemokratiet.

Gennem årene har jeg faktisk gjort en indsats for at undgå at rejse diskussionen om at stemme blankt. Men nu gør jeg det. Et debatindlæg er da også en langt bedre ramme om diskussionen end et middagsselskab, hvor det mest sande, man kan sige om politiske diskussioner, er, at de aldrig flytter noget, men at de altid er synd for værtinden.

I demokratiet burde enhver blank stemme vække eftertanke. For stemmen tilkendegiver interesse for demokratiet, men alle de modstridende ønsker, jeg har til tilværelsen, kan desværre ikke udkrystalliseres i et enkelt kryds.  Og at hovski-snovski-demokratiet slet ikke reflekterer over, at det kunne være systemet, der ikke er fuldkomment, fremgår af, at det frimodigt kalder min stemme for ugyldig. Den rangerer på linje med stemmesedler, hvor vælgerne har skrevet skældsord, reklameslogans, Fætter Guf eller tegnet karrikaturer.

Men tendensen er da vist - desværre kun - at vi bliver flere og flere. Ved folketingsvalget 2015 var der 626.118, som godt kunne have stemt, men som ikke ulejligede sig til stemmeboksene. Men vi var 3.560.060, der gjorde det. Og af de stemmer var 41.073 stemmer ugyldige. Langt de fleste af disse ugyldige stemmer, bestod af en blank stemmeseddel - som min. Nemlig 29.920.

Debat: Efterskolelærer: Jeg har slet ikke lyst til at stemme på nogen af jer

Ved sidste valg til kommunalbestyrelserne - det var i 2013 - blev 1.236.911 vælgere hjemme på sofaen. Af de afgivne stemmer blev 56.257 erklæret ugyldige, heraf var 45.944 blanke. Den ene var min.

Måske man har regnet ud, at jeg er frafalden socialdemokrat. Og vi har det til fælles med tidligere rygere, at vi er nidkære, fordi vi har lidt et stort tab og husker fuldt vel, hvor godt det smagte, og hvor hyggeligt det var. Men  i mit hjerte er jeg socialdemokrat og længes efter  at blive forenet med partiet igen.

Ved valget til regionsrådene, der fandt sted samtidig, blev 1.244.740 helt væk fra stemmeurnerne. Af de afgivne stemmer blev 171.540 rubriceret som ugyldige, heraf var de 157.756 blanke.  Og jeg var iblandt dem.

Så ved alle valg er der ugyldige stemmer. Og de fleste af dem fejler ikke andet, end at de bare er blanke.

Og så er det jo, man undrer sig over, hvorfor demokratiets aktivister - politikerne -  om ikke ved anden lejlighed så dog ved friluftsmøderne Grundlovsdag, fabulerer mere over demokratiets fremtid.

Forklaringen er jo nok delvist, at den rundelige  partistøtte - 31,50 kr. pr. stemme hvert år plus pæne månedlige statsbeløb til driften af folketingsgrupperne  -  gør de daglige bekymringer om demokratiets fremtid lettere at bære. Men er det ikke en lille smule skræmmende, at man kan aflæse den faldende opslutning bag vælgerforeningerne i stigende partistøtte? Alting har jo sin tid. Enevælden varede i 188 år. Afløseren - demokratiet - har foreløbigt varet i 169 år.

Debat; Gør de blanke stemmer til tomme stole i folketingssalen

Om jeg er typisk, ved jeg ikke. Men jeg kan da bidrage med at fortælle, hvorfor jeg stemmer blankt. Det kommunalpolitiske er det mest aktuelle, så lad os tage det først. Jo, jeg vil gerne sikre mine børnebørn og alle andre ren luft og rene fødevarer, gode skoler og institutionstilbud, og da jeg selv kan se konturerne af pensionskassen, vil jeg gerne være sikker på en plejehjemsplads  med  velsmagende mad, hvor jeg selv kan bestemme min tilværelse og ikke skal være underkastet det middelmådighedens tyranni, som samfundet og dets institutioner excellerer i.

Alting har jo sin tid. Enevælden varede i 188 år. Afløseren - demokratiet - har foreløbigt varet i 169 år.

Det hører også med til en moderne tilværelse at kunne få en parkeringsplads til den bil, som jeg vil fortsætte med at køre i, at det ikke er livsfarligt at cykle, at der ikke er ventetid på hospitalerne, og at personalet har så meget fagligt og mentalt overskud, at de opfatter mig som en faglig udfordring og ikke som endnu en byrde. Samtidig synes jeg egentlig, at jeg betaler sådan lige tilpas i skat, og jeg kan ikke acceptere, at de offentligt ansatte skal løbe endnu stærkere eller risikere liv og førlighed, når de hjælper os. Og jeg forstår ikke, hvorfor almindelige mennesker skal rammes af formalismens blankpolerede knusemaskineri og rive små ikke helt lovlige bygninger ned, når store og kostbare bygninger, der er opført i strid med regler, kan få lov til at blive stående, eventuelt efter en ændring af en kommuneplan.

Som man nok har fået en fornemmelse af, kunne jeg blive ved med at formulere krav længe endnu. Alle kravene er vigtige for mig. Så konklusionen er gribende enkel. Et sådant parti findes ikke.

Jeg er heller ikke enfoldig nok til at tage bestik af lokale eller landsdækkende partiprogrammer, for de er spækket med ord som "vi vil arbejde for" eller  "vi vil have mest mulig" eller "efter en analyse vil vi overveje". Ja undskyld, men den går altså ikke. For jeg vil have god gammeldags kontraktpolitik. Gennemfør det, I lover, eller hold jer væk fra forhandlingerne. Så ikke noget med at sælge en plejehjemsplads for en cykelsti, og så måske garnere det med et argument om, at så har man arbejdet mod målet, for med flere cyklister bliver vi alle friskere, og dermed er der brug for færre plejehjemspladser.

Men spøg til side - det alvorlige element er, at kontraktpolitikken er det eneste, der kunne få mig til at sætte et kryds på min blanke stemmeseddel. Vi gennemfører det, vi lover, og kan vi ikke, holder vi os væk. Beklager  - men sådan må det altså være, når man ikke har tillid til parti og politikere, og det er der jo ikke så mange, der har. Eller som Viggo Hørup formulerede  det - i en bestemt sammenhæng ganske vist: "Demokratiets princip er den fuldstændige og gennemførte mistillid".

Kronik: Din stemme koster 30,50 kr. til partiet pr. år

Tilliden  bliver jo heller ikke større af, at vi altid op til de årlige forhandlinger med staten om den kommunale økonomi  skal høre på de hændervridende og jamrende regions- og kommunalpolitikere, der fortæller, at det bare gør dem så frygtelig ondt at skære i hjemmehjælpen, i skolerne, i hospitalerne,  at forringe daginstitutionerne og lade hånt om huller i veje og tænder og lagner. Det er  altså en jammer at høre på.  Jamen hvis det er så forfærdelig, som I siger at beslutte borgernes skæbne, hvorfor finder I så ikke noget at bruge fritiden på, som er lidt sjovere? Kort sagt: Vedkend jer dog, at det er jer, der ganske frivilligt fører kniven, og at I altid har muligheden for at sige fra.

Men måske kommunalbestyrelsesmedlemmerne trænger til at skulle dele byrderne med/afgive magten til nogen flere. Altså at de får flere kolleger i kommunalbestyrelserne. En undersøgelse fra Vive har netop vist, at de bruger 20 timer om ugen på kommunens forhold - en fordobling i tidsforbrug på 50 år. Før 1970 var der lige godt og vel 10.000 kommunalt folkevalgte. I 2013 blev der valgt 2.444 til kommunalbestyrelserne. Så det ligger da på flad hånd at gøre dem større. Det kan både sprede magten, aflaste den enkelte og igen give borgerne oplevelsen af, at den folkevalgte godt kan være tæt på folket. Måske man endda kunne løbe på en folkevalgt i Netto.  Men lur mig, om det ikke bare ender med, at kommunalpolitikerne  får flere penge til sig selv,  sekretærer og rådgivere og bedre eftervederlag. Det kan da sikkert alt sammen være meget berettiget. Men det får vi altså ikke mere demokrati af.

Kort sagt: Vedkend jer dog, at det er jer, der ganske frivilligt fører kniven, og at I altid har muligheden for at sige fra.

Men jeg vil da også gerne fortælle, hvorfor jeg stemmer blankt landspolitisk.  Måske man har regnet ud, at jeg er frafalden socialdemokrat. Og vi har det til fælles med tidligere rygere, at vi er nidkære, fordi vi har lidt et stort tab og husker fuldt vel, hvor godt det smagte, og hvor hyggeligt det var. Men  i mit hjerte er jeg socialdemokrat og længes efter  at blive forenet med partiet igen. Men partiet gør hele tiden noget, der får mit hjerte til at isne, så det bare er svært at holde varmen i partiets  selskab. For eksempel, at det under Thorning med Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister, villigt påtog sig at administrere dagpengeforringelserne for arbejdsløse og syge i stedet for at holde sig ude af en regering på de vilkår, der bød sig. I det Socialdemokrati, jeg kendte - dengang da Mette Frederiksen som DSU´er brændte igennem med sin sociale indignation -  fik partiets ypperste fuldt  fortjent de bævende læbers pris, det var først, da Frederiksen, Thorning og Corydon  kom til, at samfundets armeste i stedet fik de bævende gummer slået ind gennem årelange klapjagter på handicappedes fiktive arbejdsevner. Her smadrede partiet - mit gamle parti - endegyldigt de svages stærke sammenhold.

Oppositionens forslag: Vi skal styrke vores demokrati

Naturligvis har jeg bemærket mig, at der hos socialdemokraterne er spage sprækker af begyndende selvransagelse. Det skal man naturligvis være glad for. Men det ville nu nok hjælpe mere på tilliden, hvis partiet tog et officielt opgør med det moralske kompas i regeringstiden. Og det kan jo godt lade sig gøre. Det er set  før. Krustjov slap fint fra at tage et opgør med Stalintidens forbrydelser, selv om han om nogen havde taget del i dem. Så det kunne da være, at Mette Frederiksen kunne styrke partiet og vælgerinteressen  ved officielt at tage et åbent opgør med Thorningtidens fortrydelser.

Naturligvis har jeg bemærket mig, at der hos socialdemokraterne er spage sprækker af begyndende selvransagelse.

Sagt mere generelt ville det nok styrke respekten for demokratiet i almindelighed og for politikerne i særdeleshed og måske endda hjælpe på den politikerlede, som nogen siges at føle, hvis politikerne fra  alle partier  var mere villige til at erkende, at der kom man da vist til at lave en fejl. Nogen gange er årsagen bare "ups", andre gange er det forhold, som det kunne være svært at forudse. Og andre gange kunne det have været forudset, hvis politikerne havde været klogere eller mere mistænksomme end alle os andre.  Men det er de så ikke. Og det er vel egentlig OK?  Så hvorfor ikke bare gøre som alle os andre, os der ved, at man ikke kan forudse eller gardere sig mod alting? Men man kan erkende situationen hurtigt, stå ved den, rette op på den og kompensere de berørte for det tab, de har lidt. Det gør både vi som borgere og virksomhed og virksomhed imellem i det private erhvervsliv hver eneste dag. Og OK, sandelig gør det da lidt ondt. Men vi ved jo godt, at politikernes blanke lister over egne fejl også har lidt at gøre med de blanke stemmesedler.  

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Oppositionens forslag: Vi skal styrke vores demokrati
Pernille Skipper,, politisk ordfører, Enhedslisten | Uffe Elbæk, politisk leder, Alternativet | Pia Olsen Dyhr, formand, SF | Morten Østergaard, formand, Radikale Venstre | Mette Frederiksen, formand, Socialdemokratiet
Debat: Østrig-Ungarn er måske ikke fortid
Daniel Fabricius, dansk-ungarer, studerende ved Wirtschaftsuniversität Wien, tidl. næstformand i KU i København
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her