*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Dannebrog er sgu også mit flag

Jeg er træt af, at DF har fået ene-ejerskab over det danske flag. Det er da lige så meget mit, som det er Pia Kjærsgaards.

”Sådan! Fra oktober kommer Dannebrog til at hænge permanent i folketingssalen! Godt arbejde, Pia Kjærsgaard!”

Ordene er Dansk Folkepartis og stammer fra deres Facebook-side, efter at Folketingets ledelse tidligere på ugen besluttede, at Folketingssalen fremover fast skal prydes af en kæmpemæssig udgave af det danske flag.

Internetkrigerne var ikke sene til at erklære Dannebrogs-beslutningen for en DF-sejr af de helt store. Endelig fik Pia Kjærsgaard banket De Radigale på plads, som sikkert hellere ville have det syriske flag hængende inde i Folketinget.

Men hallo. Hvordan kan det nogensinde være en stor solosejr for Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard, at det danske flag nu bliver hængt op i Folketinget? Dannebrog er ikke Dansk Folkepartis – det er vores alle sammens. Uanset politisk ståsted er det da mægtigt, at landets flag nu kommer til at hænge i landets parlament.

Jeg forstår ganske udmærket, hvor internetkrigerne får det fra. Dansk Folkeparti har været helt eminente til i de sidste årtier at omfavne det danske flag og gøre det til deres. Derfor er Dannebrog for mange blevet et symbol på Dansk Folkeparti og deres politiske projekt om et Danmark for danskerne.

Det er det i hvert fald i mit eget hoved. Når jeg ser en Facebook-bruger med Dannebrog som profilbillede, antager jeg straks, at vedkommende er til Søren Espersen, flæskesteg og stramme asylregler. Vores flag er – om ikke andet så i hvert fald mentalt – blevet DF-eje.

Og nej, hvor er det en skam. For i virkeligheden er Dannebrog jo fælleseje. Det er lige så meget mit flag, som det er Pia Kjærsgaards. Vi er lige danske.

Der er brug for nye boller på flagsuppen. Men i stedet for at pege fingre ad DF-holdets uantastelige passion for de rød-hvide faner og tage afstand, skal vi tage flaget tilbage. Dannebrog symboliserer hverken partifarve, politisk projekt eller Pia Kjærsgaard. Dannebrog symboliserer fællesskab og sammenhold for alle dem, der har lyst til at være danske. Det budskab kan ikke spredes nok.

Hvis ikke vi andre kommer på banen – og viser folk, at landets fane er andet og mere end den svært middelalderlige opfattelse af danskhed, som Dansk Folkeparti gerne vil koble flaget sammen med – bliver Dannebrog efterladt i hænderne på Pia Kjærsgaard til fri afbenyttelse og symbolik.

Og her taler jeg ikke om at komme på banen på Enhedsliste-måden. Det kandiderede til at være årets politiske selvmål, da Christian Juhl sidste år stejlede vildt og voldsomt over Pia Kjærsgaards forsøg på dengang at ophænge et massivt Dannebrog i Folketingssalen.

For hvad betyder det? Venstrefløjen kommer i opposition til det danske flag og lægger op til hård smash hos Dansk Folkeparti, der med bind for øjnene kan hamre danskhedsbolden i mål. Hvis du kan lide det danske flag, så er Pia Kjærsgaard din beskytter, og vupti – Dansk Folkeparti fik et endnu større tag om Dannebrog, end de havde i forvejen.

I stedet skal vi elske Dannebrog. Vi skal tage det til os, ligesom Dansk Folkeparti har gjort det. Vise danskerne, at man ikke behøver være hardcore nationalkonservativ for at kippe med vores flotte flag.

Én ting er stensikkert; hvis vi lader Dansk Folkeparti køre med flag-bolden, får vi aldrig vristet det fri af Pia Kjærsgaards dybt strategiske jerngreb. Det ville være en skam. For Dannebrog er ikke Dansk Folkepartis flag. Det er vores alle sammens flag. Lad os tage det tilbage.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Victor Boysen (f.1993) er fhv. landsformand for Radikal Ungdom. Han lægger arm med royalister, nationalister og klimafornægtere. Han er ikke bange for at smide holdninger ind i debatten, som giver ham ørene i maskinen. Selv lover Victor at være ærlig, visionær og sparke efter bolden i stedet for manden.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
16.10.17, 23:28
Jeg giver Nye Borgerlige en chance til at vise, hvad de kan. Læs mere
Af Harun Demirtas
16.10.17, 18:42
Når du åbner dørene op for nye moskeer og imamer, selv om du ikke en gang har styr på dem, der er i Danmark i forvejen, som opfordrer til drab på jøder tre gader væk fra synagogen, låser du mange jøder indendørs med beskyttelse fra politi og militær. Læs mere
Af Jens Kindberg
16.10.17, 11:56
Vi konkurrer i forvejen med andre lande. Lad os konkurrere noget mere internt. Læs mere
Af Josephine Fock
16.10.17, 09:59
Der er brug for indsatser, der øger trivslen hos de børnefamilier, som har oplevet krig og flugt på alt for nær hold. Det kræver, at regeringen udvider sit stramme fokus på beskæftigelse. Læs mere
Af Louis Jacobsen
15.10.17, 21:04
Der er mange på det fag- og ufaglærte arbejdsmarked, der gerne vil efteruddanne sig. Men vil vi have et arbejdsmarked, hvor det er let at hyre og fyre? Et arbejdsmarked, hvor vi altid skal være klar til at rykke os? Så må vi også indrette efteruddannelserne derefter. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
15.10.17, 14:59
Martin Ågerup sammenligner burkaen med Muhammedtegningerne – og så går det galt. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
15.10.17, 10:59
Det vil ikke lykkes med en taktisk tilgang til islam, for så længe muslimer bliver ved med at kalde sig muslimer, uden at ændre på islam, så har vi de problemer vi har i dag, og det vil kun blive værre. Læs mere
Af Annika Smith
15.10.17, 10:13
Så kunne jeg føre panodilpolitik og håbe, at vælgerne ikke opdagede symptombehandlingen Læs mere
Af Mikael Jalving
15.10.17, 08:23
Tænk, hvis de nationale forpligtelser stod over de internationale forpligtelser. Tænk, hvis opgaven var bunden, ikke en fri leg eller tumleplads for kaospiloter. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.10.17, 10:03
En tidligere socialdemokrat og tidligere DF'er, nu NB, betvivler om jeg er konservativ. Her er mit svar. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her