*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hest eller ej; public service er herligt

DR’s hestefragt må ikke skygge for, at den danske public service-ordning er fantastisk. Vi ville være et fattigere samfund uden.

Sagen om DR’s amerikanske hestetransport galoperer derudaf.  Forståeligt nok. For uanset hvor tydeligt det har stået i journalist Johannes Langkildes kontrakt, at 1 stks. hestefragt over Atlanten var en del af aftalen bag hans amerikanske udstationering, skriger det til himlen, at 70.000 kroners public-service midler er brugt så bizart.

Men selvom DR fra tid til anden handler med hovedet under armen, må vi ikke glemme, at de danske public service-medier i det store billede er fantastiske for det danske samfund. Vigtigst måske i form af neutrale nyheder og varierede kulturtilbud i verdensklasse. Danmark ville være et fattigere samfund uden public service.

Helt konkret er saglig og objektiv nyhedsformidling uundværlig i et samtalebaseret demokrati som det danske. DR, TV2, Radio24Syv og resten af de danske public service-medier har en kolossal integritet, fordi de hverken styres af kommercielle eller politiske hensyn. Det kommer danskerne til gode, idet de kan læne sig tilbage og uden frygt for bias i den ene eller anden retning modtage de seneste nyheder.

Helt anderledes ser billedet ud i eksempelvis USA, hvor nyhedsstationerne er private og ikke lægger skjul på deres politiske overbevisning. Som naturlig konsekvens slår de amerikanske borgere over på den kanal, der viser de nyheder, de bedst kan lide, hvilket ikke just gøder vandene for en sund og saglig demokratisk samtale amerikanerne imellem.

Så grelt vil medieuniverset formentlig aldrig blive i Danmark – vi har fremragende private medier som fx Jyllands-Posten, der leverer aldeles nyttige historier uden at være del af public service-systemet. Men de er ikke underlagt samme bundne krav om en saglig, neutral og alsidig nyhedsdækning, som DR og TV2 er det gennem public service-aftalen.

De danske public service-medier sikrer udover troværdige nyheder, at danskerne dag og nat kan få fingrene i et væld af kvalitetsrige kulturtilbud. Det er mindst lige så vigtigt, for et sundt demokrati kræver oplyste og dannede borgere. Hvis folk er ligeglade med det samfund, de er en del af, er der ikke meget fidus i at have et demokrati.

Vi kan blive kloge på alt fra russisk storpolitik til sydafrikanske kulturstrømninger i selskab med P1 Orientering på vej hjem fra arbejde. Vi kan få indsigt i de rummelige dilemmaer, der er forbundet med dansk politiarbejde i Politiradio på Radio24Syv. Vi kan prøve livet som hård solariepiger fra ghettoen med resten af Prinsesserne fra Blokken på DR3.

Public service-systemet løfter vores dannelse og interesse for samfundet. Det skaber rammerne for et velfungerende demokrati, hvor oplyste og samtalende borgere i fællesskab træffer beslutningerne om, hvilken vej landet skal bevæge sig. Takket være public service har alle danskere en fælles referenceramme, et bundsolidt vidensfundament og et bredt udbud af kulturoplevelser uanset indkomst.

Kunne private aktører gøre det samme? Ja, i nogen grad. X-factor, Hammerslag og andre indslag af bred underholdningsværdi kunne uden problemer fungere på markedsvilkår og lyse op i de danske stuer uden offentlig støtte.

Men med public service-systemet sikrer vi de indslag, der ikke ville bryde igennem overfladen i et kommercielt medieunivers. Langt fra alle kultur- og nyhedstilbud kan klare sig på markedsvilkår, hvor det er bundlinjen, der bestemmer. Det har ikke desto mindre værdi, at der er mangfoldighed i æteren. Hvis kun det kommercielle er tilbage, mister vi dybde, nerve og alsidighed i kulturlivet. Det ville være en skam.

Kan man så forbedre DR, der jo unægtelig udgør en hjørnesten i den danske public service-model? Uden tvivl. Antallet af mellemledere er enormt. Direktionens lønninger er enorme. Licensen er håbløst forældet og bør erstattes af en medieskat. Man konkurrerer på de samme parametre som private medier - med seertal og sidevisninger i centrum - selvom man jo i bund og grund har en helt anden rolle, nemlig at sikre god public service.  

Men DR’s forbedringspotentiale må ikke overskygge det faktum, at public service helt overordnet set beriger os som borgere og samfund. Folk er generelt mere politisk oplyste i lande med public service end i lande uden. Vi risikerer at ridse lakken i demokratiets helbred, hvis hetzen mod DR som institution – med alle dens hestetransporter og øvrige skandaler – fører til et brud med det danske public service-system.

For oplyste og dannede borgere er alfa og omega i et godt samfund. Jeg er glad for at bo i et land med public service-medier. De er herlige.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Victor Boysen (f.1993) er landsformand for Radikal Ungdom. Han lægger arm med royalister, nationalister og klimafornægtere. Han er ikke bange for at smide holdninger ind i debatten, som giver ham ørene i maskinen. Selv lover Victor at være ærlig, visionær og sparke efter bolden i stedet for manden.
Seneste blogs
Af Lars Boje Mathiesen
30.04.17, 11:53
Ferieloven et intet andet end statens umyndiggørelse af borgerne. Læs mere
Af Rune Lund
29.04.17, 13:24
Det er en gigantisk skandale, at SKAT nu ser ud til at blive nødt til at kaste en hvid pind efter 80 mia. kr., hvoraf størstedelen for længst burde have ligget i statskassen. Det gør kravet om en kommissionsundersøgelse af skandalerne i SKAT, der kan placere et politisk ansvar, endnu mere aktuelt. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
29.04.17, 11:39
Damebladsstoffet fortæller bedre end noget andet i avisen, hvad det vil sige at være menneske i dag. Læs mere
Af David Trads
29.04.17, 09:42
Debatten må gerne være hård, men jeg accepterer ikke at blive kaldt landsforræder. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
28.04.17, 17:48
Et skrækkeligt skelet rasler ud af skabene fra tid til anden. Læs mere
Af David Trads
28.04.17, 11:54
Statsministerens påskeferie gik til grumt diktatur. Næste uge skal han se på pandaer i verdens største diktatur. Stop dig selv! Læs mere
Af Mikael Jalving
28.04.17, 09:14
Den tysk-amerikanske politiske filosof Hannah Arendt skriver om mellemkrigstidens migration på en måde, så at man ser linjerne til i dag – og forskellen. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
28.04.17, 08:35
DR-dokumentar om nazisten Søren Kam fortæller historien om en radikaliseret verden Læs mere
Af Maria Bille Høeg
27.04.17, 15:13
Ny teknologi giver jobperspektiver – eksempelvis for mennesker med handicap. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
27.04.17, 13:00
Hverken EU eller nogen andre skal gennemtvinge øremærket barsel til mænd. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her