*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

De universelle menneskerettigheder er kommet for at blive. Forhåbentligt

Der er intet klogt alternativt til universelle menneskerettigheder. Alle mennesker har naturligvis krav på disse rettigheder.

Min blog-kollega Morten Uhrskov Jensen skrev i sit indlæg, ”1789 på vej på historiens mødding”, den 6. september, at de universelle menneskerettigheder ingen plads har i Danmark eller Europa. Men selvfølgelig har de det. For hvad er alternativet til, at vi mennesker har rettigheder? Og til at de rettigheder er universelle?

Lad mig slå fast: Naturligvis kan der i menneskerettighedernes navn være sket fejl, men fejlen ligger ikke i hele grundideen bag menneskerettighederne. Og fejlen er heller ikke, at rettighederne også beskytter de mennesker, som vi ikke kan lide, eller som opfører sig dårligt. Det er netop menneskerettighedernes væsen, at alle - uanset om vi kan lide dem eller ej - har nogle grundlæggende og ubrydelige rettigheder.

Modsat Uhrskov Jensen som mener, at menneskerettighederne er oplysningstidens ”mest rådne frugt”, så mener jeg helt omvendt, at menneskets ukrænkelige rettigheder og tankerne bag humanismen naturligvis er det vigtigste, der kom ud af oplysningstiden.

Og det er en arrogant slutning, Uhrskov Jensen gør, når han kalder menneskerettighederne for oplysningstidens ”mest rådne frugt”. Han glemmer, at du og jeg som millioner af andre mennesker i generationer har draget fordel af menneskerettighederne. Han glemmer også, at på trods af, at menneskerettighederne ikke altid er en fordel for den enkelte stat, så er menneskerettighedernes formål at sikre individet – altså ethvert menneskes ret.

Hvad er vigtigere, end at mennesker har ret til at leve i frihed og med personlig sikkerhed, som det fremgår af FN’s verdenserklæring for menneskerettigheder?

Danmark har heldigvis bundet sig op på nogle internationale konventioner - og de konventioner kan i få tilfælde være en ulempe for Danmark, men aldrig for individer. I Danmark er vi nødt til huske på, at fjerner vi rettighederne for nogle mennesker, f.eks. fra andre lande, så mister vi selv de samme rettigheder, når vi bevæger uden for landets grænser. For hvilke lande ville dog sikre danskernes ellers ukrænkelige rettigheder, hvis vi i Danmark føler os hævet over at sikre andre mennesker samme rettigheder, eller hvis vi gradbøjer disse rettigheder? Næppe nogen.

Menneskerettighederne skal naturligvis være universelle. For med det princip menes der netop, at alle mennesker, uanset nationalitet, politisk anskuelse, religion og seksualitet, har nogle ukrænkelige rettigheder, som ingen burde kunne tage fra dem. Hvis vi danskere mener, at vi fortjener de rettigheder, bør vi naturligvis også lade dem gælde for alle andre mennesker.

I stedet for at modarbejde disse rettigheder burde Danmark igen arbejde for, at de bliver udbredt til lande, som i dag på ingen måde efterlever menneskerettighederne. Men det er kun muligt at fremstå som det gode eksempel, hvis vi ikke selv indskrænker disse rettigheder, og en indskrænkelse af rettighederne kan aldrig legitimeres med, at andre lande ikke evner at efterleve dem.

Morten Uhrskov Jensen har naturligvis ret, når han i sit blogindlæg skriver, at vi europæere har haft en dominerende forestilling om, at vi har fundet frem til den mest perfekte orden af alle. Det har kostet millioner af menneskeliv – både før og efter oplysningstiden. Europæerne har i århundrede koloniseret andre kontinenter med død og ødelæggelse til følge. Og vestlige lande har med vold og magt forsøgt at presse deres værdier og religion ned over andre kulturer – ingen tvivl om det. Men at måden, hvorpå europæerne og amerikanerne har fejlet i deres kamp for at påvirke andre befolkninger, betyder ikke, at det er en fejl, at vi udbreder menneskerettighederne – herunder demokratiet – til andre lande.

For alle mennesker har krav på at medbestemmelse. Alle mennesker har krav på retten til at leve frit og uden tyranniske ledere. At de værdier og den orden er bedre end andre burde ikke kunne diskuteres.

I stedet for at kritisere oplysningstidens tænkere og ideologer for at kæmpe for, at alle mennesker måtte leve i frihed med ukrænkelige rettigheder, så burde vi i Danmark hylde, at de modigt tog kampen op mod magtfuldkomne og tyranniske konger og fyrster.

De rettigheder, som de kæmpede for, men ikke selv fik glæde af, har du og jeg og vores forfædre nydt godt af – og det vil vi forhåbentlig blive ved med. For der er intet klogt alternativ til universelle menneskerettigheder. Det er heller ikke et alternativ, at de gradbøjes, selvom de i nogle ganske få tilfælde ikke nødvendigvis er en fordel for Danmark som nation.

Slet ikke i en tid med populistiske politiske strømninger.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Siddik Lausten (f. 1977) er fra Aarhus, men bor på Vesterbro i København. Han er butiksuddannet og cand.mag. og arbejder nu som gymnasielærer, hvor han underviser i samfundsfag og historie. Han holder foredrag med fokus på mønsterbrud og social arv med udgangspunkt i egen opvækst. Siddik Lausten er tilhænger af den danske velfærdsmodel og humanismen. Begge dele er under pres i disse år, mener han.
Seneste blogs
Af Louis Jacobsen
24.11.17, 22:35
Frustrationerne har fået frit løb efter Enhedslisten Københavns valg af borgmesterposten for Teknik- og Miljø. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.11.17, 18:07
Hvor stor en rolle spiller det, om Dansk Folkeparti har indflydelse eller ej? Læs mere
Af Mikael Jalving
22.11.17, 13:16
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
22.11.17, 09:13
Der er plads til en ret stor religiøs sekt hertillands. Læs mere
Af Anders Vistisen
21.11.17, 12:23
Danske skatteydere kan glæde sig over, at det europæiske lægemiddelagentur ikke endte i Danmark. Læs mere
Af Rune Lund
20.11.17, 23:16
Alle steder i kommuner og regioner, hvor vi kan forhindre skattespekulanterne i at få snablen ned i fælleskassen, er en sejr. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
20.11.17, 20:42
På en god dag er DR's Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.11.17, 15:46
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
20.11.17, 13:23
Da Socialdemokratiet i 2015 advarede om, at Venstre ville skære velfærden, afviste V-borgmestrene det som en skræmmekampagne. I dag kan vi desværre konstatere, at Socialdemokratiet fik ret. Venstre har skåret dybt i velfærden. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.11.17, 11:02
Magtmisbrug og sexchikane er alvorligt. Det må Alternativet forholde sig til - partinavn eller ej. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her