*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Al magt til FOLKET, på Gæstgiveren

I et inferno af debatter, fortravlede mennesker og kølig vin mødes folket i Allinges smukke gader – dette er folkemødet, her er folket.

Det er folkemødetid på Bornholm. Folkets årlige netværks-sommerfrokost, hvor de der har kunnet finde et sted at bo i eller omkring Allinge mødes til rosé og gakkede gangarter i de sene aftentimer op ad og ned af Havnegade.

Men hvem er så Folkemøde-folket? Her er mine syv bud på, hvem det danske folk er disse junidage på Bornholm.

1: De unge røde

De unge venstreorienterede selvgode typer, der redder verden før deres nabo, bor helst på en biodynamisk campingplads i telt, og tager givetvis et brusebad lige så ofte, som den gennemsnitlige deltager på årets Roskilde Festival.

Man kan genkende dem ved, at de har medbragt traditionerne fra festivallivet. De går gerne i slidte jeans, gummistøvler og med en rød sweater påskrevet ”Bevar Christiania”.

De er ofte at finde omkring de telte, hvor der uddeles gratis mad og øl. Samtidig er de i færd med at rulle egne små fesne cigaretter, alt i mens de på bedste studentikose vis slynger om sig med Bourdieuske termer.

Sidst på aftenen finder I dem i højskolernes telt, hvor de står på bordene og synger ”Sådan er kapitalismen” alt i mens de filmer sig selv med deres nye Iphone 7, og efterfølgende lægger filmen på Instagram.

2: De unge blå

De unge liberale mænd skiller sig ud ved, at være iført, for folkemødet, helt unaturligt velstrøgne skjorter fra Ralph Lauren. Dog presset så langt ned i bukserne, at det må klemme om et eller andet dernede i de ellers så afslappede habitbukser, som deres fornuftige forældre købte et par numre for store, da de skulle konfirmeres.

De unge liberale kvinder er iført næsten helt anonyme stilletter, der, selvom de er skide upraktiske, er en vigtig del af den uniform, der er påkrævet, når man skal være ung, visionær og i gang med karrierefremmende netværkssamtaler på Bornholm, mens man ryger sine sidste Mistral cigaretter. Over den lidt for store lyseblå skjorte, som tydeligt indikerer, at kvinderne er klar som juniorrådgivere i et større advokatfirma, har de deres elskede Chanel tasker - også kendt som det mest anvendte motiv på deres instagram-profiler. Spejl-selfies undtaget.

De blå unge er oftest af finde omkring Liberal Alliances båd i Allinge havn, hvor de står og planlægger den ondskabsfulde velfærdsstats endeligt, alt i mens de desperat spejder efter Anders Samuelsen, så de kan vise deres nye tatovering af Ayn Rand på højre balle.

Resten af de unge går i hælene på Lars Sejr - i håbet om at blive inviteret til at sidde sammen med ham og drikke den livsvigtige eliksir Dom Perignon.

3: De kulturradikale voksne

I dagtimerne er de kulturradikale naturligvis meget aktive til de forskellige debatarrangementer. Hvis de ikke selv lige deltager i panelet og redder verden samtidig, står de lyttende og klar med de helt rigtige spørgsmål og med Politiken placeret tydeligt under armen.

De kulturradikale mænd er oftest iført mørke bukser, en forvasket mørk skjorte og en termojakke fra Mads Nørgaard, hvor lynlåsen er så orange, at den lyser det halve af Allinge op efter mørkets frembrud. Men den er smart, synes mændene.

De kulturradikale kvinder er oftest i regnjakke og gummistøvler og med et praktisk bomuldsnet fra Politikens boghal. Hvis vejret mod forventning skulle vise sig at blive godt, finder de deres Vesterbro-smarte sorte læderjakke fra Acne frem, mens de danser til den kulturradikale jazz og hylder George Brandes, Poul Henningsen og Tøger Seidenfaden.

Når de kulturradikale har gjort deres borgerpligt og deltaget i arrangementerne, er de at finde på Gæstgivergården, hvor den landsforræderiske avis Politiken hører til. Her står de med billig økologisk rosévin og halalslagtede flæskestegssandwichs pakket ind i boller af ølandshvede fra Meyers. Der står de så, bedrevidende, og guffer i sig, mens de forbereder det næste step i planen om fuld islamificering af Danmark, mens de bekræfter hinanden i, at de er de gode - og at dem nede på Allinge havn er de onde.

4: De gamle borgerlige

De sidste rester af håret, hos de folkelige borgerlige mænd, er oftest friseret hårdt bagud og påført en glinsende fedtet masse, der sikrer, at håret ikke blæser væk i den bornholmske sommervind. Mændene er mere afslappet klædt end normalt. I hvert fald er skjorten efter et par røgede sild og lidt kølig vin ikke længere placeret stramt i bukserne. Mit bedste bud er, at det skyldes den naturlige oppustethed, som pågår en mand over 30, når først man indtager rigelige mængder kølig vin.

Kvinderne er velklædte som altid. De har dog de seneste år langsomt udskiftet de røde såler fra Louboutin med mere diskrete liberalistisk-kapitalistiske blå stilletter fra Manolo Blahnik. Samtidig er de iført flotte sorte skindjakker, der sidder som syet på dem. Hvis det regner, har de medbragt den regnjakke, de normalt kun anvender, når de sidder på Rungsted havn og drikker champagne og spiser hummer.

5: Fagbevægelsen

Folkene fra fagbevægelsen er generelt afvigere på folkemødet. De holder sig oftest til områderne omkring de fadølsanlæg, som 3F har medbragt fra hoveddomicilet i indre København, og hvor deres øl naturligvis kommer fra et bryggeri med overenskomst. Omkring anlæggene står folk i klynger med den røde sangbog og synger Oskar Hansens samlede værker. Mændene er iført lyse Levis 501-jeans, sko fra Ecco og for de flestes vedkommende en for stor rød t-shirt fra 3F, som får dem til at minde om en gruppe halvgamle mænd på vej hjem fra en fodboldlandskamp i 1993. Fagforeningskvinderne skiller sig kun ud ved at være iført hurtige kondisko i moderigtige Herning-pangfarver.

6: Alternativ-isterne

Folket – det alternative folk, som i virkeligheden udgøres af Uffe Elbæks dansende disciple. Når man ser dem, går tankerne i retning af Kaospiloter på LSD-trip i 1990´ernes grå Aarhus, som de der danser rundt i gaderne i kollektiv ekstase, råbende ”halleluja Uffe Elbæk, HALLELUJAAA.”

Hvis de for et øjeblik skulle stå eller være stille, kan I genkende dem på deres påklædning, der oftest ligner omsyede økologiske bomuldsnet fra Politiken eller Coop, mens de tygger på en selleribøf, drikker mandelmælk og smiler overbærende til os kødædende typer. De ved nemlig godt, at vi ikke ved bedre.

7: Mig og folket

Og så er der mig – jeg er også folket. Jeg selv står naturligvis mest blandt de gode på Gæstgiveren og planlægger, hvordan jeg kan skaffe flere muslimske flygtninge til Danmark, mens jeg med et glas rosé i hånden overvejer at indgå et godheds-partnerskab med Rasmus Brygger og David Trads. Jeg opgiver dog, da jeg er sikker på, at Inger Støjberg vil lave en straks-lov mod dette initiativ. I stedet går jeg ned til de borgerlige og drikker deres rosé, der er væsentligt bedre end de kulturradikales økologiske sjask.

På vejen passerer jeg Folkemøde-folket, der er enten politiker, journalist, meningsdanner, direktør, ungdomspolitiker, akademiker, mediekonsulent eller bare har været overdrevet heldig. Som har pengepungen fyldt, eller har haft et vildt folkeligt netværk, så de har kunnet finde et sted at bo. Alle når dog lige i forbifarten at spørge, hvem er du, hvorfor er du her, og hvad skal lave her? Naturligvis på en så folkelig måde, som kun Folkemøde-folket kan spørge.

I aften og de kommende aftener netværksfester folket og laver Allinge om til en folke-festlig hybrid mellem Krogerup højskole, Hjallerup Marked og en landskamp i Parken. De eneste, vi mangler, er Dalgaards Tivoli. Og resten af folket.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Siddik Lausten (f. 1977) er fra Aarhus, men bor på Vesterbro i København. Han er butiksuddannet og cand.mag. og arbejder nu som gymnasielærer, hvor han underviser i samfundsfag og historie. Han holder foredrag med fokus på mønsterbrud og social arv med udgangspunkt i egen opvækst. Siddik Lausten er tilhænger af den danske velfærdsmodel og humanismen. Begge dele er under pres i disse år, mener han.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
23.10.17, 16:17
Generation iPad mister elementære færdigheder og dermed også elementær menneskelighed og dannelse. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
23.10.17, 14:55
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook. Læs mere
Af Jens Kindberg
23.10.17, 09:11
Hvis dette var en privat virksomhed, var den lukket nu. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
22.10.17, 22:51
Så kender vi DR igen: Blegrødt, kulturradikalt og tendentiøst. Hvorfor reagerer borgerligheden ikke? Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her