*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Jeg frygter sommeren. Min krop er slet ikke klar

Jeg frygter sommeren. Jeg frygter at skulle stå ved havnebadet i København foran unge veltrænede mænd og konkurrere om kvindernes blikke.

Det er ikke nemt at være en mand langt over 30 år og skulle bade sammen med alle de unge mænd, som bruger alt for meget tid i fitnesscentret og i solen. 

For alle de unge mænd er jo skåret som græske statuer fra antikken. Deres sixpacks er så synlige, at de i mellem deres mavemuskler kan have en gammel fem-krone stående på højkant. Deres biceps er veltrænede og hårde som granit. Deres skuldre er runde som håndbolde og går dem helt til ørene. 

Og så står vi mænd langt over 30 år på broen ved havnebadet. Da vi var unge, skulle vi være tynde. Ikke noget med at ligne græske guder. Ikke noget med at have bryster, vi kunne vippe op og ned, som ham den onde kæmper i filmen Bloodsport. Vi skulle bare være mænd. Tynde og naturlige. 

Til sommer står vi der i sorte t-shirts og vil så gerne i vandet. Vi har sorte t-shirts på, fordi sort slanker. Men når vi trækker vores t-shirts af, kommer vores overkrop til syne. Stor og svulmende. Lige over kanten på de badeshorts, som vi har haft de sidste 10-15 år, og som vi stadig mener passer os fint, ligger en 360 graders hudfarvet blævrende vandmandslignende konstruktion, som vælter 3-4 cm ned over kanten på vores shorts. 

Vores bryster er slappe og blævrer som vandballoner, der har ligget halvfyldte i solen de sidste fem dage, og vores skuldre er så undseelige, at de vel nærmest ikke længere kan kaldes skuldre.

Og hele denne overkrop, som man skulle tro kun består af billig silikone lavet i firserne, er pakket ind i en pels i grålige nuancer. Med hår så lange og tætsiddende, at enhver Golden Retriever ville blive misundelig. Men sådan er det ikke hos nutidens unge mænd. De er glatte på hele overkroppen. Hver en muskel og hver en sene er synlig. 

Vores kropslige forfald er ikke det eneste ynkelige: Engang kunne vi hoppe i vandet på samme måde, som de der unge mænd nu kan. Og vi er fristet til at efterligne dem. Vi vil også imponere kæresten eller kvinderne ved siden af. Så vi gør det. Men vi har forregnet os. For når vi står der på kanten, og gør os klar til vores hovedspring, får vi straks overbalance. Maven flytter sig irrationelt meget fremover som en tung og ukontrollerbar indkøbspose fuld af vand. Plask, så vælter vi direkte i vandet og lander på den alt for store og fremskudte mave. Det imponerer ingen.

Og når vi et par dage efter har glemt, hvordan det gik med hovedspringet, og nu vil efterligne de unge mænds saltomortaler, så overbeviser vi os selv naivt om, at vi fandeme stadig kan. Selvom kæresten forsøger at tale os fra det, og kigger overbærende på os, når vi begynder at fortælle dem om, hvordan sådan en saltomortale virkelig skal gøres, gør vi det alligevel.

Trods det, at vi ikke længere kan komme op i en anstændig fart, selvom vi er startet en 30-40 meter fra kanten, sætter vi i gang. Men lige, når vi er dér, hvor vi skal hoppe, glider vi selvfølgelig på kanten, og skraber hele ryggen mod brokantens metalbelægning. Vi plasker ned i det mørke vand som en død, overvægtig hval. Naturligvis skriger vi, for det gøre helvedes ondt. Og når vi endelig får vores slaskede krop kæmpet til overfladen igen, er det med hold i ryggen og hudafskrabninger fra lænd til nakke. Vi kæmper os op af den glatte stige, men er ved at skvatte tilbage i vandet flere gange. Unge mænd kommer hen og vil hjælpe os gamle mænd op af vandet. Ydmygelsen er total. Vores kærester sidder flove og kigger på os med et blik, der kun kan tolkes som ”hvad sagde jeg”. 

Og så må vi mænd, langt over 30, haltende og knækkede ­- og med smerter i hele kroppen - pakke vores ting sammen og gå hjem, alt i mens det hår, vi endnu har tilbage på hovedet, slasker ned over ørerne og nakken i undseelige totter.

Så vil I nok sige, at vi måske skal lade være med at gå på stranden eller i havnebadet. I vil bede os om at cykle en tur i stedet. Men heller ikke det kan vi længere. For når vi mænd så pakker os ind i farverigt spandex tøj, som fremhæver alle kroppens fortræffeligheder, så skriver modne kvinder lange og sure indlæg om os mænd langt over 30 år – i et hoverende og nedværdigende toneleje ydmyger de os og vores velvoksende og efterhånden noget slatne kroppe, som de ikke mener skal pakkes så tæt ind i spandex. Men hey, vi forsøger bare på at træne og få kroppen til at se yngre ud.

Hvad er så pointen? Måske er der ingen pointe, eller måske er pointen, at vi skal slappe af og ikke konstant efterstræbe ungdommens bedrifter. Måske skal vi droppe palæokost og ingefærshots – det hjælper alligevel ikke. Måske skal vi stoppe med at følge træningsorakler på Instagram. Måske skal vi mænd på snart 40 læne os tilbage i sofaen og indse, at vi netop ikke er 20 længere.

Måske skal vi leve med, at de fleste af os omkring de 40 kommer til at ligne en slowmotionoptagelse af Preben Elkjær i firserne, når vi tager tilløb til saltomortaler, som er dømt til at gå galt. 

Måske skal vi erkende, at vi snart er 40 – og måske skal andre erkende, at sådan ser man ud, når man snart er 40, og ikke voksede op i en tid, hvor kropsidealet mest af alt minder om græske antikke statuer. 

Konklusionen er; at jeg heller ikke bliver klar til denne sommer, ligesom så mange andre ikke gør. Men det er ok ikke at blive klar – det ok ikke kunne leve op til tidens perfekthedskultur og sundhedsguruernes dommedagsprofetier. Det er ok at være forskellig i en tid, hvor alt ellers er så strømlinet og ensartet – og det er ok snart at blive 40. Tror jeg.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Siddik Lausten (f. 1977) er fra Aarhus, men bor på Vesterbro i København. Han er butiksuddannet og cand.mag. og arbejder nu som gymnasielærer, hvor han underviser i samfundsfag og historie. Han holder foredrag med fokus på mønsterbrud og social arv med udgangspunkt i egen opvækst. Siddik Lausten er tilhænger af den danske velfærdsmodel og humanismen. Begge dele er under pres i disse år, mener han.
Seneste blogs
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere
Af Morten Løkkegaard
19.10.17, 10:30
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak! Læs mere
Af Siddik Lausten
18.10.17, 13:18
Så skete det. DBU har aflyst kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige på fredag – jeg tvivler på, at det samme var sket, hvis det var mændene. Læs mere
Af Gitte Seeberg
18.10.17, 13:08
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold Læs mere
Af Jens Kindberg
18.10.17, 11:48
Man prøvede at være et bredt borgerligt parti, men er endt som et yderligtgående populistisk projekt med kun én sag på dagsordenen: At være mere negative overfor folk, der ikke ligner Pernille Vermund Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her