*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tak, Ståle Solbakken

Solbakken går forrest i kampen for at flygtningebørn i Danmark får et godt liv. Tak for det.

FC. Københavns norske fodboldtræner, Ståle Solbakken, har begået en bog, hvor overskuddet gives til Fritidspuljen under Dansk Flygtningehjælp. Fritidspuljen har til formål at hjælpe flygtningebørn i Danmark til at kunne dyrke idræt. Et ganske prisværdigt projekt, som er til gavn for de børn, som er endt i Danmark grundet krig og forfølgelse i deres hjemlande.

I samme ombæring tillader Ståle Solbakken sig at kritisere de skandinaviske landes flygtningepolitik – en rettighed, som enhver borger i Danmark naturligvis har. Også udlændinge.

Naturligvis har Solbakkens kritik, og ikke mindst donation til flygtningebørnene, udløst den mest forudsigelige automatreaktion fra ledende politikere i Dansk Folkeparti.

Kenneth Kristensen Berth (DF) fra kalder det en donation til ”fædrelandets fordærv” og følger op med hævde, at uledsagede flygtningebørn ikke skal gøres til ”stakler”. Endvidere kritiserer Berth Kristensen, at Ståle Solbakken som udlænding i Danmark, blander sig i dansk udlændingepolitik.

I min optik er der ingen tvivl om, at der er gode grunde til at flygte fra mange lande i denne verden – mon ikke, at de fleste danskere selv havde gjort det, hvis de stod i samme situation. Enhver krig og forfølgelse skyldes voksne mennesker, der ikke evner at handle rationelt og klogt. Det er altid voksne, der begynder krige, forfølgelser og mord – aldrig børn. Børnene er dog desværre nogle af de mange ofre for vanvittige ugerninger begået af voksne. De børn bør vi naturligvis hjælpe i Danmark, og Ståle Solbakken går forrest.

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti fortsætter partiets kritik af Ståle Solbakken med at udtale, at Solbakken skulle ”bruge sine evner på at træne”.

En arrogant slutning fra en ledende politiker i landets næststørste parti – for naturligvis må en norsk fodboldtræner, der har været bosat i Danmark i mange år, have en holdning til dansk politik, ligesom han gerne må udtale sig kritisk om den gældende diskurs.

Mon Dansk Folkeparti havde sagt det samme, hvis Solbakken havde ytret sig positivt om Dansk Folkepartis politik? Næppe.

Politikerne – uanset tilhørsforhold – skal holde sig til at bruge argumenter, hvis de vil sætte sig op mod folk, der bruger deres grundlovssikrede ret til at deltage i den offentlige debat. For både Ståle Solbakken, Medina og alle andre har ret til at udtale sig, også selvom det er imod et givent politisk partis- eller flertallets mening. Alternativet til den ret er uoverskuelig for alle danskere. Vi må naturligvis aldrig komme i nærheden af at indskrænke retten til at udtale sig.

Både Berth Kristensen og Skaarup husker naturligvis at sige, at Solbakken må udtale sig om, hvad han vil, men de to DF-politikere undlader alligevel ikke at kritisere ham for at gøre det – og indirekte forsøger de dermed at fortælle Solbakken, at han skal holde sig på sin egen banehalvdel. Men selvfølgelig skal han ikke det. Både kendte og ukendte skal kunne sige, hvad de mener, for det må aldrig alene være politikerne, der har patent på at deltage i den offentlige debat – og ingen behøver at være ekspert for at deltage i debatten. Samme krav stiller vi end ikke til de, der stiller op til bl.a. Folketinget.

Så en stor tak, Ståle Solbakken, for din modige kritik af den danske og det øvrige Skandinaviens flygtningepolitik. Fortsæt endelig med at bruge din stærke stemme mod den diskurs, som pågår disse år, og som er med til at fortælle befolkningen, at flygtninge blot skal sidde i kolde telte på gudsforladte marker. Og tak for, at du hjælper de mange børn, som er havnet i en umenneskelig situation. For de børn, der uden skyld har måttet flygte fra deres hjemlande, deres venner og familier, skal have mulighed for at mærke, at livet også har nogle positive sider. De børn skal ikke blot sidde på asylcentre og rådne op.

Lad os få flere modige mennesker som Ståle Solbakken. Mennesker, der er villige til at bruge deres stemmer for en sag, de brænder for.

Og lad os ikke mindst få mere hjælp til de flygtningebørn, der er de sande ofre for voksne menneskers ugerninger.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her