*

Assad er så langt at foretrække

I Aleppo kæmper Mellemøstens mest sekulære leder mod Al Qaeda. Der er ikke gode grunde til at håbe, at han taber.

Vestlige politikere er besat af tanken om at vælte Syriens præsident Bashar al-Assad. Det er der grundlæggende ikke noget godt at sige om. For selv den mest idealistiske neokonservative må det i dag stå klart, at interventionen i Irak var en katastrofal fejl. Afsættelsen af Libyens Muammar Gaddafi var muligvis endnu værre, og ’Det Arabiske Forår’ som begreb er nu alene en hånlig påmindelse om en fatal fejllæsning af, hvad oprørene i Mellemøsten egentlig gik ud på.

I dag har vi kaos i Irak. Kaos i Libyen. Og kaos i Syrien. Der er intet mere ødelæggende for frihed og for menneskelig værdighed end en orden, der bryder sammen. Store dele af hæren er deserteret i Syrien, og de tilbageværende regeringsstyrker kæmper mod et fuldkomment uoverskueligt virvar af sekteriske grupper. Alt er under opløsning. Jo mere kaos, desto mere barbari og brutalitet. At en opløsningstruet regeringshær og islamistiske fanatikere begår uhyrligheder i en borgerkrig, er ikke en anomali. Det er et forventeligt udkomme. Og det kunne sagtens være endt langt værre end nu. Problemet er ikke måden, borgerkrigen bliver kæmpet på. Problemet er borgerkrigen selv. At forvente, at en sådan foregår som en ædel strid efter krigens love, er naivt.    

Vesten har på flere måder et direkte ansvar for borgerkrigen i Syrien. Med militære trusler fulgt op med krige i både Irak og Libyen, har Vesten uafviseligt været med til at svække Assads regime. En militær indgriben i Syrien har ligget som et sandsynligt udfald i flere år, og naturligvis har det svækket Assad og givet oprørerne blod på tanden. Læg dertil kaosset i nabostaten Irak, som interventionisterne ikke kan undslippe sig ansvaret for, og vi har de afgørende grunde til, at et oprør overhovedet har været muligt. Uden destabiliseringen havde Al-Qaeda og de mange udbrydere aldrig vundet fodfæste, men ville være banket brutalt ned. Som et offentliggjort notat fra den amerikanske militærefterretningstjeneste (DIA) tilbage fra 2012 advarede om, var de drivende styrker bag oprøret netop forskellige radikale jihadister. Hjulpet frem af våbenleverancer givet ud fra en misforstået idé om at komme af med Assad for enhver pris. Altså længe før nogen af os havde hørt om Islamisk Stat, kunne amerikanske analytikere konkludere, at oprøret var drevet af radikal islam. Så dengang i 2013, da Venstre opfordrede til at bevæbne ’de moderate’ oprørere, havde det de facto været (yderligere) vestlig våbentilførsel til al-Qaeda.

Nå ja, vi tager det ikke så tungt med Al Qaeda længere. Fra at være hovedfjenden for 15 år siden, er der sådan lidt hyggeislamisme over dem i dag. For der er ikke den mindste smule forståelse for eller glæde over, at Assad bekæmper oprørerne i Aleppo fra Al-Nusra – også kendt som Al Qaeda i Syrien. I Aleppo er der med andre ord tale om en krig mellem én af de mest radikale islamistiske bevægelser nogensinde og den mest sekulære leder i Mellemøsten. For Bashar al-Assad er netop sekulær og hans regime ligeså. Han er uddannet læge (fra Damaskus og London). Han er vestligt gift. Var egentlig ikke udset til præsidentposten, men overtog, fordi hans bror døde i en trafikulykke. På flere stræk kan han beskrives som en reformator og han gennemførte flere demokratiseringsinitiativer efter sin magtovertagelse, der blev kendt som ’Foråret i Damaskus’. Han er i øvrigt grundlæggende populær i Syrien.

Og så er han selvfølgelig også en brutal diktator. Men at tro at kaos, eller nærmest hvilken som helst anden sandsynlig leder, skulle være bedre for Syrien end Assad, det er naivt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af David Trads
22.01.17, 14:07
Dengang de første rystelser ramte Titanic, troede ingen, at det var alvor. De var jo på verdens sikreste skib. Jeg har det, som om jeg sidder på dækket i dag. Læs mere
Af Michael Gylling Nielsen
22.01.17, 09:26
Ny rapport afdækker i ubekvem grad, hvordan det tager sig ud fra børnehøjde, at Danmark er ved at tabe kampen for en fornuftig balance mellem arbejdsliv og familieliv. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.01.17, 19:46
Donald Trumps første tale som USA’s præsident skuffede ikke. Mildest talt ikke. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.01.17, 15:31
Trump tvinger Europa til at stå sammen Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
20.01.17, 09:51
Anders Fogh, Marie Krarup, Lars Seier og Asger Aamund. Flere og flere danske meningsdannere springer på Trumps vogn, og en kritisk presse er mere nødvendig end nogensinde. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
20.01.17, 07:13
En kronik i Jyllands-Posten om indvandring er "beviset" på, at Nyborg bedriver russisk misinformation. Læs mere
Af Angela Brink
20.01.17, 01:33
I dag vil der være protester ved den amerikanske ambassade i København og de sociale medier har i dagevis flydt over med ærgrelse eller glæde over Donald Trups præsidentindsættelse. Men mon ikke det klogeste for os danske vælgere er at forholde os værdigt afventende? Læs mere
Af Mikael Jalving
19.01.17, 15:15
Med brexit og Trump er ånden ude af flasken, og hvor er det dog befriende. Nu kan vi måske tale om tingene i stedet for at fortsætte som hidtil. Læs mere
Af Finn Slumstrup
19.01.17, 15:10
Nu er det på tide, der kommer sammenhæng mellem ord og handlinger i politikken over for yderområderne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.01.17, 09:55
Fordi den yderste venstrefløj ikke har noget væsentligt at byde på, slet ikke i de kommende år. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her