*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kære Søren Pind, din selviscenesættelse som åndfuld statsmand er anstrengende. Hvad med at være politiker i stedet?

Søren Pinds komisk-prætentiøse moraliseren over dem, der kræver politisk handling, dækker over hans eget svigt.

I 2012 hørte jeg den for mig mest mindeværdige politiske tale til dato. Det var Grundlovsdag på Thomas Madsen-Mygdals gamle gods Edelgave, og taleren var Søren Pind, der havde mistet sin ministerpost et halvt år forinden til socialdemokraterne, hvilket man fornemmede ikke bekom ham så godt. Pind indledte sin tale med et alenlangt, højstemt uddrag fra, hvad der skulle vise sig at være en ung 23-årig dansk modstandsmands afskedsbrev, inden han blev henrettet af tyskerne:

Håb. Kærlighed.
Frihed. Sandhed. Ret.
Pligt. Ære. Troskab.

Sådan sluttede Pinds rørstrømske oplæsning. Formålet med at inddrage den dødsdømte modstandsmand var at advare om, at det igen var blevet alvorlige tider i Danmark. Tider, der altså næsten kunne sammenlignes med under krigen. Og hvad berettigede så til denne voldsomme, historiske reference? Jo, Ifølge Pind var der simpelthen noget galt med den politiske elite i landet. ’Nogen’ ragede magt til sig med alle kneb! Usandhed. Uret. Løgn. Alle de store ord, blot for at udstille Thorning-regeringen som en art moralske forbrydere. Den havde, med alle sine løgne, brudt selve samtalebåndet til det danske folk. Den sandhed, der ligesom i den dødsdømte modstandsmands kamp mod nazisterne, er forudsætningen for demokratiet – ja, den led og trådtes under fode med Socialdemokraterne ved magten. Det var Pinds anklage mod Thorning-regeringen, pakket ind i et komisk-prætentiøst sprog med uddøde vendinger og afleveret med stor (men helt uforståelig) selvtilfredshed.  

Talen medførte en del morsomheder på Pinds bekostning, men takket være dens krukkede sprog nåede den heldigvis ikke ud i bredere kredse. Man ser for sig, at Pind har siddet med fremmeordbogen og en stak ridderromaner og kommet frem til ord som tvætte og ulivssår, som kunne hjælpe til at fremhæve hans frygtindgydende vid og status som overset litterat. Hvis man ikke har tid til at læse alle de bøger, man i egen selvforståelse burde have læst, er det ikke noget som et par antikverede fremmeord til at fremmane billedet af en stor ånd.

Jeg kom til at tænke på den opblæste grundlovstale, da jeg læste Søren Pind i søndagens Jylland-Posten. Her har han igen fundet sin kryptisk-formanende side frem og advarer om både demokratisk fascisme, om modpositioner, der umuliggør diskussion, om groteskhed, om demagogiske enkeltpersoner og letkøbte synspunkter, der gør varig demokratisk skade. Der er alt andet end let at blive klog på (bortset fra, naturligvis, at de fleste af mærkaterne sådan set godt kunne passe på Pind selv) – tag eksempelvis et kig på følgende afsnit:

Smeltediglen, hvor alt blandes og sættes i spil, driver igen sit værk. Alt udspringer det af folket og folkets vrede. Og deri findes også det eneste svar på fortrædeligheden: folkelig selvbesindelse.

Her har vi en ’smeltedigel’ – et lettere forældet udtryk for kulturel integration – der ’sættes i spil’ og ’driver igen sit værk.’ Selv hvis vi tillader ministeren poetisk frihed, kan det aldrig give mening, at en smeltedigel ’sættes i spil’ og ’driver sit værk’ (eller nogen andres ’værk’ for den sags skyld). Pind fortsætter derpå med at forklare, at ’smeltediglen’ med dens sætten ’i spil’ samtidig udspringer af ’folkets vrede’ og svaret på hele miseren (?) er, at folket skal besinde sig selv. Altså, danskerne må gå fra at være vrede til at være ikke-vrede (i sig selv et fedt forslag!). Almindeligvis skulle man mene, at hvis ’smeltediglen’ skal fungere (drive sit værk?) er det bedst, hvis den ikke udspringer af folkelig vrede. Og hvis vreden er nødvendig for ’smeltediglen’, skal vi da slet ikke håbe på selvbesindelse, for så kan ’smeltedigelen’ jo ikke ’drive igen sit værk’! Åh nej! Stakkels smeltedigel – er den blevet smittet med ulivssår? Det dybere svar på platituderne er nok, at man ikke skal forsøge at lede alt for længe efter logisk sammenhæng.

Men skal jeg gætte på meningen med Søren Pinds indlæg, er det noget med at advare mod alle dem (det store flertal af danskere), der ikke synes, at en fortsættelse af folkevandringen er en god idé. Nu kunne man indvende, at det jo sådan set blot er, hvad regeringen gik til valg på - nemlig en ’straksopbremsning,’ fordi den ville have styr på tilstrømningen. Hvad blev der lige af løgne, løftebrud og pletter, der må tvættes bort? Er regeringens uopfyldte løfter også ved at blive et ulivssår? Har vi, med Pind, et letkøbt synspunkt fra en grotesk karakter, der gør demokratiet skade? En farligt-populistisk ’modposition’, der ikke forstår at ’selvbesinde’ [sic!] sig? Er Pind selv demagogen, der umuliggør diskussion (ikke mindst fordi man ikke meningsfuldt kan diskutere opstyltet ævl)? Ja, fordi hans kronik er så manipulerende i sit klodset formulerede men insisterende forsøg på at placere ansvaret for den ulmende kulturelle uro på de danskere, der ikke bryder sig om udviklingen. Skræller man den pinlige flom fra, er der intet politisk lederskab i det skrevne, men blot en gentagelse af regeringens plan om intet at gøre. Nu fulgt op med et salvelsesfuldt moraliserende krav til befolkningen om ikke at blive vrede og forfalde til pøbelvælde. Og det kommer fra en minister, hvis hidtidige lavstammede bud på en løsning er at fratage flygtninge deres smykker.

Kære Søren Pind. Måske du skulle prøve at være politiker i stedet? Din selviscenesættelse som åndfuld statsmand virker mest af alt opblæst. Du kan ikke bilde folk ind, at du har læst en masse bøger ved at skrive i et søgt, selvudleverende krinolinesprog. Du er udmærket klar over de alvorlige problemer, vores land står over for. Tag dog dit embede alvorligt. Jeg tror stadig på dig!

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Rune Toftegaard Selsing (f. 1982) er uddannet cand.mag. i filosofi og cand.polit. fra Københavns Universitet. Han betragter sig selv som konservativ.
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
19.08.17, 18:40
Tilbederne af Fremskridtet forstår ikke, hvorfor deres multikulturelle eksperiment er gået galt. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
19.08.17, 14:05
Psykologisk er der tale om en kognitiv dissonans, hvor ens eget verdensbillede af islam, ikke passer overens med virkelighedens islam. Læs mere
Af Erik Winther Paisley
19.08.17, 12:07
PRIDE: Vi skal ikke acceptere, at ens sociale status, selvrespekt og respekt fra andre afhænger af, at man ikke træder udenfor. Alle bøsser skal være pridebøsser, hvis de ellers tør og kan. Læs mere
Af Annika Smith
18.08.17, 15:18
Jeg ved ikke, hvem der fandt på, at den naturlige kvindekrop skulle skæres ud af modebilledet. Men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg synes, vedkommende var en idiot. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
18.08.17, 08:19
Trump har vist sig at være problemet. Ikke løsningen. Læs mere
Af Holger K Nielsen
17.08.17, 14:59
Det hævdes ofte, at kun handlinger betyder noget i politik. Hvad man går rundt og siger er ligegyldigt, for det er kun ord. Læs mere
Af Jens Kindberg
17.08.17, 08:32
Tolerancen og mangfoldigheden har trange kår på Berlingske. Læs mere
Af Finn Slumstrup
16.08.17, 17:07
Farvel og tak. Jeg trækker mig bukkende tilbage. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.08.17, 16:14
Jeg spår, at alt-right vil vinde frem i USA i de kommende år. Læs mere
Af Mikael Jalving
16.08.17, 13:40
Hvis blot de muslimske ghettoer var parallelle fænomener – lidt som ufo'er – kunne vi sove roligt om natten. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her