*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hykleri og uærlighed i debatten om udvisning af kriminelle udlændinge

En række partier og politikere mangler at svare på mindst fire spørgsmål i den offentlige debat om udvisning af personer, der ikke er statsborgere i Danmark, og som har begået kriminalitet i vores land.

Jeg tror, mange stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor man nogle gange ikke kan udvise personer, der ikke er danske statsborgere, og som har begået grov kriminalitet i Danmark. Når man kan læse i pressen om den grove kriminalitet, der i visse tilfælde er begået – for eksempel dødsvold, voldtægt og våbenkriminalitet – får de fleste af os nok en fornemmelse i hele kroppen af, at der er visse personer, man måske ligefrem har lyst til at sende til månen. Det er menneskeligt at føle sådan. Jeg bliver selv rasende, når jeg hører og læser om disse eksempler på grov kriminalitet.

Men som lovgivere er det ikke nok bare at føle og blive rasende. Vi skal levere konkrete svar.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention leverer ikke en absolut beskyttelse mod udvisning af personer, der er født og opvokset i Danmark. Udgangspunktet er, at hvis forbrydelsen er alvorlig nok, kan der ske udvisning, hvis du ikke er dansk statsborger.

Det er den dømmende magt, domstolene, der beslutter, om konkrete personer skal udvises. Men det er Folketinget – den lovgivende magt – der beslutter, hvilke regler, love og konventioner, som domstolene – loyalt, som de altid gør - kan afsige deres domme ud fra.

I den forbindelse er der en række partier og politikere, som mangler at svare på mindst fire spørgsmål i den offentlige debat om udvisning af personer, der ikke er statsborgere i Danmark, og som har begået kriminalitet i vores land.

Første spørgsmål: Er I villige til at bryde med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ja eller nej?

Der er kun et parti i Folketinget, der vil bryde med konventionen, og det er DF. Alle – Ja, alle - andre partier vil ikke bryde med konventionen, og accepterer dermed, at den gælder. Danmark er jo ikke er tvunget til at følge den europæiske menneskerettighedserklæring. Et flertal i folketinget har tiltrådt den ganske frivilligt, og endda indarbejdet den i dansk lovgivning. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er ikke noget, vi er blevet påtvunget udefra. Nej, vi har selv skrevet under. Vi kan forlade samarbejdet, hvis vi ønsker. Men det ønsker vi heldigvis ikke.

Alle andre end DF mener derfor i praksis grundlæggende det samme i spørgsmålet, herunder at domstolene i Danmark skal dømme efter den gældende konvention. Også når det betyder, at kriminelle udlændinge for eksempel ikke kan udvises, fordi de ville blive dræbt eller udsat for tortur i modtagerlandet. Når for eksempel Venstre og Socialdemokratiet prøver at lyde anderledes end Radikale, Alternativet og Enhedslisten - så er V og S i virkeligheden nogle hyklere. For de ved, at konventionen gælder – og de ønsker ikke at bryde med den, heller ikke under den nuværende retstilstand. Selv hvis de to partier siger, de måtte mene noget andet end Enhedslisten, så gør de det ikke i praksis – fordi de ikke ønsker at bryde med konventionen.

Andet spørgsmål: Hvilke konkrete ændringer er det, du foreslår?

Er det artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der omhandler tortur og anden nedværdigende behandling? Skal vi sende folk afsted, selvom de bliver slået ihjel? Eller er det andre paragraffer? Hvilke? Artikel 8 om retten til privat- og familieliv? Jeg har endnu ikke set et konkret forslag fra hverken Søren Pape, Inger Støjberg eller andre. Efter måneders debat er det vel efterhånden ikke for meget at forlange, at de bidrager til at gøre debatten mere konkret. Ellers er det jo bare indholdstomt at vise, hvor meget man er imod kriminalitet, som vi alle sammen er imod. Jeg kan konstatere, at mange repræsentanter fra den lovgivende magt har travlt med at kommentere afgørelser fra den dømmende magt. Hvornår begynder disse mennesker at passe deres eget arbejde? Hvis de ønsker ændringer, kan de jo bare foreslå lov-ændringer. Det er det, vælgerne har valgt dem til, og ikke til konstant at kommentere uafhængige domstoles arbejde. Pape og Støjberg har endnu ikke fortalt os, hvad de konkret vil ændre, hvilke paragraffer, hvordan de konkret skal ændres, hvem vi skal alliere os med – og hvilke svækkelser af menneskerettighederne man er villig til at acceptere i et kompromis med lande som Ungarn, Tyrkiet og Rusland.

Tredje spørgsmål: Hvem vil du alliere dig med, og hvilke svækkelser af menneskerettigheder er du villig til at acceptere i et kompromis med lande som Rusland, Ungarn og Tyrkiet?

Ungarn synes for eksempel, at artikel 8 i menneskerettighedskonventionen om retten til privat- og familieliv er besværlig. Ungarn er blandt andet blevet dømt for at krænke privatlivets fred for demokratiaktivister, fordi det hemmelige politi i Ungarn lavede ransagninger af demokratiaktivisternes private hjem. Skal vi i et eller andet kompromis med Ungarn lave en alliance, hvor vi hjælper Ungarn med at bekæmpe demokrater? Anders Samuelsen har som udenrigsministeren allerede holdt møde med sin ungarske kollega. Ungarns udenrigsminister Péter Szijjártó har over for Jyllands-Posten i forbindelse med mødet givet udtryk for, at ”Danmark kan afgjort regne med Ungarns støtte” i forbindelse med de danske ønsker om at ændre fortolkningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Uden at det dog fremgik, præcis hvordan Danmark ønsker at ændre fortolkningen, og hvad det egentlig er, Ungarn støtter.

Putin og Erdogan kan også hurtigt blive gode allierede, da menneskerettighedsdomstolen i allerhøjeste grad konstant dømmer Rusland og Tyrkiet for overtrædelse af stort set alt, hvad der kan gå og kravle af menneskerettigheder. Det er nogle interessante venner, Danmark er begyndt at få. Er det virkelig vores sande venner? Er det virkelig Danmarks rolle at agere nyttig idiot for Orban, Putin og Erdogan?

Fjerde spørgsmål: Er det overhovedet muligt at ændre konventionen?

Der skal alle 47 lande til for at ændre den, så det korte svar er: Nej. Blandt andet fordi Tyskland og Sverige ikke vil. Tyskland ønsker tværtimod at styrke konventionen i en tid, hvor menneskerettigheder er under pres. Hvorfor gider alle danske medier så at give spalteplads til Søren Pape og Inger Støjberg, når de ikke engang har sandsynliggjort, at det kan lade sig gøre at ændre noget som helst? Endda i en situation, hvor de endnu ikke har fortalt, hvad de konkret ønsker at ændre i konventionen. Og hvorfor er der ingen journalister, der konstant konfronterer de Pape, Støjberg og co. med, at det hele sandsynligvis bare ender med en eller anden udvandet ”Københavner-erklæring” til næste år? En erklæring, som helt sikkert i en stor spinøvelse vil blive forsøgt solgt som en stor sejr. Pape og Støjberg er uærlige. De stiller befolkningen noget i udsigt, som ikke kan lade sig gøre.

Enhedslisten snakker ikke udenom. Folk skal naturligvis straffes for den kriminalitet, som de begår. Punktum.

Men i forhold til efterfølgende udvisning er vores holdning, at hvis du er født i Danmark, eller har boet her hele dit liv, du har dansk som modersmål, du taler måske ikke sproget i det land, hvor du har dit pas, så er det ikke rimeligt, at du bliver udvist, efter du har afsonet din dom for den kriminalitet, som du har begået. Det er heller ikke rimeligt for det land, hvor du teknisk set måtte være statsborger. For du er blevet kriminel i Danmark.

Alle andre partier undtagen DF mener i praksis grundlæggende det samme, fordi de ikke vil tage konsekvensen og bryde med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Hvornår kan vi forvente, at disse partier står ved deres politik, så ord og handling følges ad?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Rune Lund (f. 1976) er medlem af Folketinget for Enhedslisten, hvor han er rets- og skatteordfører. Han blogger bl.a. om forsvaret for og udbygningen af vores grundlæggende frihedsrettigheder og borgernes retssikkerhed. Kaster sig gerne ind i alle diskussioner, der handler om, hvordan vi skaber mere lighed og omfordeling i samfundet.
Seneste blogs
Af Katrine Winkel Holm
22.10.17, 22:51
Så kender vi DR igen: Blegrødt, kulturradikalt og tendentiøst. Hvorfor reagerer borgerligheden ikke? Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere
Af Morten Løkkegaard
19.10.17, 10:30
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak! Læs mere
Af Siddik Lausten
18.10.17, 13:18
Så skete det. DBU har aflyst kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige på fredag – jeg tvivler på, at det samme var sket, hvis det var mændene. Læs mere
Af Gitte Seeberg
18.10.17, 13:08
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her