*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Sommeren 1992 er langt væk - og dansk fodbold er i krise

25 år efter EM-guld: Tilskuere og tv-seere falder fra.
Landsholdets gennembrud kan tidsfæstes til én særlig aften i juni 1981. I Idrætsparken vandt Danmark 3-1 over de senere verdensmestre fra Italien. Per Røntved, Frank Arnesen og Lars Bastrup formåede at passere verdens bedste målmand, Dino Zoff. Sejren blev skabt på det, der senere kom til at kendetegne 80´er-holdet. Inspiration, kreativitet - og disciplin. Indtil da havde det danske landshold været en yderst bedrøvelig affære. Underfrankerede landstrænere som Kurt Nielsen og Rudi Strittich kunne kun yderst sjældent få et svagt kollektiv med et par enkelte store stjerner til at fungere, og først med tyskeren Sepp Pionteks ankomst blev der skabt en stærk symbiose mellem streng disciplin og den særlig danske udgave af skødesløs elegance. 
 
'Sepp sætter en stopper for slendrian', hedder et kapitel i biografien 'Sepp' om Piontek, og tyskerens indsats kan på ingen måde undervurderes. Han er manden bag skabelsen af det 80´er-landshold, der senere er blevet kaldt 'nordens brasilianere', og som der stadig skrives bevægende hyldestbøger om. Der skete noget i dansk fodbold i de sene 70´ere. Sepp Piontek var blevet ansat i 1979, og året før var der blevet indført professionel fodbold i Danmark. Fremsynede ledere og handlekraftige erhvervsfolk skabte et nybrud og tog opgøret med den gamle amatørsport, som for længst havde sørget for at holde dansk fodbold i et fortidigt jerngreb. Både når det gjaldt klub- og landshold. 
 
Vi havde enkelte store stjerner i udlandet - Henning Jensen, Ulrik le Fevre og Allan Simonsen - men intet landshold. Det fik vi med Sepp Piontek fra 80'ernes begyndelse, og kulminationen kom i 1992 med det europamesterskab, vi fejrer igen i disse dage. Det skete ikke med 80´er-holdets berusende fodbold, men med et ungt og snusfornuftigt landshold styret af Richard Møller Nielsen, som uimponeret gik til opgaven og leverede århundredets danske fodboldresultat. Det er der lavet spillefilm og seværdige tv-programmer om, og den historie kan ikke fortælles for tit. Et brusende højdepunkt for dansk fodbold. De stadig mere professionelle tilstande i klubberne - først Brøndby og siden FC København - gav flotte resultater ude i Europa. Kun FCK har holdt det europæiske niveau de seneste år, og på mange områder er dansk fodbold nu på retræte. 
 
Jo, der er fremgang at spore sine steder. For eksempel er U-21-landsholdet for anden gang i træk med til en slutrunde. Men ellers står det skidt til. Sidst, A-landsholdet kvalificerede sig til en slutrunde, var i EM 2012, og intet tyder på, at nordmanden Åge Hareide trods sit joviale gåpåmod kan forløse et landshold, der lige nu er milevidt fra at kvalificere sig til VM-slutrunden i Rusland i 2018. Det er slemt nok. Værre er dog, at dansk fodbold lige nu står i en identitetskrise, der rammer den folkelige interesse hårdt. Det er en barsk kendsgerning, at både tilskuere og tv-seere svigter dansk fodbold. 
 
På en dag, hvor vi fejrer 25 års-jubilæet for EM-triumfen i Sverige og nærmer os 40 årsdagen for indførelsen af professionelle tilstande, må vi konstatere, at dansk fodbold er i krise. Tilskuertallet i Superligaen og til landskampe er faldet dramatisk de senere år, og selv traditionelle publikumsmagneter som Brøndby og FC København ser ind i alarmerende tilskuertal. Tv-stationerne, der har spenderet mange hundrede millioner på tv-rettigheder, oplever seertal, der slet ikke kan måle sig med tidligere tider. For mange ligegyldige kampe, for mange dårlige udenlandske spillere, for mange små hold. Årsagerne kan være mange, men konklusionen er soleklar. Dansk fodbold skal tage sig alvorligt sammen, hvis den folkelige opbakning skal vindes tilbage.
 
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Olav Skaaning Andersen (f. 1965), er journalist, debattør og direktør på forlaget Momenta. Cand.mag i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. Prisbelønnet undersøgende journalist og dokumentarist. Tidligere chefredaktør på BT og chef for Sporten, Deadline og P1’s Orientering på DR. Født og opvokset på en gård nær Vejle. Olav har hang til debat og ord om alt fra politisk håndværk/dobbeltmoral og mediekritik over grænseoverskridende kriminalitet og korrupte magtmennesker til daglig værdikamp, hverdagens små udfordringer og sammenhængskraften i vores lille land.
Seneste blogs
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere
Af Morten Løkkegaard
19.10.17, 10:30
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak! Læs mere
Af Siddik Lausten
18.10.17, 13:18
Så skete det. DBU har aflyst kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige på fredag – jeg tvivler på, at det samme var sket, hvis det var mændene. Læs mere
Af Gitte Seeberg
18.10.17, 13:08
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold Læs mere
Af Jens Kindberg
18.10.17, 11:48
Man prøvede at være et bredt borgerligt parti, men er endt som et yderligtgående populistisk projekt med kun én sag på dagsordenen: At være mere negative overfor folk, der ikke ligner Pernille Vermund Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her