*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Den tyrkiske regering udrenser systematisk sine modstandere

Over 100.000 er indtil videre afskediget eller suspenderet og over 37.000 er arresteret. Deriblandt journalister, akademikere, lærere og andre i civile funktioner. Den tyrkiske regering jagter systematisk alle, som de gerne vil af med, fordi de er i vejen for deres eget kup.

Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP), der er den siddende tyrkiske regering, anholder, afskediger eller suspenderer også alle, som har den mindste tilknytning til kupmagerne. Som det seneste er 11 parlamentsmedlemmer fra Folkets Demokratiske Parti (HDP) fængslet anklaget for “tilhørsforhold til væbnet terrororganisation, opfordring til terror og spredning af terroristisk propaganda“. Formand Selahattin Demirtas og forkvinde Figen Yüksekdag er blandt de arresterede. HDP repræsenterer især det kurdiske folk og stemmerne fra kurdisk befolkede områder som Diyarbakir går til HDP. Det har været muligt for Erdogan at anholde og retsforfølge parlamentsmedlemmerne, der normalt har immunitet, fordi immuniteten for 138 parlamentsmedlemmer blev fjernet i maj 2016 med 376 stemmer for. 51 af de i alt 59 HDP-parlamentsmedlemmer er blandt de 138, som har fået fjernet deres immunitet. Anklagerne mod de 138 parlamentsmedlemmer foruden de tidligere nævnte anklager mod HDP-parlamentsmedlemmerne er bl.a. "fornærmelse af præsident Erdogan, manglende opfyldelse af forpligtelser som parlamentsmedlem, opfordre folket til had og fjendskab og bagvaskelse af militæret". Der hersker ingen tvivl om, at det hele er et skalkeskjul for at gå efter HDP-parlamentsmedlemmerne, som Erdogan tidligere også har forsøgt at få fjernet. Jagten på HDP-parlamentsmedlemmerne tilfredsstiller også mandaterne fra Nationalistisk Aktionsparti (MHP), som Erdogan har brug for, hvis han skal få vedtaget præsidentsystemet, som skal give ham mere magt.

Alle de 138 parlamentsmedlemmer er inviteret til at afgive forklaring. Alle HDP-parlamentsmedlemmerne har nægtet at afgive forklaring og har fortalt, at de (politiet, red.) må komme og tvinge dem, hvis de vil have deres forklaring, fordi de ikke anerkender legitimiteten af domstolen. Man må også undre sig over at blive inviteret til at afgive forklaring, hvis man er tiltalt efter terrorbestemmelserne. De tyrkiske myndigheder har selvfølgelig kendt til HDP-parlamentsmedlemmernes holdning til fjernelsen af deres immunitet og anklagerne imod dem, hvorfor de blot har ventet på muligheden for at kunne arrestere dem. Det har ført til, at bl.a. Selahattin Demirtas, Figen Yüksekdag og Ferhat Encü er anholdt omkring kl. 01.00 den 4. november 2016. Adgangen til Facebook, Twitter og Whatsapp blev begrænset på samme tidspunkt. Encü er parlamentsmedlem valgt i byen Sirnak. I 2011 angreb tyrkiske F-16 fly en gruppe smuglere ved den tyrkisk-irakiske grænse i dét, der kaldes Uludure/Roboski massakren. 35 af dem blev dræbt som følge af bombeangrebet. Af de 35 dræbte er 29 fra familien Encü. Da det kom frem, at tyrkisk militær havde dræbt civile smuglere, der smuglede tobak og alkohol, benægtede den tyrkiske regering det i lang tid. Senere forsøgte de at bortforklare det med, at det kan ske i en operation og til sidst havde Erdogan ingen anden mulighed end at beklage, at det var sket og love kompensation til familierne til de 35 dræbte. Familierne oplyste, at de ikke ville acceptere nogen form for kompensation, før de havde fået retfærdighed. Det må være besynderligt for Encü at være anklaget for terror af en statslig administration, som har dræbt 29 af hans civile familiemedlemmer i dét, de nu efter pres kalder en "operationel fejl".

Erdogan har længe sagt til PKK, at de skal nedlægge deres våben og komme i parlamentet for at kæmpe deres kampe i stedet. Han har under fredsprocessen tilbudt amnesti til dem, der nedlægger deres våben. Det har ført til meget kritik fra veteraner og pårørende til dræbte i kampen mod PKK. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at partiet HDP har mange fælles interesser med PKK. Tre af HDP's parlamentsmedlemmer, Sibel Yigitalp, Feleknas Uca og Ziya Pir, er anklaget for at have deltaget i PKK-begravelsesceremonier og råbe PKK-slogans under begravelsen. Ziya Pir er nevø til Kemal Pir, der er en af grundlæggerne af PKK og som døde efter 55 dages sultestrejke i det berygtede fængsel i Diyarbakir den 7. september 1982.

AKP fik 18.867.411 stemmer til parlamentsvalg i juni 2015 svarende til 258 mandater. HDP fik 6.058.489 stemmer svarende til 80 mandater. AKP har brug for minimum 276 mandater for at kunne danne regering og da de ikke kunne blive enige med de andre partier og selv ikke havde nok mandater, blev de nødt til at have nyvalg i november 2015. Dette valg gik noget bedre for AKP, der fik 23.681.926 stemmer svarende til 317 mandater og HDP fik 5.148.085 stemmer svarende til 59 mandater. MHP fik 5.694.136 stemmer svarende til 40 mandater. Der var 54.049.940 stemmeberettigede ved valget i november 2015. Stemmerne til AKP udgjorde på den måde 43,8 procent af alle stemmeberettigede. Partiet har derfor stor opbakning i befolkningen, selvom det ikke er "størstedelen af den tyrkiske befolkning". Der er et stort parti mere, som hedder Republikanske Folkeparti (CHP), som er Mustafa Kemal Atatürks gamle parti, hvor de største AKP-kritikere er at finde på nuværende tidspunkt. Flere af disse er dog også tiltalt, efter de fik fjernet deres immunitet. CHP fik 12.111.812 stemmer svarende til 132 mandater ved valget i november 2015.

Det er tydeligt, at HDP's mandater forstyrrer AKP og begrænser dem i deres muligheder, fordi de ikke har nok mandater til at tage beslutninger om ændring af forfatningen både hvad angår genindførsel af dødsstraf og præsident Erdogans ønske om at få mere magt i et præsidentsystem, som skal erstatte det nuværende parlamentariske system. Erdogans tidligere premierminister Ahmet Davutoglu delte ikke dette ønske og derfor har Erdogan fået en ny premierminister i maj 2016, som hedder Binali Yildirim.

Anholdelsen af HDP's parlamentsmedlemmer har således intet med jura at gøre. Det er et politisk skridt på vejen, som skal sikre Erdogan mere magt. I forvejen har Erdogan og hans administration under påskud af at retsforfølge de ansvarlige for kupforsøget fjernet en stor del af deres modstandere for derved selv ved at kuppe sig til magten. Erdogan har ellers selv inviteret til at søge parlamentarisk indflydelse, da han forsøgte at få stemmerne fra det kurdiske folk. Han har ved at fjerne HDP-parlamentsmedlemmerne trampet på over 5 millioner vælgere, som bliver tvunget til at søge deres ret på anden måde, når deres lovligt og demokratisk valgte repræsentanter i parlamentet bliver fjernet.

Erdogan har haft en venligere kurs over for PKK i fredsprocessen før hans partis store nederlag ved valget i juni 2015. Hans ændrede holdning til fredsprocessen med PKK er et af mange vidner på, at det var et nøje planlagt politisk spil og intet havde med hverken fred i Tyrkiet eller anerkendelse af rettigheder at gøre. Der er stærke indikationer på, at fredsprocessen med PKK skulle skabe en form for ro inden for riget, mens Tyrkiet koncentrerede sig om truslen fra kantonen Kobanê i det nordlige Syrien, hvor kurderne begyndte at vinde et selvstyre. Tyrkiet ville ikke kunne kæmpe mod både PKK inden for sine egne grænser og PYD/YPG i Syrien. Det var ikke et tilfælde, at tyrkiske soldater og kampvogne i august 2016 krydsede grænsen til Syrien under påskud af at bekæmpe Daesh (Islamisk Stat, red.), selvom Daesh har truet den tyrkiske grænse i over fem år på det tidspunkt uden nogen som helst form for indgriben fra tyrkisk side. PYD og YPG havde erobret kantonerne Afrin, Jazira og Kobanî. De manglede kun Shahba, før de havde hele området, som de kalder Rojava. Senere oplyste den tyrkiske regering, at de også gik efter kurderne, fordi de ikke kunne tillade kurdisk selvstyre i Syrien så tæt på egen grænse. Tyrkiet ser PYD og YPG som terrorister grundet deres stærke relationer med PKK. Tyrkiet har ikke noget problem med Kurdistan i Nordirak, som de også eksporterer omkring 9 milliarder dollars til om året. Præsidenten i Kurdistan i Nordirak, Massoud Barzani, er imod et kurdisk selvstyre i det nordlige Syrien. Meldinger fra PYD antyder, at Barzani støttede Tyrkiets invasion i Rojava.

Dødsstraf i Tyrkiet blev afskaffet meget sent den 7. maj 2004 i forfatningen med lovændring 5170 og den 14. juli 2004 i den tyrkiske straffelov med lovændring 5218. Ændringen af forfatningen krævede ikke folkeafstemning, fordi flere end 367 stemte for ændringen. Hidir Aslan, en politisk aktivist fra Devrimci Yol (Revolutionens Vej, red.), er den sidste, som blev henrettet den 25. oktober 1984. Afskaffelsen af dødstraf var et krav fra EU i Københavnskriterierne som led i forhandlingerne om Tyrkiets optagelse. De første skridt til at afskaffe dødsstraf blev taget i allerede 2002, da Tyrkiet fik frist fra EU til slutningen af 2001. Det var kun partiet MHP, som stemte imod afskaffelsen dengang. Alle daværende parlamentsmedlemmer fra AKP stemte for. Den nuværende præsident Recep Tayyip Erdogan var ikke parlamentsmedlem på det tidspunkt, men det var Abdullah Gül (fhv. tyrkisk præsident fra AKP, red.).

Det har ikke været en nem proces for Tyrkiet at afskaffe dødsstraf, for PKK's leder Abdullah Öcalan blev arresteret i 1999 og dømt til døden. En afskaffelse af dødsstraf som følge af optagelsesforhandlingerne med EU betød også, at Tyrkiet ikke kunne henrette Öcalan som planlagt. Da Öcalan blev dømt til døden i 1999, henvendte han sig til EMD  (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol , red.) , der nedlagde et midlertidigt forbud og de daværende tre tyrkiske politiske ledere Bülent Ecevit, Devlet Bahceli og Mesut Yilmaz besluttede at udskyde henrettelsen til de fik afgørelsen fra EMD. Siden blev dødsstraf helt afskaffet og Öcalan afsoner nu livsvarigt fængsel på øen Imrali. Bahceli er stadig aktiv i dag som MHP's politiske leder.

Genindførsel af dødsstraf kræver en ændring af den tyrkiske forfatning. Det kræver minimum 367 ja-stemmer i parlamentet. AKP har 317 mandater og MHP har 40 mandater. Selv hvis alle parlamentsmedlemmerne fra de to partier stemmer ja, har de ikke nok stemmer. De har derfor brug for støtte fra flere partier. Hvis lovforslaget får minimum 330 ja-stemmer, skal befolkningen stemme og beslutte, om lovforslaget skal vedtages gennem et referendum. Under 330 ja-stemmer betyder, at lovforslaget forkastes. I Danmark er det ikke nødvendigvis nok med et flertal blandt dem, der stemmer ja til folkeafstemning ved grundlovsændring. Ja-stemmerne skal også udgøre minimum 40 procent af alle stemmeberettigede. Sådan er det ikke i Tyrkiet, hvor det udelukkende er flertallet blandt dem, der møder op for at stemme, som er afgørende. Som det ser ud nu, skal lovforslaget om genindførsel af dødsstraf altså til folkeafstemning, hvis minimum 330 parlamentsmedlemmer stemmer for. Undersøgelser blandt befolkningen har indtil videre vist, at over 90 procent ville stemme for henrettelsen af kupmagerne fra kupforsøget den 15. juli 2016.

Flere parlamentsmedlemmer fra AKP og MHP - deriblandt partileder for MHP, Devlet Bahceli - har givet udtryk for, at de vil stemme for henrettelsen af Öcalan, hvis dødsstraffen bliver genindført. Det har været et almindeligt juridisk princip siden romerretten, at en vedtaget lov kun gælder fremadrettet. Der er meget domspraksis fra den tyrkiske forfatningsdomstol, som anerkender dette juridiske princip. Det gør den siddende regering tydeligvis ikke.

Tyrkiet afskaffede dødsstraf, fordi Københavnskriterierne krævede det, selvom de ikke havde henrettet i knap 20 år på det tidspunkt. En genindførsel af dødsstraf vil definitivt skade Tyrkiets omdømme og skubbe dem uden for samarbejdet med den vestlige verden, som adskiller dem fra de andre lande i Mellemøsten. Det må være tydeligt for de fleste, at EU ikke er og formentlig aldrig har været interesseret i at have Tyrkiet som fuldgyldigt medlem og derfor mener jeg ikke, at det er et brugbart argument, at Tyrkiets relation med EU vil blive skadet. Den helt store konsekvens ved genindførsel af dødsstraf er, at Tyrkiet vil vende tilbage til 70'erne, 80'erne og 90'erne, hvor man systematisk henrettede alle - både med og uden rettergang, som var ideologisk uenige med den siddende regering. En henrettelse af Öcalan vil betyde en altødelæggende borgerkrig i et land, der i forvejen er truet af borgerkrig grundet uroen inden for og lige uden for egne grænser. Det vil føre til flere masseanholdelser og henrettelser.

Da den tyrkisk-armenske journalist Hrant Dink blev myrdet i 2007 foran sin avis Agos’ kontor efter at have modtaget adskillige dødstrusler, brugte de tyrkiske myndigheder minimale ressourcer på at efterforske og opklare mordet på ham på trods af, at man altid har vidst, at det var mere organiseret planlagt. Efter kupforsøget i juli 2016 – det vil sige næsten 10 år efter mordet – har hele fire anklagere fra den tyrkiske anklagemyndighed pludselig fundet en forbindelse mellem morderne og Gülen-bevægelsen og de har i den forbindelse anholdt officerer og agenter i den tyrkiske efterretningstjeneste. 

Journalisterne i Tyrkiet har været mål for attentater, forfølgelse og censur i årtier i et land, som kalder sig en demokratisk republik. Avisen Cumhuriyet er den sidste kritiske presse, der er tilbage efter Erdogans udrensning af sine modstandere. Han har tidligere krævet Can Dündar og Erdem Gül fra avisen dømt, efter de afslørede lastbiler med våben fra den tyrkiske efterretningstjeneste kaldt MIT, som kørte til den syriske grænse. Dündar blev idømt seks års fængsel. Han blev forsøgt myrdet kort tid efter foran retsbygningen. Manden, der skød efter Dündar, blev arresteret, men løsladt igen på trods af stærke beviser, vidner og videooptagelse af mordforsøget. Både Dündar og Gül ankede deres dom til forfatningsdomstolen og blev løsladt, da forfatningsdomstolen bl.a. vurderede, at retsforfølgelsen og fængslingen af dem havde krænket deres ytringsfrihed. Erdogan gav udtryk for, at han ikke anerkendte beslutningen fra forfatningsdomstolen. Dündar lever nu i eksil i Tyskland. Chefredaktøren for Cumhuriyet Murat Sabuncu er nu retsforfulgt sammen med ni af sine kollegaer. En tidligere kritisk journalist for avisen Cumhuriyet, Ugur Mumcu, blev dræbt af en bilbombe i 1993, efter han havde fundet og undersøgte forbindelser mellem den tyrkiske efterretningstjeneste MIT og PKK.

Kritisk nyhedspresse bliver lukket ned i Tyrkiet og det placerer et endnu større ansvar på verdenspressen, som skal løfte byrden for deres kollegaer i Tyrkiet ved at undersøge i dybden og forklare alt dét, som den kritiske tyrkiske presse ville have forklaret og belyst, hvis de ikke var ramt af personlig forfølgelse og retslige skridt i et land, hvor retssikkerheden og respekten for den enkeltes frihed er systematisk afviklet for at tilfredsstille én mands umættelige tørst efter mere magt.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Murat Tamer er født i Aarhus af tyrkisk-muslimske forældre, der kom som gæstearbejdere i 70'erne. Han er bosat i København. Til dagligt studerer han jura og involverer sig i frivilligt og socialt arbejde for blandt andet Ungdommens Røde Kors og tidligere Aarhus Kommune.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
27.06.17, 17:38
I så fald skal han stort set ophæve tyngdeloven. Læs mere
Af Camilla Schwalbe
27.06.17, 13:26
Jeg bliver forarget, og er lige ved at gå i fælden, men så minder jeg mig selv om, at mediestanden er ukritisk, og at virkeligheden sjældent afbilledes proportionelt i medierne. Læs mere
Af Christina Egelund
27.06.17, 12:51
Jeg tænker på jer i disse dage, når jeg læser og hører debatten om nutidens curlingforældre. I vil på Roskilde, selvfølgelig vil I det. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
27.06.17, 12:34
DR- dokumentar tegner et nyt billede af hele EU-sagen. Læs mere
Af Jens Kindberg
27.06.17, 11:48
Udlændingedebatten raser som aldrig før i landet, hvem kan stramme mest? Læs mere
Af Harun Demirtas
27.06.17, 10:13
Jeg nægter at høre på en minister, der efterlader syge børn og svage patienter i deres seng uden menneskeligt hensyn. Læs mere
Af Siddik Lausten
26.06.17, 17:46
Selvfølgelig skal statsministeren ønske ”glædelig Eid”. Og måske var der langt flere danskere, der skulle gøre det samme. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
26.06.17, 09:48
Den tid hvor der blev røget pibe på trænerbænken er desværre forbi Læs mere
Af Mikael Jalving
25.06.17, 17:33
Menneskesyn er forklædt religiøsitet, det er åndelighed i metermål: Enten har du det rigtige menneskesyn eller også er du et dumt svin. Læs mere
Af Finn Slumstrup
24.06.17, 09:41
Hvorfor taber Fyn i kampen om statslige arbejdspladser? Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her