*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Storbritannien i kaos før brexit-forhandlinger

Theresa May gamlede - og tabte stort.

Theresa May har mistet sit absolutte flertal, og Storbritannien er sendt ud i noget nær politisk kaos. Det er derfor en svækket britisk regering, der nu skal forhandle skilsmisseaftale med de øvrige EU-lande – en forhandling, som får stor betydning for dansk økonomi, landbrug og eksport.

Det næsten tragikomiske for May er, at hun ikke behøvede at udskrive valget. Men efter den britiske folkeafstemning om EU-medlemskabet, formandsskiftet hos de konservative og med et historisk svagt Labour-parti i opposition, var det for fristende. De konservative stod nemlig til at få absolut flertal og Labours leder Jeremy Corbyn blev afskrevet fuldstændigt – både upopulær i befolkningen og upopulær blandt sine egne.

May udskrev derfor et parlamentsvalg – som dog nu har vist sig, at ende som et af den nyere politiske histories største selvmål.

Briternes farvel til EU var alibi for valgudskrivelsen, og et stærkt folkeligt mandat skulle styrke Mays forhandlingsposition overfor de øvrige europæiske lande. Selvom hovedtemaerne i valget ikke havde meget med Brexit at gøre, så spøgte det alligevel i kulissen. May satte både før og under valgkampen hårdt mod hårdt – Brexit means Brexit. Nægtede at anerkende den kæmpe regning, som verdens største og mest komplicerede skilsmisse vil medføre. Fremførte det var bedre for Storbritannien med ingen aftale end en dårlig aftale. Nægtede at få nuancer på Brexit-debatten på trods af, at et meget stort mindretal faktisk stemte remain -  og nok accepterede situationen, men måske ikke er enig i den hårde kurs.

Briterne reagerede ved stemmeboksene og det hele endte med et såkaldt hung Parliament– en situation, som gør det noget sværere at regere. Liberal Demokraterne meldte fra fra starten -  de ønskede ikke at gå i koalition med de konservative (da det næsten udryddede dem sidst). Labour opfordrede May til at træde tilbage. Nordirerne i Det Demokratiske Unionistparti bliver redningsplanken og indgår i en ny koalition – næppe Mays drømmescenarie. Dertil kommer, at det britiske pund er svækket, den økonomiske vækst er lavere end i Grækenland, forhandlingsmandatet fra vælgerne er totalt uklart og premierministeren står forpjusket tilbage.

Valget kan derfor måske vise sig at være det vendepunkt i Brexit-forhandlingerne, som vi er nogle, der har gået og sukket efter. Hard Brexit kan blive erstattet af en mere soft tilgang, hvor parterne forhandler og skilles i mindelighed, hvor gode aftaler indgås, så alle parter tilgodeses bedst muligt. I Danmark har vi eksempelvis meget på spil – Storbritannien er en af Danmarks største handelspartnere med 50.000 danske arbejdspladser direkte tilknyttet, og for både landbruget og fiskeriet er det afgørende, at Storbritannien ikke bare forlader EU uden en aftale.

Intet er dog sikkert - vi ved af gode grunde endnu ikke hvad, der kommer til at ske - men det står lysende klart, at de forestående forhandlinger i EU bliver stærkt påvirket af valget. Storbritannien er en vigtig alliereret og en vigtig handelspartner – ikke kun for Danmark, men også for hele EU. Det er kun i vores interesse, at det går Storbritannien godt. Det fremtidige samarbejde afhænger derfor af en britisk regering, der ikke er præget af kaos og uro.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Mest læste Brexit
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her