*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det Nye Europa

Brexit kan og bør blive starten på processen hen imod Det Nye EU. Det kræver løsninger på de grænseoverskridende problemer og et reformeret EU, der er båret af en ny vision for det europæiske samarbejde.

Der er nu gået et par uger siden Brexit - og tre foreløbige konklusioner kan drages:

1. Det europæiske samarbejde fortsætter. 27 regerings-chefer har bekræftet hinanden (og os andre) i, at EU er "det eneste cirkus i byen", som EU-konvertitten Svend Auken engang formulerede det. Enhver, der måtte have troet, at de britiske Nej-sigere havde en plan eller bare tilløb til et alternativ, kan kun være blevet skuffet: Lederne har i hast forladt den synkende skude, og foreløbig har ingen i UK turde aktivere artikel 50 - den berømte skilsmisseprocedure. Det har fået spekulationerne igang. Vil en kommende britisk premierminister prøve at finde bagindgangen hjem igen..? Sommeren er fri til at spekulere.

2. Det europæiske samarbejde bliver aldrig det samme igen. Og måske godt det samme. Reformer har været efterlyst - også fra denne pen - længe, så Brexit kan meget vel blive det - indrømmet: alt for kostbare - wake up call, der får "Old EU" tvunget til at tænke nyt. Sommeren skal bruges til "reflektion", siger kommissionsformand Juncker, og det kan jo dårligt føre til mere af det samme... hvis ellers Juncker stadig har ambitioner om at lede butikken. Ellers har Berlin sikkert en plan B - uden Juncker. Men regeringscheferne slipper ikke for det videre ansvar. Topmødet 16. september har som næste deadline givet alle et pusterum til at tænke.

3. Storbritanien bliver aldrig det samme igen. Kaos har hersket lige siden den fatale fredag, og "Fortryd"-demonstrationer er en daglig forteelse. Ledende nej-sigere fik sig et kig ned i afgrunden - og foretrak at blive i sikker afstand af kanten. Pundet er styrtdykket - og vil nu skulle holdes oppe med massive støtteopkøb fra Nationalbanken. De økonomiske udsigter er Unionens utydelige, men 9 ud af 10 forudsigelser er negative. Endelig synes UKs opløsning uafvendelig, hvis altså Leave fører til.. leave. Skotterne har momentum og sympati for deres ønske om at blive i EU, men spørgsmålet er, hvad sympati kan bruges til..? Afstemning synes ikke lige om hjørnet, men omvendt er den svær at forhindre... med tiden. Og hvis det omvendt ender med Remain - hvad vil Nej-siden så sige..? Og Remain på hvilke betingelser..? Sommeren er ikke tid nok til afklaring. Det kommer til at tage år.

Væk med arrogancen
Det er tilladt af ærgre sig over resultatet - et UK i opløsning, både geografisk, demografisk og politisk. Det er også tilladt at undre sig over Nej-sidens fallit og flugt fra kamppladsen, når regningen skal betales. Men man skal omvendt ikke gøre som kommissionsformanden og spille tøsefornærmet. Den slags arrogance kan blive dyr for Juncker, som allerede længe har været kritiseret for blindhed, når det handler om at se - og indse - tingenes tilstand. 

I stedet bør man vise respekt for flertallets afgørelse og fokusere på, hvilket samarbejde vi kunne tænke os, nu hvor vi - som så ofte før tvunget af omstændighederne - har muligheden for at gøre tingene anderledes. Og her kunne man passende tage afsæt i den virkelighed, som den politiske elite i nogen grad har forsømt at konsultere gennem fem - i øvrigt succesfulde - årtier med det europæiske samarbejde.

Da jeg for otte år siden sagde ja til at gå ind i Europa-politikken, var det først og fremmest grund af en undren: Hele mit voksne liv - som var forløbet nogenlunde parallelt med Danmarks medlemskab af EU’s Indre Marked - havde jeg funderet over, hvorfor danskerne var (og er) så skeptiske over for dette klubmedlemskab, første gang manifesteret ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten i 1992 og siden også i samklang med andre europæere ved en række folkeafstemninger.

Med tiden er min erfaring med denne skepsis vokset, men det samme er udfordringen: EU-projektet har i de efterfølgende otte år bevæget sig uafbrudt fra een krise til en anden, og modstand og skepsis er i samme periode blevet nærmest mondænt. Hvor det førhen var forbeholdt agitatorerne på yderfløjene, kan enhver direktør eller kontorchef i dag score point ved de pæne middagsborde ved at skyde på de ansigtsløse bureaukrater i Bruxelles. Uden smålig skelen til viden eller fakta, når det handlede om årsagerne til EU's handlingslammelse.

Denne "mainstreaming" af EU-modstanden har været det klareste krisetegn, og kombineret med græsk gæld og folkevandringen fra syd har vi smagt på en regulær gift-cocktail. Efter det danske NEJ ved folkeafstemningen 3. december konkluderede jeg i en kronik i januar, at vi nu havde nået det punkt i fortællingen, hvor det ville være umuligt at få et Ja ved en kommende britiske afstemning - eller nogen anden afstemning med EU på stemmesedlen, for den sags skyld. Desværre holdt den analyse, både i Holland og nu i UK.

Tid til refleksion
Det gode spørgsmål er selvfølgelig: Hvordan kommer vi videre? Og vel at mærke med både briterne og skeptiske borgere over hele Europa med om bord?

Ja, her givet det mening at bruge sommerferien på at reflektere lidt over, hvorfor vi er endt, hvor vi er.

EU er et unikt projekt - ja, et verdenshistorisk eksperiment, som havde alle mulighed er for at fejle, men viste sig overraskende levedygtigt. Det skyldtes mest af alt, at projektets fædre tilhørte krigsgenerationen, der vidste, at der ikke var (og er) noget alternativ til forpligtende samarbejde - andet end krig. Fokus var på at lykkes, mere end på at få de splittede befolkninger med på projektet. Denne forsømmelse hvad angår legitimitet har været åbenbar i snart flere årtier, og nu betaler vi alle prisen.

EU - og den falske melodi
I de otte år, der er gået, siden jeg stemplede ind hos Pro-Europa, har jeg turneret Danmark rundt med et foredrag, som mange efterhånden har hørt: 

Titlen er "EU - og den falske melodi". Pointen var - og er - at mange danske politikere lige siden 1972 har sunget en melodi om EF og EU, som de fleste danskere havde svært ved at synge med på. Melodien handlede om økonomi, mens enhver efterhånden kunne se, at EU-projektet handler om meget andet og mere end økonomi. 

Denne disharmoni mellem befolkningen og deres beslutningstagere er en unaturlig tilstand. Min påstand var derfor dengang - som nu - at de politiske naturlove vil udligne den ophobede utilfredshed, som kommer til udtryk ved skepsis, hvis ikke direkte modstand.

Så længe, at det gik fremad økonomisk, kunne den folkelige skepsis holdes i ave. Da oliekrisen og den økonomiske afmatning satte ind i slut-70'erne, blev det succesfulde svar Det Indre Marked.  

Da Muren faldt, var det naturlige svar at få indlemmet de fattige fætre fra Øst og Central-Europa. Det kunne lade sig gøre pga. markedets succes, men samtidig sagde de første folk nej tak til mere EU (1992, Danmark) og Europas Forenede Stater (2005, Franktig og Holland). 

Den frie bevægelighed blev en økonomisk succes, men man efterlod arbejderklassen, den lavere middelklasse og de uuddannede i armod. Nu triumferer de afmægtige så, assisteret af nationalkonservative og kommunisterne, der ideologisk aldrig har brudt sig om projektet.

Der er som sagt ingen seriøse alternativer til EU, men hvis projektet skal have en fremtid, kræver det tre ting:

  1. Løsninger på de grænseoverskridende problemer, vel at mærke løsninger, som alle - også taberne i globaliseringen - kan forstå og drage nytte af.
  2. Et reformeret EU, som tager det kommunikative gab alvorligt - og investere i oprigtigt at nå ud til alle i en forståelig form.
  3. En fornyet begejstring, som skal bæres af en fornyet vision, en fortælling om Europa og europæerne i det 21. århundrede.

Alle tre ting bliver ikke til virkelighed på een gang - eller på en måned eller et år. Men Brexit kan og bør blive starten på processen hen imod Det Nye EU.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Morten Løkkegaard (f. 1964) er pr. marts 2016 genindtrådt i Europa-Parlamentet, hvor han udgør Venstres enmandshær. Både i Europa-Parlamentet og på bloggen står slagene om Danmarks europapolitiske vej. Han er uddannet journalist og er far til fire.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere
Af Morten Løkkegaard
19.10.17, 10:30
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak! Læs mere
Af Siddik Lausten
18.10.17, 13:18
Så skete det. DBU har aflyst kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige på fredag – jeg tvivler på, at det samme var sket, hvis det var mændene. Læs mere
Af Gitte Seeberg
18.10.17, 13:08
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold Læs mere
Af Jens Kindberg
18.10.17, 11:48
Man prøvede at være et bredt borgerligt parti, men er endt som et yderligtgående populistisk projekt med kun én sag på dagsordenen: At være mere negative overfor folk, der ikke ligner Pernille Vermund Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
17.10.17, 15:55
Politiet får ikke adgang til Europols databaser på mobilen Læs mere
Af Signe Munk
17.10.17, 14:45
Giv det perfekte menneske en fuck-finger. I stedet for at bygge glansbillederne op, så skal vi lade dem krakelere. Bare lidt. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her