*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Identitetspolitik i USA er kommet for at blive

Og det kan venstrefløjen takke sig selv for.

Det er vist efterhånden gået op for de fleste, at det amerikanske samfund er splittet i en grad, hvor det er svært at se en vej ud. Googler man ordene ”cold civil war”, får man den nette sum af 25.400.000 hits. Der er selvfølgelig stadig dem, der mener, at der kan skabes et nyt amerikansk ”vi”, f.eks. kommentator Joel Kotkin, der i går skrev bl.a. således:

”Hvis progressive [venstreorienterede] og traditionelle konservative effektivt ønsker at udfordre Trumpismen, må de først skabe en mere robust, økonomisk dynamik og en post-race version af nationalismen. Hvis det ikke sker, vil ikke bare den grimmere version af nationalismen forbundet med præsidenten og Steve Bannon bestå, men den vil også kunne forme vores fremtid på måder, som ingen kan forudsige.” 

I et temmelig kringlet sprog siger Joel Kotkin, at fremtidens USA kan splintres i endnu alvorligere grad, end tilfældet allerede er, og at det hastigt svindende hvide flertal vil stå stadigt mere uforsonligt overfor de voksende minoriteter.

Joel Kotkins håb om en ”post-race version af nationalismen” er imidlertid lysegrønt, fordi identitet og identitetspolitik vil fylde mere fremover, ikke mindre. Venstrefløjen i USA – liberals, progressives og radicals kaldet – har i årtier dyrket identitetspolitikken i en grad, der er i fuld gang med at fremkalde en modreaktion blandt USA’s europæiske amerikanere.

At føre identitetspolitik vil sige at dyrke en særlig gruppe i kraft af denne gruppes særlige karakteristika som især etnicitet, race og seksuel orientering. Ifølge demokraten Debbie Dingell, medlem af Repræsentanternes Hus, er hendes eget parti for længst løbet løbsk i sin iver efter at tækkes minoritetsgrupper. Det er sket i en grad, hvor man har glemt de hvide arbejderklassevælgere, der i massive tal stemte på Donald Trump i november. Debbie Dingell føler sig efterhånden hjemløs hos Demokraterne, fordi partiet har glemt en afgørende del af dets rødder, som var den hvide arbejderklasse og lavere middelklasse.

Konsekvensen af den amerikanske venstrefløjs identitetspolitik har naturligvis ført til, at hvide amerikanere i formentlig stigende grad spørger sig selv, om der er nogen, der taler deres sag. I en interessant undersøgelse viste det sig heldigvis, at kun et lille mindretal af hvide vælgere har sympati for ekstremistiske bevægelser som det racistiske Ku Klux Klan. Omvendt svarede over 40 procent i undersøgelsen, at de fandt det at være hvid som en meget vigtig eller ekstremt vigtig del af deres identitet. 54 procent svarede, at hvide har meget eller virkelig meget at være stolte af. Endelig var 43 procent af den opfattelse, at hvide har meget eller virkelig meget til fælles med andre hvide

Man vælger selv, om man vil forarges over disse tal, om de var, hvad man havde regnet med, eller om man havde forventet højere tal. Pointen er selvfølgelig den, at det er et stort mindretal, der anser deres etniske baggrund – eller race, som amerikanerne i reglen kalder det – for ret eller helt afgørende for, hvem de er. Og at dette tal næppe bliver lavere fremover, hvor hvide amerikanere kan se frem til at komme i mindretal samtidig med, at de anses for racister, hvis de vover at påstå, at de har de samme gruppeinteresser, som minoriteter som sorte og latinoer ikke har problemer med at få anerkendelse af.

Samtidig er det en kendsgerning, at de forskellige grupper i USA lever i høj grad adskilt, hvilket man kan forvisse sig om ved at gå ind på ”The Racial Dot Map”. 

Man kan indvende, at andelen af ægteskaber på tværs af etniske grupper/racer i USA er stigende og har været det i en årrække. I 1960 var det kun ca. tre procent af alle ægteskaber, der fandt sted på tværs af gruppetilhørsforhold, mens det i 2015 var steget til så meget som knap 18 procent. Det kan man vælge at se som udtryk for stigende tolerance – hvad det givet også er – men der er to forbehold. For det første er det logisk og naturligt, at kærligheden vil finde vej mellem to af forskellig herkomst, når muligheden i forøget omfang er til stede. For det andet kan man ikke slutte, at tallet vil fortsætte med at gå op. Det kan lige så vel være, at de lavthængende frugter nu er plukket, og at tallet derfor snart stagnerer. Den linkede artikel tager i øvrigt selv en række forbehold.

En stigende andel blandede ægteskaber kan således ikke føres i marken som bevis på, at hvid identitetspolitik ikke er i fremmarch. Valget af Donald Trump mere end antyder netop, at hvid identitetspolitik spillede en betydelig, måske afgørende rolle

De regerende eliter hos både demokrater og republikanere, i medieverdenen og i underholdningsindustrien kan givet udskyde processen henimod mere hvid identitetspolitik noget tid, fordi det ikke er behageligt at blive kaldt racist, white supremacist, KKK-tilhænger eller andre grimme ting. Men det er sandsynligt, at andelen af hvide, der bekender sig til identitetspolitik, vil vokse, så længe hvide amerikanere med stor fart gøres til mindretal i det land, der så sent som i 1965 havde en andel af hvide på næsten 85 procent.

Thi vind har de sået, og storm skal de høste. Velkommen til virkeligheden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Morten Uhrskov Jensen (f. 1964) er landsformand for Dansk Samling. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det nu hedengangne national-konservative tidsskrift Nomos. Desuden forfatter til bøgerne "Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark" (2012, People's Press) og "Et delt folk" (2008, forlaget Lysias).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere
Af Morten Løkkegaard
19.10.17, 10:30
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak! Læs mere
Af Siddik Lausten
18.10.17, 13:18
Så skete det. DBU har aflyst kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige på fredag – jeg tvivler på, at det samme var sket, hvis det var mændene. Læs mere
Af Gitte Seeberg
18.10.17, 13:08
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold Læs mere
Af Jens Kindberg
18.10.17, 11:48
Man prøvede at være et bredt borgerligt parti, men er endt som et yderligtgående populistisk projekt med kun én sag på dagsordenen: At være mere negative overfor folk, der ikke ligner Pernille Vermund Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
17.10.17, 15:55
Politiet får ikke adgang til Europols databaser på mobilen Læs mere
Af Signe Munk
17.10.17, 14:45
Giv det perfekte menneske en fuck-finger. I stedet for at bygge glansbillederne op, så skal vi lade dem krakelere. Bare lidt. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her