*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvad er et folk?

Jeg kæmper for en ny enighed og dermed imod den nuværende elite.

Mit seneste blogindlæg, ”Sørine Gotfredsen har ret, hvad angår Nadia Nadim”, affødte en del kommentarer, sågar nogle, der var uenige med mig, men hvor jeg dog godt kunne se deres pointer uden af den grund selv at være enig.

Jeg kan for så vidt forstå, hvorfor jeg bebrejdes, at det netop er Nadia Nadim, jeg langer ud efter, når hun nu åbenlyst er velfungerende på en række vigtige områder. Fodboldspiller på højt niveau og medicinstuderende er godt gået. Under nogenlunde normale omstændigheder ville det da heller ikke have været rimeligt at udvælge en person som Nadia Nadim som mål for kritik af, hvad det er at være dansk.

Men ak, tiderne er netop ikke normale og har ikke været det i årtier. Åh jo, jeg ved godt, at de politisk korrekte mener, at vi lever i noget nær den bedste af alle verdener. Det må de mene, som de vil, men så må de også indrømme mig retten til at være uenig og til at mene, at den tidsånd, de selv har skabt, bør køres på historiens losseplads. Lad os dele os efter anskuelser.

Hvad er det så, de politisk korrekte ønsker, at Danmark skal være som samfund? Det er vel noget i retning af et tilfældigt landområde, hvor enhver definerer sin egen danskhed, så længe man bekender sig til ”medmenneskeligheden, solidariteten og tolerancen”, som rummer danskheden for Nadia Nadim. Hvorfor, spørger nu mange, især mine fjender, men også enkelte meningsfæller, kan jeg ikke lade Nadia Nadim have denne definition af danskhed i fred?

Svaret på det spørgsmål er, at Nadia Nadim må mene, hvad hun vil, men jeg vil kæmpe for, at hendes definition marginaliseres i stedet for at være hovedstrømningen på bjerget hos de politisk korrekte. At være medmenneskelig, solidarisk og tolerant er glimrende dyder, som jeg kun kan give min tilslutning. Men til beskrivelse af, hvad der hører til et folk, det danske folk, er disse dyder ikke bare utilstrækkelige, men direkte opløsende for danskheden og dermed for det danske folk. I så fald kan vi fordoble antallet af mennesker og kalde dem alle danskere, når blot de bekender sig til de tre plusord.

Enhver burde kunne se, at dette ikke holder. Ethvert nationalt karakteristikum er i så fald forsvundet. De tre dyder alene bygger på en utopisk tanke på linje med kommunismen, der som bekendt også mente, at det var muligt at ophæve alle forskelle mellem folkene til fordel for det grænseløse, klasseløse samfund. Sammenligningen er helt reel, og jeg behøver ikke at skrive, hvad konsekvensen af dette vil blive.

Hvad er da danskhed? Det bliver der naturligvis aldrig fuld enighed om – heller ikke blandt mennesker, der ikke er ideologisk besatte - men jeg vil ikke desto mindre give et forsøgsvist bud.

For det første er det indlysende, at danskhed ikke er det samme som svenskhed, norskhed eller engelskhed. Enhver –hed har sine særlige karakteristika. De er dog fælles om at dele en bestemt historie, hver for sig selvsagt. Dette gælder i særlig grad en meget gammel nation som den danske, som uden videre kan vedstå sig at have mindst 1.500 år på bagen, hvor de første dele af Dannevirke blev opført. Er denne lange historie ikke på en eller anden måde med den enkelte, bliver det meningsløst at tale om danskhed overhovedet.

Hvorfor er historien så vigtig? Fordi historien giver identitet, idet den fortæller, at der har været noget for også længe siden, og at der derfor også er en fremtid for i dette tilfælde det danske folk. Uden historien flagrer vi hid og did til fals for letkøbte og farlige ideologier, der hader den virkelighed, som er Danmark og danskerne.

For det andet kan vi undgå nok så meget at tale om det, men det ændrer intet ved, at danskheden også handler om et afstamningskriterium, om et etnisk tilhørsforhold. Gys, tænker de politisk korrekte nu, inden de begynder at råbe alskens grimme ting efter mig.

Det hjælper blot ikke noget at skyde på budbringeren. Det er sandt, hvad jeg siger. Prøv at se på denne verdens konflikter og fortæl mig, hvor mange af dem der ikke har et etnisk element. Prøv at se på denne verdens mange klansamfund i Afrika, den arabiske verden og i store dele af Asien. Hvad er det, der spiller en enorm rolle, i mange tilfælde den vigtigste? Det er den etniske forbundethed til klanen.

Er det et klanbaseret tilhørsforhold, jeg slår til lyd for som en del af danskheden? Nej, naturligvis ikke. I Danmark har vi nemlig for længst overvundet klansamfundets snærende og udemokratiske bånd, og det samme har de fleste europæiske folk. Man kan stadig finde betydelige elementer af det i f.eks. Syditalien og Grækenland, men i det store og hele har europæerne forladt klansamfundet til fordel for samfundssind, til tanken om det fælles bedste.

At vi har forladt det hårde klansamfund, er dog ikke det samme som, at etnisk tilhørsforhold ikke betyder noget som helst. Det gør det da, som Robert Putnams fremragende studie fra 2007 viser. Jo mere multietnisk et område er, jo lavere er tilliden mellem mennesker. Intet andet forhold har så stærk forklaringskraft som etnicitet i forhold til at måle tillid/mistilid. At fornægte det etniskes betydning er at fornægte virkeligheden.

På baggrund af ovenstående slår jeg til lyd for en danskhed, der holder døren på klem for hin enkelte udefra (med klar præference for andre europæere), men ellers reserverer sig retten til at forblive kulturelt og etnisk meget homogent i tråd med, hvad de fleste foretrækker. I de tidligere kommunistiske diktaturer i Øst- og Centraleuropa er de ikke i tvivl, ligesom de ikke er det i f.eks. Sydkorea og Japan. De vil forblive sig selv og vil højst have drypvis indvandring udefra.

Det samme vil jeg, og det kæmper jeg for. Jeg kæmper som enhver anden, der ønsker noget udbredt. Jeg håber, at noget i den retning, jeg her ufuldstændigt har skitseret, igen vil blive normen i Danmark.

Jeg tror ikke, at jeg er uden chancer for at vinde den kamp.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Morten Uhrskov Jensen (f. 1964) er landsformand for Dansk Samling. Han er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det nu hedengangne national-konservative tidsskrift Nomos. Desuden forfatter til bøgerne "Indvandringens pris - På vej mod et fattigere Danmark" (2012, People's Press) og "Et delt folk" (2008, forlaget Lysias).
Seneste blogs
Af Holger K Nielsen
17.08.17, 14:59
Det hævdes ofte, at kun handlinger betyder noget i politik. Hvad man går rundt og siger er ligegyldigt, for det er kun ord. Læs mere
Af Jens Kindberg
17.08.17, 08:32
Tolerancen og mangfoldigheden har trange kår på Berlingske. Læs mere
Af Finn Slumstrup
16.08.17, 17:07
Farvel og tak. Jeg trækker mig bukkende tilbage. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.08.17, 16:14
Jeg spår, at alt-right vil vinde frem i USA i de kommende år. Læs mere
Af Mikael Jalving
16.08.17, 13:40
Hvis blot de muslimske ghettoer var parallelle fænomener – lidt som ufo'er – kunne vi sove roligt om natten. Læs mere
Af Anders Vistisen
15.08.17, 12:04
Gør det nogen forskel for europæerne, om migranterne trænger ind i Europa hjulpet af ”kyniske menneskesmuglere”, som gør det for penge, eller af selvfede menneskesmuglere, som mener, at de gør en god gerning? Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
14.08.17, 11:28
Som borgerlig vælger frygter man jo, hvad S og DF næste gang finder på. Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
14.08.17, 08:04
Af Christina Egelund
13.08.17, 18:43
Nogle gange kan jeg undre mig. Undre mig over kommentatorkøbing i Danmark. Undre mig over, at tankerne og skriverierne kører i ring. JA! Liberal Alliance vil gerne have fjernet topskatten. Fordi vi mener, det er en urimelig skat, der hæmmer arbejdsglade danskere i at yde en ekstra indsats. Topskatten hæmmer udvikling og potentiel vækst i Danmark. Læs mere
Af Jens Kindberg
13.08.17, 16:05
De danske medier fortsætter i disse dage den negative diskurs, der har været om H.K.H. Prins Henrik i alt for mange år Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her