*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Derfor elsker jeg cykling og hader fodbold

Cykling er konservativt. Den dyrker gentagelsen, vanen, øvelsen, kontinuiteten og respekten for det givne. Cykling er ikke kun en kirke, cykling er også en kongerække.

Jeg tager raceren og kører en tur alene. Det er længe siden. De seneste måneder har stået på en masse holdtræning, løb og ture med junior. Med andre ord: Alt, hvad en halvgammel stodder kan begære på landevejen. Men i dag vælger jeg ensomhed, kirken.

Det er vemodigt. Landevejssæsonen går på hæld, et par løb mere, så er det slut, og så er det frem med vintergeden og crossmaskinen, hvilket er noget helt andet. Jeg elsker begge dele. De har deres egen charme, attraktion og karakter, men i de døende uger af en sæson holder jeg fast i det tabte land og mindes løb, situationer og momenter fra den forgangne sæson.

Ikke fordi jeg har noget at prale med. Jeg har ingen resultater i år, og det ærgrer forfængeligheden. Sådan er cykelløb jo også, trøster jeg mig med, et sted for de fås store sejre og de manges uglamourøse nederlag.

Det er noget af det, jeg sætter højt ved cykling. Sporten gør sig ikke til. Modsat så meget andet i vor kultur og civilisation – f.eks. politik og underholdning – er den ikke en popularitetskonkurrence. Der er ikke præmier og medaljer til alle, og man kan faktisk slet ikke filme sig til noget. Film er det værste ved fodbold og grunden til, at jeg aldrig kommer til at elske den sport, som jeg ellers er vokset op med.

Fodbold præmierer fakerne, fedtspillerne, de dårlige karakterer. Som træner eller hjælpetræner spotter man det straks. Otteårige drenge, der efterligner Ronaldos falden på halen, det er til at blive misantrop af at overvære.

Anderledes med cykling. Selvfølgelig kan man fake træthed i et udbrud, springe en føring over, tage et sving lige vel frisk foran den bagvedkørende. Men den systematiske udnyttelse af dommerens blinde øje, den findes ikke i cykling på samme måde som i fodbold.

Fra Youtube kender vi billederne af henholdsvis en styrtet rytter og en »skadet« spiller. Den første foregiver, at han er ok; den anden foregiver, at han ikke er ok. Heri hele forskellen mellem de to sportsgrene.

Mandighed, altså. Cykling rimer på noget med mandighed og udholdenhed, såvel psykisk som fysisk. Selv i spurten mod mål, de sidste 1000 meter: Når man tror, det er ved at være slut, er det faktisk kun lige begyndt, og hvis man ikke giver den alt, får man klø. Jeg ved det af bitter erfaring.

Jeg vil gå så langt som til at hævde, at sporten er konservativ. Den dyrker gentagelsen, vanen, øvelsen, kontinuiteten og respekten for det givne og tidligere mestre. Cykling er ikke kun en kirke, der banker dig på plads og lærer dig noget om dine egne, menneskelige dårskaber; cykling er også en kongerække. Cykling indeholder et pensum, som du må øve dig i. Møjsommeligt som i den lille og store tabel, skriftlig fremstilling, grammatik og diktat. Det, der engang hed færdigheder, men i dag er afløst af diffus »læring« og udflydende »kompetencer«.

Cykling er i den grad en færdighedssport. Du kan ikke google dig til noget på landevejen, men må tage bestik af situationen og spare på kræfterne. Omvendt må du også investere noget for at komme i udbrud eller sidde med. Det er alt sammen meget organisk. Et felt er hele tiden i bevægelse – jeg mener ikke alene fremad – men i komparativ bevægelse og mimer dermed den natur og geografi, man kører i.

Læg mærke til, at der næsten aldrig er to ens ture, selv om gps'en muligvis fortæller dig noget andet. Det er langt fra kun årstiderne, der skifter. Der er konstant små gradsforskelle, en pludselig kølighed, en duft, en stank, vejens beskaffenhed, en farve og et perspektiv, som spiller sammen med ens humør og konstitution.

Jeg punkterer. To gange. Jeg forbander mine dæk. Veloflex. Da jeg købte dem, beundrede og fotograferede jeg dem efter monteringen. Deres lyse bomuldskanter fik cyklen til at se overraskende aristokratisk ud, noget, jeg ellers ikke forbinder med min tyske og effektive Canyon Ultimate. Nu, to måneder senere, ser dækkene mere borgerlige og fredagstrætte ud; de hvide kanter er grålige på grund af vand, støv og snavs, og slidmønsteret er næsten væk.

Men det er ikke dækkenes skyld. De passer ikke til det våde føre. Det er mig, der var for magelig og tænkte, at de nok kunne klare en tur mere. Nok en dødssynd, altså. Fra nu af hedder det Schwalbe Durano Plus. Det er som at køre på larvefødder; til gengæld kan man næsten køre en hel vinter uden at få en flad.

Jeg kommer hjem. Udkørt, hovedet tømt, nulstillet. Mit frivillige eksil har virket. På Twitter har Stine Bosse beskyldt mig for at lyve og insinuerer, at jeg er betalt for at gøre det.

Det griner jeg ad nu, måske ikke helt lattermildt, men alligevel. Hun skulle tale. Eller rettere: Tage en cykeltur. Helt alene.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
23.10.17, 21:50
Frihed, tolerance og solidaritet. Det kræver noget så fladt og leverpostejsagtigt som enshed. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.10.17, 16:17
Generation iPad mister elementære færdigheder og dermed også elementær menneskelighed og dannelse. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
23.10.17, 14:55
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook. Læs mere
Af Jens Kindberg
23.10.17, 09:11
Hvis dette var en privat virksomhed, var den lukket nu. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
22.10.17, 22:51
Så kender vi DR igen: Blegrødt, kulturradikalt og tendentiøst. Hvorfor reagerer borgerligheden ikke? Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her