*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Frankrig er fortid

Det smukke og formidable land befinder sig i en dyb identitetskrise, men hvad franskmændene evner at gøre ved det henstår stadig i mørke.

Da et af familiens yngste medlemmer for nylig skulle vælge mellem fransk og tysk i skolen, besluttede han sig til min glæde for fransk. Mens fornuften hviskede mig i øret, at det nok var bedre som dansker at kunne lidt tysk, lod vi lysten, ufornuften og skønheden vinde. Sidstnævnte er snart sagt også det eneste, der er tilbage for efterkommerne af den galliske kultur. Som min egen fransklærer, madame Naur, forklarede, da vi havde svært ved det med hunkøn og hankøn: Det er meget nemt; alt det smukke er hunkøn, alt det grimme er hankøn, la France, le Danemark.

Uanset hvad befinder det Frankrig, der går til valgurnerne på søndag, sig milevidt fra såvel kejserdømmets storhedsvanvid som borgerskabets guldalder op gennem det florissante 19. århundrede med kunstneriske superstjerner som Stendhal, Balzac, Hugo og den republik, som jernbanen, industrien, krigene mod Preussen, opstandene, skolesystemet, massemedier, tourisme og Tour de France samlede til et økonomisk, kulturelt og politisk hele ind i det 20. århundrede. Det aktuelle Frankrig kan slet heller ikke måle sig med det fremgangsrige land i 1960'erne under Charles de Gaulle.

Det elementære spørgsmål – Hvad er Frankrig? – er således temmelig svært, hvis ikke umuligt at besvare i dag. Formelt er landet stadig en sekulær republik med semipræsidentielt demokrati, men reelt styrer landet mod stedse større etniske, kulturelle og politiske spændinger iblandet tiltagende islamisk terror. Frankrig er ved at blive det latinske Sverige, tilmed i hjertet af Europa, selv om det piner mig at konstatere.

Hvad koloniseringen af Afrika og Indokina var for boulevarderne og den urbane elegance i de franske byer med Paris over dem alle, var efterkrigstidens afkolonisering for satellitbyernes ghettoer og forstædernes forråelse. Den tricolore, der rejste ud, vandt hæder, rigdom og territorier. Den tricolore, der åbnede grænserne og blindt forventede, at immigranterne ville tilpasse sig franske normer, tabte alle tre dele endnu hurtigere.  

Først gik Indokina, Maghreb-landene og de øvrige kolonier tabt; nu er det selve republikken, der er truet indefra af den latente borgerkrig med afsæt i de »sensible« og »tabte« territorier omkring de større byer. Mens tyskerne i dag er særlig plaget af tyrkisk islam, et dobbelt krigstraume og en kansler med Jesuskompleks, er det nye Frankrig især plaget af islam fra det nordvestlige Afrika takket være 60 års afkolonisering og arabisk migration.

Mens mange franskmænd er stolte af deres historie, ser det desværre ud til, at de er fanget af deres nære fortid, sådan som den britiske historiker Jonathan Fenby fremhæver i sin seneste Frankrigshistorie fra 1789 til i dag. Mens vi tæller republikker og præsidenter, overser vi, at Frankrig knap nok længere er en del af den første verden, men snarere er i færd med at forvandle sig til en hybrid af den tredje verden på linje med Sverige og dele af Belgien, Holland og Storbritannien.

Frankrig var menneskerettighedernes arnested og i mere end halvandet århundrede en kulturel og kommerciel dynamo, men hvem forestiller sig, at landet skulle være et forbillede for andre i dag? Prins Henrik, måske, men ellers?

Når franskmænd belærer »verdenssamfundet« om dette og hint, plejer de ikke at mangle mod, ligesom de har nem adgang til revolutionære floskler, men når de skal skabe sikkerhed og vækst i Frankrig, kniber det gevaldigt, og det er efterhånden blevet så alment accepteret, at vi næsten har glemt, at landet er erklæret i undtagelsestilstand med op mod 12.000 franske statsborgere i efterretningstjenestens søgelys, galopperende antisemitisme og 4 mio. arbejdsløse.

Det er på denne sørgelige baggrund, at franskmændene går til valg.Spørgsmålet er ikke, hvad det vil ændre, men hvad det overhovedet kan ændre.

Revolutionens kampråb om frihed, lighed og broderskab klinger stadig mere hult, og det, der tidligere udgjorde republikkens raison d'être, uddannelsen, ja, selve dannelsen, afvises af unge fremmedgjorte muslimer såvel som af elitens teknokrater og multikulturalister. At det smukke og formidable land befinder sig i en dyb identitetskrise er åbenbart. Hvad franskmændene evner at gøre ved det i årene fremover, henstår derimod i mørke, også selv om det lyder bedre på fransk.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Jens-Kristian Lütken
17.10.17, 15:55
Politiet får ikke adgang til Europols databaser på mobilen Læs mere
Af Signe Munk
17.10.17, 14:45
Giv det perfekte menneske en fuck-finger. I stedet for at bygge glansbillederne op, så skal vi lade dem krakelere. Bare lidt. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
17.10.17, 13:01
Som et forsvar for shariaråd siger detektors vært, at de kun er rådgivende organer som rådgiver i religiøse spørgsmål, og at det intet har med afgivelsen af domme at gøre. Det er direkte misinformation. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.10.17, 23:28
Jeg giver Nye Borgerlige en chance til at vise, hvad de kan. Læs mere
Af Harun Demirtas
16.10.17, 18:42
Når du åbner dørene op for nye moskeer og imamer, selv om du ikke en gang har styr på dem, der er i Danmark i forvejen, som opfordrer til drab på jøder tre gader væk fra synagogen, låser du mange jøder indendørs med beskyttelse fra politi og militær. Læs mere
Af Jens Kindberg
16.10.17, 11:56
Vi konkurrer i forvejen med andre lande. Lad os konkurrere noget mere internt. Læs mere
Af Josephine Fock
16.10.17, 09:59
Der er brug for indsatser, der øger trivslen hos de børnefamilier, som har oplevet krig og flugt på alt for nær hold. Det kræver, at regeringen udvider sit stramme fokus på beskæftigelse. Læs mere
Af Louis Jacobsen
15.10.17, 21:04
Der er mange på det fag- og ufaglærte arbejdsmarked, der gerne vil efteruddanne sig. Men vil vi have et arbejdsmarked, hvor det er let at hyre og fyre? Et arbejdsmarked, hvor vi altid skal være klar til at rykke os? Så må vi også indrette efteruddannelserne derefter. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
15.10.17, 14:59
Martin Ågerup sammenligner burkaen med Muhammedtegningerne – og så går det galt. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
15.10.17, 10:59
Det vil ikke lykkes med en taktisk tilgang til islam, for så længe muslimer bliver ved med at kalde sig muslimer, uden at ændre på islam, så har vi de problemer vi har i dag, og det vil kun blive værre. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her