*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Carsten Børge Jensen tager fejl igen

Aarhus 2017 lagde i søndags scene til en både oplysende og sjov maratondebat. Men den konfirmerede også, at kristendom ikke længere er del af diskussionen om Danmarks fremtid.

I søndags havde jeg fornøjelsen af at deltage i en timelang debat på Aarhus Teater som en del af Aarhus 2017 sammen med en flok drevne debattører. Mine direkte modparter var forfatteren Carsten Jensen og den tidligere spindoktor for Helle Thorning-Schmidt, Noa Redington.

Jeg har aldrig holdt af Jensens meninger, men lige siden jeg begyndte at læse aviser, har jeg sat stor pris på ham som stilist og provokatør.

Det var før internettets tid. Når jeg fik fri fra skole, havde jeg tre kvarter, til min rutebil kørte. Jeg satte mig ind på biblioteket på Nonnebakken i Odense og fandt Det fri Aktuelt frem for at læse Jensens ugentlige klumme.

Det var en fest af eder og forbandelser, øgenavne, flabede vinkler og iltholdig kritik, og det var længe før, at hans eget segment – Politikens og Danmarks Radios – blev besat af tonen og den postmodernistiske forestilling om, at ordet skaber, hvad det nævner. Vel gør det ej, ord er ikke magi eller alkymi, det er allerhøjst lyrik. Så det var ud over stepperne, og et eller andet sted syntes jeg, at Carsten Jensen var kongerigets klogeste mand.

Snart var han også den mægtigste. Hvad Carsten Jensen skrev og sagde, blev op igennem 90'erne forvekslet med den skinbarlige sandhed, og vore veje skiltes. At se ham blive pave fik protestanten frem i mig, og jeg begyndte i stedet at læse Søren Krarup, hans svorne fjende.

Det var således med en vis veneration, at jeg gik i clinch med ham i Aarhus. Hans budskab var det samme som i 90'erne, og hans næsten grådkvalte fordømmelse af tidens nationalisme og fremmedfrygt lød som et blindt ekko af dengang. Det var som at møde en historisk kilde, et levn fra en fjern fortid.

Men så skete der noget overraskende.

Med sit selvværds nonchalance kom Carsten Jensen til at kalde Berlingskes konstituerede chefredaktør Anna Libak ved et forkert navn, og den fangede hun straks og replicerede, at Carsten Børge Jensen tog fejl. Det var uhørt – og urkomisk! Kort efter gentog Søren Villemoes fra Weekendavisen spøgen, og det blev den faktisk ikke dårligere af. Den Carsten Jensen, der evig og altid har udstillet sine meningsmodstandere som enten idioter eller dårlige mennesker, blev pludselig udsat for voksenmobning. Og publikum elskede det.

Som tommelfingerregel må man forsøge at tale nogenlunde pænt, men tonebruddet var en sigende episode. Som illustrerer, hvor langt den offentlige mening har bevæget sig siden 90'erne, herunder hvad det overhovedet er muligt at sige i fuld offentlighed.

Forskellen på dengang og i dag er, at Carsten Jensen og hans verbale tæskehold ikke længere har patent på sandheden. Folk med hans synspunkter bliver derimod imødegået uden blusel og med humoristisk overskud her, der og allevegne. En vis ligeværdighed har indfundet sig.

Alligevel manglede der noget i Aarhus.

Under den langstrakte debat om demokratiets fremtidsudsigter var der ingen, der henviste til kristendommens relevans, hvilket understreger en generel tendens: Når vi taler om fremtiden, er kristendom ikke længere aktuel.

Nu handler det i stedet om bederum, islam og halal, og end ikke den siddende regerings såkaldte strammere har forstået, at religionsfrihed ikke er det samme som religionslighed. Eller for at sige det med sognepræst Marie Høghs præcise ord: »Man må være fuldstændig lige så kristen eller muslim, som man gider. Men civilsamfundet skal ikke indrette sig efter en anden religion end kristendommen.«

Engang var den herskende fællesskabstanke i dette land »ud-af-mange-én«. I dag er idealet vendt på hovedet, så det hedder »ud-af-én-mange«. Danmark er ved at blive et samfund, hvor vi alene har forskelligheden til fælles.

Denne udvikling står i skærende kontrast til den historiske kendsgerning, at vi som danskere og europæere står i gæld til den kristendom, der over et langt historisk stræk har promoveret de sekulære værdier, som vore demokratier hviler på.

Diskussionen i Aarhus mimer således holdningen i EU: Kristendommens betydning kan negligeres; den er i bedste fald museal. Når kristendommen en sjælden gang dukker op i kulturprogrammer, lyder det da også med den største naturlighed Befri gudstjenesten! kurateret af lige dele eventmagere, imamer og kalejdoskopiske mash-up-gøglere.

Vi har alle sammen glemt eller fortrængt, hvorfor vi er så sekulariserede. Vi taler lystigt om danske værdier, men glemmer helst den kristne arv, som man må acceptere, også selv om man ikke tror på Jesus.

Vi står ikke kun på skuldrene af en flok oplysningsfilosoffer fra 1700-tallets Paris, London, Genève, Königsberg og Napoli. Vores historie er længere end som så, uanset om vi kan lide det eller ej. Hvis vi vil forstå os selv selv og vores land, må vi have begreb om kristendommen. Carsten Børge Jensen tager fejl – igen.

Men det gør mange andre også.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Jens-Kristian Lütken
21.08.17, 13:59
Danmarks længste stadionpølser fås i Sundby Idrætspark Læs mere
Af Gitte Seeberg
21.08.17, 12:52
Det må ikke være kreative leasingmodeller og dermed statskassen, der skal der gøre udslaget for forbrugerens valg. Derfor skal bilafgifterne omlægges til en teknisk model baseret på sikkerhed og miljø. Læs mere
Af Siddik Lausten
21.08.17, 11:55
Vores muslimske landsmænd skal i langt højere grad aktiveres i kampen mod radikalisering og terrorisme. Læs mere
Af Mikael Jalving
21.08.17, 11:17
Så stedmoderligt har vi behandlet historien, at vi kalder den fortid. Den var død, borte, forbi. Men nu kommer den igen. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
19.08.17, 18:40
Tilbederne af Fremskridtet forstår ikke, hvorfor deres multikulturelle eksperiment er gået galt. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
19.08.17, 14:05
Psykologisk er der tale om en kognitiv dissonans, hvor ens eget verdensbillede af islam, ikke passer overens med virkelighedens islam. Læs mere
Af Erik Winther Paisley
19.08.17, 12:07
PRIDE: Vi skal ikke acceptere, at ens sociale status, selvrespekt og respekt fra andre afhænger af, at man ikke træder udenfor. Alle bøsser skal være pridebøsser, hvis de ellers tør og kan. Læs mere
Af Annika Smith
18.08.17, 15:18
Jeg ved ikke, hvem der fandt på, at den naturlige kvindekrop skulle skæres ud af modebilledet. Men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg synes, vedkommende var en idiot. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
18.08.17, 08:19
Trump har vist sig at være problemet. Ikke løsningen. Læs mere
Af Holger K Nielsen
17.08.17, 14:59
Det hævdes ofte, at kun handlinger betyder noget i politik. Hvad man går rundt og siger er ligegyldigt, for det er kun ord. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her