*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Venstrefløjens tre store svigt på 30 år

Først svigtede den arbejderklassen, dernæst svigtede den velfærdsstaten, og så svigtede den nationalstaten.

Få ord kan være meget sigende. Da Enhedslistens intellektuelle fyrtårn Pelle Dragsted forleden blev forelagt en analyse af venstrefløjens afvisende holdning til nationalstaten over de seneste årtier, lød hans svar sådan her: »Man kan sagtens tale om en venstreorienteret fædrelandskærlighed uden at være racistisk«.

Dragsteds svar viser, hvor løst racismeanklagerne sidder på venstrefløjen til daglig. At den regnbuefarvede politiker har brug for at understrege, at det faktisk er ok at have sympati for det land, man er født, opvokset eller bor i, kondenserer hvor trangbrystede de røde er blevet, og illustrerer til fulde, hvorfor han og store dele af den europæiske venstrefløj har mistet grebet om tidsånden. Mens de går rundt og leder efter »racister«, fræser den politiske virkelighed forbi dem.

For at forstå, hvorfor venstrefløjens mantra blev »antiracisme«, må vi spole lidt baglæns. Venstrefløjens manglende forståelse for og kærlighed til fædrelandet bunder nemlig i hele tre skelsættende svigt over de seneste 30 år: Først svigtede de røde arbejderklassen, dernæst svigtede de velfærdsstaten, og så svigtede de nationalstaten.

(1) Arbejderne blev svigtet af partier, der kaldte sig arbejderpartier, da disse forvandlede sig til arbejdsløshedspartier fra midten af 70'erne og snart under indflydelse af den begyndende økonomiske migration sydfra.

Det blev den lokale underklasse, der måtte holde for. Arbejderne mærkede som de første de sociale konsekvenser af indvandringen fra især muslimske og arabiske lande i de større byers forstæder. Men da arbejderne i vid udstrækning ikke kunne stemme med fødderne, stemte de på Fremskridtspartiet og senere DF til venstrefløjens store fortrydelse og Socialdemokraternes fordømmelse.

(2) Dette svigt stod ikke alene. For venstrefløjen svigtede samtidig den velfærdsstat, de ellers mente at advokere for. Mens de talte rørstrømsk og inderligt om velfærdsstatens sociale og demokratiske velsignelser, svækkede de fra 80'erne og fremad dens eksistensgrundlag år for år ved at hilse tusinder og atter tusinder asylindvandrere velkommen uden at stille krav til deres selvopholdelsesdrift eller evne til kulturel assimilation. Assimilation blev et fy-ord. Formodningen var derimod, at selv arabiske indvandrere, der overalt i verden er de mindst villige til at tilpasse sig kulturen i ikkeislamiske lande, ville blive danske blot ved at opholde sig i Danmark.

I Norge har de just undersøgt, hvad denne type af indvandring koster en nordisk velfærdsstat. Det korte svar er godt 100 mia kr. om året, og at udgifter forbundet med indvandring på sigt vil tappe statens skattegrundlag. Det forventes, at al løn- og produktivitetsvækst skal bruges på indvandring allerede fra omkring 2035.

(3) At venstrefløjen også svigtede nationalstaten, er Pelle Dragsted selv inde på. Det skete, da man fra begyndelsen af 1990'er omfavnede den såkaldt globale verdensorden, slugte EU og dyrkede FN, som var alt dette en manifestation af John Lennons berømte hippiesang Imagine. Kommunismen var død og begravet, men den universalistiske godhed genopstod i nye gevandter og gav den nye venstrefløj englevinger.

Der er flere paradokser i denne fortælling om omvurderingen af alle nationale værdier.

Et af dem er, at den europæiske venstrefløj paradoksalt nok anvendte det kapitalistiske Amerika som fakkel, når det gjaldt synet på indvandringen, men fuldstændig overså det historiske faktum, at Amerika bygger på en britisk-protestantisk kernekultur tilbage fra de første bosættere i 1600-tallet og 300 år frem.

Som præsident John F. Kennedy sagde med de berømte ord, da den amerikanske nationalisme stod højest på himlen i 1961: »Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land«. Sådan kunne en venstreorienteret politiker aldrig have udtalt sig i Europa. Tænk f.eks. på den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der rummer alle tre svigt i én person.

USA har været en magnet på indvandring i århundreder, og indvandrerne tog i høj grad til USA for at blive amerikanere. Som den tyske bladmand Josef Joppe siden kommenterede tørt, så er det samme ikke tilfældet for tyrkere, der kommer til Tyskland. Dette er problemet i en nøddeskal: Kultur betyder meget mere, end vi har været villige til at indrømme. Ikke bare til venstre, men også til højre.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
29.03.17, 20:49
Dansk Institut for Internationale Studier bedriver politisk korrekthed for skatteydernes penge. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
29.03.17, 11:50
Skattekroner skal ikke gå til at finansiere et voldeligt miljø Læs mere
Af Angela Brink
28.03.17, 22:14
Det føles godt, når man som ungdomspolitisk aktiv får taletid i medierne og bliver behandlet som en slags politiker light. Men prisen kan hurtigt blive urimeligt høj, når ens ungdommelige fejltagelser bliver topnyheder i de landsdækkende medier. Læs mere
Af Camilla Schwalbe
28.03.17, 19:40
"Jeg opfatter det som vanvittigt illoyalt, når kvinder taler om deres mænd til andre kvinder, på den der ”nu-siger-jeg-ting-til-jer-som-jeg-ikke-en-gang-har-sagt-til-ham-endnu-måde”. Det er faktisk usmageligt." Læs mere
Af Victor Boysen
28.03.17, 14:54
Vi roser aldrig vores politiske modstandere. Hvorfor egentlig ikke? Jeg takker gerne Lars Løkke. Læs mere
Af Mikael Jalving
28.03.17, 13:50
Sprogmand, stilist og spasmager Hans Hauge viser, at man godt kan være sin tids største filosof og nazist på én og samme gang i herlig ny bog, der stort set træder alle positioner over tæerne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
25.03.17, 18:15
Den tredje verdens klankultur er vigtigere end religionen islam. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
24.03.17, 12:45
Folkevandringer og globaliseringens skyggesider bliver EU's udfordringer de kommende år. Læs mere
Af Siddik Lausten
24.03.17, 11:53
Jeg frygter sommeren. Jeg frygter at skulle stå ved havnebadet i København foran unge veltrænede mænd og konkurrere om kvindernes blikke. Læs mere
Af Rune Lund
24.03.17, 10:48
SF’s partileder, Pia Olsen Dyhr, var 22. marts ude med et større forsvar for, at SF er gået med i den nye Nordsø-aftale. I Politiken fremkommer Pia Olsen Dyhr med en lang række tvivlsomme påstande om aftalens fortræffeligheder, som der i høj grad kan sættes spørgsmålstegn ved. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her