*

 

Manifest for en ny skole

Der er ingen grænser for fordummelsen i dagens skole, gymnasium og universitet – vi må begynde helt forfra.

Det er ingen overdrivelse, at vor tid søger oplevelser. Fysiske, materielle og spirituelle oplevelser er den nye guldfod. Så godt som alting knyttes til denne standard, herunder rejser, ægteskaber, uddannelser, film, tv, bøger og menneskeligt samvær, ja, hele tilværelsen står efterhånden i oplevelsens tegn.

Får man ikke én på opleveren, helst dagligt, er man fortabt, lige så fortabt som de stakler, der engang gik hen og mistede deres tro – eller blev lyst i band. Oplevelsesdogmet er nydansk for katekismus, intet over, intet ved siden af og nemt at lære udenad. Mens alle andre moderne ideologier synes svækkede eller helt borte, er oplevelsesideologien stærkere end nogensinde.

For ca. ti år siden indtrådte vi officielt i den globale oplevelsesøkonomi, og der opstod en ny industri for halvstuderede profeter, der lovede os guld og grønne skove, hvis bare vi var kreative og omstillingsparate i den virtuelle og postnationale æra. Richard Florida hed en af dem, han var stor dengang, men glemt i dag. Uffe Elbæk hed en af hans disciple, men han er overraskende nok stadig hip og sidder såmænd i Folketinget for et flowerpowerparti, der udmærket kan gå hen og blive tungen på vægtskålen næste gang.

Selv den daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen red med på bølgen i 00’erne sammen med sin daværende partiformand Bendt Bendtsen. Dem grinede man meget af dengang, men deres politiske modstandere, de gamle 68’ere eller deres børn, havde for længst knæsat oplevelsesfundamentalismen i deres gang gennem velfærdsstatens myriade af institutioner fra vugge til grav.

Vuggestuen, børnehaven og skolen skulle være en oplevelse, derfor sænkede man de faglige og disciplinære krav, før man til sidst engang i 00’erne helt opgav at håndhæve dem. Leg var den nye konge. Den legende folkeskole skulle lede frem til festgymnasiet. Festgymnasiet skulle lede frem til masseuniversitetet. Og for at lette overgangene indførte man et nyt karaktersystem, der ligeså sikkert som amen i kirken devaluerede værdien af uddannelse, fordi man samtidig tyndede ud i pensum, og eftersom det af hensyn til nye bevillinger gjaldt om at ekspedere så mange unge mennesker videre i systemet til fagre, nye oplevelser.

Kvaliteten sank som en sten gennem vand, men alle lod som om, det gik stedse fremad. Jeg véd det, fordi jeg har set det ske. Allerede da jeg læste på universitetet i 90’erne, sænkede man pensum- og sprogkrav, siden er de sænket yderligere, idet man løbende appellerer til de studerendes egen kritiske sans.

Sagen er, at det er hulens svært at være kritisk på bar bund. Sagen er, at viden og lærdom er nødvendige betingelser for en dybere forståelse og kombinatorik. Når de studerende ved landets handelshøjskoler går til eksamen i historiske fag, er de blanke om alt andet end den allernærmeste nutid og dertil ganske og aldeles uberørte af den skam, der burde følge med. Når dansklæreren i tredje klasse ikke selv kan stave eller sætte kommaer, hvordan skal eleverne så lære det, endsige have respekt for vedkommende?

Politikere pralede. Teknokrater opfandt nye ord og begreber. Skoleledere talte pludselig som papegøjer om »udfordringer« og »mangfoldighed« i stedet for problemer, lektorer bukkede nakken og professorer lukkede vel øjnene. Vist var der stadig dygtige elever, som stræbte efter at bliver endnu dygtigere, men det store optag smadrede gymnasiet og universitetet og reducerede dem til container for måske egnede, som troede de var verdensmestre i alt eller at de kunne charme sig igennem.

Hvad gør vi ved det?

Vi går imod strømmen. Vi tilsætter lidt præmodernitet i postmodernitetens virvar af følelser, godhed og krammekultur. Vi strammer op, gør vi. Genindfører kravene og respekten for læreren som autoritet. Vinker farvel til den overfladiske anerkendelsespædagogik, smider møgungerne under for døren, uddeler eftersidninger, fortæller vore poder, at hvis de vil blive til noget, må de lære at gøre sig umage. I stedet for studieture til Christiania og temauger om den amerikanske våbenlovgivning sætter vi en stopper for Bernadotteficeringen af folkeskolen ved at lære eleverne om kulturnationer som Japan, Singapore eller Schweiz. Vi tager det bedste fra middelalderens klosterliv, dedikationen, ydmygheden, det metodiske, det usamtidige, idet vi husker, at skole og uddannelse skal give vore børn alt det, de ikke kan lære i det øvrige samfund eller google sig til på en iPad. Mest af alt indser vi, at skoler ikke handler om faciliteter og teknologi, men om hvad vi putter i dem. Vi kræver ånden tilbage og lægger låg på sentimentalismen. Vi skubber også det politiske væk, det skal de små nok lære, når de bliver store.

Skolen skal ikke være adspredelse eller vilkårlige brudstykker, men dannelse og kontinuitet med skyldig respekt for tidligere perioders lærdom, en modpol til pop og pladderhumanisme og den ny middelklasses besynderlige forelskelse i alt, hvad der er nyt.

Det bliver en lang kamp, jeg havde nær sagt, et korstog. Men alternativet er at lade velfærdsstatens uddannelsessystem tømme sig selv for mening, før det bryder helt sammen til fanfarer af indladende forhåbninger og fremtidsmusik.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Historiker og forfatter til flere bøger, senest Søren Krarup og hans tid (2014), Absolut Sverige (2011) og Mig og Muhammed (2010).
Seneste blogs
Af Camilla Schwalbe
24.09.16, 09:09
De nye borgerlige overgår Dansk Folkeparti på menneskesyn og værdipolitik. De siger al det, som det dunkle vælgerdyb vil høre. Og de har en ”femme fatale” til at lokke folk mod bunden. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
23.09.16, 21:49
Thulesen Dahl lever højt på sit partis troværdighed i udlændingespørgsmålet. I realiteten har han endnu ikke leveret hverken virkningsfulde forslag eller resultater. Læs mere
Af Victor Boysen
23.09.16, 16:28
Nye Borgerlige vil øge danskernes frihed, men ønsker samtidig et totalforbud mod tørklæder i det offentlige rum. Hvad blev der af friheden til danske muslimer? Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
23.09.16, 14:35
Det, at Martin Henriksen ikke vil afgøre, om en eller anden person, som han lige har mødt, og som han ikke kender, er dansk eller ej, er ikke racisme, så stop dog jer selv! Læs mere
Af Jens Kindberg
23.09.16, 14:23
Der er desværre en udbredt mangel på erhvervserfaring blandt danske politikere. Kan man godt tillade sig at skrive dette? Det synes jeg godt. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
23.09.16, 10:55
Jeg tør æde en paneret udgave af Lissabon-traktaten på, at Nye Borgerlige når det kommer til stykket ikke tør melde Danmark ud af EU. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.09.16, 13:00
Først en kontroversiel udtalelse, så en politianmeldelse og sluttelig en trendy manifestation. Symbol på symbol. Væk med substansen. Læs mere
Af Samira Nawa Amini
22.09.16, 09:54
Er der noget i dansk politik, der de sidste 15 år har været lige så sikkert som amen i kirken, så er det skattestoppet på boliger. Problemet er bare, at boligskattestoppet skævvrider vores samfund socialt, økonomisk og geografisk. Det skaber ulighed og utryghed. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.09.16, 21:33
Det er skelsættende, at et parti med en strammere udlændingepolitik end DF stiller op til Folketinget. Læs mere
Af Michael Gylling Nielsen
21.09.16, 17:26
Socialministerens forslag til at forenkle sagsbehandlingen af skilsmisser, er et spændende udspil, men ikke nok. Vi har brug for at forebygge, FØR konflikter overhovedet bliver til sager. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her