*

Manifest for en ny skole

Der er ingen grænser for fordummelsen i dagens skole, gymnasium og universitet – vi må begynde helt forfra.

Det er ingen overdrivelse, at vor tid søger oplevelser. Fysiske, materielle og spirituelle oplevelser er den nye guldfod. Så godt som alting knyttes til denne standard, herunder rejser, ægteskaber, uddannelser, film, tv, bøger og menneskeligt samvær, ja, hele tilværelsen står efterhånden i oplevelsens tegn.

Får man ikke én på opleveren, helst dagligt, er man fortabt, lige så fortabt som de stakler, der engang gik hen og mistede deres tro – eller blev lyst i band. Oplevelsesdogmet er nydansk for katekismus, intet over, intet ved siden af og nemt at lære udenad. Mens alle andre moderne ideologier synes svækkede eller helt borte, er oplevelsesideologien stærkere end nogensinde.

For ca. ti år siden indtrådte vi officielt i den globale oplevelsesøkonomi, og der opstod en ny industri for halvstuderede profeter, der lovede os guld og grønne skove, hvis bare vi var kreative og omstillingsparate i den virtuelle og postnationale æra. Richard Florida hed en af dem, han var stor dengang, men glemt i dag. Uffe Elbæk hed en af hans disciple, men han er overraskende nok stadig hip og sidder såmænd i Folketinget for et flowerpowerparti, der udmærket kan gå hen og blive tungen på vægtskålen næste gang.

Selv den daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen red med på bølgen i 00’erne sammen med sin daværende partiformand Bendt Bendtsen. Dem grinede man meget af dengang, men deres politiske modstandere, de gamle 68’ere eller deres børn, havde for længst knæsat oplevelsesfundamentalismen i deres gang gennem velfærdsstatens myriade af institutioner fra vugge til grav.

Vuggestuen, børnehaven og skolen skulle være en oplevelse, derfor sænkede man de faglige og disciplinære krav, før man til sidst engang i 00’erne helt opgav at håndhæve dem. Leg var den nye konge. Den legende folkeskole skulle lede frem til festgymnasiet. Festgymnasiet skulle lede frem til masseuniversitetet. Og for at lette overgangene indførte man et nyt karaktersystem, der ligeså sikkert som amen i kirken devaluerede værdien af uddannelse, fordi man samtidig tyndede ud i pensum, og eftersom det af hensyn til nye bevillinger gjaldt om at ekspedere så mange unge mennesker videre i systemet til fagre, nye oplevelser.

Kvaliteten sank som en sten gennem vand, men alle lod som om, det gik stedse fremad. Jeg véd det, fordi jeg har set det ske. Allerede da jeg læste på universitetet i 90’erne, sænkede man pensum- og sprogkrav, siden er de sænket yderligere, idet man løbende appellerer til de studerendes egen kritiske sans.

Sagen er, at det er hulens svært at være kritisk på bar bund. Sagen er, at viden og lærdom er nødvendige betingelser for en dybere forståelse og kombinatorik. Når de studerende ved landets handelshøjskoler går til eksamen i historiske fag, er de blanke om alt andet end den allernærmeste nutid og dertil ganske og aldeles uberørte af den skam, der burde følge med. Når dansklæreren i tredje klasse ikke selv kan stave eller sætte kommaer, hvordan skal eleverne så lære det, endsige have respekt for vedkommende?

Politikere pralede. Teknokrater opfandt nye ord og begreber. Skoleledere talte pludselig som papegøjer om »udfordringer« og »mangfoldighed« i stedet for problemer, lektorer bukkede nakken og professorer lukkede vel øjnene. Vist var der stadig dygtige elever, som stræbte efter at bliver endnu dygtigere, men det store optag smadrede gymnasiet og universitetet og reducerede dem til container for måske egnede, som troede de var verdensmestre i alt eller at de kunne charme sig igennem.

Hvad gør vi ved det?

Vi går imod strømmen. Vi tilsætter lidt præmodernitet i postmodernitetens virvar af følelser, godhed og krammekultur. Vi strammer op, gør vi. Genindfører kravene og respekten for læreren som autoritet. Vinker farvel til den overfladiske anerkendelsespædagogik, smider møgungerne under for døren, uddeler eftersidninger, fortæller vore poder, at hvis de vil blive til noget, må de lære at gøre sig umage. I stedet for studieture til Christiania og temauger om den amerikanske våbenlovgivning sætter vi en stopper for Bernadotteficeringen af folkeskolen ved at lære eleverne om kulturnationer som Japan, Singapore eller Schweiz. Vi tager det bedste fra middelalderens klosterliv, dedikationen, ydmygheden, det metodiske, det usamtidige, idet vi husker, at skole og uddannelse skal give vore børn alt det, de ikke kan lære i det øvrige samfund eller google sig til på en iPad. Mest af alt indser vi, at skoler ikke handler om faciliteter og teknologi, men om hvad vi putter i dem. Vi kræver ånden tilbage og lægger låg på sentimentalismen. Vi skubber også det politiske væk, det skal de små nok lære, når de bliver store.

Skolen skal ikke være adspredelse eller vilkårlige brudstykker, men dannelse og kontinuitet med skyldig respekt for tidligere perioders lærdom, en modpol til pop og pladderhumanisme og den ny middelklasses besynderlige forelskelse i alt, hvad der er nyt.

Det bliver en lang kamp, jeg havde nær sagt, et korstog. Men alternativet er at lade velfærdsstatens uddannelsessystem tømme sig selv for mening, før det bryder helt sammen til fanfarer af indladende forhåbninger og fremtidsmusik.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Historiker og forfatter til flere bøger, senest Søren Krarup og hans tid (2014), Absolut Sverige (2011) og Mig og Muhammed (2010).
Seneste blogs
Af Angela Brink
27.06.16, 17:42
Udskamning fra elitære debattører kombineret med oplevelsen af at stå over for problemer, hverken meningsdannere eller politikere synes at tage alvorligt, fører til såkaldt hadefuldt sprog. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
27.06.16, 17:32
23. juni er langt mere end en lærestreg. Det er en gedigen knockout, hvor resterne af EU’s gebis ligger spredt i alle fire ringhjørner. Læs mere
Af Anders Vistisen
27.06.16, 13:33
23. juni kommer til at stå som en skelsættende dag i EU´s historie. Det blev dagen, hvor briterne med deres direkte fuck-finger til jubel-europæerne vendte EU - ikke Europa - ryggen! Læs mere
Af Mikael Jalving
27.06.16, 11:52
De tror, at jorden er flad, og at Bruxelles er det nye Rom. Læs mere
Af David Trads
26.06.16, 15:06
Hvem har ansvaret for den alt for hårde tone? Det har en alliance af Dansk Folkeparti, Trykkeselskabet, Den Korte Avis og enkelte andre politikere og erhvervsfolk. De radikaliserer. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
25.06.16, 16:20
Et ret ligegyldigt emne som narkotika er omgærdet af et stort hysteri, fordi principdyrkelsen har taget overhånd. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
24.06.16, 20:52
Mere fordomsfuldt og uprofessionelt end DR og TV2 News bliver det ikke. En ynk på en meget vigtig aften. Læs mere
Af Angela Brink
24.06.16, 15:20
Der er grund til at være skuffet over, at briterne nu melder sig ud af EU. Men det gør det ikke meningsfuldt at affærdige 17 millioner vælgere som xenofobe nationalister. Læs mere
Af David Trads
23.06.16, 19:04
I et fællesskab som EU giver vi selvfølgelig – lille Danmark eller store Storbritannien – afkald på lidt suverænitet. Til gengæld undgår vi, at vores unge dør på kontinentets slagmarker. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.06.16, 12:08
Fatalisterne siger noget, de ikke mener, og mener noget, de ikke siger. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her