*

 

Liberalismens krise

Førhen ofrede mondæne liberalister gerne den sociale orden for bevægelsesfrihed og profit, men nu melder tvivlen sig pludselig.

Der er krise i Davos. De finansielle, politiske og globale topchefer, der i disse dage mødes i den idylliske bjergby i Schweiz har, som JP har kunnet rapportere, tabt deres barnetro. Fremskridtsoptimismen er pist borte. Væk er illusionen om, at de teknologiske og økonomiske forbedringer i markedsøkonomien vil garantere et evigt progressivt og mageligt liv på jord for stadig flere af alverdens mennesker. Væksten er forsvundet eller gået i minus og forude venter mere recession og krise, selv i Kina, gigantenes gigant.

Godt nok kan robotterne løfte stadig flere opgaver for os, men frem mod 2020 regner Klaus Schwab, grundlæggeren af World Economic Forum, med at mindst 5 mio. jobs vil gå tabt. Fem år længere fremme taler vi 20 mio. jobs. Hvordan skal alle disse mennesker tjene til dagen og vejen? Hvor skal de rette deres frustration hen?

Bag de økonomiske nøgletal og prognoser fornemmer man samtidig en ny – og sen – bekymring for, hvad migrationen til Europa vil medføre på længere sig, ikke alene økonomisk, men også hvad angår den politiske orden, der er forudsætningen for velstand og vækst.

Det sidste siges måske ikke direkte. Davos-folk skal sjældent have klinket noget, men omvendt ville det være mærkeligt, ja, uhyggeligt, hvis ikke pengemændene havde opdaget, at verden er i hastig forandring, og at det ikke er på den Obama-fede måde. Nok skrider jorden ikke under Davos, som den skrider under Vollsmose, Nørrebro, Køln, Rotterdam, Birmingham, Torino og Marseilles, men rystelserne mærkes.

Længe var Davos ellers kendt for sin klippefaste liberalisme, sin sympati for EU’s porøse grænser og en grundlæggende despekt for demografiens og kulturers betydning. Indvandringen var et ubetinget gode, og frihed blev først og fremmest forstået som bevægelsesfrihed, hvorfor Davos-liberalisterne så indvandrere og asylansøgere som ”arbejdskraft”.

Det blev karakteristisk nok aldrig forstået eller sagt, at økonomiernes behov for ”arbejdstagere” kunne være af midlertidig karakter. Imens slog indvandrerne sig ned, og asyl blev den nye indvandringsform. I 1984 kom der ifølge den udenrigspolitiske analytiker Asle Toje ca. 100.000 asylansøgere til Vesteuropa, i 1992 var tallet knap 700.000, og sidste år steg det som bekendt til over en million. De seneste årtiers indvandring fra primært muslimske og arabiske områder er historisk unik. Tidligere indvandringsbølger fra europæiske lande og regioner, taltes i tusinder, ikke millioner.

Asle Toje, selv en ”tørlagt liberal”, peger på, at masseindvandringen ofte fremstilles som uundgåelig. Det er den naturligvis ikke. Vi har valgt den, selv om befolkningerne ikke er blevet spurgt direkte. Hvis de blev spurgt, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad svaret ville blive i dag. Men det ændrer ikke ved, at de vesteuropæiske samfund i årti efter årti opfattede indvandringen som et forvaltnings- og integrationsspørgsmål – og egentlig ikke som et politisk spørgsmål.

Det er det så blevet. Med en fart, der gør det svært at følge med, ikke mindst på den danske, svenske og tyske scene. Selv i Davos titter den erkendelse frem, at orden er en implicit forudsætning for frihed, og at bevægelsesfrihed jo også er bevægelsesfrihed for terrorister, islamister og fjender af den liberale orden, og derfor kun er et betinget gode. Populært sagt bruger socialister gerne andre folks penge, men Davos-liberalisterne gerne ofrer den sociale orden for bevægelsesfrihed, ”tolerance” og profit.

Nu kommer tvivlen, hovedpinen, den politiske migræne – på vej ind i krisen. For uden sikre institutioner, ytringsfrihed, borgerrettigheder og nationalstatslige rammer for kapitalismen, er der ingen, der kan være sikre på noget som helst, og jeg kommer i den forbindelse til at tænke på den amerikanske sociolog Daniel Bell, der døde for fem år siden og bl.a. skrev The Cultural Contradictions of Capitalism (1976), hvor en af pointerne netop handler om kapitalismens forudsætninger. Bell spurgte: Når nu kapitalismen som mekanisme var og er dybt afhængig af hårdt arbejde, disciplin og en vis kulturel homogenitet – hvad sker der så, hvis disse dyder forfalder eller forandres? Vil økonomien kunne oppebære sig selv – eller vil velfærdsstaterne degenerere på grund af det voksende antal klienter?

Daniel Bell leverede en dobbelt kritik af kapitalismen og velfærdsstaten, før masseindvandringen til Vesteuropa var gået rigtig i gang, og som derfor må siges at være endnu mere relevant i dag, end da den blev fremført for 40 år siden: Jo mere optimisme, jo dybere fald. Jo mere indvandring, jo mindre velfærd. Jo mere liberalisme, jo mindre frihed og orden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Historiker og forfatter til flere bøger, senest Søren Krarup og hans tid (2014), Absolut Sverige (2011) og Mig og Muhammed (2010).
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
26.08.16, 20:04
At gøre som man har lyst til og leve i nuet, er den sikre vej til nederlag. Læs mere
Af Jens Kindberg
26.08.16, 13:21
Man kan måske sammenligne bistandshjælp og dagpenge lidt med en ambulance. For hvornår ville du egentlig ringe 112? Læs mere
Af Mikael Jalving
26.08.16, 10:04
Vi sender problemer forbundet med eskalerende migration videre til vore børn til trods for, at førstnævnte bliver værre og irreversible. Læs mere
Af Holger K Nielsen
26.08.16, 09:59
Hvis LA får gennemført partiets forslag om en lettelse af topskatten på 5 pct. vil det betyde, at borgere i Gentofte i gennemsnit vil få en skattelettelse på næsten 8000 kr. pr. voksen. På Langeland vil den gennemsnitlige gevinst være 163 kr. pr. voksen. Læs mere
Af Josephine Fock
25.08.16, 11:37
De offentlige ansattes ytringsfrihed er blevet forværret, og vi mener, det er nødvendigt at ændre i lovgivningen. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
25.08.16, 09:44
Ikke-vestlige børn har i gennemsnit lavere indfølingsevne og ringere faglighed, viser ny meget stor undersøgelse. Læs mere
Af Angela Brink
25.08.16, 03:54
Vi aner nærmest intet om religion, og derfor virker nye befolkningsgrupper med signifikant og tydelig religiøsitet foruroligende og forvirrende på nogle. Vejen frem er viden om den danske religionshistorie – og om verdensreligionerne indenfor og udenfor Danmarks grænser. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
25.08.16, 00:15
Hvis man kan se noget som helst attraktivt i Putins Rusland, så er man ganske enkelt ikke rigtig klog. Læs mere
Af Camilla Schwalbe
24.08.16, 09:46
Hun ved godt, at jeg overvejer at spørge ”er du okay?”, og hun overvejer derfor enten at rejse sig og gå eller blive siddende og tale med en fremmed om tårerne, som nu triller endeløst ned af kinderne. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
22.08.16, 18:27
Drop én gang for alle myten om Breivik som en kristen højrefløjs-terrorist. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her