*

Liberalismens krise

Førhen ofrede mondæne liberalister gerne den sociale orden for bevægelsesfrihed og profit, men nu melder tvivlen sig pludselig.

Der er krise i Davos. De finansielle, politiske og globale topchefer, der i disse dage mødes i den idylliske bjergby i Schweiz har, som JP har kunnet rapportere, tabt deres barnetro. Fremskridtsoptimismen er pist borte. Væk er illusionen om, at de teknologiske og økonomiske forbedringer i markedsøkonomien vil garantere et evigt progressivt og mageligt liv på jord for stadig flere af alverdens mennesker. Væksten er forsvundet eller gået i minus og forude venter mere recession og krise, selv i Kina, gigantenes gigant.

Godt nok kan robotterne løfte stadig flere opgaver for os, men frem mod 2020 regner Klaus Schwab, grundlæggeren af World Economic Forum, med at mindst 5 mio. jobs vil gå tabt. Fem år længere fremme taler vi 20 mio. jobs. Hvordan skal alle disse mennesker tjene til dagen og vejen? Hvor skal de rette deres frustration hen?

Bag de økonomiske nøgletal og prognoser fornemmer man samtidig en ny – og sen – bekymring for, hvad migrationen til Europa vil medføre på længere sig, ikke alene økonomisk, men også hvad angår den politiske orden, der er forudsætningen for velstand og vækst.

Det sidste siges måske ikke direkte. Davos-folk skal sjældent have klinket noget, men omvendt ville det være mærkeligt, ja, uhyggeligt, hvis ikke pengemændene havde opdaget, at verden er i hastig forandring, og at det ikke er på den Obama-fede måde. Nok skrider jorden ikke under Davos, som den skrider under Vollsmose, Nørrebro, Køln, Rotterdam, Birmingham, Torino og Marseilles, men rystelserne mærkes.

Længe var Davos ellers kendt for sin klippefaste liberalisme, sin sympati for EU’s porøse grænser og en grundlæggende despekt for demografiens og kulturers betydning. Indvandringen var et ubetinget gode, og frihed blev først og fremmest forstået som bevægelsesfrihed, hvorfor Davos-liberalisterne så indvandrere og asylansøgere som ”arbejdskraft”.

Det blev karakteristisk nok aldrig forstået eller sagt, at økonomiernes behov for ”arbejdstagere” kunne være af midlertidig karakter. Imens slog indvandrerne sig ned, og asyl blev den nye indvandringsform. I 1984 kom der ifølge den udenrigspolitiske analytiker Asle Toje ca. 100.000 asylansøgere til Vesteuropa, i 1992 var tallet knap 700.000, og sidste år steg det som bekendt til over en million. De seneste årtiers indvandring fra primært muslimske og arabiske områder er historisk unik. Tidligere indvandringsbølger fra europæiske lande og regioner, taltes i tusinder, ikke millioner.

Asle Toje, selv en ”tørlagt liberal”, peger på, at masseindvandringen ofte fremstilles som uundgåelig. Det er den naturligvis ikke. Vi har valgt den, selv om befolkningerne ikke er blevet spurgt direkte. Hvis de blev spurgt, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad svaret ville blive i dag. Men det ændrer ikke ved, at de vesteuropæiske samfund i årti efter årti opfattede indvandringen som et forvaltnings- og integrationsspørgsmål – og egentlig ikke som et politisk spørgsmål.

Det er det så blevet. Med en fart, der gør det svært at følge med, ikke mindst på den danske, svenske og tyske scene. Selv i Davos titter den erkendelse frem, at orden er en implicit forudsætning for frihed, og at bevægelsesfrihed jo også er bevægelsesfrihed for terrorister, islamister og fjender af den liberale orden, og derfor kun er et betinget gode. Populært sagt bruger socialister gerne andre folks penge, men Davos-liberalisterne gerne ofrer den sociale orden for bevægelsesfrihed, ”tolerance” og profit.

Nu kommer tvivlen, hovedpinen, den politiske migræne – på vej ind i krisen. For uden sikre institutioner, ytringsfrihed, borgerrettigheder og nationalstatslige rammer for kapitalismen, er der ingen, der kan være sikre på noget som helst, og jeg kommer i den forbindelse til at tænke på den amerikanske sociolog Daniel Bell, der døde for fem år siden og bl.a. skrev The Cultural Contradictions of Capitalism (1976), hvor en af pointerne netop handler om kapitalismens forudsætninger. Bell spurgte: Når nu kapitalismen som mekanisme var og er dybt afhængig af hårdt arbejde, disciplin og en vis kulturel homogenitet – hvad sker der så, hvis disse dyder forfalder eller forandres? Vil økonomien kunne oppebære sig selv – eller vil velfærdsstaterne degenerere på grund af det voksende antal klienter?

Daniel Bell leverede en dobbelt kritik af kapitalismen og velfærdsstaten, før masseindvandringen til Vesteuropa var gået rigtig i gang, og som derfor må siges at være endnu mere relevant i dag, end da den blev fremført for 40 år siden: Jo mere optimisme, jo dybere fald. Jo mere indvandring, jo mindre velfærd. Jo mere liberalisme, jo mindre frihed og orden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af David Trads
24.01.17, 19:39
Lever Elvis? Var månelandingerne fup? Fandt Holocaust aldrig sted? Var der faktisk flere deltagere til Trumps indsættelse end til Obamas? Læs mere
Af Mikael Jalving
24.01.17, 13:32
Hjælp til selvhjælp: Hvis de trøstesløse eliter vil have mindre Trump, skal de skrue gevaldigt ned for migrationen og Unionen. Læs mere
Af Anders Vistisen
24.01.17, 09:34
EU´s udenrigspolitik skal bekæmpes, hvilket jeg som ny næstformand i udenrigsudvalget vil arbejde for at gøre. Læs mere
Af Angela Brink
24.01.17, 03:02
Når Christiansborg-politikere pludselig får den idé, at de skal blande sig i, hvor diverse statsfinansierede medier har redaktioner, så handler det ikke spor om provinsen, men om at puste sig op overfor journalister og redaktører. Det er ren Donald Trump-stil. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.01.17, 22:07
Det er endnu engang blevet nødvendigt at få nogle ting på det rene. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
23.01.17, 15:17
Anmelderne kalder Badehotellet en ørken af klicheer, men måske var det en idé at bedømme serien på dens egne præmisser? Læs mere
Af Jens Kindberg
23.01.17, 15:14
Hvad er bedst? At de mindre danske banker får så store kapitalkrav, at flere af dem skal spinke og spare for at leve op til kravene eller skal der slækkes på kravene? Jeg tror en løsningsmodel kan være crowdfunding. Læs mere
Af Siddik Lausten
23.01.17, 12:00
Højrefløjen ser igennem fingre med Trumps sexisme på samme måde, som de beskylder venstrefløjen for ikke at se ligestillingsproblemerne hos nogle muslimer Læs mere
Af David Trads
22.01.17, 14:07
Dengang de første rystelser ramte Titanic, troede ingen, at det var alvor. De var jo på verdens sikreste skib. Jeg har det, som om jeg sidder på dækket i dag. Læs mere
Af Michael Gylling Nielsen
22.01.17, 09:26
Ny rapport afdækker i ubekvem grad, hvordan det tager sig ud fra børnehøjde, at Danmark er ved at tabe kampen for en fornuftig balance mellem arbejdsliv og familieliv. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her