*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Mænd der stadig ser rødt

To yngre akademikere har skrevet en hyldest til den ærkeamerikanske skuespiller Charles Bronson. Hvorfor?

»Jamen, han så jo helt forfærdelig godt ud og havde en overmenneskelig aura af ro og mimik. Jeg kunne slet ikke lade være med at kigge på ham. Jeg var 11 år, jeg var fuldstændig fænget, og det er jeg stadig.«

Genstanden for denne ungdommelige og vedholdende beundring er den amerikanske skuespiller Charles Bronson (1921-2003). Bronson indspillede næsten 100 film og tjente flere dollars i Hollywood end sine samtidige, men har været ugleset på det kulturelle parnas og aldrig mødt samme dyrkelse som Robert de Niro, Al Pacino og Clint Eastwood.

Den beundrende er litteraten Karsten Wind Meyhoff, der sammen med kunsthistoriker og kurator Jacob Lillemose har udgivet bogen En engel af sten – Charles Bronsons vision om hovedpersonen i bl.a. serien En mand ser rødt (1974-1994) og Det beskidte dusin (1967). Bogen kredser om Bronsons betydning – æstetisk og moralsk – og slører hverken sin beundring eller sit savn. Man mærker i teksten, at Charles Bronson er borte, ikke kun i filmindustrien, men også på grund af hans kulturkritik og frihedstrang. Bogen åbner således:

»Charles Bronson er en bibelsk figur. Gammeltestamentlig (...) Han er en ulige modstander. Han ankommer martret af menneskets ondskab og sulten efter at gøre et gnostisk regnskab op. Han er en enmandshær mod det onde (…) Arret. Ubændig. Humorforladt. Syg i sjælen og ude af stand til at leve ubekymret. Billedet af Bronson er arkaisk-religiøst med rødder langt tilbage i menneskets kosmiske mytologi.«

Karsten Meyhoff, mange forbinder nok Charles Bronson med en hævnertype og selvtægtsmand – er der noget fascinerende ved det?

»Charles Bronson må ses i en særlig amerikansk kontekst og træder op imod en tid, hvor tingene kører skævt i USA med bl.a. krigen i Vietnam, Watergate, mordet på præsident Kennedy og en galopperende kriminalitet, især i de store byer, som i visse perioder og kvarterer ligger uden for politiets kontrol. Samfundsinstitutionerne har bl.a. til opgave at beskytte borgerne, men kom under alvorligt pres i 1970’erne. Det er den scene, Bronson træder ind på.«

»Bronson har et fantastisk stoneface og dominerer sine film med sin blotte fysiske tilstedeværelse. Han prøver ikke at spille ”gangster”, ”bokser” eller ”taxi driver” til forskel fra f.eks. Robert De Niro. Han er blot Bronson, og hans verden er det nære, kvinden, familien, vennerne. Han hæger om den personlige sikkerhed og tryghed. Alt det, der altid betyder meget for mennesket.«

»I sine roller understreger Bronson en mulighed i den amerikanske kultur: retten til at være i fred. Kriminalitet, voldtægt og overgreb er en stående trussel mod denne fred. Bronsons hævn er altid en hævn af et fysisk overgreb, ofte på kvinder. Bronson er kvindens forsvarer par excellence, en kvalitet, der er både nobel og nødvendig til alle tider, også i dag, se bare til Køln og andre europæiske byer. Men det er klart, at hans løsning – selvtægt – er en forsimplet løsning på nogle komplicerede samfundsproblemer. Det går an på film, men ikke i virkeligheden.«

Alligevel er det interessant, hvorfor I netop er fascineret af Bronson nu?

»Det er rigtigt, at vi begge så hans film tilbage i 1980’erne, for mit eget vedkommende i tysk synkronisering. Jeg er sønderjyde, og før Murens Fald var tysk tv en del af Den Kolde Krig, så den fik ikke for lidt med hverken amerikanske westerns og Charles Bronson. Siden er der jo gået næsten 30 år, og vi har sammen genset mange af filmene og fået en fornyet interesse i ham, ikke bare som skuespiller og stilist, men også som moralsk persona og eksistentielt udsagn.«

»Jeg vil mene, Bronson er evigt aktuel, det gælder også i dag, hvor verden lader til atter at være gået af lave, og hvor det meste af Europa er på vej ind i en tillidskrise mellem folk og elite, mellem borgere og politikere. Men vi er som sagt ikke ude på at adoptere Bronsons private løsninger af større politiske problemer og mener, at han må ses i en amerikansk sammenhæng, hvor den etablerede statsmagt ikke er så alment accepteret som f.eks. i Danmark, og hvor der findes en langt stærkere kritik af, at staten er trængt for langt frem på familiernes og de små fællesskabers bekostning. Du vil heller ikke så se en Nikolaj Lie Kaas i rollen som Bronson, det duer bare ikke!«

Lige nu spiller Kaas ellers en gusten direktør for en dansk vindmøllevirksomhed (i tv-serien Bedrag, red.)…

»Netop. En vindmøllemand, der i sidste ende er totalt ligeglad med det klima, han tjener penge på, og derfor heller ikke er nogen redningsmand. Næ, Bronson er interessant i en tid, hvor de etablerede systemer ikke kan håndtere og løse udfordringerne. En tid hvor det er nødvendigt at insistere på andre værdier, end dem systemerne promoverer. Hans film handler om fællesskab og tillid. For ham er den logik, som Kaas’ karakter lægger for dagen fremmed, og Bronsons fjender er da ofte også folk, der udnytter eller volder andre i en jagt på ussel mammon. For Bronson handler det om at leve et rigt liv i en helt anderledes dyb forstand. I pagt med sin familie, sine heste og den natur, hvor systemets lange fangarme ikke når ud. Grundtonen i hans liv er fred og accept. Kompromitteres pagten bliver han imidlertid en handlingens mand, og sætter kompromisløst hårdt mod hårdt. Er det romantisk, ja, helt vildt.«

Blå bog: Karsten Wind Meyhoff (f. 1975) og Jacob Lillemose (f. 1974) er begge ph.d.’ere fra Københavns Universitet og har forsket i amerikansk kultur. Sammen har de skrevet en række artikler om amerikansk film m.m., senest bøgerne En engel af sten. Charles Bronsons vision (Forlaget Space Poetry 2015) og Mondo Pop. Teser om americana, broderskab, autoxploitation og souldrivers (Forlaget Antipyrine 2015)

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
29.03.17, 20:49
Dansk Institut for Internationale Studier bedriver politisk korrekthed for skatteydernes penge. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
29.03.17, 11:50
Skattekroner skal ikke gå til at finansiere et voldeligt miljø Læs mere
Af Angela Brink
28.03.17, 22:14
Det føles godt, når man som ungdomspolitisk aktiv får taletid i medierne og bliver behandlet som en slags politiker light. Men prisen kan hurtigt blive urimeligt høj, når ens ungdommelige fejltagelser bliver topnyheder i de landsdækkende medier. Læs mere
Af Camilla Schwalbe
28.03.17, 19:40
"Jeg opfatter det som vanvittigt illoyalt, når kvinder taler om deres mænd til andre kvinder, på den der ”nu-siger-jeg-ting-til-jer-som-jeg-ikke-en-gang-har-sagt-til-ham-endnu-måde”. Det er faktisk usmageligt." Læs mere
Af Victor Boysen
28.03.17, 14:54
Vi roser aldrig vores politiske modstandere. Hvorfor egentlig ikke? Jeg takker gerne Lars Løkke. Læs mere
Af Mikael Jalving
28.03.17, 13:50
Sprogmand, stilist og spasmager Hans Hauge viser, at man godt kan være sin tids største filosof og nazist på én og samme gang i herlig ny bog, der stort set træder alle positioner over tæerne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
25.03.17, 18:15
Den tredje verdens klankultur er vigtigere end religionen islam. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
24.03.17, 12:45
Folkevandringer og globaliseringens skyggesider bliver EU's udfordringer de kommende år. Læs mere
Af Siddik Lausten
24.03.17, 11:53
Jeg frygter sommeren. Jeg frygter at skulle stå ved havnebadet i København foran unge veltrænede mænd og konkurrere om kvindernes blikke. Læs mere
Af Rune Lund
24.03.17, 10:48
SF’s partileder, Pia Olsen Dyhr, var 22. marts ude med et større forsvar for, at SF er gået med i den nye Nordsø-aftale. I Politiken fremkommer Pia Olsen Dyhr med en lang række tvivlsomme påstande om aftalens fortræffeligheder, som der i høj grad kan sættes spørgsmålstegn ved. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her