*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Mænd der stadig ser rødt

To yngre akademikere har skrevet en hyldest til den ærkeamerikanske skuespiller Charles Bronson. Hvorfor?

»Jamen, han så jo helt forfærdelig godt ud og havde en overmenneskelig aura af ro og mimik. Jeg kunne slet ikke lade være med at kigge på ham. Jeg var 11 år, jeg var fuldstændig fænget, og det er jeg stadig.«

Genstanden for denne ungdommelige og vedholdende beundring er den amerikanske skuespiller Charles Bronson (1921-2003). Bronson indspillede næsten 100 film og tjente flere dollars i Hollywood end sine samtidige, men har været ugleset på det kulturelle parnas og aldrig mødt samme dyrkelse som Robert de Niro, Al Pacino og Clint Eastwood.

Den beundrende er litteraten Karsten Wind Meyhoff, der sammen med kunsthistoriker og kurator Jacob Lillemose har udgivet bogen En engel af sten – Charles Bronsons vision om hovedpersonen i bl.a. serien En mand ser rødt (1974-1994) og Det beskidte dusin (1967). Bogen kredser om Bronsons betydning – æstetisk og moralsk – og slører hverken sin beundring eller sit savn. Man mærker i teksten, at Charles Bronson er borte, ikke kun i filmindustrien, men også på grund af hans kulturkritik og frihedstrang. Bogen åbner således:

»Charles Bronson er en bibelsk figur. Gammeltestamentlig (...) Han er en ulige modstander. Han ankommer martret af menneskets ondskab og sulten efter at gøre et gnostisk regnskab op. Han er en enmandshær mod det onde (…) Arret. Ubændig. Humorforladt. Syg i sjælen og ude af stand til at leve ubekymret. Billedet af Bronson er arkaisk-religiøst med rødder langt tilbage i menneskets kosmiske mytologi.«

Karsten Meyhoff, mange forbinder nok Charles Bronson med en hævnertype og selvtægtsmand – er der noget fascinerende ved det?

»Charles Bronson må ses i en særlig amerikansk kontekst og træder op imod en tid, hvor tingene kører skævt i USA med bl.a. krigen i Vietnam, Watergate, mordet på præsident Kennedy og en galopperende kriminalitet, især i de store byer, som i visse perioder og kvarterer ligger uden for politiets kontrol. Samfundsinstitutionerne har bl.a. til opgave at beskytte borgerne, men kom under alvorligt pres i 1970’erne. Det er den scene, Bronson træder ind på.«

»Bronson har et fantastisk stoneface og dominerer sine film med sin blotte fysiske tilstedeværelse. Han prøver ikke at spille ”gangster”, ”bokser” eller ”taxi driver” til forskel fra f.eks. Robert De Niro. Han er blot Bronson, og hans verden er det nære, kvinden, familien, vennerne. Han hæger om den personlige sikkerhed og tryghed. Alt det, der altid betyder meget for mennesket.«

»I sine roller understreger Bronson en mulighed i den amerikanske kultur: retten til at være i fred. Kriminalitet, voldtægt og overgreb er en stående trussel mod denne fred. Bronsons hævn er altid en hævn af et fysisk overgreb, ofte på kvinder. Bronson er kvindens forsvarer par excellence, en kvalitet, der er både nobel og nødvendig til alle tider, også i dag, se bare til Køln og andre europæiske byer. Men det er klart, at hans løsning – selvtægt – er en forsimplet løsning på nogle komplicerede samfundsproblemer. Det går an på film, men ikke i virkeligheden.«

Alligevel er det interessant, hvorfor I netop er fascineret af Bronson nu?

»Det er rigtigt, at vi begge så hans film tilbage i 1980’erne, for mit eget vedkommende i tysk synkronisering. Jeg er sønderjyde, og før Murens Fald var tysk tv en del af Den Kolde Krig, så den fik ikke for lidt med hverken amerikanske westerns og Charles Bronson. Siden er der jo gået næsten 30 år, og vi har sammen genset mange af filmene og fået en fornyet interesse i ham, ikke bare som skuespiller og stilist, men også som moralsk persona og eksistentielt udsagn.«

»Jeg vil mene, Bronson er evigt aktuel, det gælder også i dag, hvor verden lader til atter at være gået af lave, og hvor det meste af Europa er på vej ind i en tillidskrise mellem folk og elite, mellem borgere og politikere. Men vi er som sagt ikke ude på at adoptere Bronsons private løsninger af større politiske problemer og mener, at han må ses i en amerikansk sammenhæng, hvor den etablerede statsmagt ikke er så alment accepteret som f.eks. i Danmark, og hvor der findes en langt stærkere kritik af, at staten er trængt for langt frem på familiernes og de små fællesskabers bekostning. Du vil heller ikke så se en Nikolaj Lie Kaas i rollen som Bronson, det duer bare ikke!«

Lige nu spiller Kaas ellers en gusten direktør for en dansk vindmøllevirksomhed (i tv-serien Bedrag, red.)…

»Netop. En vindmøllemand, der i sidste ende er totalt ligeglad med det klima, han tjener penge på, og derfor heller ikke er nogen redningsmand. Næ, Bronson er interessant i en tid, hvor de etablerede systemer ikke kan håndtere og løse udfordringerne. En tid hvor det er nødvendigt at insistere på andre værdier, end dem systemerne promoverer. Hans film handler om fællesskab og tillid. For ham er den logik, som Kaas’ karakter lægger for dagen fremmed, og Bronsons fjender er da ofte også folk, der udnytter eller volder andre i en jagt på ussel mammon. For Bronson handler det om at leve et rigt liv i en helt anderledes dyb forstand. I pagt med sin familie, sine heste og den natur, hvor systemets lange fangarme ikke når ud. Grundtonen i hans liv er fred og accept. Kompromitteres pagten bliver han imidlertid en handlingens mand, og sætter kompromisløst hårdt mod hårdt. Er det romantisk, ja, helt vildt.«

Blå bog: Karsten Wind Meyhoff (f. 1975) og Jacob Lillemose (f. 1974) er begge ph.d.’ere fra Københavns Universitet og har forsket i amerikansk kultur. Sammen har de skrevet en række artikler om amerikansk film m.m., senest bøgerne En engel af sten. Charles Bronsons vision (Forlaget Space Poetry 2015) og Mondo Pop. Teser om americana, broderskab, autoxploitation og souldrivers (Forlaget Antipyrine 2015)

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
24.02.17, 21:11
Det kan være fornuftigt at gøre status. Hvad vil de to indvandringskritiske partier, der med sikkerhed står på stemmesedlen næste gang? Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
24.02.17, 15:07
Det forpligter at være kongelig, og flugten fra grænselandet er respektløst og skader kongehusets renommé. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
24.02.17, 13:03
Man ser igennem fingre med afbrænding af Bibler, men Koranafbrænding er man angst for, fordi man dybest set godt ved, at islam er anderledes ufredelig end kristendommen. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
24.02.17, 11:50
Går den, så går den... Det synes at være Dansk Folkepartis parole i forsøget på at forvirre, fordreje og forarge EU-debatten. I virkeligheden står Vistisen i spidsen for et grimt dobbeltspil i DF´s EU-politik. Læs mere
Af Mikael Jalving
24.02.17, 10:22
Venstrefløjens begejstring for ytringsfriheden var kortvarig. Nu gælder det om at gribe magten og være venner med alle, bortset fra dem, der kæmper for friheden. Læs mere
Af Anders Vistisen
24.02.17, 09:57
Er der nogen grund til at juble over, at tyskerne i dag mangler viljen til at forsvare sig imod en invasion, som nedbryder deres stat og deres samfund? Læs mere
Af Camilla Schwalbe
23.02.17, 16:00
"Vi har alle en forpligtelse til at tage ansvar for vores ord og gerninger. Det ansvar har ingen farve eller religion, det gælder alle mennesker." Læs mere
Af Mikael Jalving
23.02.17, 11:58
Glem Trump for en stund. Spændingerne i Sverige handler om mere og andet end det og bliver også dansk virkelighed, hvis vi lader stå til. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.02.17, 11:19
Præcise tal er ikke noget, de svenske eliter synes at ønske frem. Læs mere
Af Finn Slumstrup
23.02.17, 09:22
Politikerne skal påtage sig det fundamentale ansvar for, at infrastrukturen i vort land fungerer. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her