*

 

Billedet af Europas to duksedrenge krakelerer

Tavsheden og forræderiet mod demokratiet har sin egen tyske og svenske historie.

Beretningerne om de orkestrerede seksualforbrydelser i Køln og andre tyske byer nytårsnat nåede offentligheden med en uges forsinkelse, og har allerede kostet hoveder og titler i toppen af det tyske politivæsen. Men hvad der varede en uge i Tyskland, har taget årtier i vores andet naboland, Sverige. De senest omtalte skandaler i forbindelse med musikfestivalen We Are Sthlm i den svenske hovedstad, Dagens Nyheters rolle og det svenske politis direktiv om ikke at nævne mistænktes etnicitet i signalementer og politirapporter, er kun toppen af isbjerget.

Der er samtidig tale om akkumulerede virkninger. En politisk korrekt og systemisk norm tager ingen tid at formulere i et direktionslokale eller bag et skrivebord, men årevis at etablere, indprente og vedligeholde.

Tavsheden og forræderiet mod demokratiet har sin egen tyske og svenske historie. For tyskerne bunder den i krigen, der blev tabt og stadig skal sones, for svenskerne handler den om freden og optimismen, der skal vare evigt, men snart er forbi.

I svenskernes tilfælde skal vi tilbage til 1975, hvor den daværende socialdemokratiske regering fremsatte et revolutionerende forslag til en ny udlændingepolitik. Hermed overgik Sverige de facto til en multikulturel statsform, og dermed blev etnicitet pludselig et følsomt emne.

Op igennem 1930’erne, 40’erne, 50’erne og 60’erne var Sverige Europas mest homogene samfund etnisk set, og frem til midten af 70’erne havde landet knap nok en udlændingepolitik. Sverige var i høj grad, hvad det kaldte sig, et folkhem uden etniske spændinger, dybt præget af en socialdemokratisk-industriel konsensus, der kunne være lammende på sin helt egen måde, men indebar en stabil politisk orden. De svenske socialdemokrater var nationalister, Moderaterne nationale – og kritikken heraf ubetydelig.

Men det blev der lavet om på med en hast og iver, der overgår alt andet, vi kender fra efterkrigstidens Europa. I opskruet tempo blev Socialdemokraterne internationalister, Moderaterne liberale, og folkehjemmet forvandlet til hele verdens hjem.

Det skulle have været så godt.

Multikulturalisme skulle viske al etnicitet bort, men i stedet fordobledes dens betydning i forhold til alt, hvad der havde med indvandring at gøre. Multikulturalisme skulle opløse kulturen i ”pluralisme” og ”åbenhed” og lægge nationalismen i graven til fordel for en antinationalisme skabt i Olof Palmes billede. Der skulle ”tages hensyn” og udvises ”respekt” over for de fremmede. Det var netop ikke den etnisk-historisk svenske kultur, som havde krav på respekt, men den kultur, der kom mere diffust udefra.

Som jeg tillod mig at notere i Absolut Sverige – en rejse i tavshedens rige (udsolgt fra forlaget, men fås på svensk) for fem år siden, blev indvandrere opmuntret til at beholde deres kulturelle særkende, mens de blev omfattet af samme regler og rettigheder som gammelsvenskerne. Fatima kunne være lige så god som Kristina. Der skulle herske solidaritet, idet majoritetsbefolkningen skulle øge sin forståelse for mennesker med et andet ophav end svensk. Og som en afgørende norm, indskærpet i lovforslaget, havde samfundet en interesse i, at medierne behandlede indvandring og indvandrere »så objektivt, korrekt og positivt attitudeskabende som muligt«.

De kommende årtiers sociale og intellektuelle konflikter lå indbygget i selve lovforslaget. Medierne skulle rapportere ”objektivt”, men samtidig ”positivt attitudeskabende” i forhold til migrationen, der rullede hen over landet år efter år, og på et tidspunkt måtte det normative ønske om positive og progressive historier jo komme i strid med almindelige og mere nøgterne journalistiske og intellektuelle præmisser og opgaver.

Da det skete, viste det sig tilmed, at det politisk korrekte krav trumfede den redelige omgang med den sociale virkelighed, ikke alene i medierne, men i hele det politiske etablissement, herunder offentlige myndigheder som politi, skolevæsen, akademia, de statistiske myndigheder osv. (læs evt. mere her). Den hidtidige svenske kultur, der trods alt havde skabt fundamentet for det nye Sverige, hvis grænser og kasser nu skulle åbnes, var underordnet eller sekundært. Solidariteten gik én vej, forståelsen ligeså.

Og alligevel findes det svenske folk endnu. At politisk ukorrekte sexskandaler og mørklægningen af samme overhovedet kommer frem, er et tegn på, at maskerne så småt er ved at falde i Sverige, selv om det har taget en evighed. Som vi kan se af meningsmålinger og lige så tydeligt på de sociale medier, følger en voksende del af befolkningen ikke længere elitens anvisninger slavisk. Opgøret ulmer, og det er demokratisk opløftende, at der nu endelig tages fat på nogle få af de afledte problemer af tilstrømningen fra arabiske og muslimske områder.

Vi vil med både tysk og svensk statsgaranti se flere skandaler med direkte eller indirekte forbindelse til masseindvandringen materialisere sig i henhold til Murphy’s berømte lov om, at hvad der kan gå galt, går galt, så længe myndighederne bilder sig ind at kunne orkestrere offentlighedens vurdering af den omfattende transformation af demografi, kultur og politik i Vesteuropa.

Billedet af Europas to duksedrenge Sverige og Tyskland er krakeleret for øjnene af os alle sammen. Selv ikke den mest snedige Merkel eller Löfven kan længere fylde os med løgn og bedrag, som de behager, og tak for det, Danke schön.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Historiker og forfatter til flere bøger, senest Søren Krarup og hans tid (2014), Absolut Sverige (2011) og Mig og Muhammed (2010).
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
01.10.16, 11:42
Alle citerer Grundtvig, men ingen tager ham på ordet. Det hele skal være nemt, og vi skal alle være her. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
01.10.16, 06:22
I et ualmindelig hæsligt indlæg i Weekendavisen gør Martin Krasnik navngivne danskere til ekstremister, der skal sammenlignes med jødehadere. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
30.09.16, 20:09
Den enkeltes danskhed er uinteressant. Det vigtige er danskheden som kollektivt gode. Læs mere
Af Camilla Schwalbe
30.09.16, 16:54
Stress er en sygdom og skal ikke forveksles med, når der er mere end tre ting på to-do-listen. Hold op med at sige du er stresset, hvis du ikke er syg, det skygger for dem, der virkelig er ramt. Læs mere
Af Victor Boysen
30.09.16, 09:07
Jeg vil ikke lade Martin Henriksens forstokkede kulturordbog afgøre, om jeg er dansk eller ej. Det er da helt og alene min vurdering. Lad os slippe danskheden fri. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
29.09.16, 15:32
Der skal gøres op med velfærdsstatens kvælertag på tilskyndelsen til at tage at tage et arbejde Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
29.09.16, 14:43
I værdikampen er de allierede, men vil de alligevel ende med at bekæmpe hinanden? Læs mere
Af Louise Holck
29.09.16, 11:05
Det er en glædelig nyhed, at unge asylægtepar, der blev tvunget fra hinanden, nu igen kan få lov til at bo sammen. For siden reglen om tvungen adskillelse blev indført, har det haft store konsekvenser for flere af parrene. Læs mere
Af Anders Vistisen
29.09.16, 10:58
Hvorfor har EU kritiske revisorer, hvis man alligevel ikke vil høre på dem, når de overbringer ”dårlige nyheder”? Læs mere
Af Finn Slumstrup
28.09.16, 14:45
Der er langt fra et 56 år gammelt TV-klip fra OL i Rom til FCK's sejr i Parken i tirsdags. Men er fodbolden blevet bedre? Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her