*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Billedet af Europas to duksedrenge krakelerer

Tavsheden og forræderiet mod demokratiet har sin egen tyske og svenske historie.

Beretningerne om de orkestrerede seksualforbrydelser i Køln og andre tyske byer nytårsnat nåede offentligheden med en uges forsinkelse, og har allerede kostet hoveder og titler i toppen af det tyske politivæsen. Men hvad der varede en uge i Tyskland, har taget årtier i vores andet naboland, Sverige. De senest omtalte skandaler i forbindelse med musikfestivalen We Are Sthlm i den svenske hovedstad, Dagens Nyheters rolle og det svenske politis direktiv om ikke at nævne mistænktes etnicitet i signalementer og politirapporter, er kun toppen af isbjerget.

Der er samtidig tale om akkumulerede virkninger. En politisk korrekt og systemisk norm tager ingen tid at formulere i et direktionslokale eller bag et skrivebord, men årevis at etablere, indprente og vedligeholde.

Tavsheden og forræderiet mod demokratiet har sin egen tyske og svenske historie. For tyskerne bunder den i krigen, der blev tabt og stadig skal sones, for svenskerne handler den om freden og optimismen, der skal vare evigt, men snart er forbi.

I svenskernes tilfælde skal vi tilbage til 1975, hvor den daværende socialdemokratiske regering fremsatte et revolutionerende forslag til en ny udlændingepolitik. Hermed overgik Sverige de facto til en multikulturel statsform, og dermed blev etnicitet pludselig et følsomt emne.

Op igennem 1930’erne, 40’erne, 50’erne og 60’erne var Sverige Europas mest homogene samfund etnisk set, og frem til midten af 70’erne havde landet knap nok en udlændingepolitik. Sverige var i høj grad, hvad det kaldte sig, et folkhem uden etniske spændinger, dybt præget af en socialdemokratisk-industriel konsensus, der kunne være lammende på sin helt egen måde, men indebar en stabil politisk orden. De svenske socialdemokrater var nationalister, Moderaterne nationale – og kritikken heraf ubetydelig.

Men det blev der lavet om på med en hast og iver, der overgår alt andet, vi kender fra efterkrigstidens Europa. I opskruet tempo blev Socialdemokraterne internationalister, Moderaterne liberale, og folkehjemmet forvandlet til hele verdens hjem.

Det skulle have været så godt.

Multikulturalisme skulle viske al etnicitet bort, men i stedet fordobledes dens betydning i forhold til alt, hvad der havde med indvandring at gøre. Multikulturalisme skulle opløse kulturen i ”pluralisme” og ”åbenhed” og lægge nationalismen i graven til fordel for en antinationalisme skabt i Olof Palmes billede. Der skulle ”tages hensyn” og udvises ”respekt” over for de fremmede. Det var netop ikke den etnisk-historisk svenske kultur, som havde krav på respekt, men den kultur, der kom mere diffust udefra.

Som jeg tillod mig at notere i Absolut Sverige – en rejse i tavshedens rige (udsolgt fra forlaget, men fås på svensk) for fem år siden, blev indvandrere opmuntret til at beholde deres kulturelle særkende, mens de blev omfattet af samme regler og rettigheder som gammelsvenskerne. Fatima kunne være lige så god som Kristina. Der skulle herske solidaritet, idet majoritetsbefolkningen skulle øge sin forståelse for mennesker med et andet ophav end svensk. Og som en afgørende norm, indskærpet i lovforslaget, havde samfundet en interesse i, at medierne behandlede indvandring og indvandrere »så objektivt, korrekt og positivt attitudeskabende som muligt«.

De kommende årtiers sociale og intellektuelle konflikter lå indbygget i selve lovforslaget. Medierne skulle rapportere ”objektivt”, men samtidig ”positivt attitudeskabende” i forhold til migrationen, der rullede hen over landet år efter år, og på et tidspunkt måtte det normative ønske om positive og progressive historier jo komme i strid med almindelige og mere nøgterne journalistiske og intellektuelle præmisser og opgaver.

Da det skete, viste det sig tilmed, at det politisk korrekte krav trumfede den redelige omgang med den sociale virkelighed, ikke alene i medierne, men i hele det politiske etablissement, herunder offentlige myndigheder som politi, skolevæsen, akademia, de statistiske myndigheder osv. (læs evt. mere her). Den hidtidige svenske kultur, der trods alt havde skabt fundamentet for det nye Sverige, hvis grænser og kasser nu skulle åbnes, var underordnet eller sekundært. Solidariteten gik én vej, forståelsen ligeså.

Og alligevel findes det svenske folk endnu. At politisk ukorrekte sexskandaler og mørklægningen af samme overhovedet kommer frem, er et tegn på, at maskerne så småt er ved at falde i Sverige, selv om det har taget en evighed. Som vi kan se af meningsmålinger og lige så tydeligt på de sociale medier, følger en voksende del af befolkningen ikke længere elitens anvisninger slavisk. Opgøret ulmer, og det er demokratisk opløftende, at der nu endelig tages fat på nogle få af de afledte problemer af tilstrømningen fra arabiske og muslimske områder.

Vi vil med både tysk og svensk statsgaranti se flere skandaler med direkte eller indirekte forbindelse til masseindvandringen materialisere sig i henhold til Murphy’s berømte lov om, at hvad der kan gå galt, går galt, så længe myndighederne bilder sig ind at kunne orkestrere offentlighedens vurdering af den omfattende transformation af demografi, kultur og politik i Vesteuropa.

Billedet af Europas to duksedrenge Sverige og Tyskland er krakeleret for øjnene af os alle sammen. Selv ikke den mest snedige Merkel eller Löfven kan længere fylde os med løgn og bedrag, som de behager, og tak for det, Danke schön.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Camilla Schwalbe
23.02.17, 16:00
"Vi har alle en forpligtelse til at tage ansvar for vores ord og gerninger. Det ansvar har ingen farve eller religion, det gælder alle mennesker." Læs mere
Af Mikael Jalving
23.02.17, 11:58
Glem Trump for en stund. Spændingerne i Sverige handler om mere og andet end det og bliver også dansk virkelighed, hvis vi lader stå til. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.02.17, 11:19
Præcise tal er ikke noget, de svenske eliter synes at ønske frem. Læs mere
Af Finn Slumstrup
23.02.17, 09:22
Politikerne skal påtage sig det fundamentale ansvar for, at infrastrukturen i vort land fungerer. Læs mere
Af Siddik Lausten
21.02.17, 20:28
Retten til at fordybe sig i den kristne tro gennem konfirmationsforberedelse indenfor normal skoletid, er indskrevet som en del af folkeskoleloven. Men den gældende politiske diskurs siger, at religion og uddannelse skal adskilles. Sådan lyder argumentet i hvert fald, når det gælder bederum til vores muslimske landsmænd. Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
21.02.17, 15:16
Skal der, eller skal der ikke, være bederum på offentlige uddannelsesinstitutioner? Det må være op til ledelsen på den enkelte uddannelsesinstitution at afgøre. Det er ledelsen, der leder, og det er ledelsen, der bedst kan løse de problemer, som bederum måtte give. Læs mere
Af Anders Vistisen
21.02.17, 13:45
Et flertal i EU-parlamentet har vedtaget sin slagplan for Europas Forenede Stater. Det er gammelt stof, men det er for farligt til at ignorere. Læs mere
Af Samira Nawa Amini
21.02.17, 11:12
Forbud mod bedrum er en form for social og religiøs kontrol, hvor det handler om at genere muslimerne og på trods af religionsfriheden forbyde dem at praktisere deres religion. Læs mere
Af Jens Kindberg
20.02.17, 13:52
Norwegian Bank er vokset til en størrelse svarende til Arbejdernes Landsbank på kun 10 år – hvor ville det være godt, hvis vi også havde vilkår, som gjorde dette muligt i Danmark Læs mere
Af Angela Brink
19.02.17, 23:15
Der er brug for, at vi husker – og efterlever – det, som Jørgen Kieler, der netop er gået bort, og hans søster Elsebet på hver deres måde gjorde for deres medmennesker og for Danmark under Anden Verdenskrig. Også selvom de ikke længere er der til at minde os om det. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her