*

Billedet af Europas to duksedrenge krakelerer

Tavsheden og forræderiet mod demokratiet har sin egen tyske og svenske historie.

Beretningerne om de orkestrerede seksualforbrydelser i Køln og andre tyske byer nytårsnat nåede offentligheden med en uges forsinkelse, og har allerede kostet hoveder og titler i toppen af det tyske politivæsen. Men hvad der varede en uge i Tyskland, har taget årtier i vores andet naboland, Sverige. De senest omtalte skandaler i forbindelse med musikfestivalen We Are Sthlm i den svenske hovedstad, Dagens Nyheters rolle og det svenske politis direktiv om ikke at nævne mistænktes etnicitet i signalementer og politirapporter, er kun toppen af isbjerget.

Der er samtidig tale om akkumulerede virkninger. En politisk korrekt og systemisk norm tager ingen tid at formulere i et direktionslokale eller bag et skrivebord, men årevis at etablere, indprente og vedligeholde.

Tavsheden og forræderiet mod demokratiet har sin egen tyske og svenske historie. For tyskerne bunder den i krigen, der blev tabt og stadig skal sones, for svenskerne handler den om freden og optimismen, der skal vare evigt, men snart er forbi.

I svenskernes tilfælde skal vi tilbage til 1975, hvor den daværende socialdemokratiske regering fremsatte et revolutionerende forslag til en ny udlændingepolitik. Hermed overgik Sverige de facto til en multikulturel statsform, og dermed blev etnicitet pludselig et følsomt emne.

Op igennem 1930’erne, 40’erne, 50’erne og 60’erne var Sverige Europas mest homogene samfund etnisk set, og frem til midten af 70’erne havde landet knap nok en udlændingepolitik. Sverige var i høj grad, hvad det kaldte sig, et folkhem uden etniske spændinger, dybt præget af en socialdemokratisk-industriel konsensus, der kunne være lammende på sin helt egen måde, men indebar en stabil politisk orden. De svenske socialdemokrater var nationalister, Moderaterne nationale – og kritikken heraf ubetydelig.

Men det blev der lavet om på med en hast og iver, der overgår alt andet, vi kender fra efterkrigstidens Europa. I opskruet tempo blev Socialdemokraterne internationalister, Moderaterne liberale, og folkehjemmet forvandlet til hele verdens hjem.

Det skulle have været så godt.

Multikulturalisme skulle viske al etnicitet bort, men i stedet fordobledes dens betydning i forhold til alt, hvad der havde med indvandring at gøre. Multikulturalisme skulle opløse kulturen i ”pluralisme” og ”åbenhed” og lægge nationalismen i graven til fordel for en antinationalisme skabt i Olof Palmes billede. Der skulle ”tages hensyn” og udvises ”respekt” over for de fremmede. Det var netop ikke den etnisk-historisk svenske kultur, som havde krav på respekt, men den kultur, der kom mere diffust udefra.

Som jeg tillod mig at notere i Absolut Sverige – en rejse i tavshedens rige (udsolgt fra forlaget, men fås på svensk) for fem år siden, blev indvandrere opmuntret til at beholde deres kulturelle særkende, mens de blev omfattet af samme regler og rettigheder som gammelsvenskerne. Fatima kunne være lige så god som Kristina. Der skulle herske solidaritet, idet majoritetsbefolkningen skulle øge sin forståelse for mennesker med et andet ophav end svensk. Og som en afgørende norm, indskærpet i lovforslaget, havde samfundet en interesse i, at medierne behandlede indvandring og indvandrere »så objektivt, korrekt og positivt attitudeskabende som muligt«.

De kommende årtiers sociale og intellektuelle konflikter lå indbygget i selve lovforslaget. Medierne skulle rapportere ”objektivt”, men samtidig ”positivt attitudeskabende” i forhold til migrationen, der rullede hen over landet år efter år, og på et tidspunkt måtte det normative ønske om positive og progressive historier jo komme i strid med almindelige og mere nøgterne journalistiske og intellektuelle præmisser og opgaver.

Da det skete, viste det sig tilmed, at det politisk korrekte krav trumfede den redelige omgang med den sociale virkelighed, ikke alene i medierne, men i hele det politiske etablissement, herunder offentlige myndigheder som politi, skolevæsen, akademia, de statistiske myndigheder osv. (læs evt. mere her). Den hidtidige svenske kultur, der trods alt havde skabt fundamentet for det nye Sverige, hvis grænser og kasser nu skulle åbnes, var underordnet eller sekundært. Solidariteten gik én vej, forståelsen ligeså.

Og alligevel findes det svenske folk endnu. At politisk ukorrekte sexskandaler og mørklægningen af samme overhovedet kommer frem, er et tegn på, at maskerne så småt er ved at falde i Sverige, selv om det har taget en evighed. Som vi kan se af meningsmålinger og lige så tydeligt på de sociale medier, følger en voksende del af befolkningen ikke længere elitens anvisninger slavisk. Opgøret ulmer, og det er demokratisk opløftende, at der nu endelig tages fat på nogle få af de afledte problemer af tilstrømningen fra arabiske og muslimske områder.

Vi vil med både tysk og svensk statsgaranti se flere skandaler med direkte eller indirekte forbindelse til masseindvandringen materialisere sig i henhold til Murphy’s berømte lov om, at hvad der kan gå galt, går galt, så længe myndighederne bilder sig ind at kunne orkestrere offentlighedens vurdering af den omfattende transformation af demografi, kultur og politik i Vesteuropa.

Billedet af Europas to duksedrenge Sverige og Tyskland er krakeleret for øjnene af os alle sammen. Selv ikke den mest snedige Merkel eller Löfven kan længere fylde os med løgn og bedrag, som de behager, og tak for det, Danke schön.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Historiker og forfatter til flere bøger, senest Søren Krarup og hans tid (2014), Absolut Sverige (2011) og Mig og Muhammed (2010).
Seneste blogs
Af Jens Kindberg
08.12.16, 16:48
Vi mangler i den grad vækst i Danmark. Økonomien har stået stille i 10 år, og i samme periode er andre lande løbet fra os. Vi er ikke længere en del af OECD’s top 10 liste over verdens rigeste lande, og der er intet, som tyder på, at vi kommer tilbage i top 10 sådan lige med det samme. Den manglende vækst går ud over velstanden og muligheden for at sikre den eftertragtede velfærd. Samtidig betaler vi 15 mia. kroner i ulandsbistand om året. Det svarer til 3.488,37 kroner pr. borger, som betaler skat ud over bundfradraget. Læs mere
Af Anders Vistisen
08.12.16, 15:42
Alle "kloge hoveder" kaldte det umuligt at få en aftale om Europol på et års tid. Det er nu sikret, trods formaninger om det modsatte. Læs mere
Af Samira Nawa Amini
08.12.16, 11:58
En voksen kvinde i Danmark, der bærer tørklæde skal retfærdiggøre sit tøjvalg!? Det er grotesk. Jeg kunne aldrig forestille mig en situation, hvor en voksen kvinde skulle retfærdiggøre, at hun har valgt, at lade sit hår gro i stedet for at klippe det kort, eller at hun skulle retfærdiggøre, at hun er iført bukser og ikke kjole. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.12.16, 11:11
Nå ja, så har jeg vist allerede fået markeret, hvor jeg selv står, men man kan selvsagt være uenig. Læs mere
Af Mikael Jalving
08.12.16, 10:45
Tab og vind med samme sind, siger vi. Det burde hedde: Vind uden blær og lær, når du taber. Mød nederlagets filosofi. Læs mere
Af Anders Vistisen
07.12.16, 14:13
Når Anders Samuelsen engang skriver sine erindringer, så giver han måske en ærlig forklaring på, at han som leder af Liberal Alliance som sin pris for at gå med i regeringen forlangte at blive udenrigsminister. For som Simon Emil Ammitzbøl så rammende sagde det i 2011, så har Liberal Alliancen ingen udenrigspolitik. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
07.12.16, 11:04
Der skal bygges en havnetunnel i København. Så kan jyderne til gengæld få alle de statslige arbejdspladser, de orker. Læs mere
Af Christel Schaldemose
06.12.16, 18:36
Udfaldet af den italienske forfatningsafstemning i weekenden får ikke de store konsekvenser for EU i denne omgang. Der er stadig alt for mange ubekendte i italiensk politik. Læs mere
Af Finn Slumstrup
06.12.16, 16:18
Det er ubærligt som vigtige dele af det offentlige liv bliver til en del af underholdningsindustrien og udvikler sig til lurmærkede reality shows. Læs mere
Af Samira Nawa Amini
06.12.16, 09:18
Når DR skriver, at vi ’deler’ Danmark, så er det fuldstændig korrekt, hvis man forstår ’deler’ som det, at vi er fælles om Danmark. Der er nemlig mere, der samler end skiller os. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her