*

Eksperter i underkastelse

Fra akademi over medier til politik og myndigheder breder der sig en styg underkastelseskultur – først i Sverige, så i Tyskland.

Det var en vigtig tekst, JP bragte som kronik i går. Kronikøren var Tina Magaard, lektor ved Aarhus Universitet, emnet var islam. Magaard er ikke hvem som helst, men en af de toneangivende islamkritikere fra 00’erne, som var med til at inspirere flere andre, og hendes virkelighedsnære observationer og fortolkninger lyste op som fakler i den danske islamforsknings mørke, præget som den var af mudret romantik og sløret relativisme.

Men pludselig gik Magaard i selvvalgt eksil. Hvis hun ville have en akademisk karriere, var hun selvfølgelig nødt til at holde kæft med islams voldelige og terroristiske potentiale og ligge lavt. I hvert fald en tid.

Årene gik, men så blev det onsdag, og Tina Magaard kunne alligevel ikke dy sig for at give sit besyv med, lokket frem af professor Jakob Skovgaard Petersen, en af de vise mænd bag den linde strøm af enten forskruede eller lattervækkende ”ekspertudsagn” fra det akademiske venstres overdrev op gennem 00’erne.

Nu er morskaben imidlertid forbi, og det er Magaards fortjeneste at minde os om det.

Pilen peger på nulkommanul, intet har vi fået fra den officiøse islamforskning, intet, kun billige ord, fraser og besværgelser. Godt nok er Magaard så venlig at skrive, at professorens seneste kronik (9/12) »kræver en kommentar«, men man fornemmer tydeligt, at der står mere på spil.

Magaard vil have offentligheden til at tage del i opgøret med jihadismen og den blinde modtagelse af indvandringen fra syd. Vi kan ikke nøjes med den pauvre forskning. Vi kan ikke sidde og vente på, at den autoritative udlægning af islam væltes af kritik indefra, dertil er sympatisørgruppen for stærk. Vi har kun ét liv, ét Danmark og er nødt til at appellere bredere og helt ned i folkeskolen til, at flere går ind i kampen for det, vi har kært, ud fra et verdsligt og pluralistisk synspunkt i en national ramme.

Der, hvor forskerne går fejl, er først og fremmest i deres refleksagtige og magelige sidestilling af islam med andre religioner, herunder kristendommen. Samt i deres robotagtige refræn om, at Muhammed og Koranen blot afspejler deres tid.

Magaard imødegår begge akademiske platituder, og fremhæver dels Det Nye Testamentes betydning for forståelsen af Det Gamle Testemente, dels den historiske pointe, at Muhammed netop brød med sin tid. Hvad den første præcisering angår, blev kristendommen akkurat reformeret indefra og udefra, mens islam i tiltagende grad gik fra pennens og åndens Mekka til sværdets Medina. I selve sin genealogi trådte den personlige, indadvendte og metafysiske form for islam i baggrunden for en langt mere politisk, udadvendt og juridisk form for islam.

Mens kristendommen i et historisk perspektiv gik fra det gammeltestamentelige mod det nytestamentelige, vandrede islam så at sige den anden vej tilbage mod den konkrete, bogstavelige og patriarkalske udenadslære, og der arbejdes på eller bifaldes blandt mange muslimer verden over at gøre denne både idiotiske og bestialske version til det åndelige grundlag for et nyt imperium, der skal overgå de romerske, persiske, katolske, osmanniske, napoleonske, kommunistiske og nazistiske stormagtsdrømme.

Det sidste har forhåbentlig lange udsigter, men vi kan få masser af mindre, konkrete problemer på halsen, hvis vi i hele Vesteuropa fortsætter med at lade os intimidere af postulerede rettigheder, tiltagende vold og terror i Allahs navn – og give efter for bøllerne.

Når f.eks. Kölns kvindelige borgmester efter det organiserede overfald i Køln beder sine medsøstre om at holde afstand til mænd og ikke tiltrække sig deres opmærksomhed, taler hun som ud af en islamisk manual for muslimske kvinder. Borgmesteren har med andre ord internaliseret lovreligionen, førend der er løsnet et skud, og hun mimer på urovækkende vis den tendens, som den franske skandaleforfatter Michel Houellebecq beskrev i sin seneste roman Underkastelse: at islam pludselig promoveres af ikke-muslimer. Kölnerwasser, kaldte min mormor det. Parfume.

Den vanvittige tysker er jo bare en pæn og velmenende politiker, kan jeg allerede høre nogen indvende. Men det er selve problemet i en nøddeskal: at mainstream elegant og fleksibelt overgiver sig til islamiske forskrifter, at centrum kan ikke holde, at jorden synker millimeter for millimeter under det, vi troede var fast. Først i Sverige, så i Tyskland for ikke at nævne Frankrig, Storbritannien, Belgien, Norge.

Politisk islam er blevet en landeplage i Europa, og der er kun os europæere til at redde vor kulturkreds fra denne fare, amerikanerne kommer næppe denne gang.

Hvordan vi forsvarer os selv bedst, det er spørgsmålet, og det er elementært, min kære Watson, hvis – jeg gentager – hvis vi har vore friheder kært. Men hvem er for frihed, når det kommer til stykket? Hvem foretrækker magelighed?

Det kan du kun selv svare på.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
20.01.17, 19:46
Donald Trumps første tale som USA’s præsident skuffede ikke. Mildest talt ikke. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.01.17, 15:31
Trump tvinger Europa til at stå sammen Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
20.01.17, 09:51
Anders Fogh, Marie Krarup, Lars Seier og Asger Aamund. Flere og flere danske meningsdannere springer på Trumps vogn, og en kritisk presse er mere nødvendig end nogensinde. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
20.01.17, 07:13
En kronik i Jyllands-Posten om indvandring er "beviset" på, at Nyborg bedriver russisk misinformation. Læs mere
Af Angela Brink
20.01.17, 01:33
I dag vil der være protester ved den amerikanske ambassade i København og de sociale medier har i dagevis flydt over med ærgrelse eller glæde over Donald Trups præsidentindsættelse. Men mon ikke det klogeste for os danske vælgere er at forholde os værdigt afventende? Læs mere
Af Mikael Jalving
19.01.17, 15:15
Med brexit og Trump er ånden ude af flasken, og hvor er det dog befriende. Nu kan vi måske tale om tingene i stedet for at fortsætte som hidtil. Læs mere
Af Finn Slumstrup
19.01.17, 15:10
Nu er det på tide, der kommer sammenhæng mellem ord og handlinger i politikken over for yderområderne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.01.17, 09:55
Fordi den yderste venstrefløj ikke har noget væsentligt at byde på, slet ikke i de kommende år. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
18.01.17, 13:35
Europa-Parlamentet har fået en ny formand. Han er ingen politisk engel - eller en klassisk nordisk arbejdshest - men de konservative har accepteret et helt nyt arbejdsprogram, som den liberale gruppe stort set har formuleret selv. Læs mere
Af Maria Bille Høeg
18.01.17, 13:26
Vi har et sikkerhedsnet, der fastholder mennesker på offentlig forsørgelse. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her