*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Eksperter i underkastelse

Fra akademi over medier til politik og myndigheder breder der sig en styg underkastelseskultur – først i Sverige, så i Tyskland.

Det var en vigtig tekst, JP bragte som kronik i går. Kronikøren var Tina Magaard, lektor ved Aarhus Universitet, emnet var islam. Magaard er ikke hvem som helst, men en af de toneangivende islamkritikere fra 00’erne, som var med til at inspirere flere andre, og hendes virkelighedsnære observationer og fortolkninger lyste op som fakler i den danske islamforsknings mørke, præget som den var af mudret romantik og sløret relativisme.

Men pludselig gik Magaard i selvvalgt eksil. Hvis hun ville have en akademisk karriere, var hun selvfølgelig nødt til at holde kæft med islams voldelige og terroristiske potentiale og ligge lavt. I hvert fald en tid.

Årene gik, men så blev det onsdag, og Tina Magaard kunne alligevel ikke dy sig for at give sit besyv med, lokket frem af professor Jakob Skovgaard Petersen, en af de vise mænd bag den linde strøm af enten forskruede eller lattervækkende ”ekspertudsagn” fra det akademiske venstres overdrev op gennem 00’erne.

Nu er morskaben imidlertid forbi, og det er Magaards fortjeneste at minde os om det.

Pilen peger på nulkommanul, intet har vi fået fra den officiøse islamforskning, intet, kun billige ord, fraser og besværgelser. Godt nok er Magaard så venlig at skrive, at professorens seneste kronik (9/12) »kræver en kommentar«, men man fornemmer tydeligt, at der står mere på spil.

Magaard vil have offentligheden til at tage del i opgøret med jihadismen og den blinde modtagelse af indvandringen fra syd. Vi kan ikke nøjes med den pauvre forskning. Vi kan ikke sidde og vente på, at den autoritative udlægning af islam væltes af kritik indefra, dertil er sympatisørgruppen for stærk. Vi har kun ét liv, ét Danmark og er nødt til at appellere bredere og helt ned i folkeskolen til, at flere går ind i kampen for det, vi har kært, ud fra et verdsligt og pluralistisk synspunkt i en national ramme.

Der, hvor forskerne går fejl, er først og fremmest i deres refleksagtige og magelige sidestilling af islam med andre religioner, herunder kristendommen. Samt i deres robotagtige refræn om, at Muhammed og Koranen blot afspejler deres tid.

Magaard imødegår begge akademiske platituder, og fremhæver dels Det Nye Testamentes betydning for forståelsen af Det Gamle Testemente, dels den historiske pointe, at Muhammed netop brød med sin tid. Hvad den første præcisering angår, blev kristendommen akkurat reformeret indefra og udefra, mens islam i tiltagende grad gik fra pennens og åndens Mekka til sværdets Medina. I selve sin genealogi trådte den personlige, indadvendte og metafysiske form for islam i baggrunden for en langt mere politisk, udadvendt og juridisk form for islam.

Mens kristendommen i et historisk perspektiv gik fra det gammeltestamentelige mod det nytestamentelige, vandrede islam så at sige den anden vej tilbage mod den konkrete, bogstavelige og patriarkalske udenadslære, og der arbejdes på eller bifaldes blandt mange muslimer verden over at gøre denne både idiotiske og bestialske version til det åndelige grundlag for et nyt imperium, der skal overgå de romerske, persiske, katolske, osmanniske, napoleonske, kommunistiske og nazistiske stormagtsdrømme.

Det sidste har forhåbentlig lange udsigter, men vi kan få masser af mindre, konkrete problemer på halsen, hvis vi i hele Vesteuropa fortsætter med at lade os intimidere af postulerede rettigheder, tiltagende vold og terror i Allahs navn – og give efter for bøllerne.

Når f.eks. Kölns kvindelige borgmester efter det organiserede overfald i Køln beder sine medsøstre om at holde afstand til mænd og ikke tiltrække sig deres opmærksomhed, taler hun som ud af en islamisk manual for muslimske kvinder. Borgmesteren har med andre ord internaliseret lovreligionen, førend der er løsnet et skud, og hun mimer på urovækkende vis den tendens, som den franske skandaleforfatter Michel Houellebecq beskrev i sin seneste roman Underkastelse: at islam pludselig promoveres af ikke-muslimer. Kölnerwasser, kaldte min mormor det. Parfume.

Den vanvittige tysker er jo bare en pæn og velmenende politiker, kan jeg allerede høre nogen indvende. Men det er selve problemet i en nøddeskal: at mainstream elegant og fleksibelt overgiver sig til islamiske forskrifter, at centrum kan ikke holde, at jorden synker millimeter for millimeter under det, vi troede var fast. Først i Sverige, så i Tyskland for ikke at nævne Frankrig, Storbritannien, Belgien, Norge.

Politisk islam er blevet en landeplage i Europa, og der er kun os europæere til at redde vor kulturkreds fra denne fare, amerikanerne kommer næppe denne gang.

Hvordan vi forsvarer os selv bedst, det er spørgsmålet, og det er elementært, min kære Watson, hvis – jeg gentager – hvis vi har vore friheder kært. Men hvem er for frihed, når det kommer til stykket? Hvem foretrækker magelighed?

Det kan du kun selv svare på.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Finn Slumstrup
24.06.17, 09:41
Hvorfor taber Fyn i kampen om statslige arbejdspladser? Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
23.06.17, 22:41
Nu med skandalejournalisten Sandy French som øverste chef Læs mere
Af Mikael Jalving
23.06.17, 17:18
Jeg stirrede på hans kontrafej, den kæmpe næse i midten af det kødfulde ansigt. En smuk mand, ja, på samme måde som skuespilleren Denzel Washington, skønt hans storhed var ikke skuespil, men åndelighed indlejret i musik. Læs mere
Af Annika Smith
23.06.17, 16:27
… og får næsten ondt i maven af det. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
23.06.17, 14:35
25 år efter EM-guld: Tilskuere og tv-seere falder fra. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.06.17, 08:55
Næ, mennesker, som de er flest, har kun fordomme, hvis de ikke har andet at gå efter. Læs mere
Af Josephine Fock
23.06.17, 06:38
Hele sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks har været fyldt af spin, løgn og lovbrud. Vores demokrati fortjener ministre, der taler sandt og agerer efter lovens regler. Læs mere
Af Victor Boysen
22.06.17, 15:01
Det er synd for de kongelige, at de ingen rettigheder har. Lad os slippe dem fri. Læs mere
Af Maria Bille Høeg
22.06.17, 13:18
Vores ekstremt omfattende velfærdsstat har den slagside, at det personlige ansvar er ved at lide en stille kvælningsdød. Det så vi et skræmmende godt eksempel på forleden. Læs mere
Af Jens Kindberg
22.06.17, 10:38
Hvis Frank Jensen var en ludobrik, så var han slået hjem. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her