*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Eksperter i underkastelse

Fra akademi over medier til politik og myndigheder breder der sig en styg underkastelseskultur – først i Sverige, så i Tyskland.

Det var en vigtig tekst, JP bragte som kronik i går. Kronikøren var Tina Magaard, lektor ved Aarhus Universitet, emnet var islam. Magaard er ikke hvem som helst, men en af de toneangivende islamkritikere fra 00’erne, som var med til at inspirere flere andre, og hendes virkelighedsnære observationer og fortolkninger lyste op som fakler i den danske islamforsknings mørke, præget som den var af mudret romantik og sløret relativisme.

Men pludselig gik Magaard i selvvalgt eksil. Hvis hun ville have en akademisk karriere, var hun selvfølgelig nødt til at holde kæft med islams voldelige og terroristiske potentiale og ligge lavt. I hvert fald en tid.

Årene gik, men så blev det onsdag, og Tina Magaard kunne alligevel ikke dy sig for at give sit besyv med, lokket frem af professor Jakob Skovgaard Petersen, en af de vise mænd bag den linde strøm af enten forskruede eller lattervækkende ”ekspertudsagn” fra det akademiske venstres overdrev op gennem 00’erne.

Nu er morskaben imidlertid forbi, og det er Magaards fortjeneste at minde os om det.

Pilen peger på nulkommanul, intet har vi fået fra den officiøse islamforskning, intet, kun billige ord, fraser og besværgelser. Godt nok er Magaard så venlig at skrive, at professorens seneste kronik (9/12) »kræver en kommentar«, men man fornemmer tydeligt, at der står mere på spil.

Magaard vil have offentligheden til at tage del i opgøret med jihadismen og den blinde modtagelse af indvandringen fra syd. Vi kan ikke nøjes med den pauvre forskning. Vi kan ikke sidde og vente på, at den autoritative udlægning af islam væltes af kritik indefra, dertil er sympatisørgruppen for stærk. Vi har kun ét liv, ét Danmark og er nødt til at appellere bredere og helt ned i folkeskolen til, at flere går ind i kampen for det, vi har kært, ud fra et verdsligt og pluralistisk synspunkt i en national ramme.

Der, hvor forskerne går fejl, er først og fremmest i deres refleksagtige og magelige sidestilling af islam med andre religioner, herunder kristendommen. Samt i deres robotagtige refræn om, at Muhammed og Koranen blot afspejler deres tid.

Magaard imødegår begge akademiske platituder, og fremhæver dels Det Nye Testamentes betydning for forståelsen af Det Gamle Testemente, dels den historiske pointe, at Muhammed netop brød med sin tid. Hvad den første præcisering angår, blev kristendommen akkurat reformeret indefra og udefra, mens islam i tiltagende grad gik fra pennens og åndens Mekka til sværdets Medina. I selve sin genealogi trådte den personlige, indadvendte og metafysiske form for islam i baggrunden for en langt mere politisk, udadvendt og juridisk form for islam.

Mens kristendommen i et historisk perspektiv gik fra det gammeltestamentelige mod det nytestamentelige, vandrede islam så at sige den anden vej tilbage mod den konkrete, bogstavelige og patriarkalske udenadslære, og der arbejdes på eller bifaldes blandt mange muslimer verden over at gøre denne både idiotiske og bestialske version til det åndelige grundlag for et nyt imperium, der skal overgå de romerske, persiske, katolske, osmanniske, napoleonske, kommunistiske og nazistiske stormagtsdrømme.

Det sidste har forhåbentlig lange udsigter, men vi kan få masser af mindre, konkrete problemer på halsen, hvis vi i hele Vesteuropa fortsætter med at lade os intimidere af postulerede rettigheder, tiltagende vold og terror i Allahs navn – og give efter for bøllerne.

Når f.eks. Kölns kvindelige borgmester efter det organiserede overfald i Køln beder sine medsøstre om at holde afstand til mænd og ikke tiltrække sig deres opmærksomhed, taler hun som ud af en islamisk manual for muslimske kvinder. Borgmesteren har med andre ord internaliseret lovreligionen, førend der er løsnet et skud, og hun mimer på urovækkende vis den tendens, som den franske skandaleforfatter Michel Houellebecq beskrev i sin seneste roman Underkastelse: at islam pludselig promoveres af ikke-muslimer. Kölnerwasser, kaldte min mormor det. Parfume.

Den vanvittige tysker er jo bare en pæn og velmenende politiker, kan jeg allerede høre nogen indvende. Men det er selve problemet i en nøddeskal: at mainstream elegant og fleksibelt overgiver sig til islamiske forskrifter, at centrum kan ikke holde, at jorden synker millimeter for millimeter under det, vi troede var fast. Først i Sverige, så i Tyskland for ikke at nævne Frankrig, Storbritannien, Belgien, Norge.

Politisk islam er blevet en landeplage i Europa, og der er kun os europæere til at redde vor kulturkreds fra denne fare, amerikanerne kommer næppe denne gang.

Hvordan vi forsvarer os selv bedst, det er spørgsmålet, og det er elementært, min kære Watson, hvis – jeg gentager – hvis vi har vore friheder kært. Men hvem er for frihed, når det kommer til stykket? Hvem foretrækker magelighed?

Det kan du kun selv svare på.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
24.02.17, 21:11
Det kan være fornuftigt at gøre status. Hvad vil de to indvandringskritiske partier, der med sikkerhed står på stemmesedlen næste gang? Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
24.02.17, 15:07
Det forpligter at være kongelig, og flugten fra grænselandet er respektløst og skader kongehusets renommé. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
24.02.17, 13:03
Man ser igennem fingre med afbrænding af Bibler, men Koranafbrænding er man angst for, fordi man dybest set godt ved, at islam er anderledes ufredelig end kristendommen. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
24.02.17, 11:50
Går den, så går den... Det synes at være Dansk Folkepartis parole i forsøget på at forvirre, fordreje og forarge EU-debatten. I virkeligheden står Vistisen i spidsen for et grimt dobbeltspil i DF´s EU-politik. Læs mere
Af Mikael Jalving
24.02.17, 10:22
Venstrefløjens begejstring for ytringsfriheden var kortvarig. Nu gælder det om at gribe magten og være venner med alle, bortset fra dem, der kæmper for friheden. Læs mere
Af Anders Vistisen
24.02.17, 09:57
Er der nogen grund til at juble over, at tyskerne i dag mangler viljen til at forsvare sig imod en invasion, som nedbryder deres stat og deres samfund? Læs mere
Af Camilla Schwalbe
23.02.17, 16:00
"Vi har alle en forpligtelse til at tage ansvar for vores ord og gerninger. Det ansvar har ingen farve eller religion, det gælder alle mennesker." Læs mere
Af Mikael Jalving
23.02.17, 11:58
Glem Trump for en stund. Spændingerne i Sverige handler om mere og andet end det og bliver også dansk virkelighed, hvis vi lader stå til. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.02.17, 11:19
Præcise tal er ikke noget, de svenske eliter synes at ønske frem. Læs mere
Af Finn Slumstrup
23.02.17, 09:22
Politikerne skal påtage sig det fundamentale ansvar for, at infrastrukturen i vort land fungerer. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her