*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvad der begyndte som Paris, endte som Bruxelles

Europæerne tror ikke mere på substans, men overlader deres skæbne til en blåøjet åbenhed over for de udefrakommende.

Det har været en kulsort weekend, jeg behøver næppe sige hvorfor. Ikke engang cyklen, der hidtil har hjulpet mig igennem alt, var til nogen trøst. Glimtvise besøg i nyhedsstrømmen gjorde kun bearbejdelsen tungere. Således udslukt satte jeg mig til morgen foran tastaturet – er det allerede tirsdag? – og googlede af en eller anden grund mit eget navn og Paris, og frem kom en halvanden år gammel postering. Blot et klik væk, men såre udvisket af tidens accelererende rasen.

Her er, hvad jeg skrev dengang. Jeg kan ikke sige det bedre i dag, I må nøjes med genbrug. Beklager. Over and out.

Den første Gauloise slår nærmest benene væk under mig. Jeg krydser Rue de Rivoli beruset af nikotin, går gennem lågen ind til Tuileries-haven og møder silhuetten af Eiffeltårnet i det skarpe forårslys. Ved bagsiden af Jeu de Paume står en afrikansk fotomodel med gazellelange ben på høje stiletter, lårkort og bare skuldre. Hun står der bare; som en statue. Og tilbedes af modefotografen, der knipser med kameraet, mens han feterer hende med små udråb som Viola! Tres Belle! Incroiable! Encore!

Nikotinen, lyset, seancen får min bevidsthed til at flimre og efterlader mig stum af beundring over Paris’ majestætelighed og minder om, at byens diagonale logik er dybt kontrarevolutionær. Det var efter revolutionen, at byplanlæggerne konstruerede Paris nærmest efter en lineal. Magthaverne ville undgå at miste kontrollen igen. Det var kontrarevolutionen, ikke revolutionen, der gjorde Paris til byernes by.

Det er forår i Paris, men efterår i Europa.

Inde på Hotel Le Meurice observerer iranskfødte Amir Taheri, som har skrevet i alle store europæiske og amerikanske aviser, det er værd at skrive i, at Europa ikke længere eksporterer ideer til resten af verden, men allerhøjst eksporterer produkter. De europæiske nationers tab af selvtillid er fænomenalt og rummer et udbredt selvhad – især på den europæiske venstrefløj. EU’s centraliserende autoritet gør ikke tabet mindre – tværtimod. EU accelererer ødelæggelsen.

Amir Taheri er i dag formand for den europæiske afdeling af den amerikanske tænketank Gatestone Institute. Det er Gatestone, der har kaldt til konference i Paris, og i en pause besøger jeg den engelske boghandel fem minutters gang derfra. Her falder jeg over David Runcimans nyeste The Confidence Trap: A History of Democracy in Crisis from Wolrld War I to the Present (2013).

Runciman, der er professor i statskundskab i Cambridge, forsøger gennem nedslag i 1918, 1933, 1947, 1962, 1974, 1989 og 2008 at vise, hvordan de vestlige demokratier i løbet af de seneste 100 år har været gode til at klare sig igennem kriser, men ringe til i tide at forstå deres årsager. Berlinmurens fald og finanskrisen er blot de seneste eksempler. Ingen – eller næsten ingen – så dem komme.

Det fører Runciman til interessante analyser af demokratiets væsen, som jeg håber at få lejlighed til at udbrede (læs mere her), men min læsning bliver afbrudt af tjeneren, som gerne vil have betaling for kaffe plus det løse.

Således distraheret klikker jeg på seneste nyt fra Danmark og læser JP’s glimrende interview (11/3) med den franske filosof Alain Finkielkraut. Han – barn af polske jøder – beskriver de indfødte franskmænd (francais de souche) som det unævnelige folk med den ulykkelige identitet.

I dag er det de oprindelige folk, dvs. etniske franskmænd, svenskere, danskere osv., der er fjenden. Indvandrerne er derimod blevet gjort til små guder af den politiske korrektheds apostle i politik, medier og uddannelse. Finkielkraut sammenligner med sin egen generation af indvandrere, der blev assimileret ind i et Frankrig, der førhen krævede noget af indvandrere:

”Jeg er selv vokset op i et Frankrig, hvor man skulle assimilere sig. I dag er samfundet inkluderende, og man kræver ikke noget af den, der kommer hertil.”

Sådan kan en efterkommer af polske indvandrere sige (højt), selv om mange nok vil opfatte ham som populist eller etnisk forræder. Hvis indfødte franskmænd siger det, stemples de som racister.

Finkielkraut fremhæver to særlige aspekter ved vor tids masseindvandring til Europa: Den nye indvandring er både kvantitativt og kvalitativt forskellig fra tidligere tiders indvandring.

Antallet er langt større end førhen. Samtidig er der især tale om indvandring fra ikke-europæiske lande, hvoraf en del muslimske indvandrere nægter at lade sig integrere, for slet ikke at sige assimilere.

Kulturel isolation, ghettodannelse og radikalisering er mulig, forklarer filosoffen, fordi indvandrerne ofte er i flertal, hvor de bor. Disse steder er den demografiske balance allerede tippet, og indvandrerne behøver ikke at blive franske, svenske eller danske. Velkommen til en parallel verden af sharia, social kontrol og offertænkning.

Svaret fra de politiske og kommercielle eliter, for så vidt de overhovedet anerkender, at der findes et problem, har indtil videre været entydigt over det meste af Europa: Slap af, køb en iPad!

Som Alain Finkielkraut formulerer det: Europæerne tror ikke mere på nogen substans, men overlader deres skæbne til en ”fuldkommen åbenhed over for den udefrakommende”.

Solen går ned over den franske hovedstad. Vi har ikke længere et Europa. I stedet har vi fået et EU med fri bevægelighed og kulturel relativisme. Ingen kerne. Ingen grænser. Ingen nationer.

Hvad der begyndte som Paris, endte som Bruxelles.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Mikael Jalving (f. 1968) er historiker og forfatter til flere bøger, senest Cykling er min kirke (2016), Søren Krarup og hans tid (2014) og Absolut Sverige (2011).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
23.11.17, 18:07
Hvor stor en rolle spiller det, om Dansk Folkeparti har indflydelse eller ej? Læs mere
Af Mikael Jalving
22.11.17, 13:16
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
22.11.17, 09:13
Der er plads til en ret stor religiøs sekt hertillands. Læs mere
Af Anders Vistisen
21.11.17, 12:23
Danske skatteydere kan glæde sig over, at det europæiske lægemiddelagentur ikke endte i Danmark. Læs mere
Af Rune Lund
20.11.17, 23:16
Alle steder i kommuner og regioner, hvor vi kan forhindre skattespekulanterne i at få snablen ned i fælleskassen, er en sejr. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
20.11.17, 20:42
På en god dag er DR's Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.11.17, 15:46
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
20.11.17, 13:23
Da Socialdemokratiet i 2015 advarede om, at Venstre ville skære velfærden, afviste V-borgmestrene det som en skræmmekampagne. I dag kan vi desværre konstatere, at Socialdemokratiet fik ret. Venstre har skåret dybt i velfærden. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.11.17, 11:02
Magtmisbrug og sexchikane er alvorligt. Det må Alternativet forholde sig til - partinavn eller ej. Læs mere
Af Christel Schaldemose
20.11.17, 09:54
EU har pæne og grimme ansigter. I dag kommer vi til at se et af de grimmeste. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her