*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kvinder skal gå derhjemme, passe deres børn og undgå at blive voldtaget

Når vi diskuterer ligestilling i dag, skulle man tro, at vi sad fast i 1950'erne.

Det er sgu meget fedt at være kvinde. Vores mødre og mormødre brugte en hulens masse år, sved og bortsmidte BH'er på at kæmpe for vores ret til fri abort, gode uddannelser, institutioner til vores børn og en solid fod plantet på arbejdsmarkedet.

Og deres arbejde høster vi frugterne af nu. Vi går på universitetet, scorer topkarakter, lander de fede jobs, drikker masser af fadøl og har sex med ligeså mange mænd, som vi har lyst til.

Men mens vi har haft travlt med at nyde vores ligestilling har en ny ligestillingstendens sneget sig ind i den offentlige debat. En tendens jeg for nemhedens skyld kalder 1950'erne. For det er præcis, hvad den fører til.

Det er som om, at der har været en kollektiv marathon-udsendelse af Mad Men i de danske biografer, som jeg ikke er blevet inviteret til. For den verden, som den nye ligestillingstendens vil føre med sig, lyder helt ærligt mest af alt som noget fra den amerikanske tv-serie eller en kønsstereotyp Morten Korch-film. Ikke en tid, jeg som kvinde har lyst til at bevæge mig tilbage til.

Det måske seneste eksempel på 1950'er-flirten i den danske debat er debatten om hjemmegående husmødre. Her argumenterer flere for, at kvinder skal tage nogle år ud af kalenderen og fokusere på deres børn. Allerhelst betalt af den danske stat. Et forslag, der vækker minder om de kødgryder, som vores mødre og mormødre kæmpede så inderligt for at komme væk fra. Dem vil flere nu have indført igen. Statsbetalt som i Tyskland, hvor en stor andel kvinder går hjemme og passer børn, langt fra arbejdsmarkedet. Ligesom i 1950'erne.

1950'er tendensen er også rykket ind i de unges bevidsthed. En undersøgelse lavet af erhvervsakademiet Copenhagen Business Academy af de 17-20årige sidste år viser, at unge i høj grad forventer kønsstereotype tilstande, når de bliver voksne. Både de unge mænd og kvinder forventer, at kvinderne står for rengøring, madlavning og børnepasning, mens mændene klarer gør det selv-arbejdet. Det rene Morten Korch-idyl.

Tendensen er ikke kun begrænset til synet på kvinden som barnets beskytter og hjemmets dronning. Også kvinders ret til fri abort er åbenbart noget, der er til forhandling i dette årti. Under valget i 2015 talte Venstres Kristian Pihl Lorentzen for, at den frie abort skulle afskaffes og erstattes af en brugerbetalingsmodel.

Han udtalte til MetroXpress, at, ”Der er nogle kvinder, som bruger abort som prævention. Derfor mener jeg, at der skal være brugerbetaling fra tredje gang, man vælger at få en abort. Det kan smutte for alle, men sker det igen og igen, er det sløseri.”

Og i sidste uge kom realitystjernen Amalie så i vælten, fordi hun skrev på sin blog, at hun havde fået fire aborter. Det udløste voldsom kritik i kommentarfelterne rundt omkring på sociale medier. Så meget, at Amalie blev inviteret i Aftenshowet for at forsvare sit valg.

Undskyld, men er kvinders ret til aborter nu et så offentligt anliggende, at vi skal dømmes og forklare vores valg på national tv? Åbenbart. For hvis man som kvinder (som åbenbart er den eneste ansvarlige i det spørgsmål) er så "sløset" at blive gravid, så skal man åbenbart ikke tage for givet, at det er ok at få en abort.

Og nu vi taler om ansvar, så bringer også andre historier tankerne tilbage til 1950'erne. I sommers blev en kun 16-årig pige voldtaget på Vorbasse Marked. Antastet af en mand, revet ind i en busk og seksuelt misbrugt.

Frygteligt, ja da. Men pigen var nu ikke helt uden skyld, kunne man forstå, hvis man læste kommentarerne på de sociale medier. Hun var garanteret udfordrende klædt, hun havde garanteret selv spillet op, hun havde garanteret drukket sig for fuld.

Eksemplerne på 1950'er-tendensen er mange. De forskellige holdninger er ofte repræsenteret af dybt forskellige mennesker, med dybt forskellige baggrunde. Men fælles for dem alle er, at resultatet af deres velmenende tanker om samfundet uundgåeligt bliver, at vi genindfører tidligere tiders normer om kvinderne. Måske ikke fordi vi bevidst ønsker det, men fordi forventningerne til kvinderne helt per automatik bliver rykket i den forkerte retning, jo mere vi taler om, at det er en "karrieremulighed" for kvinder at passe egne børn, jo mere vi taler om, at kvinder er skødeløse, når de får en abort, og jo mere vi taler om, at voldtægt er noget, der primært rammer promiskuøse kvinder. Så bliver 1950'erne the new normal.

Og hør nu her. Det er ikke fordi det, at synes flere burde være hjemmegående husmødre, er i samme kategori som at sige, at kvinder selv er skyld i voldtægt. Overhovedet ikke. Men det de holdninger, og de andre jeg nævner ovenfor, har til fælles, er, at de, hvis det bliver en ny norm, kan betyde, at vi taber det sidste halve århundredes ligestillingskamp på gulvet.

For det kan godt være, at det er 100% frivilligt, at du vil gå hjemme og passe børn. Men det er tydeligt at se fra andre lande, at statsbetalte hjemmegående er overvejende kvinder. Det vil betyde, at flere og flere kvinder – ikke mænd – melder sig ud af arbejdsmarkedet, og det vil føre til endnu skævere løn, at kvinder får endnu sværere ved at få job, hvis de er i graviditets-alderen, og et generelt mere kønsopdelt samfund.

Så mens kvinder skal være helt fri til at gå hjemme, og man har al ret i verden til at være imod abort personligt, så er disse holdningers massive tilstedeværelse i den offentlige debat med til at prikke til noget, som aldrig må og skal rykke sig: Vores fundamentale kvinderettigheder, hvor mænd og kvinder er lige, såvel i hjemmet og i børneopdragelsen som på arbejdsmarkedet.

Vi har en forestilling om, at ligestilling sker i en lineær proces, men det er på ingen måde selvfølgeligt, at vi bevæger os den rigtige vej. Når både piger og drenge har en forestilling om, at kvinderne skal lægger mere tid i hjemmet, når kvinder kæmper for retten til at passe børn på statens regning, når den fri abort er til diskussion, og når ansvaret for voldtægt pludselig ikke kun er gerningsmandens, så bevæger vi os den stik modsatte vej af, hvad vi burde.

Så hvis der er noget, vi skal kæmpe for her på kvindernes kampdag anno 2016, så lad det være alle de ting, vi tager for givet, men som tydeligvis ikke er hugget i sten.

Opdatering 3. april 2017: Blogholderen har ikke citeret Nina Groes korrekt i dette blogindlæg. Det er en fejl, som blogholderen beklager.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil

Mette Viktoria Pabst er debattør, feminist, socialdemokrat og republikaner. Hun blogger om røde reaktionære, blå egoister og sort politikersnak.

Seneste blogs
Af Mikael Jalving
23.07.17, 10:38
Grænseforeningen fremstår i dag som en vækkelsesbevægelse for menneskerettigheder, minoriteter og asylindvandring. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.07.17, 10:03
Nej, er det korte svar. Ikke når man ser på tallene. Læs mere
Af Annika Smith
22.07.17, 12:51
Jeg er ikke et dumt svin. Altså ikke nødvendigvis. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
21.07.17, 22:31
To forskere har optrevlet et elitenetværk i Danmark fyldt med erhvervsfolk, som de hævder sidder på magten. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
21.07.17, 19:07
Hvad mere skal til, for at vi kan lukke Nordvest Privatskole? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.07.17, 12:09
Sagen fra Minneapolis fortæller om alvorlig slagside hos medierne. Læs mere
Af Finn Slumstrup
21.07.17, 11:10
En sammenhængende strategi for infrastrukturen er påkrævet. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.07.17, 22:02
Hvad er egentlig et godt menneske? Svaret finder du hverken på Facebook eller Google. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.07.17, 10:34
Hvis flyttecirkusset nogensinde skal stoppes, er det eneste realistiske at flytte EU-Parlamentet permanent til Strasbourg i Frankrig. Læs mere
Af Angela Brink
20.07.17, 01:17
Der er intet, der er helligt i Danmark. Det er derfor, vi gør grin med alt lige fra blondiner til handikappede, sorte, århusianere og mænd med hang til yngre kvinder. Men er det overhovedet vigtigt? Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her