*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vesten bliver angrebet af islamisk terror, og vi betaler penge for muslimers udenomssnak

Sharia skal blive fortid, hvis islam skal kunne sameksistere fredeligt med andre ideer og religioner, på denne jord. Du kan ikke være demokrat og tilhænger af sharia, heller ikke hvis du er imod Islamisk Stat.

Islamiske terrorangreb er blevet til hverdag i Vesten, derfor vil organisationen Exitcirklen arbejde med antiradikalisering. 

Exitcirklens to ledende kvinders indstilling til islam, bliver nu kritiseret af tre borgerlige politikere, og hele balladen handler om næsten 700.000 skattekroner. Pengene skal gå til Exitcirklen, hvor Sherin Khankan er leder, og organisation arbejder altså blandt andet med antiradikalisering.

Jeg tænker tit over, hvor mange flere der skal dø i terrorangreb i Vesten, førend at vestlige politikere, forskere, myndigheder og journalister forstår, at terroristernes ideologi er mainstreamislam. Og at vi derfor ikke kan sætte "moderate" islamister til at afradikalisere unge mennesker.

Der skal en islamkritisk tilgang til i arbejdet med antiradikalisering, og en sådan har man helt af sig selv, hvis ellers man har en demokratisk tilgang til islam, men det kan Exitcirklen desværre ikke levere, når lederen på 15. år ikke vil tage afstand fra sharialov og islamisme (politisk islam).

Imamer som taler udenom islams tekster om hellig krig, kan ikke bruges som fortalere for den fredelige version, heller ikke når de er imod Al Qaeda og Islamisk Stat. De er ikke en del af løsningen.

Anden gang jeg sad i et panel med Sherin Khankan, var efter terrorangrebene i København, hvor hun ikke ville indrømme, at der var et særligt teologisk problem, og hun mente heller ikke, at islamisk terrorisme var et problem i vesten, men at det blot var medierne, som havde et særligt fokus.

Da jeg efter debatten spurgte til fx Hizb ut Tahrir, fordi hun tidligere havde forsvaret organisationen, for Khankan måtte da i det mindste give mig ret i, at Hizb ut Tahrir teologisk gik ind for hellig krig (jihad), men i stedet sagde Khankan, at Hizb ut Tahrir med jihad mener den indre og personlige spirituelle kamp, hvilket selvfølgeligt er apologetisk vås.

Khankan var så virkelighedsfjern i sit oplæg og i sine svar i debatten, at selv medlemmer af PET efter debatten, spurgte hende om hun seriøst ikke kunne se et problem med islamisk terrorisme. 

Islamister gør i pressede situationer brug af "taqiya", som kort fortalt er et begreb brugt om en religiøs tilladelse til at give uærlige svar i forsvaret for religionen. Det legitimerer islamister blandt andet ved at henvise til koranverset 3:28: "Let not believers take disbelievers as allies rather than believers. And whoever [of you] does that has nothing with Allah, except when taking precaution against them in prudence. And Allah warns you of Himself, and to Allah is the [final] destination."

Problemet med de her imamer er at de på trods af mange forskelle, er skrifttro i deres tilgang til de religiøse dokumenter, herunder til Koranen, som langt de fleste anser for guds ord. Derfor er det ikke nok for den demokratiske kritik, at islamister alene er imod Islamisk Stat og at de vender sig imod sharialov i Iran og Saudi Arabien.

Mange islamister er ligesom kommunister ideologer, der stadig ikke vil bebrejde ideologien, men som mener, at udførelsen og implementeringen af ideologien bliver ved med at fejle andre steder, fordi at netop deres islam endnu ikke er blevet implementeret.

Derfor er reformer eller moderniseringer af islam ekstremt nødvendige, for hele verden er efterhånden på den ene eller anden måde berørt af islams vold og undertrykkelse.

Muslimer har en identitetskrise, som de selv skal have styr på, og uden at bebrejde andre skal de enten frafalde eller italesætte et teologisk alternativ til den skrifttro tilgang.  

Selvhadet i Vesten er heller ikke en del af løsningen

Den danske presse er pinlig, når den kritiserer Radio24syvs kritiske interview af Sherin Khankan og Khaterah Parwani, begge kvinder der taler for religionens rolle i forholdet til, det arbejde som de laver i Exitcirklen, men som råber, skriger og teer sig, når der bliver stillet kritiske spørgsmål til islam.

Khankan er endda imam og fortsætter i dag et 15-årigt forsvar for sharialov og islamisme, det gjorde hun klart med kommentarer på mit kritiske indlæg, som jeg skrev om Radio24syvs udskældte kritiske interview med de to ledende kvinder fra Exitcirklen. Khankan har desuden igennem sine svar på mine spørgsmål om hendes tidligere udtalelser, i diverse tråde på Facebook, bekræftet, at hun ikke har rykket sig teologisk.

Jeg ønskede ellers sådan, at Sherin Khankan faktisk havde flyttet sig, det har hun ikke, og det er heller ikke nok, at Khankan siger, at hun er spirituel. Khankan bør i stedet stille med alternative og demokratiske forklaringer på de voldelige vers i Koranen, og Khankan bør tage afstand fra sharialov og politisk islam.

Læg gerne mærke til, hvordan at begge kvinder som oftest finder svaret på islams problemer uden for islam, som i diskrimination, fordomme og krige og besættelser af muslimerne. 

Hvornår mon man vil stille muslimske talsmænd og -kvinder til ansvar for deres evne til at snakke udenom, når der stilles kritiske spørgsmål om islam?

De Radikale ville ikke repræsenteres af Khankan, grundet hendes religiøse holdninger, men i dag skal tre borgerlige politikere ikke advare imod hendes religiøse holdninger?

Khankans syn på islam er ifølge hende selv det samme som i 2002, det skriver hun på Facebook i en kommentar. 2002 er året, hvor hun blev vraget af De Radikale som folketingskandidat. I 2002 ville De Radikale ikke længere lade sig repræsentere af Khankan og droppede hende som kandidat. Kritikken af Khankan kom af, at hun ikke ville tage afstand fra sharialov. Men nu fremstilles tre borgerlige politikere og Radio24syv som bussemænd, fordi de er kritiske overfor Khankan?

Exitcirklen arbejder også med social kontrol, som handler om at muslimske unge, og særligt pigerne, bliver kontrollerede af deres forældre og familie, en kontrol hvor argumenterne for kontrollen oftest er islamiske.

Khankan fortalte selv i mit første møde med Khankan, i en paneldebat for nogle år siden, om sin datter, som ville være kristen, når hun blev voksen, for så kunne hun have korte kjoler på. Det er nogle år siden, og jeg kan huske, at jeg ikke forstod hvorfor, at hun på den måde udleverede et sådant personligt eksempel.

Hvad var pointen? Jeg sad i panelet, og jeg kan huske, at jeg spurgte ind til og problematiserede denne kommentar, men jeg husker ikke, om jeg fik et svar, og i hvert fald ved jeg stadig ikke, hvad der mentes med eksemplet.

Siden har jeg dog undret mig over, hvorfor Sherins datter ikke kunne være kristen, før hun blev voksen, og hvorfor kunne hun ikke have korte kjoler på?

Khankan skriver i 2011 sort på hvidt, at 100 piskeslag er Koranens straf for utroskab, men at straffen kun skal bruges, hvis at bevisførelsen er tilstrækkelig, hun skriver indlægget som muslim og som religionssociolog. I indlægget fra 2011 skriver Khankan blandt andet: "Jeg er imod enhver form for dødsstraf og barbariske straffemetoder uanset juridisk, politisk, religiøst ophav. Dette synspunkt kan sagtens kombineres med troen på Koranen som Guds åbenbarede ord."

Derefter citerer hun forskellige Koranvers i indlægget og kommer frem til, at straffen for utroskab ifølge Koranen er 100 piskeslag. Om disse skriver hun: "De 100 piskeslag kan fortolkes forebyggende som et udtryk for, at utroskab er forkasteligt. Mennesket er særligt beskyttet mod sladder i Koranen. Bevisførelsen skal være meget tung førend man kan implementere straffen."  

Presset af journalister på Radio24syv og spurgt direkte til piskene, lykkedes det hende at tage afstand fra piskeslagene, men hun vil ikke tage afstand fra indlægget, hvor hun teologisk forklarer hvorfor straffen for utroskab er 100 piskeslag.

Det sidste gør hun klart i kommentarer til mit kritiske indlæg om Sherins indlæg fra 2011, efter i radioen at have taget afstand fra piskene. 

Er Sherin den rette reformmuslimske imam, som den danske stat skal betale for at arbejde med de meste skrøbelige muslimske kvinder i vores land?

Abdul Wahid Pedersen, Fatih Alev og Zubair Butt Hussein, har som Sherin udtalt sig om islam i mange år. Flere af disse har i perioder trukket sig fra den offentlige debat. Det der oftest sker er, at disse islamiske talspersoner og imamer bliver meget irriterede når de bliver kritiserede, de kan ikke tolerere kritik, og de vil ikke ud i teologiske forklaringer om sharialov, stening og andre former for dødsstraf eller voldelige afstraffelser.

Teologisk kritik af islam kan man som oftest ikke have en meningsfuld samtale om i den offentlige debat med islamiske talsmænd eller -kvinder, og nogle husker måske dengang, at Søren Espersen spurgte Zubair Butt Hussein, om han gik ind for sharialov i "Debatten". Espersen fik ikke noget svar.

Når vi går længere tid tilbage, så har vi måske det bedste eksempel for, hvordan den pressede islamist agerer i den offentlige debat. Kan I huske Abdul Wahid Pedersen og stening?

Først var der ingen vej uden om, og det stod ikke til diskussion, stening for utroskab var en del af islam. Det reagerede den danske offentlighed selvfølgeligt meget voldsomt på, så AWP begyndte at bløde op i forhold til at sælge budskabet, for sagen ville ikke dø. Svaret på om stening var en del af islam blev til, at stening var en del af pakken, og det måtte han acceptere, men personligt var han ikke glad for den straf. Senere tog han så, vistnok kun en enkelt gang, afstand fra stening i en debat med Karen Jespersen, og trak sig kort tid efter, fra den offentlige debat.

Spørgsmålet er, om AWP har gjort op med de teologiske tekster, som han ellers i årevis henviste til, som straffen for utroskab, eller orkede han bare ikke længere at forsvare sit mainstream teologiske udgangspunkt, som han stadig går ind for?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Jaleh Tavakoli er født i Iran (f. 1982), i et hjem hvor politik fyldte, selvom Jalehs far, der var politisk aktiv imod det nyetablerede præstestyre, levede under jorden, fra hun blev født. Faderen flygtede fra Iran, og familien blev genforenet i Danmark, da Jaleh var ni år gammel. I dag er hun gift med en dansk-tyrkisk mand, og de er sammen (pleje)forældre til en lille pige. Hun er forfatter, samfundsdebattør og talskvinde for Frit Iran.
Seneste blogs
Af Katrine Winkel Holm
22.10.17, 22:51
Så kender vi DR igen: Blegrødt, kulturradikalt og tendentiøst. Hvorfor reagerer borgerligheden ikke? Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere
Af Morten Løkkegaard
19.10.17, 10:30
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak! Læs mere
Af Siddik Lausten
18.10.17, 13:18
Så skete det. DBU har aflyst kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige på fredag – jeg tvivler på, at det samme var sket, hvis det var mændene. Læs mere
Af Gitte Seeberg
18.10.17, 13:08
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her