*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Skadelig symbolpolitik sætter integrationen tilbage

Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold

I bedste fald kan symbolpolitik være harmløs, men som regel udstiller det en politisk impotens og har den stik modsatte effekt af det oprindelige formål. Sagt på en anden måde, så er symbolpolitik et skridt frem og to tilbage og gør i virkeligheden mere skade end gavn.

Ikke desto mindre er symbolpolitikken blevet et tilbagevendende instrument, der har vundet indpas i den danske værdipolitik.

De seneste 25 år har integration af flygtninge og indvandrere stået højt på den politiske dagsorden, og nu hvor vi efterhånden er oppe at tale om 3 generationsindvandrere, der er født og opvokset her i landet og som rettelig burde kaldes danskere, er der for alvor kommet fart på integrationsprocessen.

Flere og flere kommer i job - og på såvel mellemlange som lange videregående uddannelser udgør efterkommerne nu en stigende andel.  Er alle udfordringer – endsige problemer – så løst?  Nej, så langt fra. Problemer med radikalisering, ekstremisme, høj og hårdkogt kriminalitet og social kontrol eksisterer stadig, men netto set går altså i den rigtige retning, selv om de negative historier fylder væsentligt mere end de positive.

Alligevel kan man ind i mellem få det indtryk, at der er politikere, som reelt ønsker at sabotere den positive integrationsproces med det ene mål for øje at fastholde modsætningsforholdet mellem ”dem og os” og derved at hyppe deres egne kartofler ved konstant at puste til fremmedfrygten.

Som når Naser Khader (K) lokker Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (V) til at være medunderskrivere på et brev, der vil stoppe bevillingen til et projekt, der har til formål at løsrive muslimske kvinder fra den sociale kontrol. Her må man bare spørge, hvad formålet er andet end forsøg på at sabotere en positiv integrationsproces? Borgerlige politikere, der normalt hylder anstændighed, kommer her med udokumenterede påstande, og modarbejder klart det mål, som de og deres partier ellers har hylet op i årevis - nemlig at muslimske piger skal slippes frie af de sociale bindinger, der ofte præger deres kultur. Naser Khader har smidt en bombe, mens mesteren i symbolpolitik selv er krøbet i flyverskjul.

Burkaforbuddet, er et andet eksempel på symbolpolitik, når det er værst. Jeg ved godt, at det i lovteksten er formuleret som et maskeringsforbud, og at det også omfatter Ku Klux Klan, som Jakob Ellemann Jensen, er kommet for unåde at sige til trods for, at han som politisk ordfører for det gamle bondeparti normalt ikke er bleg for at kalde en spade for en spade. Men det er og bliver et burkaforbud, som de konservative Rasmus Jarlov i alt den maskeradesnak, trods alt har været så ærlig at indrømme.

Gavner det så noget?

Nej. Der er kun omkring 200, der bærer burka og blandt dem findes sågar danske konvertitter, som har tilvalgt en ny religion. Normalt hylder vi vores demokrati ved at tage vidtgående hensyn til mindretal, men i tilfældet troende muslimer gælder den demokratiske dyd åbenbart ikke. Nej de skal forbydes i det offentlige rum, fordi det lige pludselig er så vigtigt, at vi kan se hinanden i øjnene.

Det er og bliver en omgang symbolpolitik, der måske tilfredsstiller den indre svinehund, men som ikke bidrager positivt til et højere mål om integration – og hvad værre er så udstiller det blot, at vi er klar til at bruge præcis de samme redskaber til at udskamme en bestemt religion, som vi ellers normalt beskylder de mest islamiserede mellemøstlige samfund for at bruge. Det kaldes normalt for hykleri eller dobbeltmoral.

Og symbolpolitikken stopper ikke her.

Når et museum i Viborg ikke vil vise Muhammedtegningerne på en blasfemiudstilling, er det politiske modsvar straks en appel om, at medierne skal genoptrykke tegninger og integrationsmister Inger Støjberg, som tilsyneladende har svært ved at tage sin ministertitel alvorligt, smider straks sin lagkageske for at gå i brechen med sin egen gengivelse af Muhammedtegningerne. Hun har dem åbenbart som baggrundsbillede på sin Ipad, hvilket hun har lov, lige som museet har lov til at lade være. Men man fristes blot til at spørge, hvad ministerens symbolpolitiske markering er til for?

Har islamisterne virkelig vundet og bliver Danmark et kalifat, hvis ikke vi alle har Muhammedtegningerne tatoveret på vores mælkehvide baller – og er klar til at flashe dem så snart nogen fra den populistiske højrefløj med den såkaldte integrationsminister i front råber op om selvcensur.

Søren Pind, der efterhånden hører til de mere forstandige, skrev det så udmærket, at hele Muhammed-diskussionen er gået fra at udstille et reelt problem om at alle skal kunne tåle hån, spot og latterliggørelse til nu at blive en ondsindet demonstration. En rød klud i ansigtet på muslimske medborgere, når den mindste lejlighed byder sig.

Med andre ord tjener tegningerne nu kun et konfrontatorisk-  og symbolpolitisk formål, der sjældent fører til noget godt – og i hvert fald ikke fremmer en integrationsproces, som er i positiv gænge.

Lad os for guds skyld komme videre og kunne de bagstræberiske politikere så ikke være så venlige at pålægge sig selv en smule selvcensur, så de ikke gør mere skade end gavn.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil

Gitte Seeberg (f. 1960) er direktør i AutoBranchen Danmark og uddannet jurist og advokat. Medlem af Folketinget fra 1994 og siden Europa-Parlamentet for de konservative indtil 2007, hvor hun var med til at stifte Ny Alliance. I otte år, fra 2008-2016, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden. Hun blogger om natur, miljø og bæredygtighed, politik og EU.

Seneste blogs
Af Louis Jacobsen
24.11.17, 22:35
Frustrationerne har fået frit løb efter Enhedslisten Københavns valg af borgmesterposten for Teknik- og Miljø. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.11.17, 18:07
Hvor stor en rolle spiller det, om Dansk Folkeparti har indflydelse eller ej? Læs mere
Af Mikael Jalving
22.11.17, 13:16
Merkels problem er også vores problem. Migranterne kan ikke fortsætte med at komme herop, uden at vores samfund forvandles til uigenkendelighed. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
22.11.17, 09:13
Der er plads til en ret stor religiøs sekt hertillands. Læs mere
Af Anders Vistisen
21.11.17, 12:23
Danske skatteydere kan glæde sig over, at det europæiske lægemiddelagentur ikke endte i Danmark. Læs mere
Af Rune Lund
20.11.17, 23:16
Alle steder i kommuner og regioner, hvor vi kan forhindre skattespekulanterne i at få snablen ned i fælleskassen, er en sejr. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
20.11.17, 20:42
På en god dag er DR's Detektor bare mildt ubegavet og venstreorienteret. På en dårlig er det sammenligneligt med propganda fra den gamle østblok. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
20.11.17, 15:46
Efter 100 år med Socialdemokratiet ved magten i København er der brug for forandring og nytænkning Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
20.11.17, 13:23
Da Socialdemokratiet i 2015 advarede om, at Venstre ville skære velfærden, afviste V-borgmestrene det som en skræmmekampagne. I dag kan vi desværre konstatere, at Socialdemokratiet fik ret. Venstre har skåret dybt i velfærden. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.11.17, 11:02
Magtmisbrug og sexchikane er alvorligt. Det må Alternativet forholde sig til - partinavn eller ej. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her