*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Sommerens bedste show

Tour de France er genkendelighed, tryghed - og overraskende drama.

Så ruller karavanen atter gennem Frankrig. Og det har den stort set gjort hvert år siden 1903. Når jeg skriver "stort set" så skyldes det naturligvis, at der op gennem det 20. århundrede var to verdenskrige, og dem måtte selv Tour de France give op overfor. Så 1915-18 og 1940-46 var løbet aflyst, men bortset fra disse 11 år har vi altså levet med Tour de France i 114 år. Der er sket en nærmest ufattelig udvikling fra de 60 lykkeridddere, der stillede op til start under barske og anarkistiske forhold i Villeneuve St-Georges 18 kilometer syd for Paris den 1. juli 1903 til den kolossale karavane på 198 ryttere fordelt på 22 hold, som under de mest velsmurte professionelle forhold og nærmest global medieinteresse stillede til start i Düsseldorf den 1. juli i år. 

Tour de France har udviklet sig til at være sommerens bedste show. Både for de millioner, der oplever det live, og for de mange flere millioner, der følger løbet på tv. For os er Touren en herlig undtagelse fra sommerens strøm af genudsendelser. Samtidig med at løbet over dets 21 etaper er den definitive gentagelse. Den geografiske placering forandrer sig, men løbet ligner sig selv fra år til år med de indledende lange flade etaper, der oftest afgøres i en massespurt, og den samtidige tilnærmelse til sandhedens time i bjergene, som dukker op længere fremme i løbet. Der er således både genkendelighed og tryghed i Tour de France. Verden står endnu og det er godt at vide, at der skal en verdenskrig til for at løbet ikke køres.

Men side om side med genkendeligheden lever hele tiden det uforudsigelige drama. Som det også har gjort lige fra start i år, hvor vi måtte se Alejandro Valverde udgå allerede på første etape hvor han styrtede og kurede tværs over en regnvåd gade i Düsseldorf og flækkede knæskallen mod en stålbarriere. Eller hvem kunne have forudset, at verdensmesteren Peter Sagan blev smidt ud af løbet efter 3. etape, hvor han i en vanvittig spurt havde givet en albue til supersprinteren Mike Cavendish, som røg i asfalten og også måtte udgå med et brækket kraveben. 

Det er en underholdningsmæssigt nærmest genial kombination af genkendelighed og uforudsigeligt drama Touren byder på. Og i Danmark har løbet fået en helt særlig dimension takket være Jørgen Leths personlige kommentarer. Han har ikke været med fra  1903, men det kan næsten føles sådan. Jeg tør hævde, at det bliver digteren Jørgen Leths blivende poetiske indsats, at han for hele nationen har hævet den professionelle cykelsport op i en egen mytologisk atmosfære. Det startede langt tilbage med "Sportsdigte" i 1967, og blev videreført i den formmæssigt ydmyge, men indholdsmæssigt stærke "Det er ligesom noget i en drøm" fra 1976 med erindringer fra nogle af de store etapeløb i 1970'ernes første halvdel. Det var her Leths indgang til cykelsporten blev slået fast: "De store sportsbegivenheder er uundværlig og berigende underholdning. De er rituelle skuespil af stor skønhed og dybde".

Kærligheden til cykelløb blev også fastholdt i glimrende dokumentarfilm, og allerede i 1995 kunne han præstere et langt tilbageblik med bogen "Den gule trøje i de høje bjerge", som er "en personlig beretning over 25 år om Tour de France". Jørgen Leth har efterhånden sendt adskillige kommentatormakkere fra TV2 på pension, men selv er han i en alder af 80 år stadig med på holdet bag mikrofonerne. Leth er blevet kult på sine gamle dage, og nu kan man få en ringetone til mobilen, hvor man hører hans karakteristiske, let nasale stemme kommentere cykelløb. Og hvis man synes det efterhånden er for meget af det gode, skal man bare se Tour de France på tysk eller svensk tv. Det er så trivielt, at man hurtigt genopdager, hvor værdifuld Jørgen Leths poetiske indgang til dramaet er.

Jamen, glemmer jeg ikke alle dopinghistorierne? Det er jo ikke nogen tilfældighed, at Tour de France karavanen også kendes som "det rullende apotek". Nej, det glemmer jeg ikke og tilnavnet er helt på sin plads. Touren har lige fra starten også været en del af vores længsel efter at se sportsfolk kaste sig ud i umenneskelige anstrengelser. Vores fascination af det ekstreme. Og de gamle lykkeriddere brugte alle de stimulanser, de kunne komme i nærheden af.

Sportsverdenen har på linje med det øvrige samfund udviklet sig til et gennemreguleret system, hvor der er stimulanser, der er tilladt, og andre der er forbudt. Man kan altid diskutere om stregen er trukket det rigtige sted, men reglerne skal overholdes. Klart nok. Men jeg har aldrig kunnet frigøre mig for, at der er noget latterligt -  for ikke at sige hyklerisk - over hele dette doping cirkus. Vi sidder i sofaen og vil gerne se den overmenneskelige præstation, men den må kun være baseret på kærnemælk og rugbrød og et sundt liv. Vi synes i den grad, at mennesker skal have frihed over deres egen krop -  men det gælder dog ikke elitesportsfolk, som skal kontrolleres under ofte ydmygende former. Vi har opbygget et system, så der uundgåeligt foregår et løb i løbet - nemlig løbet mellem lægevidenskabens udvikling og kontrolmyndighederne. Heldigvis er det forlængst fastslået, at doping ikke er et isoleret cykelfænomen. Det er et alment elitesportsfænomen.

Og for mig fjerner det ikke den mindste glæde ved erindringen om de store cykelryttere jeg har oplevet. Lige fra verdenssprintere som Arie van Vliet og Reginald Harris på cykelbanen i Aarhus tilbage i 1950'erne, over Seksdages løbenenes helte som Emile Carrara og Palle Lykke frem til store landevejsryttere, der fra tvskærmen har sat sig fast på indersiden af øjnene som elegantieren Felice Gimondi eller kraftfænomenerne Miguel Indurain og Eddy Merckx.      

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Finn Slumstrup (f. 1941) er forfatter og foredragsholder. Han har altid været aktiv inden for folkeoplysning og var i 20 år lærer og forstander på folkehøjskoler. 1986-91 informationschef i Dansk Flygtningehjælp, ligesom han arbejdede i 16 år på DR P1, som han var chef for 1991-99. Formand for Grænseforeningen 2005-14. I september 2014 medinitiativtager til ”Oprør fra udkanten”, som fra Ærø har bredt sig til et landsdækkende netværk. Har sammen med Viggo Mortensen redigeret ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes Land 2.0” på Forlaget Hovedland.
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
23.10.17, 21:50
Frihed, tolerance og solidaritet. Det kræver noget så fladt og leverpostejsagtigt som enshed. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.10.17, 16:17
Generation iPad mister elementære færdigheder og dermed også elementær menneskelighed og dannelse. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
23.10.17, 14:55
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook. Læs mere
Af Jens Kindberg
23.10.17, 09:11
Hvis dette var en privat virksomhed, var den lukket nu. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
22.10.17, 22:51
Så kender vi DR igen: Blegrødt, kulturradikalt og tendentiøst. Hvorfor reagerer borgerligheden ikke? Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her