*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Retropolitikernes nødvendighed

Jeremy Corbyns succes er demokratisk værdifuld.

Det var tankevækkende at følge kommentatorernes og de såkaldte eksperters reaktioner på Jeremy Corbyns og arbejderpartiets imponerende slutspurt i det engelske parlamentsvalg. Mønsteret spændte fra forundring til bestyrtelse over, at en "retropolitiker" kunne få en sådan medvind. 

Hvorfor blev Corbyn kaldt retropolitiker? Det gjorde han, fordi han sagde hvad han oprigtigt mente, og ikke var i lommen på spindoktorer. Og så fordi han har sagt det samme i årevis. Sådanne gedigne kvaliteter er åbenbart tilstrækkeligt til at give prædikatet "retro."

Men det virkeligt interessante og glædelige er, at det først og fremmest var unge vælgere der strømmede mod Labour. I mange tilfælde meldte sig ind i partiet, og i langt,langt flere tilfælde altså stemte på partiets kandidater, så parlamentsgruppen endte med at vokse med 30 mandater. Og det er ikke så mærkeligt, at det især er unge mennesker, der følte sig tiltrukket af den gråskæggede partileder fra Islington. I en tid, hvor den vestlige verden er gennemsyret af politikerlede og mistillid over for magtens forvaltere, er der mangel på personligheder, der er i gamet fordi de har visioner og oprigtigt kæmper for at skabe forandringer.

Retropolitikerne vinder meget sjældent i sidste ende, men de er vigtige fordi de forhindrer store dele af ungdommen i blot at vende ryggen til de fælles samfundsanliggender. Det er med Corbyn, som det i fjor i USA var med den endnu ældre Bernie Sanders. Oprøret mod den magtfulde elite fører til mobilisering af millionvis af unge mennesker - og til et valgresultat af problematisk karakter.

I USA vandt Hillary Clinton den demokratiske nominering over Sanders, men var i kampens løb blevet så svækket, at Donald Trump vandt Det hvide Hus. I England genvandt Theresa May boligretten til Downing Street 10, men blev i kampens løb så medtaget, at en tidligere konservativ minister nu kalder hende "a dead woman walking". Og i begge lande er det nu et spørgsmål, om de mange unge mennesker, der har oplevet politikkens fascinationskraft, kan fastholde viljen til at kæmpe for ændringer i samfundet og ikke synker tilbage i ligegladhed. Det spørgsmål er vigtigt for de unge menneskers livsindhold - men det er først og fremmest vigtigt for demokatiets fremtid.

Hvad der tiltrækker ungdommen er nok dybest set, at retropolitikerne har mod til at give sig i kamp mod en overmagt, som forekommer uovervindelig. Det er håbløst - og alligevel tager de fat, fordi det er det rigtige at gøre. Det bliver for alvor tydeligt, hvis man tænker tilbage på en af Sanders og Corbyns fineste forgængere. Jeg hentyder til senatoren fra Minnesota, Eugene McCarthy (1916-2005), som i 1968 gik ind og udfordrede præsident Lyndon Johnson og den amerikanske krigsførelse i Vietnam. Det var nærmest en politisk selvmordsmission, McCarthy kastede sig ud i, var eksperterne enige om. Men da Johnson kun vandt årets første primærvalg i New Hampshire den 12. marts med 49% mod 42% til McCarthy og hans ungdomsbevægelse, gik der et jordskælv gennem det politiske system. Fire dage senere meddelte Robert Kennedy, at han nu også opstillede, og den 31. marts chokerede præsident Johnson alt og alle gennem sin meddelelse om, at han ikke søgte genvalg.

McCarthy og Kennedy udkæmpede et gevaldigt politisk opgør gennem et par måneder indtil den tragiske afslutning med mordet på Robert Kennedy. Og i et antiklimaks blev det så vicepræsident Hubert Humphrey der vandt den demokratiske nominering - men han tabte valget til Richard Nixon.

Også dengang var det således retropolitikerens skæbne at mobilisere ungdommen og tabe kampen om magten. McCarthy fastholdt på smuk vis sin valgkamp i bogen "The Year of the People", hvor han også holdt på, at han mobiliserede folket, men det var kynikerne og den etablerede elite, der vandt magten. 

Med sin ironiske humor og nærmest poetiske distance til omgivelserne var McCarthy ikke nogen oplagt retropolitiker. Som når han tørt fastslog, at det "at være politiker er som at være fodboldtræner. Man skal være tilstrækkelig klog til at forstå spillet og dum nok til at synes det er vigtigt." Men bag ironien var han altså den David, der turde udfordre Goliath på et tidspunkt hvor ingen af de mere kendte turde. Og et sådant mod er netop, hvad ungdommen kan forstå og har brug for. Først da McCarthy havde demonstreret, at præsident Johnson var sårbar, kom de oplagte udfordrere efterfølgende på banen.

Jovist, Jeremy Corbyns succes er demokratisk værdifuld.             

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Finn Slumstrup (f. 1941) er forfatter og foredragsholder. Han har altid været aktiv inden for folkeoplysning og var i 20 år lærer og forstander på folkehøjskoler. 1986-91 informationschef i Dansk Flygtningehjælp, ligesom han arbejdede i 16 år på DR P1, som han var chef for 1991-99. Formand for Grænseforeningen 2005-14. I september 2014 medinitiativtager til ”Oprør fra udkanten”, som fra Ærø har bredt sig til et landsdækkende netværk. Har sammen med Viggo Mortensen redigeret ”Oprør fra udkanten. Mulighedernes Land 2.0” på Forlaget Hovedland.
Seneste blogs
Af Eva Kjer Hansen
28.06.17, 15:47
Frisindet skal udleves, ikke bare hyldes i skåltaler. Læs mere
Af Mikael Jalving
28.06.17, 12:43
Af Christian Rabjerg Madsen
28.06.17, 10:24
Demokratiet påføres varig skade, hvis Inger Støjberg er hævet over loven. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
27.06.17, 17:38
I så fald skal han stort set ophæve tyngdeloven. Læs mere
Af Camilla Schwalbe
27.06.17, 13:26
Jeg bliver forarget, og er lige ved at gå i fælden, men så minder jeg mig selv om, at mediestanden er ukritisk, og at virkeligheden sjældent afbilledes proportionelt i medierne. Læs mere
Af Christina Egelund
27.06.17, 12:51
Jeg tænker på jer i disse dage, når jeg læser og hører debatten om nutidens curlingforældre. I vil på Roskilde, selvfølgelig vil I det. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
27.06.17, 12:34
DR- dokumentar tegner et nyt billede af hele EU-sagen. Læs mere
Af Jens Kindberg
27.06.17, 11:48
Udlændingedebatten raser som aldrig før i landet, hvem kan stramme mest? Læs mere
Af Harun Demirtas
27.06.17, 10:13
Jeg nægter at høre på en minister, der efterlader syge børn og svage patienter i deres seng uden menneskeligt hensyn. Læs mere
Af Siddik Lausten
26.06.17, 17:46
Selvfølgelig skal statsministeren ønske ”glædelig Eid”. Og måske var der langt flere danskere, der skulle gøre det samme. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her