*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Grib din fjerboa, kys din kæreste, og vær stolt!

PRIDE: Vi skal ikke acceptere, at ens sociale status, selvrespekt og respekt fra andre afhænger af, at man ikke træder udenfor. Alle bøsser skal være pridebøsser, hvis de ellers tør og kan.

”Jeg har ikke noget imod bøsser, altså, der er bare nogle af dem, der – ja, du ved. Men sådan er du jo slet ikke.” Jeg tror ikke, der er mange bøsser her i landet, der ikke har hørt variationer over den rede. Det er en gang andenrangsaccept, hvor det nok ér i orden at være bøsse, men bare som harmløs variant. Der er ikke noget i vejen med at være homoseksuel – sålænge de bare ligesom alle andre. 

"Alle bøsser er jo langt fra fimsede.” ”Man behøver ikke skabe sig, bare fordi man er bøsse.”  Det er et enormt fremskridt, at man overhovedet har opnået en sådan tolerance, men det er ikke nok. Overhovedet ikke nok. 

Det er derfor, man har Copenhagen Pride, som starter officielt i dag. Der er tre sammenflydende tendenser, der skabte pride, som det er i dag – en verdensomspændende kulturfænomen, hvor bøsser, lesbiske, transpersoner, queerpersoner, og alle andre særlinge og queerpersoner indtager gader og stræder på egne betingelser. Og hylder det sære, det stolte, og afviser idéen om, at det største man kan drømme om, er at være på tålt ophold i civilisationen.

Allerførst den historiske kontekst. Den acceptsøgende, konsensusrespekterende bevægelse for respekt, den ydmyge, respektfulde, pæne og borgerlige bøsselobby var slået fejl. De opnåede måske en stigende grad af tolerance, men det var som man tålte stakler og harmløse afvigere. Samfundet accepterede dem ikke, det var ikke i orden at være homoseksuel, men det var omsonst og inhumant at bekæmpe det, sålænge de ikke lokkede unge mænd med i deres ”livsstil” – tilstanden bar sin egen straf.

Det er ingen måde at leve. Forpint, i hemmelighed, ildeset, men tålt – og plaget, som så mange var, af dyb skam. Derfor måtte ændringerne komme fra andet hold. Det var det andet element, startskuddet: Stonewall-optøjerne, anført af transkvinder og dragqueens, der havde fået nok af politiets chikane. De smed brosten. Det er måske ikke optimalt, men det måtte til, og det markerede et vendepunkt, hvor seksuelle og kønsminoriteter i USA går fra afspændingspolitik til aktiv trods. Derfra breder det sig til hele den vestlige verden.

For det tredje så kunne bevægelsen koble sig på borgerrettighedskampen, og bruge 60’-70’ernes radikalisme som sprog. Med enorm succes.

Det fik i samtiden mange pæne, veltilpassede borgerlige bøsser til at krumme tæer. Nu havde man arbejdet i så mange år på at fremstille sig som normale, og så gik den slags afvigere ud og spolerede hele det polerede ydre. Den spænding mellem de ydmyge og de stolte, de pæne og de vilde, består den dag i dag. 

Det er de forbehold, Priden skal rive ned.

At springe ud er ikke ét trin. Det starter med at springe ud for sig selv, når man erkender og vedstår sig, at man nok ikke er som alle de andre – men så når man ofte til et grænse. For man er nok ikke som alle de andre, men man er måske heller ikke som dem. De flamboyante homoseksuelle, de skabagtig og feminine. Gustav-typer. Så mange springer ud med lovning om ikke at blive som dem. Andre, der måske altid har været synligt anderledes, er blevet mobbet og må acceptere for sig selv, at mobberne har ret – at de har set noget i en, man måske ikke havde set selv. 

Mange vil end ikke tænke tanken. De vil insistere på at være, måske af frygt for sociale konsekvenser, præcis som alle andre, men blot seksuelt orienteret mod andre af ens eget køn. De vil ikke tænke på, at seksuel orientering måske ikke bare er en orientering mod andre, men det bor i en selv. At man er queer – sær, anderledes – og at det er ok. Haters gonna hate.

Det er et stort spring, og det er der mange, der aldrig vil eller formår. De lever med skammen, og de gør hvad de kan for at distancere sig fra dem, der minder dem om deres frygt for, hvordan andre kunne se dem – eller hvordan de kunne risikere at se sig selv.

For dem højner Priden angsten. Det føles risikofyldt og truende at gå på gaden og skabe sig, men det kan også være noget eksistentielt. Et livsbekræftende udtryk for sin frihed og ret til selvbestemmelse. Det er også, og måske endnu vigtigere et udtryk for solidaritet med dem, der som ikke kan—eller vil—slippe under radaren, og dem som ikke kan undslippe forfølgelse. 

Det er afgørende at kunne være stolt, når andre siger, man bør skamme sig. Det er afgørende for ens fornemmelse for værdighed, lettelse, og frihed, at man kan være stolt over sig selv og være anderledes, hvis man vil. Og at man ikke skal miste sin værdighed som menneske, fordi man træder udenfor.

Det må være homo- og bi- og transkampens altoverskyggende opgave. Og den kamp være storladent, selvbevidst identitetspolitisk. Ikke bare som Gloria Gaynor sang i 1984, "I am what I am", men vildere: Jeg er, som jeg vil være. 

Derfor skal Priden også være så outreret, som den er. Der skal være fjerboaer. Der skal være tårnhøje hæle. Skæg og ørenringe. Der skal være lædervestlesbiske på motorcykel. Der skal være biseksuelle treenige par, der går arm i arm. Der skal også være leverpostejspisende transeksuelle, der bor i parcelhus, og der skal være folk, der følte sig hævede over de bodyglimmerudsmykkede bøsser i gaden, men er sprunget ud som stolt spraglede afvigere. Blå, som røde, limtende, lilla, sprudlende, magenta, mageløse. 

Væk med opsplitningen mellem pæne og de flamboyante bøsser, de borgerlige og de aktivistiske. Forhåbningen må være, nu hvor priden er blevet så bredt forankret som den er, at den kan bygge en bro i mellem de to. Vi kan ikke acceptere, at ens sociale status, selvrespekt og respekt fra andre er betinget af, at man ikke opfører sig som en af de der pride-bøsser. Alle bøsser bør være pridebøsser, hvis de ellers tør og kan. 

Derfor to anbefalinger. Hvis du ikke allerede er på vej ud til Pride-optoget, så kom afsted. Hvis du føler dig lidt forlegen over at blive sat i bås med de anderledes, så kom dig over dig selv — og hav en fabulous pride. 

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Erik Winther Paisley (f. 1988) er cand.scient.anth. fra Aarhus Universitet. Med en fortid i dansk og nordisk konservativ ungdomspolitik, er han nu fast inventar på den liberalistiske fløj, hvor han blandt andet har været bidragyder til Libertas og er skribent på den økonomiske- og samfundsvidenskabelige blog Punditokraterne. Gennem tiden beskyldt for at være såvel reaktionær som anarkist, og nogenlunde tilfreds med dét.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
16.10.17, 23:28
Jeg giver Nye Borgerlige en chance til at vise, hvad de kan. Læs mere
Af Harun Demirtas
16.10.17, 18:42
Når du åbner dørene op for nye moskeer og imamer, selv om du ikke en gang har styr på dem, der er i Danmark i forvejen, som opfordrer til drab på jøder tre gader væk fra synagogen, låser du mange jøder indendørs med beskyttelse fra politi og militær. Læs mere
Af Jens Kindberg
16.10.17, 11:56
Vi konkurrer i forvejen med andre lande. Lad os konkurrere noget mere internt. Læs mere
Af Josephine Fock
16.10.17, 09:59
Der er brug for indsatser, der øger trivslen hos de børnefamilier, som har oplevet krig og flugt på alt for nær hold. Det kræver, at regeringen udvider sit stramme fokus på beskæftigelse. Læs mere
Af Louis Jacobsen
15.10.17, 21:04
Der er mange på det fag- og ufaglærte arbejdsmarked, der gerne vil efteruddanne sig. Men vil vi have et arbejdsmarked, hvor det er let at hyre og fyre? Et arbejdsmarked, hvor vi altid skal være klar til at rykke os? Så må vi også indrette efteruddannelserne derefter. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
15.10.17, 14:59
Martin Ågerup sammenligner burkaen med Muhammedtegningerne – og så går det galt. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
15.10.17, 10:59
Det vil ikke lykkes med en taktisk tilgang til islam, for så længe muslimer bliver ved med at kalde sig muslimer, uden at ændre på islam, så har vi de problemer vi har i dag, og det vil kun blive værre. Læs mere
Af Annika Smith
15.10.17, 10:13
Så kunne jeg føre panodilpolitik og håbe, at vælgerne ikke opdagede symptombehandlingen Læs mere
Af Mikael Jalving
15.10.17, 08:23
Tænk, hvis de nationale forpligtelser stod over de internationale forpligtelser. Tænk, hvis opgaven var bunden, ikke en fri leg eller tumleplads for kaospiloter. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.10.17, 10:03
En tidligere socialdemokrat og tidligere DF'er, nu NB, betvivler om jeg er konservativ. Her er mit svar. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her