*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Liberalismen skal aldrig nøjes med at være borgerlig

Liberalisme kan ikke forholde sig neutralt til borgerligheden - den skal altid være reformistisk, og hellere radikal end reaktionær.

Borgerlighed er anstændighed. Pænhed. Ordentlighed. Ryddelighed. Mere Kings end joint, mere opera end ska, mere portvin end mokai, mere Earl Grey end grøn te, mere ægteseng end bollerum, mere steg end tofu, mere tweed end t-shirt, mere lanciers end twerk, mere overskæg end dreadlocks, mere porcelæn end paptallerken, mere barok end funkis, mere faglighed end fri leg, mere salmebog end raptekster, mere alvor end leg, mere parliv end poly, mere hetero end homo, mere normativ end normkritisk, mere dansk og mindre svensk.

Den om det.

Borgerlighed er agtelse for en opbyggelighedsmoral, som sigter mod at tøjle, forfine, forædle og disciplinere sig frem til det gode personligt, og politisk. Netop tøjlerne og forfinelsen adskiller borgerligheden fra byfestens folkelighed, som er løsere i formen, og kulturradikalismens målrettede frisind. En pæn, borgerlig avis er aldrig rå eller hysterisk i tonen, men afmålt og reflekterende, selv når den hård. Som når politikken er fast og fair.

Vi kunne kalde det en højborgerlighed, for så vidt som den definerer sig selv i opposition til det rent folkelige eller det småborgerlige, for så vidt som der er tale om snæversyn eller uigennemtænkt næserynken. Lad de konservative, de blå socialdemokrater, og DF'erne om at dyrke hver sine versioner af dén æstetik.

Der er intet i den kulturelle orientering, som i sig selv vedrører den politiske liberalisme. Set overfladisk. Borgerligheden går for vidt, og skal bekæmpes, når den siver over i det politiske. Og det gør den hele tiden, når det er den slags normer, der gælder derhjemme.

Det kunne være den historiske modstand mod homoseksuelles ligestilling. Det bundede i den private afsky. Det kan også være i ønsket om at forbyde hash. Hash er beskidt, ildelugtende, slapt. Det kan også være opbyggelighedsargumentet for værnepligten. Hvor borgerlige disciplinære idéer får konservative politikere til at kræve værnepligt -- ikke fordi det er relevant for rigets forsvar, men fordi unge mennesker får ranke rygge af at komme i trøje. Fordi "slappe" mænd har rigtig godt af det. De skal tugtes på plads.

Det er bare én af grundene til, at man som liberal ikke skal bekende sig for inderligt til borgerligheden.

På borgerlig side er det en maksime, at det private ikke skal være politisk. Man kan da også snildt forestille sig en borgerlig-konservativ kulturel præference, men der er tungtvejende grunde til ikke at begrænse sin liberale værdier til det politiske liv. Det private har en politisk logik, for så vidt at det er regelstyret, præget af normer, som er til forhandling, som indvirker på folks muligheder for at indgå i det pågældende fællesskab, og have rimelig forventning om en vis høvisk behandling.

I sit hovedværk On Liberty argumenterer John Stuart Mill for en privat, social, samfundsmæssig frisindethed, som går længere end bare politisk liberalisme. Som han skriver, er det ikke kun den politiske, men også den privat udøvede kontrol, der hæmmer mennesket. Han opfordrer til, at man også er åben for det individuelle, det excentriske, det særegne ved sine medmennesker. Det hedder vel, at man har "højt til loftet" med et andet sundt dansk udtryk.

Man kan afholde sig fra at sanktionere sine venner og bekendte socialt, hvis deres holdninger er anderledes end ens egne. Man kan afstå sig fra at fordømme, hvad man ikke forstår, eller hvad der ikke appellerer til en selv. Man kan tænke "dem om det", når man hører om ting der ellers ville forarge en.

Det er ógså en del af det liberale arvegods.

Kønnenes ligestilling ligeså. Samme Stuart Mill, som har skrevet On Liberty, har også skrevet det overordentligt indflydelsesrige værk On the Subjection of Women, hvor han kræver opgør med datidens kvindeundertrykkelse. Både privat og politisk.

Liberalismens idéhistorie er i høj grad præget af stadig udvidelse, både i forhold til hvem der stilles liberale krav på vegne af, og på hvilke områder. En 1700-talsliberalisme, der kræver delvis religiøs tolerance for myndige, formuende mænd, og politisk mildhed i strafvæsenet, kunne forekomme reaktionær i 1800-tallet.

Det liberale England lod homoseksuelle hænge; George Washington holdt slaver, men datidens liberale idéer var ikke falske -- de var bare ikke gennemførte, måske ikke gennemtænkte. Liberale idéer havde ikke gjort indtog på de pågældende dele af samfundslivet, men var begrænset til det snævert politisk. Det ændrede sig, og det ændrede sig på grund af reformister. Det er dém, dagens liberale skal have som forbilleder.

Liberale paroler kan ofte kun læses som formålsparagraffer; bevægelsens historie er stadig større konsekvent gennemtænkning. Attenhundredtallet bevidner liberalismens udvidelse til at gælde kvinderne, de ikke formuende. I slutningen af århundredet hører man stemmer, der vil lade den private seksuelle adfærd undtage for øvrighedens kontrol. (Konservative var imod politisk, og borgerlige liberale undgik naturligvis en hver antydning af privat sympati).

Datidens borgerlige samfunds regler kunne gribe sine medlemmer med kvælertag, hvor eneste udvej kunne være flugt enten ned i en anden samfundsstand eller til et andet land. Der skulle ikke altid meget til for, at man blev smidt ud af det gode selskab. Samme kontrol finder sted i mange samfund i dag. I fortyndet form også i dagens Danmark. Det er ógså liberale kampe.

Også fordi det er naivt, fejlagtigt at tænke sig de to sfærer som adskilte. Hvis man i et konservativt muslimsk land ville føre en borgerlig-liberal politik, med fulde politiske rettigheder til alle borgere, men hvis det ikke blev fulgt op med kontant politisk handling ud fra almene liberale principper, så ville loven være tomme ord for alle udover en lille skare af politisk tilgodesete mænd.

Et liberalt princip om kønnenes ligestilling lyder neutralt, nærmest bureaukratisk at insistere på i Danmark, men for hundredvis af millioner af mennesker vil det være et fundamentalt, radikalt skridt. Det vil vende op og ned på samfundslivet. Uden almindelig kulturel agtelse for og anerkendelse af kvindernes individuelle værdi vil den slags ændringer være utænkelige. Og de ville virke formålsløse.

Det er ógså en liberal kamp. Så står liberalismen i direkte opposition til gældende, nedarvede, kulturelle normer. Når liberale tænkere er imod krav om offentlig tildækning af kvindekroppen - i Vesten under parolen Free The Nipple - og i mellemøstlige lande som modstand mod tørklædekrav, så er det "historieløst" og antiborgerligt, og i opposition til opfattelsen af hvad pæne piger og mennesker gør.

Jeg siger ikke, man skal tage et maoistisk opgør med alle sine borgerlige kulturelle normer, ligesom man i øvrigt heller ikke behøver kaste alle politiske traditioner over styr. Men man skal være lige så villig til at applicere sine filosofiske idealer til det private liv, som man er til at bruge dem på det politiske. Vær borgerlig, men vær en borgerlig reformator, og tag de kampe der deraf følger.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Erik Winther Paisley (f. 1988) er cand.scient.anth. fra Aarhus Universitet. Med en fortid i dansk og nordisk konservativ ungdomspolitik, er han nu fast inventar på den liberalistiske fløj, hvor han blandt andet har været bidragyder til Libertas og er skribent på den økonomiske- og samfundsvidenskabelige blog Punditokraterne. Gennem tiden beskyldt for at være såvel reaktionær som anarkist, og nogenlunde tilfreds med dét.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
25.03.17, 18:15
Den tredje verdens klankultur er vigtigere end religionen islam. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
24.03.17, 12:45
Folkevandringer og globaliseringens skyggesider bliver EU's udfordringer de kommende år. Læs mere
Af Siddik Lausten
24.03.17, 11:53
Jeg frygter sommeren. Jeg frygter at skulle stå ved havnebadet i København foran unge veltrænede mænd og konkurrere om kvindernes blikke. Læs mere
Af Rune Lund
24.03.17, 10:48
SF’s partileder, Pia Olsen Dyhr, var 22. marts ude med et større forsvar for, at SF er gået med i den nye Nordsø-aftale. I Politiken fremkommer Pia Olsen Dyhr med en lang række tvivlsomme påstande om aftalens fortræffeligheder, som der i høj grad kan sættes spørgsmålstegn ved. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
24.03.17, 09:27
Nye spillefilm på vej. Men hvem har egentlig rettighederne til historiens hovedpersoner? Læs mere
Af Mikael Jalving
24.03.17, 08:31
Vesteuropa har aldrig nogensinde før oplevet en så massiv tilstrømning af mennesker med en helt anden kultur og religion end den almene. Læs mere
Af Annika Smith
23.03.17, 15:09
For få uger siden løj jeg en skotte lige op i ansigtet på grund af ting, der foregik i mit underliv. Det gør jeg ikke igen. Læs mere
Af Finn Slumstrup
23.03.17, 15:08
Udkantsdanmark erkender stadig stærkere, at samarbejde er nødvendigt. Læs mere
Af Søren Nielsen
23.03.17, 12:45
Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner Læs mere
Af Jens Kindberg
23.03.17, 09:56
Send tabet til banken dernæst til pensionskassen og tjen pengene selv. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her