*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Liberalismen skal aldrig nøjes med at være borgerlig

Liberalisme kan ikke forholde sig neutralt til borgerligheden - den skal altid være reformistisk, og hellere radikal end reaktionær.

Borgerlighed er anstændighed. Pænhed. Ordentlighed. Ryddelighed. Mere Kings end joint, mere opera end ska, mere portvin end mokai, mere Earl Grey end grøn te, mere ægteseng end bollerum, mere steg end tofu, mere tweed end t-shirt, mere lanciers end twerk, mere overskæg end dreadlocks, mere porcelæn end paptallerken, mere barok end funkis, mere faglighed end fri leg, mere salmebog end raptekster, mere alvor end leg, mere parliv end poly, mere hetero end homo, mere normativ end normkritisk, mere dansk og mindre svensk.

Den om det.

Borgerlighed er agtelse for en opbyggelighedsmoral, som sigter mod at tøjle, forfine, forædle og disciplinere sig frem til det gode personligt, og politisk. Netop tøjlerne og forfinelsen adskiller borgerligheden fra byfestens folkelighed, som er løsere i formen, og kulturradikalismens målrettede frisind. En pæn, borgerlig avis er aldrig rå eller hysterisk i tonen, men afmålt og reflekterende, selv når den hård. Som når politikken er fast og fair.

Vi kunne kalde det en højborgerlighed, for så vidt som den definerer sig selv i opposition til det rent folkelige eller det småborgerlige, for så vidt som der er tale om snæversyn eller uigennemtænkt næserynken. Lad de konservative, de blå socialdemokrater, og DF'erne om at dyrke hver sine versioner af dén æstetik.

Der er intet i den kulturelle orientering, som i sig selv vedrører den politiske liberalisme. Set overfladisk. Borgerligheden går for vidt, og skal bekæmpes, når den siver over i det politiske. Og det gør den hele tiden, når det er den slags normer, der gælder derhjemme.

Det kunne være den historiske modstand mod homoseksuelles ligestilling. Det bundede i den private afsky. Det kan også være i ønsket om at forbyde hash. Hash er beskidt, ildelugtende, slapt. Det kan også være opbyggelighedsargumentet for værnepligten. Hvor borgerlige disciplinære idéer får konservative politikere til at kræve værnepligt -- ikke fordi det er relevant for rigets forsvar, men fordi unge mennesker får ranke rygge af at komme i trøje. Fordi "slappe" mænd har rigtig godt af det. De skal tugtes på plads.

Det er bare én af grundene til, at man som liberal ikke skal bekende sig for inderligt til borgerligheden.

På borgerlig side er det en maksime, at det private ikke skal være politisk. Man kan da også snildt forestille sig en borgerlig-konservativ kulturel præference, men der er tungtvejende grunde til ikke at begrænse sin liberale værdier til det politiske liv. Det private har en politisk logik, for så vidt at det er regelstyret, præget af normer, som er til forhandling, som indvirker på folks muligheder for at indgå i det pågældende fællesskab, og have rimelig forventning om en vis høvisk behandling.

I sit hovedværk On Liberty argumenterer John Stuart Mill for en privat, social, samfundsmæssig frisindethed, som går længere end bare politisk liberalisme. Som han skriver, er det ikke kun den politiske, men også den privat udøvede kontrol, der hæmmer mennesket. Han opfordrer til, at man også er åben for det individuelle, det excentriske, det særegne ved sine medmennesker. Det hedder vel, at man har "højt til loftet" med et andet sundt dansk udtryk.

Man kan afholde sig fra at sanktionere sine venner og bekendte socialt, hvis deres holdninger er anderledes end ens egne. Man kan afstå sig fra at fordømme, hvad man ikke forstår, eller hvad der ikke appellerer til en selv. Man kan tænke "dem om det", når man hører om ting der ellers ville forarge en.

Det er ógså en del af det liberale arvegods.

Kønnenes ligestilling ligeså. Samme Stuart Mill, som har skrevet On Liberty, har også skrevet det overordentligt indflydelsesrige værk On the Subjection of Women, hvor han kræver opgør med datidens kvindeundertrykkelse. Både privat og politisk.

Liberalismens idéhistorie er i høj grad præget af stadig udvidelse, både i forhold til hvem der stilles liberale krav på vegne af, og på hvilke områder. En 1700-talsliberalisme, der kræver delvis religiøs tolerance for myndige, formuende mænd, og politisk mildhed i strafvæsenet, kunne forekomme reaktionær i 1800-tallet.

Det liberale England lod homoseksuelle hænge; George Washington holdt slaver, men datidens liberale idéer var ikke falske -- de var bare ikke gennemførte, måske ikke gennemtænkte. Liberale idéer havde ikke gjort indtog på de pågældende dele af samfundslivet, men var begrænset til det snævert politisk. Det ændrede sig, og det ændrede sig på grund af reformister. Det er dém, dagens liberale skal have som forbilleder.

Liberale paroler kan ofte kun læses som formålsparagraffer; bevægelsens historie er stadig større konsekvent gennemtænkning. Attenhundredtallet bevidner liberalismens udvidelse til at gælde kvinderne, de ikke formuende. I slutningen af århundredet hører man stemmer, der vil lade den private seksuelle adfærd undtage for øvrighedens kontrol. (Konservative var imod politisk, og borgerlige liberale undgik naturligvis en hver antydning af privat sympati).

Datidens borgerlige samfunds regler kunne gribe sine medlemmer med kvælertag, hvor eneste udvej kunne være flugt enten ned i en anden samfundsstand eller til et andet land. Der skulle ikke altid meget til for, at man blev smidt ud af det gode selskab. Samme kontrol finder sted i mange samfund i dag. I fortyndet form også i dagens Danmark. Det er ógså liberale kampe.

Også fordi det er naivt, fejlagtigt at tænke sig de to sfærer som adskilte. Hvis man i et konservativt muslimsk land ville føre en borgerlig-liberal politik, med fulde politiske rettigheder til alle borgere, men hvis det ikke blev fulgt op med kontant politisk handling ud fra almene liberale principper, så ville loven være tomme ord for alle udover en lille skare af politisk tilgodesete mænd.

Et liberalt princip om kønnenes ligestilling lyder neutralt, nærmest bureaukratisk at insistere på i Danmark, men for hundredvis af millioner af mennesker vil det være et fundamentalt, radikalt skridt. Det vil vende op og ned på samfundslivet. Uden almindelig kulturel agtelse for og anerkendelse af kvindernes individuelle værdi vil den slags ændringer være utænkelige. Og de ville virke formålsløse.

Det er ógså en liberal kamp. Så står liberalismen i direkte opposition til gældende, nedarvede, kulturelle normer. Når liberale tænkere er imod krav om offentlig tildækning af kvindekroppen - i Vesten under parolen Free The Nipple - og i mellemøstlige lande som modstand mod tørklædekrav, så er det "historieløst" og antiborgerligt, og i opposition til opfattelsen af hvad pæne piger og mennesker gør.

Jeg siger ikke, man skal tage et maoistisk opgør med alle sine borgerlige kulturelle normer, ligesom man i øvrigt heller ikke behøver kaste alle politiske traditioner over styr. Men man skal være lige så villig til at applicere sine filosofiske idealer til det private liv, som man er til at bruge dem på det politiske. Vær borgerlig, men vær en borgerlig reformator, og tag de kampe der deraf følger.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Erik Winther Paisley (f. 1988) er cand.scient.anth. fra Aarhus Universitet. Med en fortid i dansk og nordisk konservativ ungdomspolitik, er han nu fast inventar på den liberalistiske fløj, hvor han blandt andet har været bidragyder til Libertas og er skribent på den økonomiske- og samfundsvidenskabelige blog Punditokraterne. Gennem tiden beskyldt for at være såvel reaktionær som anarkist, og nogenlunde tilfreds med dét.
Seneste blogs
Af Siddik Lausten
18.10.17, 13:18
Så skete det. DBU har aflyst kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige på fredag – jeg tvivler på, at det samme var sket, hvis det var mændene. Læs mere
Af Gitte Seeberg
18.10.17, 13:08
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold Læs mere
Af Jens Kindberg
18.10.17, 11:48
Man prøvede at være et bredt borgerligt parti, men er endt som et yderligtgående populistisk projekt med kun én sag på dagsordenen: At være mere negative overfor folk, der ikke ligner Pernille Vermund Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
17.10.17, 15:55
Politiet får ikke adgang til Europols databaser på mobilen Læs mere
Af Signe Munk
17.10.17, 14:45
Giv det perfekte menneske en fuck-finger. I stedet for at bygge glansbillederne op, så skal vi lade dem krakelere. Bare lidt. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
17.10.17, 13:01
Som et forsvar for shariaråd siger detektors vært, at de kun er rådgivende organer som rådgiver i religiøse spørgsmål, og at det intet har med afgivelsen af domme at gøre. Det er direkte misinformation. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.10.17, 23:28
Jeg giver Nye Borgerlige en chance til at vise, hvad de kan. Læs mere
Af Harun Demirtas
16.10.17, 18:42
Når du åbner dørene op for nye moskeer og imamer, selv om du ikke en gang har styr på dem, der er i Danmark i forvejen, som opfordrer til drab på jøder tre gader væk fra synagogen, låser du mange jøder indendørs med beskyttelse fra politi og militær. Læs mere
Af Jens Kindberg
16.10.17, 11:56
Vi konkurrer i forvejen med andre lande. Lad os konkurrere noget mere internt. Læs mere
Af Josephine Fock
16.10.17, 09:59
Der er brug for indsatser, der øger trivslen hos de børnefamilier, som har oplevet krig og flugt på alt for nær hold. Det kræver, at regeringen udvider sit stramme fokus på beskæftigelse. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her