*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Frisind er andet end frisind blandt ligesindede

Tak for denne gang. Det har været en fornøjelse at diskutere med jer.

Engang for snart 25 år siden, da Jyllands-Posten kortvarigt havde Jørgen Schleimann som chefredaktør, indførte han et ærke-liberalt motto for avisen:

”Frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede.”

Et smukt slogan, som efter min mening fortsat er indbegrebet af netop denne avis – for Jyllands-Posten er et forum, der i den grad er åben over for de fleste. Her er, som Grundtvig i sin tid formulerede det, i den grad frihed for Loke såvel som for Thor.

Man er ikke særligt frisindet eller særligt tolerant, hvis man kun er det blandt dem, man nogenlunde er enig med. Frisind, denne kernedanske værdi, handler om, at man skal være åben og respektere andres meninger, selv når man ikke er enig med dem.

Debat er, som man siger, livets salt. Det skærper alt. Er man i et ekkokammer af ligesindede, så bliver ens argumenter svage, for alt er indforstået. Når man udfordres, især på det man har vænnet sig til at synes er selvindlysende, må man tage sige sammen for at forklare sig.

Der kan endda ske det vidunderlige, at man, netop som man troede, at man havde fastlagt en holdning, pludselig bliver overbevist om, at modparten har mere ret. Den slags åbenbaringer kan være svære i øjeblikket, men livgivende i længden. Man bliver simpelthen klog af at lytte.

Pluralisme – at der er plads til mere end en sandhed – er selvindlysende også demokratiets grundprincip. Empati – at man kan sætte sig ind i en andens situation og udvise forståelse for den – er en anden særlig værdi. Tilsammen giver det mere frihed.

Men – og det er et afgørende men – frisind, tolerance og pluralisme er ikke ensbetydende med, at vi skal acceptere alle værdier som lige gode. Det handler om, at vi skal give plads til andre end dem, vi er enige med, men også at vi kan have en skarp debat om modsætninger.

Frisind eksisterer kun, hvis vi er åbne over for at blive konfronteret med holdninger, som vi ikke er enige med – ja, i sin ekstreme grad at vi er villig til at blive udsat for udtryk, der faktisk krænker os. Men det betyder også, at vi efterfølgende kan bruge det frie ord til at sige imod.

Ytringsfrihed var engang noget, vi tog for givet her i landet. Jeg kan dårligt huske, at vi for alvor diskuterede det, før Jyllands-Posten i 2005 offentlige de 12 Muhammed-tegninger, men den voldsomme reaktion på dem understregede værdien af det frie ord.

Det var i virkeligheden naturligt, at det var netop denne avis, der bragte de tegninger. En avis, der altid har haft en fanden-i-voldsk og, ja, ofte politisk ukorrekt, tilgang til samfundet, tester selvfølgelig ytringsfriheden, når den mener, at det er nødvendigt. Modigt og svært.

Man kan – og det har vi sandt for dyden gjort i mange år – blive ved med at diskutere, om det var en god eller en dårlig ide. Man kan derimod ikke diskutere, om tegningerne udfordrede os. Det viste sig, at ytringsfrihedens grænser faktisk var til debat. Nogle ønsker den indskrænket.

I et land, som i den grad var vant til frisind – det var for pokker os, der først frigav pornoen, tillod aborten, gav homoseksuelle ret til vielser, og meget, meget mere – var det et chok, at nogle reagerede så stærkt mod satiretegninger. Det udfordrede vores tolerance, vores frisind.

Vi må aldrig tage kampen for det frie ord for givet. Lige nu udfordres det frie ord i Europa. I Ungarn og Polen, begge EU-medlemmer, indskrænkes ytringsfriheden formelt. I Tyrkiet, et stort NATO-land, undertrykker autoritære kræfter i den grad det frie ord.

Det er derfor, jeg holder så meget af den frie debat, vi har her i landet. Det er derfor, at jeg har nydt at skrive i Jyllands-Posten de forløbne år – side om side med folk som Mikael Jalving og Katrine Winkel Holm. De mener noget helt andet end mig, men vi respekterer hinandens ret til at ytre os.

Det er kernen i demokratiet: At vi lytter til hinanden. Tak fordi I lyttede til mig – også de af jer, som er uenige med mig. Og tak fordi I sagde mig imod, når I har haft lyst. Det har været en fornøjelse. 

David Trads stopper med denne blog som skribent på Jyllands-Posten.

 

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
David Trads (f. 1967) har i to årtier været en fremtrædende journalist, redaktør og ofte kontroversiel debattør med stor indsigt fra fremtrædende poster i ind- og udland. Blandt andet tidligere Moskva-korrespondent og politisk redaktør på JP, Washington-korrespondent for Berlingske, chefredaktør på Information og Nyhedsavisen. Forfatter til flere bøger, blandt andet ‘Danskerne først! En historie om Dansk Folkeparti’ og ‘Islam i flammer: Danskerne og det muslimske oprør’.
Seneste blogs
Af Eva Kjer Hansen
28.06.17, 15:47
Frisindet skal udleves, ikke bare hyldes i skåltaler. Læs mere
Af Mikael Jalving
28.06.17, 12:43
Af Christian Rabjerg Madsen
28.06.17, 10:24
Demokratiet påføres varig skade, hvis Inger Støjberg er hævet over loven. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
27.06.17, 17:38
I så fald skal han stort set ophæve tyngdeloven. Læs mere
Af Camilla Schwalbe
27.06.17, 13:26
Jeg bliver forarget, og er lige ved at gå i fælden, men så minder jeg mig selv om, at mediestanden er ukritisk, og at virkeligheden sjældent afbilledes proportionelt i medierne. Læs mere
Af Christina Egelund
27.06.17, 12:51
Jeg tænker på jer i disse dage, når jeg læser og hører debatten om nutidens curlingforældre. I vil på Roskilde, selvfølgelig vil I det. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
27.06.17, 12:34
DR- dokumentar tegner et nyt billede af hele EU-sagen. Læs mere
Af Jens Kindberg
27.06.17, 11:48
Udlændingedebatten raser som aldrig før i landet, hvem kan stramme mest? Læs mere
Af Harun Demirtas
27.06.17, 10:13
Jeg nægter at høre på en minister, der efterlader syge børn og svage patienter i deres seng uden menneskeligt hensyn. Læs mere
Af Siddik Lausten
26.06.17, 17:46
Selvfølgelig skal statsministeren ønske ”glædelig Eid”. Og måske var der langt flere danskere, der skulle gøre det samme. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her