*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Det bedste sted at bo? Det er hjemme!

Dit hus eller din lejlighed er bare et sted. Hjemmet, det er noget, du selv skaber. Livet, det leves der, hvor man er. I nu’et.

Jeg har boet i tolv forskellige byer i mit liv – små byer som Suldrup og Dragør, store byer som Aarhus og København, enorme byer som Buenos Aires og Moskva – og jeg har, helt ærligt, været præcist lige så lykkelig i den mindste flække som i den største metropol.

Lyder jeg lalleglad? Ja, det gør jeg nok – men det er ikke desto mindre rigtigt:

Jeg holder altid af det sted, jeg bor, og det er, fordi det er mit hjem.

Et hjem er jo så meget mere end et hus eller en lejlighed. Det er min base, min rede, mit udgangspunkt – eller, som H.C. Andersen så smukt beskrev det, ’der, jeg har rod; derfra min verden går.’ Et hjem er der, hvor jeg – og heldigvis mine nærmeste – er sammen.

Jeg voksede op på landet. En lille by i Himmerland, Suldrup midt mellem Aalborg og Hobro, hvor klicheen ’alle kender alle’ vitterligt er rammende. Jeg elskede det. Masser af plads, nære venskaber, folk, der tog sig af hinanden, og, meget vigtigt, et sted, vi alle var stolte af.

Vi vidste jo godt, at Suldrup ikke var New York – eller Støvring eller Aalborg eller København – men det var alligevel ’vores by.’ Men hvad lavede du egentlig i sådan en lille by, spørger folk mig i dag? Der var jo ingenting at give sig til, tænker dem, som aldrig har boet på landet.

Jo, det ved Gud, der var: To grillbarer, en kro, en legetøjsforretning, en cykelhandler, to autoværksteder, et snedkeri, en entreprenørforretning, en urmager, tre frisører, en købmand, en Brugsforening, en fagforening, to el-installatører, meget mere – og så en biograf:

Hver torsdag, fredag og søndag var der bio. Ikke just de nyeste film, men det var ligegyldigt – for de var jo nye for os. Træstole, bløde stole og, åh, hvor jeg savner dem, sofarækkerne bagest. Her grinte hele byen af Olsen-Banden, og her sneg vi os ind for at se erotik.

Den dag, jeg flyttede endegyldigt fra Suldrup – efter gymnasiet – vidste jeg godt, at jeg aldrig ville flytte tilbage. Ikke fordi jeg var træt af byen. Overhovedet ikke. Slet ikke fordi jeg var træt af mit hjem – en skøn gård uden for byen. Næh, jeg ville bare prøve noget nyt.

Jeg var ung – sådan helt ung – i Aarhus. Dejlig by. Jeg boede på værelse i Brammersgade – tæt ved Banegården i retning mod Skt. Pauls Kirke. Et lille værelse i en opgang, der engang havde været et kollektiv, og som nu havde mange af de samme beboere, bare i egne lejligheder.

Mit værelse - under ti kvadratmeter – var mit første ’eget hjem’: En seng, et skrivebord, en reol, et klædeskab. Hvad mere kunne jeg ønske mig? Jeg holdt min egen avis, bestemte selv, hvornår jeg spiste og gik i seng, og, jeg opdagede en af fordelene ved at bo i en større by:

Der er mere end ét centrum: Aarhus havde Frederiksbjerg, hvor jeg boede – men også Midtbyen, Trøjborg, Riiskov, Marselisborg. Det havde også forskellige barer og cafeer, hvor man ikke så de samme mennesker hver dag (som i Suldrup). Jeg gik på opdagelse uafbrudt.

Jeg stiftede familie i Moskva. Skønt sted. Min hustru og jeg flyttede ind i Jyllands-Postens lejlighed i udkanten af den kolossale by. Et lille stykke Danmark – indrettet af danske håndværkere (selv el-stikkene var danske!) og fyldt med Ikea-møbler fra Skejby.

En fem-værelses lejlighed, som vi straks gjorde til vores base. Lige så vild Moskva var i 1990’erne, lige så almindelig var vores lejlighed. Her stod vores ting – møbler, tøj og bøger. En gang ringede en kollega fra Jyllands-Posten og spurgte (tydeligt bekymret), hvordan går det?

”Det går godt,” svarede jeg lystigt.

”Men, David,” sagde kollegaen, ”du ville jo have det godt på Månen, har jeg på fornemmelsen.”

Han havde ikke helt uret – for hvis bare jeg har mine nærmeste, mine vigtigste ejendele og muligheden for at sætte kaffe over, ja, så har jeg det faktisk godt. Det vigtigste er ikke det sted, man bor – på landet, i byen, i hus, i lejlighed, i udkanten, i centrum – men det liv, man vælger.

Lige nu bor jeg på Frederiksberg. Her har jeg nu boet i alt 15 år. Ikke i træk, men i alt. Her har mine børn gået i skole. Jeg kender rigtigt mange. Hilser på dem, når jeg går en tur. Bor i en andelsboligforening. Taler med mine naboer. Det er næsten som at bo på landet igen.

Så når nogen spørger mig om, hvad jeg synes, at det bedste sted at bo er, så svarer jeg altid:

Huset eller lejligheden er bare et sted. Fire vægge. Hjemmet, det er noget, du selv skaber. Livet, det leves der, hvor man er. I nu’et. Skab det selv.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her