*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Jeg elsker Amerika!

Jeg bliver altid grebet, når jeg hører historien om den amerikanske drøm. Friheden til at søge sin egen succes.

Jeg har boet og rejst i Amerika i velsagtens ti år af mit liv – og jeg indrømmer uden blusel, at jeg elsker dette vidunderligt, ekceptionelle land, som vi skylder så uendeligt meget:

Det var USA, der med dets Uafhængighedserklæring i 1776, dets forfatning i 1787, og, ikke mindst, med dets ti tillæg til forfatningen i 1789, undfangede de demokratiske værdier, som Vesten er baseret på, og som sætter det enkelte individ i centrum.

Det var USA, som med dets modige intervention i Første og Anden Verdenskrig, som kostede titusindvis af amerikanere livet, sikrede, at fascismen og nazismen blev slået tilbage, så vi i stedet kunne leve i fred og med velstand i Europa.

Det var USA, der med dets vilje og udholdenhed under Den Kolde Krig først besejrede Sovjetunionen og dets syge kommunisme, og derefter kæmpede for, at vores tidligere fjender i Østeuropa blev vores allierede i NATO og EU.

Og så er det USA, som har lært os det dyrebareste af alt – nemlig at hvert eneste menneske, hvis det er villigt til at kæmpe for det, skal have alle de samme muligheder for at opnå den succes, som han eller hun ønsker i netop sit liv.

Alt dette tænkte jeg over, da jeg forleden stod på først en virksomhed og siden en restaurant ude på landet i New Hampshire i det nordøstlige Amerika og lyttede til vælgermøder med Marco Rubio og Ted Cruz, to af de førende republikanske præsidentkandidater.

En ældre mand fortalte, at han havde kæmpet i Europa under Anden Verdenskrig, og han spurgte Cruz om, hvad han ville gøre for at sikre en bedre verden – midt under krisen med Islamisk Stat, og med et Iran, som muligvis er ved at lave en a-bombe. Cruz svarede:

”Må jeg ikke begynde med at takke dig for den tapre indsats, du udførte under Anden Verdenskrig. Din villighed til at kæmpe for dine børns og børnebørns fred og velstand dengang, er den inspiration, vi alle har brug for – også i dag: Vi kan, hvis vi vil. Tak, veteran!”

Folk klappede i det tætpakkede rum. Jeg klappede med – for jeg anerkender også den ældre mands kamp. Uden ham og hans slags havde Hitler formentlig vundet. Europa ville være ond.

Rubio var også dybt inspirerende, da han fortalte sin egen historie – for den unge præsidentkandidat er søn af et cubansk flygtningepar, der kom til USA. Hans far og mor knoklede, som henholdsvis bartender og rengøringskone for at hjælpe deres børn på vej.

”Der er kun i Amerika, at en søn af indvandrere, som kun lige kunne få deres indtægter til at slå til, nu står her som kandidat til præsidentembedet. Det beviser, at ingen kraft på kloden er stærkere end den amerikanske drøm. Er du villig til at arbejde, er alt muligt,” sagde Rubio.

Jeg bliver altid grebet, når jeg hører historien om den amerikanske drøm, som er så stærk en drivkraft, at den gør nationen til verdens rigeste. Friheden til at søge sin egen succes – og, som der så smukt står i Uafhængighedserklæringen, retten til at ’forfølge lykken.’

USA er ikke noget perfekt land. Der er mange ting, som er uforståelige, når man kigger med danske øjne: Ubegribeligt, at klodens rigeste nation ikke har råd til sygesikring til alle. Uforståeligt, at uligheden får lov at løbe amok. Meningsløst at opretholde Guantanamo-lejren.

Men:

Af alle lande, der er store nok til at bestemme over klodens udvikling, ja, der findes der ikke noget, der tilnærmelsesvist er så godt som Amerika. Der er en grund til, at udvandrere fra hele verden instinktivt søger et nyt liv netop her: Kun i Amerika får du virkelig en ny chance.

USA's optimisme er smittende og berusende. Som Hillary Clinton, kvinden, jeg inderligt håber bliver nationens næste præsident, siger det: ’Der er intet galt ved Amerika, som ikke kan løses ved det, der bedst i Amerika.’ Enig! Det er derfor, jeg elsker dette mit andet hjemland.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
David Trads (f. 1967) har i to årtier været en fremtrædende journalist, redaktør og ofte kontroversiel debattør med stor indsigt fra fremtrædende poster i ind- og udland. Blandt andet tidligere Moskva-korrespondent og politisk redaktør på JP, Washington-korrespondent for Berlingske, chefredaktør på Information og Nyhedsavisen. Forfatter til flere bøger, blandt andet ‘Danskerne først! En historie om Dansk Folkeparti’ og ‘Islam i flammer: Danskerne og det muslimske oprør’.
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
23.06.17, 22:41
Nu med skandalejournalisten Sandy French som øverste chef Læs mere
Af Mikael Jalving
23.06.17, 17:18
Jeg stirrede på hans kontrafej, den kæmpe næse i midten af det kødfulde ansigt. En smuk mand, ja, på samme måde som skuespilleren Denzel Washington, skønt hans storhed var ikke skuespil, men åndelighed indlejret i musik. Læs mere
Af Annika Smith
23.06.17, 16:27
… og får næsten ondt i maven af det. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
23.06.17, 14:35
25 år efter EM-guld: Tilskuere og tv-seere falder fra. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.06.17, 08:55
Næ, mennesker, som de er flest, har kun fordomme, hvis de ikke har andet at gå efter. Læs mere
Af Josephine Fock
23.06.17, 06:38
Hele sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks har været fyldt af spin, løgn og lovbrud. Vores demokrati fortjener ministre, der taler sandt og agerer efter lovens regler. Læs mere
Af Victor Boysen
22.06.17, 15:01
Det er synd for de kongelige, at de ingen rettigheder har. Lad os slippe dem fri. Læs mere
Af Maria Bille Høeg
22.06.17, 13:18
Vores ekstremt omfattende velfærdsstat har den slagside, at det personlige ansvar er ved at lide en stille kvælningsdød. Det så vi et skræmmende godt eksempel på forleden. Læs mere
Af Jens Kindberg
22.06.17, 10:38
Hvis Frank Jensen var en ludobrik, så var han slået hjem. Læs mere
Af Harun Demirtas
20.06.17, 22:38
At du skulle løbe halvtosset rundt på en hospitalsgang, tabe dig 10 kilo af stress og endda gemme dig helt alene på et toilet og græde af frustration, det har du og dine kære ikke regnet med. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her