*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Jeg elsker Amerika!

Jeg bliver altid grebet, når jeg hører historien om den amerikanske drøm. Friheden til at søge sin egen succes.

Jeg har boet og rejst i Amerika i velsagtens ti år af mit liv – og jeg indrømmer uden blusel, at jeg elsker dette vidunderligt, ekceptionelle land, som vi skylder så uendeligt meget:

Det var USA, der med dets Uafhængighedserklæring i 1776, dets forfatning i 1787, og, ikke mindst, med dets ti tillæg til forfatningen i 1789, undfangede de demokratiske værdier, som Vesten er baseret på, og som sætter det enkelte individ i centrum.

Det var USA, som med dets modige intervention i Første og Anden Verdenskrig, som kostede titusindvis af amerikanere livet, sikrede, at fascismen og nazismen blev slået tilbage, så vi i stedet kunne leve i fred og med velstand i Europa.

Det var USA, der med dets vilje og udholdenhed under Den Kolde Krig først besejrede Sovjetunionen og dets syge kommunisme, og derefter kæmpede for, at vores tidligere fjender i Østeuropa blev vores allierede i NATO og EU.

Og så er det USA, som har lært os det dyrebareste af alt – nemlig at hvert eneste menneske, hvis det er villigt til at kæmpe for det, skal have alle de samme muligheder for at opnå den succes, som han eller hun ønsker i netop sit liv.

Alt dette tænkte jeg over, da jeg forleden stod på først en virksomhed og siden en restaurant ude på landet i New Hampshire i det nordøstlige Amerika og lyttede til vælgermøder med Marco Rubio og Ted Cruz, to af de førende republikanske præsidentkandidater.

En ældre mand fortalte, at han havde kæmpet i Europa under Anden Verdenskrig, og han spurgte Cruz om, hvad han ville gøre for at sikre en bedre verden – midt under krisen med Islamisk Stat, og med et Iran, som muligvis er ved at lave en a-bombe. Cruz svarede:

”Må jeg ikke begynde med at takke dig for den tapre indsats, du udførte under Anden Verdenskrig. Din villighed til at kæmpe for dine børns og børnebørns fred og velstand dengang, er den inspiration, vi alle har brug for – også i dag: Vi kan, hvis vi vil. Tak, veteran!”

Folk klappede i det tætpakkede rum. Jeg klappede med – for jeg anerkender også den ældre mands kamp. Uden ham og hans slags havde Hitler formentlig vundet. Europa ville være ond.

Rubio var også dybt inspirerende, da han fortalte sin egen historie – for den unge præsidentkandidat er søn af et cubansk flygtningepar, der kom til USA. Hans far og mor knoklede, som henholdsvis bartender og rengøringskone for at hjælpe deres børn på vej.

”Der er kun i Amerika, at en søn af indvandrere, som kun lige kunne få deres indtægter til at slå til, nu står her som kandidat til præsidentembedet. Det beviser, at ingen kraft på kloden er stærkere end den amerikanske drøm. Er du villig til at arbejde, er alt muligt,” sagde Rubio.

Jeg bliver altid grebet, når jeg hører historien om den amerikanske drøm, som er så stærk en drivkraft, at den gør nationen til verdens rigeste. Friheden til at søge sin egen succes – og, som der så smukt står i Uafhængighedserklæringen, retten til at ’forfølge lykken.’

USA er ikke noget perfekt land. Der er mange ting, som er uforståelige, når man kigger med danske øjne: Ubegribeligt, at klodens rigeste nation ikke har råd til sygesikring til alle. Uforståeligt, at uligheden får lov at løbe amok. Meningsløst at opretholde Guantanamo-lejren.

Men:

Af alle lande, der er store nok til at bestemme over klodens udvikling, ja, der findes der ikke noget, der tilnærmelsesvist er så godt som Amerika. Der er en grund til, at udvandrere fra hele verden instinktivt søger et nyt liv netop her: Kun i Amerika får du virkelig en ny chance.

USA's optimisme er smittende og berusende. Som Hillary Clinton, kvinden, jeg inderligt håber bliver nationens næste præsident, siger det: ’Der er intet galt ved Amerika, som ikke kan løses ved det, der bedst i Amerika.’ Enig! Det er derfor, jeg elsker dette mit andet hjemland.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
David Trads (f. 1967) har i to årtier været en fremtrædende journalist, redaktør og ofte kontroversiel debattør med stor indsigt fra fremtrædende poster i ind- og udland. Blandt andet tidligere Moskva-korrespondent og politisk redaktør på JP, Washington-korrespondent for Berlingske, chefredaktør på Information og Nyhedsavisen. Forfatter til flere bøger, blandt andet ‘Danskerne først! En historie om Dansk Folkeparti’ og ‘Islam i flammer: Danskerne og det muslimske oprør’.
Seneste blogs
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere
Af Morten Løkkegaard
19.10.17, 10:30
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak! Læs mere
Af Siddik Lausten
18.10.17, 13:18
Så skete det. DBU har aflyst kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige på fredag – jeg tvivler på, at det samme var sket, hvis det var mændene. Læs mere
Af Gitte Seeberg
18.10.17, 13:08
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold Læs mere
Af Jens Kindberg
18.10.17, 11:48
Man prøvede at være et bredt borgerligt parti, men er endt som et yderligtgående populistisk projekt med kun én sag på dagsordenen: At være mere negative overfor folk, der ikke ligner Pernille Vermund Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her