*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Jeg elsker Amerika!

Jeg bliver altid grebet, når jeg hører historien om den amerikanske drøm. Friheden til at søge sin egen succes.

Jeg har boet og rejst i Amerika i velsagtens ti år af mit liv – og jeg indrømmer uden blusel, at jeg elsker dette vidunderligt, ekceptionelle land, som vi skylder så uendeligt meget:

Det var USA, der med dets Uafhængighedserklæring i 1776, dets forfatning i 1787, og, ikke mindst, med dets ti tillæg til forfatningen i 1789, undfangede de demokratiske værdier, som Vesten er baseret på, og som sætter det enkelte individ i centrum.

Det var USA, som med dets modige intervention i Første og Anden Verdenskrig, som kostede titusindvis af amerikanere livet, sikrede, at fascismen og nazismen blev slået tilbage, så vi i stedet kunne leve i fred og med velstand i Europa.

Det var USA, der med dets vilje og udholdenhed under Den Kolde Krig først besejrede Sovjetunionen og dets syge kommunisme, og derefter kæmpede for, at vores tidligere fjender i Østeuropa blev vores allierede i NATO og EU.

Og så er det USA, som har lært os det dyrebareste af alt – nemlig at hvert eneste menneske, hvis det er villigt til at kæmpe for det, skal have alle de samme muligheder for at opnå den succes, som han eller hun ønsker i netop sit liv.

Alt dette tænkte jeg over, da jeg forleden stod på først en virksomhed og siden en restaurant ude på landet i New Hampshire i det nordøstlige Amerika og lyttede til vælgermøder med Marco Rubio og Ted Cruz, to af de førende republikanske præsidentkandidater.

En ældre mand fortalte, at han havde kæmpet i Europa under Anden Verdenskrig, og han spurgte Cruz om, hvad han ville gøre for at sikre en bedre verden – midt under krisen med Islamisk Stat, og med et Iran, som muligvis er ved at lave en a-bombe. Cruz svarede:

”Må jeg ikke begynde med at takke dig for den tapre indsats, du udførte under Anden Verdenskrig. Din villighed til at kæmpe for dine børns og børnebørns fred og velstand dengang, er den inspiration, vi alle har brug for – også i dag: Vi kan, hvis vi vil. Tak, veteran!”

Folk klappede i det tætpakkede rum. Jeg klappede med – for jeg anerkender også den ældre mands kamp. Uden ham og hans slags havde Hitler formentlig vundet. Europa ville være ond.

Rubio var også dybt inspirerende, da han fortalte sin egen historie – for den unge præsidentkandidat er søn af et cubansk flygtningepar, der kom til USA. Hans far og mor knoklede, som henholdsvis bartender og rengøringskone for at hjælpe deres børn på vej.

”Der er kun i Amerika, at en søn af indvandrere, som kun lige kunne få deres indtægter til at slå til, nu står her som kandidat til præsidentembedet. Det beviser, at ingen kraft på kloden er stærkere end den amerikanske drøm. Er du villig til at arbejde, er alt muligt,” sagde Rubio.

Jeg bliver altid grebet, når jeg hører historien om den amerikanske drøm, som er så stærk en drivkraft, at den gør nationen til verdens rigeste. Friheden til at søge sin egen succes – og, som der så smukt står i Uafhængighedserklæringen, retten til at ’forfølge lykken.’

USA er ikke noget perfekt land. Der er mange ting, som er uforståelige, når man kigger med danske øjne: Ubegribeligt, at klodens rigeste nation ikke har råd til sygesikring til alle. Uforståeligt, at uligheden får lov at løbe amok. Meningsløst at opretholde Guantanamo-lejren.

Men:

Af alle lande, der er store nok til at bestemme over klodens udvikling, ja, der findes der ikke noget, der tilnærmelsesvist er så godt som Amerika. Der er en grund til, at udvandrere fra hele verden instinktivt søger et nyt liv netop her: Kun i Amerika får du virkelig en ny chance.

USA's optimisme er smittende og berusende. Som Hillary Clinton, kvinden, jeg inderligt håber bliver nationens næste præsident, siger det: ’Der er intet galt ved Amerika, som ikke kan løses ved det, der bedst i Amerika.’ Enig! Det er derfor, jeg elsker dette mit andet hjemland.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
David Trads (f. 1967) har i to årtier været en fremtrædende journalist, redaktør og ofte kontroversiel debattør med stor indsigt fra fremtrædende poster i ind- og udland. Blandt andet tidligere Moskva-korrespondent og politisk redaktør på JP, Washington-korrespondent for Berlingske, chefredaktør på Information og Nyhedsavisen. Forfatter til flere bøger, blandt andet ‘Danskerne først! En historie om Dansk Folkeparti’ og ‘Islam i flammer: Danskerne og det muslimske oprør’.
Seneste blogs
Af Angela Brink
24.05.17, 13:23
Den nye digtsamling – White Girl 2 – af forfatterinden Christina Hagen siger noget interessant og væsentligt om vores samtid. Læs mere
Af Jens Kindberg
23.05.17, 14:12
Alt skal ikke handle om politik, så hvor skal man tage hen og spise? Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
23.05.17, 12:18
De havde ikke tegnet nogen profet, de havde ikke deltaget i nogen krige, de havde ikke undertrykt nogen eller udsat nogen for racisme. Men musik er haram. Læs mere
Af Anders Vistisen
23.05.17, 10:29
Kundby-pigen er IKKE noget offer eller et forvirret barn, som flere juridiske eksperter har udtalt efter dommen i sidste uge. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.05.17, 16:43
Engang var socialisme noget med at forandre verden, i dag er den blevet indvendig og personlig. Følelser, kropslig varme og økomærket karma. Måske er det dens sidste chance. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
22.05.17, 13:34
Politiet skal prioritere indsatsen mod romaer, der opholder sig ulovligt i Danmark. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.05.17, 15:02
PISA Etnisk 2015 siger kun én ting: Stands denne ulykkelige indvandring. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
20.05.17, 13:28
Den moderne liberalisme kan kendes på dens marxistiske menneskesyn, manglende viden om historie, kultur og økonomi og på dens ekstremt afvigende politiske etik. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
19.05.17, 18:07
Yasmine fik rettens ord for at hendes familie godt måtte slå hende, også hænge hende i fødderne og slå hende til hun besvimede. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
19.05.17, 15:11
Regeringen sender tilsyneladende med åbne øjne skattekroner i hænderne på folk, som arbejder med terrorister. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her