*

Dansk Folkepartis hverdagsracister

Er 'venligboerne' landsforrædere i stil med 'tyskertøserne'? Er flygtninge det samme som nazister? Ja, mener fremtrædende DF'ere i Nyborg.

Nå, engang imellem ringer jeg ud til lokale tillidsfolk i Dansk Folkeparti for at finde ud af, hvor langt ude medlemmerne egentlig er. Svaret? De er virkelig langt ude!

Hverdagsracismen trives i bedste velgående, som den har gjort i partiet, siden det blev stiftet i 1995. På overfladen ser meget pænt og ordentligt ud, men skraber man lidt, vælter skeletterne ud.

Lad os tage en tur til Nyborg – et af partiets højborge:

Her fik Dansk Folkeparti 23,9 procent af stemmerne ved folketingsvalget sidste år – tæt ved en fordobling i forhold til sidste valg. Gad vide, hvad der er for nogle holdninger, som florerer på de kanter blandt dem, der sidder i den lokale bestyrelse.

Historien begynder med lokalformanden, Jens Hald, som tirsdag den 5. januar klokken 21.04 skrev følgende update på sin egen facebook-side om de såkaldte ’Venligboere’, som hjælper flygtninge, der kommer her til landet:

”Med alle de landsforrædder af ’venligboer’ der med åbne arme inviterer lykkeridder i form af unge muslimske mænd med en fjendtlig sekterisk kultur, kan det kun gå galt. Disse venligboere udfører landsskadelig virksomhed på samme måde som de dansker, der under den tyske besættelse bød tyskerne velkommen. Den dag det går op for den danske befolkning, at den er helt gal, skal vi klippe disse venligboere helt skaldede, som tyskerpigerne blev i sin tid.”

Noget af en melding!

Det er svært at forstå det på anden måde end at de flygtninge, der kommer til Danmark er lig med Nazi-Tysklands besættelse i de fem forbandede år, og at ’venligboerne’ i dag opfører sig præcist som de danske ’tyskerpiger’ gjorde under krigen. Derfor skal de klippes skaldede.

Inde på Christiansborg bliver partisekretær, Poul Lindholm Nielsen, opmærksom på updaten, og han sender lørdag den 9. januar en skriftlig advarsel til Jens Hald. Søndag den 10. januar fremturer han imidlertid i BT – og så skrider partikontoret til handling.

”Jeg havde jo først bedt ham om at holde lav profil, men da han ikke overholder den aftale, beder jeg ham om at træde tilbage som lokalformand. Det gør han så,” forklarer partisekretæren mig.

Men du smider ham ikke ud af partiet, spørger jeg?

”Nej.”

Så man kan godt være medlem af Dansk Folkeparti og sammenligne flygtninge med nazister og ’venligboere’ med ’tyskertøserne’ og kræve dem klippet skaldet?

”Ja, det er sådan noget, vi tager stilling til fra sag til sag.”

Så ved vi det, tænker jeg og lægger på. Jeg ringer nu til Jens Hald, som bekræfter, at han fortsat er medlem af partiet.

Mener du fortsat, hvad du skrev på facebook, spørger jeg?

”Nikkenej, nikkenej – og det har jeg aldrig gjort. Det var meningen, at det skulle fremstå som et spørgsmål. Som et oplæg til debat. Kan du ikke se det?”

Nej, når jeg læser din update, ser jeg ingen spørgsmål, kun en konstatering af, at vi en dag bør klippe ’venligboerne’ skaldede.

”Åh, vorherrebevares. Alle bliver ved med at tvære rundt i den update.”

Jens Hald fortæller mig, at hele bestyrelsen i Nyborg er sprængt. Næstformanden, Lone Riis, er sammen med yderligere et bestyrelsesmedlem gået i solidaritet med ham. Han vil pludselig ikke tale længere. Fortæller, at han har fået mundkurv af partisekretæren.

I stedet begynder jeg at ringe til medlemmerne af den nye lokalbestyrelse. To af dem afviser at tale med mig. En tredje undrer sig over, at partikontoret kan fjerne en lokalformand, men har ikke mere at sige. Det har derimod to andre bestyrelsesmedlemmer:

Bent Bork Yagi var glad for Jens Hald som lokalformand. ’En god mand,’ indleder han, som 'imidlertid er kommet til at dumme sig' med sin facebook-update.

”Du må jo aldrig skrive sådan noget offentligt. Det går ikke. Det giver bare problemer.”

Men er du enig med det, han skriver?

”Ja, ja, jeg er enig.”

Altså i, at ’venligboerne’ er landskadelige, og at de bør klippes skaldede?

”Formuleringen er ikke så smart. Man kan jo heller ikke skrive, at de yngler som rotter, selv om man mener det. Men, jo, jeg er enig.”

Er det din opfattelse, at de fleste i Dansk Folkeparti i Nyborg har samme holdning?

”Ja, de fleste i Nyborg vil tilkendegive, at det forholder sig sådan. De der ’venligboere’ er ikke velkomne her.”

Så du synes sagtens, at Jens Hald kan forblive medlem af partiet?

”Ja, ja, han skal bare lige tygge lidt på det. Have et pusterum, som vi talte om, da vi mandag aften holdt bestyrelsesmøde. Han skal nok komme tilbage.”

Den næste, jeg får fat på, er Tonni Knak Tornvig, også lokalt bestyrelsesmedlem i Dansk Folkeparti. Han har slet ikke læst sin nu forhenværende lokalformands update:

”Jeg har ikke sat mig dybere ind i, hvad Jens Hald har skrevet. Jeg bryder mig slet ikke om facebook. Der er alt for mange grammatiske fejl der til, at jeg gider læse med.”

Men du er vel bekendt med, hvad han skrev, spørger jeg?

”Ja, jeg er blevet orienteret, men lad mig slå en ting fast: Jeg kender Jens Hald – og han er ikke ude på at klippe nogen skaldet.”

Men det er jo det, han skriver, at han vil – at ’venligboerne’ er ligesom ’tyskertøserne’?

”Ved du hvad: Jens Hald, han er en ganske almindelig mand, der gerne tager en debat. Det skal han have lov til.”

Jeg læser hele updaten op for Tornvig – og han holder en lang pause, inden han svarer:

”Nu er jeg jo ikke gammel nok til at have oplevet, hvad der skete med ’tyskerpigerne’…”

Altså, nogle af dem blev klippet skaldede, nogle blev likvideret. Det var selvjustits. Det er vel det, som Jens Hald også ønsker, at danskerne skal gøre ved ’venligboerne’? Synes du, det er fair?

”Altså, det vil jeg ikke gøre mig til dommer over.”

Synes du, at det, som Jens Hald siger, er forkert?

”Det vil jeg sige noget om.”

Vil du slet ikke lægge afstand til, at din ven reelt sammenligner flygtninge med nazisterne og ’venligboerne’ med ’tyskertøserne’? Synes du ikke, at det er forkasteligt?

”Jeg skal ikke stille mig til dommer over, hvad Jens Hald har skrevet. Jeg vil ikke tage stilling til det.”

Nå, det var bare det. Et lille indblik i den hverdagsracisme, som finder sted ude i Dansk Folkepartis lokalforeninger. I reglen bag lukkede gardiner. I dag for åbne telefoner.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
David Trads har i to årtier været en fremtrædende journalist, redaktør og ofte kontroversiel debattør med stor indsigt fra fremtrædende poster i ind- og udland. Blandt andet tidligere Moskva-korrespondent og politisk redaktør på JP, Washington-korrespondent for Berlingske, chefredaktør på Information og Nyhedsavisen. Forfatter til flere bøger, blandt andet ‘Danskerne først! En historie om Dansk Folkeparti’ og ‘Islam i flammer: Danskerne og det muslimske oprør’.
Seneste blogs
Af Finn Slumstrup
24.07.16, 14:14
I denne sommer bliver ordet "frygt" anvendt igen og igen både i medier og mand og kvinde imellem. Og med god grund. Hvad kan vi gøre for at forhindre frygten i at blive en dominerende faktor i vore liv? Læs mere
Af David Trads
24.07.16, 12:13
Jeg kan næsten lugte svovlen, når jeg lytter til det had, som islamafoberne udspyr. Jeg synes, det er uhyggeligt, hvor konfronterende, uforsonlig og ofte rent ud sagt racistisk den vestlige debat er. Læs mere
Af Josephine Fock
24.07.16, 11:04
I stedet for at bruge millioner af kroner på tomme teltlejre vil Alternativet støtte borgere, der åbner deres hjem for indkvartering af flygtninge Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
22.07.16, 21:14
Badeforhæng, kønsopdeling, ghettoer, kriminalitet, socialt bedrageri, hærværk, vold, had og terror. Det hænger desværre sammen. Læs mere
Af Mikael Jalving
22.07.16, 07:52
De finkulturelle forstår ikke meget af kulturens betydning for samfund, økonomi, moral og eksistens, især når den knytter an til demografi. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.07.16, 11:50
Det er desværre næsten daglig kost, at f.eks. en ekstern lektor, cand.polit. og forfatter bedriver manipulation. Læs mere
Af Murat Tamer
20.07.16, 01:25
Det er langt fra første gang, at Tyrkiet bliver ramt af et militærkup. Det nye denne gang var, at kuppet var skandaløst amatøragtigt og ringe planlagt. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.07.16, 15:48
Paris, København, Bruxelles, Nice, Würzburg, fortsæt selv listen. Forpulet, at vi er så fatsvage. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.07.16, 12:52
Hvis Erdogan fortsætter vejen mod diktatur, så må et "Turkxit" overvejes Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
19.07.16, 11:55
Overskriften er for at dæmonisere manden ovenpå den uforholdsmæssig store og barbariske magtanvendelse, som han og hans følgere har været ansvarlige for, siden kupforsøget for tre dage siden. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her