*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tror regeringen, at danskerne er idioter?

Først handlede regeringens skattepolitik om Lamborghinier, så om HK’ere og senest nu om kamp mod velfærdsafhængighed. Tror regeringen, at danskerne er idioter? Lad os nu få en fair debat om skat og om, hvordan Danmark bliver rigere.

Selvom blækket i regeringens skatteudspil ikke endnu er tørt, sidder man tilbage med en skizofren fornemmelse, har man fulgt forskellige ministres helt forskellige begrundelser for egen politik.

Først handlede regeringens skattepolitik for erhvervsminister Brian Mikkelsen om billigere Lamborghinier. Et smalt fokus taget i betragtning at en ny Aventador uden afgift koster i omegnen af 3 millioner kroner.

Så kom Løkke selv på banen i et forsøg på at bilde danskerne ind, at regeringens skattelettelser målrettet de rigeste i virkeligheden giver den største gevinst for HK’eren.

En påstand der alene er korrekt, hvis man regner i procenter (… og det giver ikke rigtig mening, så længe Fakta, Brugsen og Netto insisterer på at prissætte deres varer i faktiske beløb og ikke som en procentdel af din løn), og tilmed alene hvis man konstruerer et regneeksempel, hvor HK’erens husleje sættes til det samme som direktørens (... hvilket om muligt er endnu mere fjollet end at regne skattegevinster som en procentdel af egen løn).

Regeringen satser tilsyneladende på, at vi er idioter, når statsministeren tror, at han kan bilde danskerne ind, at målrettede skattelettelser til de mest velhavende i realiteten gavner HK’eren mere end direktøren. Sådan er det selvfølgelig ikke. Og det ødelægger den politiske debat om Danmarks fremtid, at Statsministeren så groft og åbenlyst må ty til manipulation for at få regeringens politik til at glide ned.

Heldigvis er Brian Mikkelsen ikke mere skræmt af modtagelsen af sit Lamborghini-stunt, end at han til det engelsksprogede medie Bloomberg udråber regeringens skattepolitik til et opgør med en påstået velfærdsafhængighed. En afhængighed som - i det konservative univers - er en møllesten om nakken på dansk vækst.

Jeg har væsentlig mere respekt for Brian Mikkelsen klare tale end statsministerens brugtvogns fiksfakserier. Men jeg er lodret uenig i, at dårligere velfærd og billigere Lamborghinier er det, der skal til, hvis Danmark også i fremtiden skal være et af verdens lykkeligste og rigeste lande.

Velfærd er ikke en møllesten om halsen på dansk økonomi. Velfærd – vores verdensklasse uddannelser, gode veje og stærke sundhedssystem – er tværtimod en vigtig forudsætning for, at dansk økonomi forbliver stærk.

Det er også derfor, at hovedparten af dansk erhvervsliv er langt mere interesseret i at sikre, at den danske arbejdsstyrke har de rette kompetencer, end de er i Brian Mikkelsens sportsvogne. Danmarks konkurrenceevne har aldrig primært bestået i at være marginalt billigere, men i at producere klogere, bedre og mere energirigtigt. I at producere varer, der kan sælges dyrt, fordi de har en høj kvalitet.

Regeringen kan gentage i uendelighed, at vi skal skære i velfærden, så vi kan sætte skatten ned for de rigeste, så de arbejder hårdere, så de betaler mere i skat, så vi i sidste ende får råd til mere velfærd. Det er simpelthen en forfejlet analyse – en sølle bortforklaring.

Danskerne kan selvfølgelig gennemskue, at vores skoler, hospitaler og daginstitutioner ikke bliver bedre af, at vi tager deres penge for at sætte prisen ned på biler.

Danmark bliver gang på gang fremhævet som et af verdens bedste lande at drive virksomhed i. Det skyldes blandt andet de goder, velfærdssamfundet stiller til rådighed for erhvervslivet. Vores samfundsmodel har givet os rigdom, social mobilitet og en mere rimelig fordeling af goderne end konkurrerende samfundsmodeller. Det skal vi holde fast i. Derfor skal det nuværende opsving ikke bruges på skattelettelser til dem, der har mest. Det er ikke alene unfair og ulighedsskabende. Det er bad for business.  

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Christian Rabjerg Madsen (f. 1986), medlem af Folketinget for Socialdemokratiet valgt i den Sydjyske storkreds. Christian er miljøordfører - og interesserer sig derudover for integration, værdidebatten og for at skabe et Danmark i bedre balance. Christian er opvokset i Syddanmark, uddannet i Statskundskab fra Aarhus Universitet og har arbejdet både i den private og offentlige sektor.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
23.10.17, 16:17
Generation iPad mister elementære færdigheder og dermed også elementær menneskelighed og dannelse. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
23.10.17, 14:55
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook. Læs mere
Af Jens Kindberg
23.10.17, 09:11
Hvis dette var en privat virksomhed, var den lukket nu. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
22.10.17, 22:51
Så kender vi DR igen: Blegrødt, kulturradikalt og tendentiøst. Hvorfor reagerer borgerligheden ikke? Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her