*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Stop med at kalde danskerne umotiveret arbejdskraft

Er danskerne dovne og ikke deres løn værd? Denne opfattelse kan man få, når man lytter til de seneste udmeldinger fra danske arbejdsgivere.

Er danskerne dovne og ikke deres løn værd? Denne opfattelse kan man få, når man lytter til de seneste udmeldinger fra danske arbejdsgivere.

Tidligere i maj hørte vi, hvordan syv ud af ti nye jobs i Danmark er gået til udlændinge. Nyheden blev fulgt op af et kor af danske arbejdsgivere, der klagede over det ringe udbud af dansk arbejdskraft. Klagesangen er bestemt ikke ny. Dagsordenen har blot fået et nyt liv.

Dansk Industri satte trumf på ved at afblæse den økonomiske krise. I samme ombæring pointerede de dog, at hvis ikke Danmark blev mere produktiv og fik flere medarbejdere ud i virksomhederne, ville væksten udeblive. Især det digitale område skulle der satses på, og her var det især vigtigt, at virksomhederne havde gode muligheder for at ansætte dygtige udlændinge, lød det. Derfor var det yderst bekymrende, at et flertal i Folketinget ville skrotte den nuværende Green card-ordning, mente Dansk Industri.

Som Green Card-ordningen er nu, giver den lettere adgang til det danske arbejdsmarked for højtuddannet arbejdskraft uden for EU. Eller det var det, der var meningen. Men ordningen har i den grad ikke levet op til forventningerne. Over halvdelen af de folk, der kommer til Danmark på denne ordning, ender i enten lavtløns- eller ufaglærte jobs. Alligevel mener arbejdsgiverne, deriblandt Dansk Industri, at en skrotning af ordningen vil skade det danske erhvervsliv, da det dermed ikke kan skaffe kvalificeret arbejdskraft.

Udmeldingen provokerer mig. I den grad. På den ene side klager arbejdsgiverne over mangel på kvalificeret arbejdskraft. På den anden side er det et faktum, at der er tusindvis af borgere - enten i a-kasserne eller på kontanthjælp - der har et brændende ønske om at komme i arbejde. Det undrer mig, at arbejdsgiverne ikke først tager fat på disse mennesker.

Der er noget fundamentalt galt med vores arbejdsmarked, når arbejdsgiverne foretrækker udenlandsk arbejdskraft, fordi de er mere ”motiverede”. Skal vi nu ikke bare være helt ærlige og kalde en spade for en spade? Mere "motiverede" lyder altså blot som ny måde at sige, at de udenlandske arbejdstagere er mindre krævende i forhold til arbejdsmiljøet og i øvrigt ofte er billigere. Der er en svaghed i vores arbejdsmarked, når arbejdsgiverne ikke tager et medansvar for at sikre opkvalificering og omskoling af de borgere, der allerede bor i Danmark, og der allerede er jobsøgende, men som måske bare mangler nogle kompetencer for at kunne bestride et af de ledige jobs.

Der er ikke noget at sige til, at nogle af vores mange ledige korser sig over de blå og lilla, når pisken over dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere i Danmark svinges, men guleroden rækkes frem til udenlandsk arbejdskraft.

Jeg anerkender, at der visse steder og i visse sektorer i Danmark mangler arbejdskraft, at blandt andet ingeniører og smede er en mangelvare. Men jeg begriber simpelthen ikke, hvorfor de danske arbejdsgivere ikke tager større ansvar for at sikre, at de kompetencer - de mangler - bliver skabt og ikke blot importeret. Og jeg begriber heller ikke, hvorfor de danske arbejdsgivere har brug for hele verden til at rekruttere folk i lønningsklassen 350.000 kr. årligt. Hvis det virkelig er helt særlige og helt uundværlige kompetencer, som disse mennesker besidder, skal de vel have noget mere i løn? Hvis vi tog en dansk nyuddannet ingeniør som eksempel, ville vedkommende jo ikke stille sig tilfreds med 350.000 kr. årligt. Og det er vel heller ikke så svært at skaffe kvalificeret arbejdskraft, når arbejdsgiverne allerede - helt frit - kan rekruttere blandt 500 millioner EU-borgere, hvoraf mange er højtuddannet. Hvorfor skal der åbnes flere adgange til det danske arbejdsmarked, når der er andre løsninger at tage af? Løsninger der synes at være lige for næsen af os.

Én løsning kunne være, at arbejdsgiverne handlede i stedet for at kritisere. De kunne eksempelvis oprette langt flere praktikpladser, så de unge rent faktisk kan uddanne sig til smed eller lignende. Der er kronisk mangel på praktikpladser. Selvom flere praktikpladser ikke løser problemet i dag, er de en fremtidssikring. Samtidig burde arbejdsgiverne hjælpe med at omskole eller opkvalificere endnu flere voksne eksempelvis gennem den populære voksenlæring-ordning. Den ordning er god, fordi den rent faktisk giver voksne en overenskomstmæssig løn under uddannelse. Det vil sige, at lønnen svarer til, hvad en ikke-faglært lønmodtager får. Den indkomst er umådelig vigtig for motivationen, for når man er voksen, er udgifterne også derefter. Man har ofte børn, hus, bil osv.

Jeg underkender ikke, at der er udfordringer på arbejdsmarkedet. Der mangler reelt kompetencer visse steder. Uden tvivl. Mit budskab er, at arbejdsgiverne ikke udviser det fornødne ansvar for sagen. I for lang tid har de bare rekrutteret i udlandet - i stedet for at gøre noget for at opkvalificere folk herhjemme. Det virker for nemt.

Vi skal lade være med at kalde danskere umotiveret eller sige, at de ikke er deres løn værd. Uanset om det bliver sagt direkte eller indirekte. Den holder ikke. De fleste vil gerne arbejde, men selvfølgelig skal det være på ordentlige arbejdsvilkår, der ikke gør folk syge, og for en løn, som folk kan leve af. Det er ikke til diskussion. Det har vi i årtier kæmpet for at opnå. Men det kan være svært at få lov til at bevise sin jobvillighed, hvis udenlandsk arbejdskraft er villig til at gå for en mindre løn - ofte fordi de måske ikke ved, hvad de kan kræve af det danske arbejdsmarked.

Mit budskab er: Mangler borgerne herhjemme kompetencerne, så hjælp dem. Jo flere af de borgere, der allerede opholder sig i Danmark, som vi får i beskæftigelse, jo bedre er det for virksomhederne. Det påvirker de offentlige finanser positivt, hvilket er godt for erhvervslivet.

Der er ingen snuptagsløsninger, men der er trods alt løsninger, der kan bruges, uden at det tager år at komme i mål med dem. Det virker ærlig talt, som om viljen til at gøre det, der burde gøres, ikke er tilstede hos hverken regeringen eller arbejdsgiverne. Er sandheden i virkeligheden den, at manglen på arbejdskraft reelt er et ønske om arbejdskraft, der ikke brokker sig, og der accepterer en lavere løn, at denne arbejdskraft er nemmere at have med at gøre? Jeg håber det virkelig ikke. Inderst inde tror jeg det heller ikke, men det er nogle gange svært at tro andet, når jeg lytter til debatten.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Christel Schaldemose (f. 1967) er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet og har 10 års erfaring med EU-politikken. Hun er medlem af udvalget for det indre marked, miljø, fødevare og folkesundhed samt undersøgelseskomitéen, der blev oprettet i kølvandet på VW-skandalen. Fair konkurrence, flygtningepolitik og kampen mod farlige stoffer hører til hendes interesseområder.
Seneste blogs
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere
Af Morten Løkkegaard
19.10.17, 10:30
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak! Læs mere
Af Siddik Lausten
18.10.17, 13:18
Så skete det. DBU har aflyst kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige på fredag – jeg tvivler på, at det samme var sket, hvis det var mændene. Læs mere
Af Gitte Seeberg
18.10.17, 13:08
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold Læs mere
Af Jens Kindberg
18.10.17, 11:48
Man prøvede at være et bredt borgerligt parti, men er endt som et yderligtgående populistisk projekt med kun én sag på dagsordenen: At være mere negative overfor folk, der ikke ligner Pernille Vermund Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
17.10.17, 15:55
Politiet får ikke adgang til Europols databaser på mobilen Læs mere
Af Signe Munk
17.10.17, 14:45
Giv det perfekte menneske en fuck-finger. I stedet for at bygge glansbillederne op, så skal vi lade dem krakelere. Bare lidt. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
17.10.17, 13:01
Som et forsvar for shariaråd siger detektors vært, at de kun er rådgivende organer som rådgiver i religiøse spørgsmål, og at det intet har med afgivelsen af domme at gøre. Det er direkte misinformation. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.10.17, 23:28
Jeg giver Nye Borgerlige en chance til at vise, hvad de kan. Læs mere
Af Harun Demirtas
16.10.17, 18:42
Når du åbner dørene op for nye moskeer og imamer, selv om du ikke en gang har styr på dem, der er i Danmark i forvejen, som opfordrer til drab på jøder tre gader væk fra synagogen, låser du mange jøder indendørs med beskyttelse fra politi og militær. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her