*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Støjberg og Muhammedtegningen - hun evner ikke at skelne mellem ytringspligt og ytringsret

Stolt af tegningerne? Man kan være stolt af at have en frihedsrettighed som ytringsfrihed, men stolt af Muhammedtegningerne med de konsekvenser de har haft, det er i min optik en polemisk, nærmest barnlig og populistisk holdning.

Inger Støjberg har i dag – til stor glæde og vrede blandt befolkningen – vist, at hun som baggrund på hendes iPad har Kurt Westergaards berømte Muhammedtegning fra 2005, der viser profeten Muhammed med en bombe i turbanen 

Anledningen er, at Inger Støjberg er skuffet over, at Skovgaard Museet i Viborg på en ny udstilling om blasfemikunst, har valgt ikke at udstille Kurt Westergaards tegning – for at nuancere opfattelsen af blasfemikunst.

Tegningen er én af de 12 satiriske tegninger, der blev bragt i Jyllands-Posten tilbage i 2005, og som bekendt kastede Danmark ud i den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig. Danske varer blev boykottet i b.la. Mellemøsten, og danske virksomheder led deraf et milliontab. Dannebrog blev brændt af, og siden da har Danmark haft en overhængende terrortrussel på sig som land.

Støjberg argumenterer for hendes brug af Muhammedtegningen med: ”Det har jeg, fordi jeg elsker Danmark. Jeg elsker ganske enkelt det fundament af frihedsrettigheder, som generationer før os har lagt, og som vort land er grundlagt på. Frihedsrettigheder, der betyder, at her kan vi tro på præcis den Gud, vi vil, vi har ytringsfrihed, så vi kan sige - og tegne - det, vi mener, og her er der fuldstændig ligestilling mellem kønnene”.

Inger Støjberg forsøger at gøre brugen af tegningen til at spørgsmål om kærlighed til vores land, til et spørgsmål om at være om at være et frit menneske i et demokratisk samfund. Og på papiret har hun muligvis ret – de skrevne ord fejler ikke noget. Men som politiker – en garvet én af slagsen – så er hun uden tvivl bevidst om, hvilken kontekst hun ytrer sig i, hvilken rolle hun spiller i den i forvejen svære debat, og hvilke konsekvenser det kan have.

Og det leder mig til den væsentlige pointe: Du har ret til at skrive, tegne og sige, hvad du vil, men det betyder ikke, at det er konsekvensløst, og at man er fritaget fra at ytre sig med omhu og omtanke. Når du deler et billede af Muhammed med en bombe i turbanen, bør man stille sig selv spørgsmålet; hvorfor? Og er det nødvendigt for at udtrykke min holdning? Jeg synes, det er et fattigt svar at sige, "bare fordi jeg må og kan". Ytringsfriheden skal man værne om og ikke misbruge.

Nogen vil sige, at i det sekund, at man skal overveje, hvad man siger, så er det et knæfald for – i dette tilfælde ekstremistiske muslimer – dem, der vil danske frihedsrettigheder til livs. Men det mener jeg ikke, tværtom. At ytre sig under ansvar for konsekvenserne af sine ytringer ser jeg som en naturlig del af ytringsfriheden. Lidt fortærsket, så siger det jo sig selv, at hvis vi uden overvejelser siger og skriver, hvad vi mener og tænker om alle og alt, så ville vi nemt risikere – i denne polariserede verden – at der ville komme mere splittelse end samling.

Endeligt slutter hun af med at skrive: ”Jeg synes ærligt talt, at vi skal være stolte over Muhammed-tegningerne!”.

Stolt af tegningerne? Det begriber jeg ikke. Man kan være stolt af at have en frihedsrettighed som ytringsfrihed, men stolt af Muhammedtegningerne med de konsekvenser de har haft, det er i min optik en polemisk, nærmest barnlig og populistisk holdning.

Grundlæggende handler det alt sammen om balance. Vi skal ikke gå på kompromis med vores frihedsrettigheder, den frie pen, vores kultur, der indebærer grov sarkasme og karikaturer. Men som i alle andre af livets forhold, så handler det ikke kun om, hvad du siger, skriver eller tegner. Det handler også om, hvordan det opfattes. Vi skal nogen gange flytte grænserne for opfattelsen, skridt for skridt, men jeg mener også, at man i ytringsfrihedens navn, skal passe på, at man ikke går over grænsen. Vi har ytringsret, men ingen siger, at vi har en pligt til at ytre os. Heller ikke Inger Støjberg.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Om temaet

30. september 2015 var det 10 år siden, at Jyllands-Posten publicerede 12 tegninger af muslimernes profet Muhammed. Hvor står debatten? Og hvordan kommer den videre?

Annonce
Redaktionen anbefaler

Kronik: Carsten Juste: »Nej, vi havde intet at undskylde«

Carsten Juste, ansvarshavende chefredaktør da tegningerne blev bragt
For første gang fortæller den tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten Carsten Juste i dette essay om tiden, før, under og efter trykningen af Muhammed-tegningerne.
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her