*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

På fræk date med fædrelandet

Da jeg på andendagen ramte min seng, var jeg patriotisk opstemt.

Jeg bor i Danmark. Men jeg var på Færøerne i sidste uge, fordi jeg oprindeligt kommer derfra og ville deltage i færingernes nationalfest ”ólavsøkan” eller ”olai” den 28.-29. juli. Jeg er vild med olai. Den er nemlig ikke alene en historisk, kulturel, politisk og religiøs fejring. Det er også en markering af den færøske identitet og det færøske fællesskab. Kort fortalt starter den med, at man trækker i sin folkedragt af sølvbesmykket uld. Man drikker en færøsk snaps. Går ud i byen. Ser det færøske flag ”Merkið” overalt. Går ned til vandet og ser færømesterskaberne i kaproning. Hører lokal musik og ser på kunst og teater. Lytter til lagmandens tale til nationen. Og træffer familie og bekendte, som byder en indenfor på traditionelt skærpekød, tørret fisk og spæk. Når man så går videre ind til centrum og ”Vaglið”, pladsen ved Lagtinget, samles man med tusindvis af andre færinger, der også har iklædt sig folkedragter. Og så synger man fædrelandshymner og smukke kærlighedssange ved midnat og danser kædedans til langt ud på natten.

Når man på andendagen til slut rammer sin seng, føles det, som har man været på en to dage lang lidenskabelig date med sit land. Sådan har jeg det i hvert fald. At min kæreste i år havde lånt en folkedragt af min gavmilde onkel, gjorde ikke oplevelsen mindre romantisk. Jeg forstod pludselig, hvordan det må være for forelskede mænd at se deres kæreste i lingeri for første gang, og jeg må indrømme, at jeg blev (patriotisk) opstemt. Det er selvfølgelig nemt for en som mig, der har været væk ”hjemmefra” i mange år, at idyllisere Færøerne. Og jeg ved, at Færøerne har sine minusser. Men det positive opvejer absolut det negative, og det er det, olai udtrykker: Den positive nationalisme, hvor man fejrer sit folk og land, uden at angribe eller tale andre folk eller lande ned – hvilket bringer mig tilbage til Danmark:

I Danmark oplever jeg nemlig aldrig patriotisme, medmindre kvindelandsholdet i fodbold vinder, eller en DF’er åbner munden. Måske er det fordi, det at være national i Danmark længe har været forbundet med noget højrefløjsk. Især DF’s til tider overophedede kamp mod såvel reelle som imaginære trusler udefra forbindes med danskhed. Og vi (venstrefløjen og jeg selv) har ladet DF rage flæsket, folket og flaget til sig af frygt for at blive forbundet med den. Det er synd. For nationalisme behøver ikke kun være højreorienteret og ekskluderende. Den kan lige såvel være venstreorienteret, socialt retfærdig og imødekommende – og, for Færøernes vedkommende, stræbende efter national selvbestemmelse og større deltagelse i det internationale samarbejde. Bevares, færingerne mærker ikke så meget til indvandring som danskerne gør. Men skulle der opstå pres udefra i fremtiden, vil det nok kun blive endnu vigtigere for dem at holde fast i nationalfesten. Få vedtaget en egen færøsk forfatning, som det er planen. Og få vist eventuelle nyankomne, hvad færøsk kultur og tradition er.   

I mellemtiden vil jeg iklæde mig min venstreorienterede patriotside oftere hernede og gå på dates med Danmark. Nyde at se Dannebrog, også i Folketingssalen. Og spise stegt flæsk med persillesovs uden at forbinde det med dumme smykkelove og afviste kvoteflygtninge. Jeg vil omfavne det, der er danskhed for mig: Den sociale lighed. Frisindet. Tilliden. Ligestillingen. Og den velfærdsstat, verden beundrer, men som højrefløjen er ved at smadre. Og jeg vil fortsætte med at afvise dem, der truer fællesskabet og opfører sig udansk. Angriber Danmark, tvangsgifter små piger, tilslutter sig rockerbander, eller snyder staten for gigantiske skattesummer. For jeg er lige så forelsket i Danmark som i Færøerne. Og jeg vil ligge i favnen på dem begge.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Annika Smith (f. 1976) er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet og er til daglig engageret i SF, hvor hun har været en del af landsledelsen og stedfortrædende medlem af Folketinget. I øjeblikket er hun kandidat til kommunal- og regionsrådsvalget i Hovedstaden. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere
Af Morten Løkkegaard
19.10.17, 10:30
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak! Læs mere
Af Siddik Lausten
18.10.17, 13:18
Så skete det. DBU har aflyst kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige på fredag – jeg tvivler på, at det samme var sket, hvis det var mændene. Læs mere
Af Gitte Seeberg
18.10.17, 13:08
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold Læs mere
Af Jens Kindberg
18.10.17, 11:48
Man prøvede at være et bredt borgerligt parti, men er endt som et yderligtgående populistisk projekt med kun én sag på dagsordenen: At være mere negative overfor folk, der ikke ligner Pernille Vermund Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her