*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

”Jeg tror altså ikke, jeg klarer mig igennem”

… sagde han. Det var hjerteskærende.

Når jeg ser nyudklækkede studenter komme kørende vinkende og fulde ned ad gaden på den her tid af året, bliver jeg både glad og eftertænksom. Eftertænksom fordi jeg bliver mindet om min yngste ven, Tobias, der for to år siden sad krøllet sammen på mit køkkengulv med ryggen op ad en skabslåge. Han græd og var helt fra den. For trods sine kun 18 år tvivlede han stærkt på, om han ville ”klare sig igennem” og ”blive til noget i livet”, som han sagde. Tobias gik i 3.g og havde fået så lave karakterer, at han var overbevist om, at han ville blive stemplet som taber og ubrugelig i universiteternes og arbejdsgivernes øjne. Og her, tre måneder før sin studentereksamen, var han på nippet til at give op og springe fra.

Det var hjerteskærende, og den næsten dobbelt så gamle del af mig havde lyst til at minde min unge ven om, at det altid havde været ungdommens lod at være usikker på fremtiden. At jeg og mange af mine venner havde klaret os fint med et middelmådigt eksamensbevis. Men jeg tøvede. For jeg ved i bund og grund intet om, hvordan det er at være 18 år i en stadig mere konkurrencebesat stat: For Tobias og hans generation lader det jo til, at ”det perfekte er blevet det nye normale. Man accepterer ikke middelvejen. Man vil være perfekt i skolen, perfekt som ven og kæreste og perfekt som datter og søn”, som professor Bente Klarlund forleden skrev i Politiken. Det må være benhårdt. Lægger man dertil, at karakterræset i uddannelsessystemet bliver vildere og vildere, får jeg en vis medfølelse med Tobias og hans generation. De dømmes duelige eller uduelige af systemet på netop det tidspunkt i deres liv, hvor de prøver at finde ud af, hvem de selv er.

Ifølge Psykiatrifonden mistrives op mod hver femte unge, og stadig flere lider af behandlingskrævende angst, stress, depression og lavt selvværd – bl.a. på grund af sammenligningskulturen på sociale medier. Dertil kommer, fornemmer jeg, at intet længere er ”samfundets skyld”: Ifølge tidens liberalistiske mantra er ALT – godt, dårligt, gode karakterer, dårlige karakterer – den enkeltes skyld. Præstationskravene på uddannelserne er eksploderet, og gennemfører man på kortere end normeret tid, udløser det en kontant bonus.

Jeg forstår ikke, hvad vi som samfund vil opnå ved at lægge så stort et pres på de unge. Uddannelsesstederne burde jo fungere som steder, hvor man kan blive formet og rustet til voksen- og arbejdslivet, især hvis man skal bryde med en negativ sociale arv. Eksempelvis var Tobias det skarpeste unge menneske, jeg har kendt. At han var sakket bagud i karakterræset skyldtes ikke manglende evner, men at han kom fra en socialt udsat familie, som tog hans tid og fokus væk fra bøgerne. Efter den dag i mit køkken bed han tænderne sammen og fik sin studentereksamen i hus. Han fik et snit på 5.4, hvilket på ingen måde gav adgang til hans drømmestudie. Til gengæld har han her to år efter udgivet sin første bog, som, takket være de talenter, han IKKE blev målt på, er blevet en bragende succes. Han er et eksempel på, at vi har brug for en mere moderne og flerdimensionel måde at måle potentiale og fremelske talent på i uddannelsessystemet. En måde der bygger på andet og mere end et tal. De tiltag, der arbejdes med enkelte steder i landet – bl.a. karakterfrie klasser, skriftlige stedprøver og udvidet brug af personlige optagelsesinterviews – kan måske hjælpe noget ad vejen. Det er jeg ikke ekspert i. Men det er der andre, der er. Og noget må gøres, så uddannelsessystemet kommer til at fungere som de unges buffer mod perfektions- og sammenligningshelvedet, i stedet for som bidragere til det. For Tobias’ skyld. For studenternes. Og for samfundets.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Annika Smith (f. 1976) er uddannet sociolog og fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet og er til daglig engageret i SF, hvor hun har været en del af landsledelsen og stedfortrædende medlem af Folketinget. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Jens-Kristian Lütken
25.07.17, 14:49
En tastefejl skal ikke udløse en parkeringsbøde Læs mere
Af Signe Munk
25.07.17, 14:37
"Tillykke til jer. Eller hvad siger man? Det er jo bare fordi, I er også kvinder, og det er jo kvindelandsholdet", sagde han. Og jeg tænkte fandeme nej. Tillykke til OS og Danmark. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
24.07.17, 14:34
Selvom især de borgerlige partier gerne profilerer sig i medierne på en stram kurs over for kriminelle udlændinge, så sker der absolut ingenting. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.07.17, 10:38
Grænseforeningen fremstår i dag som en vækkelsesbevægelse for menneskerettigheder, minoriteter og asylindvandring. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.07.17, 10:03
Nej, er det korte svar. Ikke når man ser på tallene. Læs mere
Af Annika Smith
22.07.17, 12:51
Jeg er ikke et dumt svin. Altså ikke nødvendigvis. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
21.07.17, 22:31
To forskere har optrevlet et elitenetværk i Danmark fyldt med erhvervsfolk, som de hævder sidder på magten. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
21.07.17, 19:07
Hvad mere skal til, for at vi kan lukke Nordvest Privatskole? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.07.17, 12:09
Sagen fra Minneapolis fortæller om alvorlig slagside hos medierne. Læs mere
Af Finn Slumstrup
21.07.17, 11:10
En sammenhængende strategi for infrastrukturen er påkrævet. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her