*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

”Jeg tror altså ikke, jeg klarer mig igennem”

… sagde han. Det var hjerteskærende.

Når jeg ser nyudklækkede studenter komme kørende vinkende og fulde ned ad gaden på den her tid af året, bliver jeg både glad og eftertænksom. Eftertænksom fordi jeg bliver mindet om min yngste ven, Tobias, der for to år siden sad krøllet sammen på mit køkkengulv med ryggen op ad en skabslåge. Han græd og var helt fra den. For trods sine kun 18 år tvivlede han stærkt på, om han ville ”klare sig igennem” og ”blive til noget i livet”, som han sagde. Tobias gik i 3.g og havde fået så lave karakterer, at han var overbevist om, at han ville blive stemplet som taber og ubrugelig i universiteternes og arbejdsgivernes øjne. Og her, tre måneder før sin studentereksamen, var han på nippet til at give op og springe fra.

Det var hjerteskærende, og den næsten dobbelt så gamle del af mig havde lyst til at minde min unge ven om, at det altid havde været ungdommens lod at være usikker på fremtiden. At jeg og mange af mine venner havde klaret os fint med et middelmådigt eksamensbevis. Men jeg tøvede. For jeg ved i bund og grund intet om, hvordan det er at være 18 år i en stadig mere konkurrencebesat stat: For Tobias og hans generation lader det jo til, at ”det perfekte er blevet det nye normale. Man accepterer ikke middelvejen. Man vil være perfekt i skolen, perfekt som ven og kæreste og perfekt som datter og søn”, som professor Bente Klarlund forleden skrev i Politiken. Det må være benhårdt. Lægger man dertil, at karakterræset i uddannelsessystemet bliver vildere og vildere, får jeg en vis medfølelse med Tobias og hans generation. De dømmes duelige eller uduelige af systemet på netop det tidspunkt i deres liv, hvor de prøver at finde ud af, hvem de selv er.

Ifølge Psykiatrifonden mistrives op mod hver femte unge, og stadig flere lider af behandlingskrævende angst, stress, depression og lavt selvværd – bl.a. på grund af sammenligningskulturen på sociale medier. Dertil kommer, fornemmer jeg, at intet længere er ”samfundets skyld”: Ifølge tidens liberalistiske mantra er ALT – godt, dårligt, gode karakterer, dårlige karakterer – den enkeltes skyld. Præstationskravene på uddannelserne er eksploderet, og gennemfører man på kortere end normeret tid, udløser det en kontant bonus.

Jeg forstår ikke, hvad vi som samfund vil opnå ved at lægge så stort et pres på de unge. Uddannelsesstederne burde jo fungere som steder, hvor man kan blive formet og rustet til voksen- og arbejdslivet, især hvis man skal bryde med en negativ sociale arv. Eksempelvis var Tobias det skarpeste unge menneske, jeg har kendt. At han var sakket bagud i karakterræset skyldtes ikke manglende evner, men at han kom fra en socialt udsat familie, som tog hans tid og fokus væk fra bøgerne. Efter den dag i mit køkken bed han tænderne sammen og fik sin studentereksamen i hus. Han fik et snit på 5.4, hvilket på ingen måde gav adgang til hans drømmestudie. Til gengæld har han her to år efter udgivet sin første bog, som, takket være de talenter, han IKKE blev målt på, er blevet en bragende succes. Han er et eksempel på, at vi har brug for en mere moderne og flerdimensionel måde at måle potentiale og fremelske talent på i uddannelsessystemet. En måde der bygger på andet og mere end et tal. De tiltag, der arbejdes med enkelte steder i landet – bl.a. karakterfrie klasser, skriftlige stedprøver og udvidet brug af personlige optagelsesinterviews – kan måske hjælpe noget ad vejen. Det er jeg ikke ekspert i. Men det er der andre, der er. Og noget må gøres, så uddannelsessystemet kommer til at fungere som de unges buffer mod perfektions- og sammenligningshelvedet, i stedet for som bidragere til det. For Tobias’ skyld. For studenternes. Og for samfundets.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Annika Smith (f. 1976) er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet og er til daglig engageret i SF, hvor hun har været en del af landsledelsen og stedfortrædende medlem af Folketinget. I øjeblikket er hun kandidat til kommunal- og regionsrådsvalget i Hovedstaden. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Naser Khader
17.11.17, 15:53
For mig at se, er lakmusprøven om man er en ægte brun feminist, at man tør udfordre de kvindeundertrykkende passager i Koranen. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
17.11.17, 15:30
Kommunal- og regionsvalget er også et valg om fælles europæiske løsninger helt tæt på vores hverdag. Læs mere
Af Christel Schaldemose
17.11.17, 14:20
Udfasning af kulkraft inden 2030 er i bund og grund et godt mål. Men det er ikke regeringens eget. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.11.17, 21:09
De svenske politikere arbejder i hvert fald på det. Læs mere
Af Jens Kindberg
16.11.17, 12:04
En opdeling af Københavns Kommune er ren logik. Læs mere
Af Mikael Jalving
16.11.17, 09:30
Politikerne overlader os til halal. De giver os islam. De giver os militserne, det religiøse politi og moskeerne. Læs mere
Af Harun Demirtas
15.11.17, 22:10
I stedet for at træde i karakter og løse de mange problemer, vi står i til halsen, stirrer de på vores 29 minutters pause. Det er - for at sige det ligeud - ren idioti! Læs mere
Af Christina Egelund
15.11.17, 11:28
Forleden var der et vælgermøde på Frederiksberg i Københavnsområdet. Her rejste en lille pige sig op og spurgte de lokale politikere, hvad de vil gøre ved, at hun har en veninde i 3. klasse, der har været sygemeldt i tre måneder med stress. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
15.11.17, 10:55
Ungdomshuset er endnu engang arnested for hærværk og anti-demokratiske aktiviteter Læs mere
Af Christel Schaldemose
14.11.17, 17:59
Malta er hverken som Polen eller Ungarn. Men landet har brug for en hånd, og den har de selv rakt ud efter. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her