*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Flaget, festen og den færøske lilleput

Er du som danskere flest, ved du det næppe. Men den nye færøske flagdag i Danmark – og især den færøske nationaldag, der blev fejret på Færøerne i denne uge – var noget helt særligt. Tro mig

I går holdt vi flagdag for Færøerne i Danmark. Det færøske flag, ”Merkið” (eller ”Mærket”) vajede derfor fra toppen af flere statslige bygninger – eller det vil sige bl.a. Børsen og Københavns Universitet begik en flagbommert og hængte det forkerte flag op – men ellers forløb det hele fint og vakte glæde i en som mig. For ikke nok med, at jeg kunne gå og kigge op på det flag, som jeg føler er mit. Jeg kunne også tillade mig mentalt at fortsætte fejringen af den færøske nationaldag eller ”ólavsøka”, som fandt sted på Færøerne i denne uge. Fejringen er noget af det bedste, jeg ved, og jeg var heldigvis med til den ”long-distance” som gæstetaler i den færøske forening i København i torsdags. Hvad du næppe ved om flaget, festen og den færøske lilleput, kan du derfor læse (i let justeret form) i min tale her:  

»The world’s most appealing destination

Da jeg blev spurgt, om jeg havde lyst til at komme og holde ólavsøku-tale i dag, svarede jeg straks ja. Det var først bagefter, jeg kom i tanker om den lille detalje, at jeg godt nok er færøsk af oprindelse, men flyttede til Danmark som 8-årig og ikke har talt færøsk dagligt siden. Jeg er kort sagt det, man kunne kalde en ”wannabe-færing”. Jeg har boet næsten hele mit liv i Danmark, men føler mig på trods af det færøsk og holder fast i, at jeg til dels er det. Hvorfor? Fordi jeg synes, der er så utroligt mange positive ting ved at være færing: Et smukt sprog, som kun ganske få i verden taler; en familiekultur og et fællesskab, der gør, at man aldrig behøver at føle sig alene; en gastronomi så gammel og tør, at den danner international mode; et vejr, der ofte kun egner sig for væsner med gæller, men en natur, National Geographic kårer som ”the world’s most appealing”, og som man derfor alligevel ikke kan holde sig fra. Og så, ikke mindst, en lilleput-stolthed så enorm, at verdens giganter bare må forholde sig til den. Når færinger eksempelvis får nej fra Google til at fotografere øerne til Google Street View, opfinder færingerne ”Google Sheep View”: De spænder kameraer på ryggen af deres får, sender dem til fjelds og lader dem klare sagen. Når EU boykotter færøske fiskeprodukter og lukker af for færøske skibe, går færingerne ufortrødent og midt i Ukrainekrisen hen og banker på hos russerne med fisken i stedet. Når grækerne – med opbakning fra deres 11. millioner indbyggere og utallige mytologiske guder – udfordrer Færøerne i EM-kvalifikationen, begår færingerne det, Ekstra Bladet kaldte en ”grotest triumf” og sejrer over dem mod al forventning. Når Sea Shepherd, en af verdens mest yderligtgående og magtfulde dyreværnsorganisationer, ophøjer hvaler til mennesker, hiver færingerne hvalerne ned på tallerkenen som bøffer. Når verden er ved at opgive Færøerne som ligestillingsland, stemmer færinger i stort tal en åbent homoseksuel kvinde ind i Lagtinget og indfører ret til borgerlig vielse for homoseksuelle. Og når danskerne vælger en regering, der vil styrke rigsfællesskabet, vælger færingerne en regering  eller et landsstyre – der vil styrke den færøske uafhængighed. Man kan blive ved. Og man kan være enig eller uenig i, om disse ting er fornuftige eller ufornuftige, gode eller dårlige. Men én ting er sikkert: At være stolt, stædig og altid klar til at udfordre en Goliat eller to, det er typisk færøsk. Det er blandt andet de træk, jeg gerne vil have boende i mig selv både som politiker og privatperson. 

Det er også, synes jeg, typisk færøsk at være så utroligt kreativ: Mængden af kunst og musik og design, der produceres, er helt usandsynlig i forhold til befolkningstallet. Det er som om alle færinger enten går til kor, spiller et instrument, danner et band, udgiver en bog, holder en fernisering, åbner en pop-up-gourmet-restaurant eller strikker en ”Forbrydelsen-trøje” – eller det hele på en gang. Så selvom færinger er få, er de på en eller anden måde overalt og med i alt. Det er endnu et træk, jeg finder positivt ved at være færing. 

Tørfisk, kædedans, snaps og et gran længsel 

I tænker måske, at det er naivt og lovlig nemt for en som mig, der har været væk fra Færøerne i så mange år, at idyllisere Færøerne og det, der er særligt færøsk. I så fald har I fuldstændig ret. Men på en dag som i dag, er det jo netop det, det handler om. I dag er det tilladt at fejre det positive og særegne ved det at være færing – og at glæde sig over, hvor man stammer fra. Ólavsøka er nemlig ikke alene en historisk, politisk og religiøs fejring. Det er også en markering af den færøske identitet og det færøske fællesskab. Man behøver jo ikke at bo på Færøerne for at være eller føle sig færøsk. Min mor har eksempelvis boet hernede i fire årtier, men føler sig stadig afgjort som færing. Andre, jeg kender, der har boet her i fire år, føler sig mere som danske. Det er, som det skal være. 

Hvem man er og hvor man synes, man hører hjemme, er en privat sag. Hvad jeg til gengæld tror er en fælles sag for mange af de kvart-, halv- eller hel-færinger der bor i Danmark, er savnet efter Færøerne, særligt lige nu, i går og i dag. Man ved, at familien og vennerne deroppe samles, klæder sig i deres folkedragter, løber ind i hinanden på gader og stræder, besøger hinanden, spiser skærpekød, tørfisk og spæk, mødes til kaproning, politiske taler og snaps. Og ikke mindst til midnatssang og kædedans i Tórshavns centrum. Ólavsøka er det tidspunkt på året, hvor det, der er unikt færøsk, kommer stærkest til udtryk, og da trækker længslen mest. Det bliver vigtigt for én at være der – eller, alternativt, her i Det Færøske Hus. Sådan har jeg det i hvert fald. 

Måske var det os her, som statsminister Lars Løkke Rasmussen indirekte havde i tankerne, da han for nylig besluttede at indføre flagdagen for Færøerne og Grønland i Danmark. Af samme grund vajer ”Merkið” på Ólavsøku-dag rundt omkring i Danmark og på de danske ambassader i udlandet. Det flag, som danske myndigheder i sin tid betegnede som en sølle klud, hejses nu af Lars Løkke i anerkendelse af den forening, men også forskellighed, som rigsfællesskabet indebærer. Han har sagt, at han håber, at flagdagene vil medføre, at danskerne – og andre ude omkring i verden – tænker mere over og får mere viden om Færøerne og Grønland. Og ja, danskernes viden om Færøerne kan da også ligge på et meget lille flag – eller rettere et frimærke – så initiativet er, synes jeg, prisværdigt.

Men det er nu også lidt paradoksalt: Den temmelig omdiskuterede indfødsretsprøve, som selvsamme Lars Løkke og regering indførte for nogen tid siden, er nemlig blottet for spørgsmål om Færøerne eller rigsfællesskabet. Til gengæld er den fyldt med spørgsmål som, hvad balletten Sylfiden handler om, og hvornår den første Olsen-bandefilm blev vist. Skal man igennem regeringens nåleøje og blive ny dansk statsborger, er det således irrelevant at svare på spørgsmål om Færøerne og rigsfællesskabet, mens det er super vigtigt at kende sylfider og Egons ”hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater”. Men sådan er der så meget. Man kan kun håbe, at nye statsborgere ser vores flag, genkender det og føler sig velkomne iblandt os alle. 

Apropos statsminister Lars Løkke Rasmussen, så holdt han jo gæstetalen i Det Grønlandske Hus i København på Grønlands nationaldag. At jeg skulle blive valgt til samme rolle i Det Færøske Hus, havde jeg derfor ikke lige set for mig. Men det er jeg rigtig glad for. Det er en ære at tage del i ólavsøku-festlighederne ”long-distance” her sammen med jer. Tak for ordet og ”góða ólavsøku.«

Og en god nationaldag var det. Noget helt særligt. Det bliver den også næste år. Tro mig.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Annika Smith (f. 1976) er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet og er til daglig engageret i SF, hvor hun har været en del af landsledelsen og stedfortrædende medlem af Folketinget. I øjeblikket er hun kandidat til kommunal- og regionsrådsvalget i Hovedstaden. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.10.17, 00:05
Eller hvorfor den borgerligt-liberale kommer for sent til historien. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.10.17, 15:33
Det gælder om at vi banker svensken og så må alt andet rykke i baggrunden Læs mere
Af Morten Løkkegaard
19.10.17, 10:30
EU-kommissionen har fremlagt et forslag til en social søjle i Europa. Spørgsmålet er, om EU skal være en ’social union’, hvor socialpolitikken fremover delvist styres fra Bruxelles? Mit svar er klart; nej tak! Læs mere
Af Siddik Lausten
18.10.17, 13:18
Så skete det. DBU har aflyst kvindelandskampen mellem Danmark og Sverige på fredag – jeg tvivler på, at det samme var sket, hvis det var mændene. Læs mere
Af Gitte Seeberg
18.10.17, 13:08
Symbolpolitik er betegnelsen på politiske initiativer, der skal illustrere handlekraft, men som i virkeligheden er blottet for indhold Læs mere
Af Jens Kindberg
18.10.17, 11:48
Man prøvede at være et bredt borgerligt parti, men er endt som et yderligtgående populistisk projekt med kun én sag på dagsordenen: At være mere negative overfor folk, der ikke ligner Pernille Vermund Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her