*

Om forladelse Søren Espersen. Jeg gør det ikke igen

Jeg bandede engang ad Dansk Folkeparti og har skyldt partiet en undskyldning i fire et halvt år. Den kom først nu

Den kloge og kradse TV-vært Clement Kjersgaard sagde forleden i et interview til Berlingske, at ”den demokratiske samtale er i dyb krise. Truslen ligger ikke i en dårlig tone, men i debattens rungende indholdsløshed. Ja, tænkte jeg. Og så alligevel nej. For at spotte og håne ens politiske modstander har udviklet sig til en dansk nationalsport, og debatterne på traditionelle som sociale medier forvandles i stigende grad fra en ’ordenes brydeplads’ til en losseplads, som samtalen og indholdet dumpes og dør på. Jeg afskyr det. 

Imidlertid er jeg den sidste, der skal gå i rette med nogen om tonen. Jeg gik nemlig selv langt over stregen i debatten for fire et halvt år siden. Under valgkampen i 2011 fandt jeg på noget så umodent kækt som at bande ad Dansk Folkeparti. Jeg sagde, for at være helt konkret, ”F*ck DF” og brugte det som slogan på mine valgplakater til folketingsvalget. Årsagen var, at jeg var frustreret over Dansk Folkepartis omtale af indvandrere og muslimer op til valget. Og da Søren Espersen under valget blev citeret for at sige noget i samme boldgade, der i mine ører lød grimt, valgte jeg at sige noget grimt tilbage. Det var dumt. At Søren Espersen sidenhen skrev til mig, at han var blevet fejlciteret, gjorde det kun dummere. 

Jeg har siden ønsket at give Søren og hans parti en undskyldning. Derfor tog jeg forleden dag tyren ved hornene og bad ham om en snak. Da jeg mødte op på hans kontor, forventede jeg ikke umiddelbart forståelse. Men til min store glæde gik det stik modsat. 

Ansigt til ansigt

På mødet indrømmede jeg, at det måske var underligt at undskylde for noget, som Søren og Dansk Folkeparti sandsynligvis anså for ligegyldigt her fire et halvt år efter. Jeg havde imidlertid ikke turdet sige undskyld før. At sige F*ck DF havde bragt mig i hundredevis af hademails, identitetstyveri, måneder med klamme anonyme pakker i min postkasse og regulær skældud af fremmede såvel som bekendte på gaden. Men især dødstrusler fra personer på den yderste højrefløj gjorde, at jeg frygtede at ”genoplive” sagen med en undskyldning. Mit mod på god stil og tone er ikke desto mindre større i dag end frygten. Det var og er faktisk overhovedet ikke mig at være respektløs overfor en politisk modstander, og selvom jeg stadig er lige så uenig med Dansk Folkepartis holdninger til muslimer og indvandrere, som jeg var i 2011, var det i denne her situation mig, der havde ramt ved siden af skiven. Det undskyldte jeg for. Søren smilede, nikkede og kom ikke med en eneste bebrejdelse. I stedet skænkede han mig bare endnu mere kaffe og takkede for undskyldningen. Han forklarede sin side af sagen om citatet dengang og virkede lige så glad som jeg for at få mulighed for at forklare. Det var fedt.

Mødet endte som et af de bedste, jeg har haft med en politisk modstander. Det er jo som bekendt hyklerisk nemt at være hånlig overfor en modstander på nettet, gennem medierne, eller, som i mit tilfælde, på byens lygtepæle, når man ikke samtidig skal stå ansigt til ansigt med personen. Ansigt til ansigt med Søren har jeg imidlertid flere gange stået, bl.a. da jeg en kort overgang kom i Folketinget som stedfortrædende medlem. Søren mødte mig altid med et smil. Og jeg skammede mig en smule hver gang. Ikke at de ting, jeg sagde dengang på nogen måde retfærdiggjorde dødstrusler og chikanerier, bevares! Men måden, jeg sagde det på – tonen – var ikke ligegyldig. Den var heller ikke i orden.

Plads til uenighed

Jeg er helt med på, at vi ikke skal være et konsensussamfund. Men er der noget, der skaber krise og indholdsløshed i det, Clement Kjersgaard kalder ”den demokratiske samtale”, er det respektløsheden de politiske modstandere imellem. At holde sig til en god tone må derfor være alles ansvar og i alles interesse – ikke som dække for at udelukke synspunkter, man ikke selv kan lide, men derimod for at give plads til dem. Det var jo ikke uenigheden, der eksempelvis fik Søren og, senest, Winni Grosbøll (Soc.) til at melde sig delvist ud af samtalen og lukke deres offentlige facebook-profiler ned. Det var tonen.

Man kunne tænke, at den tiltagende hang til hån af politiske modstandere ville skabe et proportionelt tiltagende behov for undskyldninger på tværs af de politiske fløje. Men som Søren Espersen sagde som afslutning på vores møde: ”jeg har aldrig oplevet, at nogen i politik er kommet og har givet en undskyldning”. Nej, det kan jeg forestille mig. Lektor i retorik Lisa Storm Villadsen har set på netop det problem og konkluderet at: Hvis du undskylder, indrømmer du, at du har handlet forkert over for en anden, og at modparten ikke var skyld i det (…) og deri ligger der et løfte om ikke at foretage den samme handling igen. En beklagelse derimod er blot en sympatitilkendegivelse, hvor man anerkender, at modparten blev såret af det, man sagde, men hvor man stadig holder fast i sit synspunkt. Det er meget mindre kompromitterende end en undskyldning.” Netop. I politik er der mange pseudo-undskyldninger i kategorien ”jeg beklager, at det blev misforstået / lækket / opdaget. Reelle undskyldninger er der ifølge lektoren få af. Om det er fordi, at få finder, at de skylder en undskyldning, eller om det er fordi, at mange, som jeg, ikke tør give en af frygt for konsekvenserne, skal jeg ikke kunne sige. Men efter mit møde med Søren, kan jeg kun anbefale at prøve.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Annika Smith er uddannet sociolog og fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet og er til daglig engageret i SF, hvor hun har været en del af landsledelsen og stedfortrædende medlem af Folketinget. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
25.06.16, 16:20
Et ret ligegyldigt emne som narkotika er omgærdet af et stort hysteri, fordi principdyrkelsen har taget overhånd. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
24.06.16, 20:52
Mere fordomsfuldt og uprofessionelt end DR og TV2 News bliver det ikke. En ynk på en meget vigtig aften. Læs mere
Af Angela Brink
24.06.16, 15:20
Der er grund til at være skuffet over, at briterne nu melder sig ud af EU. Men det gør det ikke meningsfuldt at affærdige 17 millioner vælgere som xenofobe nationalister. Læs mere
Af David Trads
23.06.16, 19:04
I et fællesskab som EU giver vi selvfølgelig – lille Danmark eller store Storbritannien – afkald på lidt suverænitet. Til gengæld undgår vi, at vores unge dør på kontinentets slagmarker. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.06.16, 12:08
Fatalisterne siger noget, de ikke mener, og mener noget, de ikke siger. Læs mere
Af Holger K Nielsen
23.06.16, 11:12
Britisk udtræden af EU er en reel mulighed ved dagens folkeafstemning. Mange EU-modstandere har allerede taget forskud på glæderne. Fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj forudses, at EU vil bryde sammen, fordi nationalisterne i andre lande vil få blod på tanden. Nogle ønsker, at Danmark skal følge Storbritannien hvis et flertal stemmer nej. For det var jo den britiske indtræden, der var årsag til, at Danmark gik med i 1972, ikke sandt? Læs mere
Af Josephine Fock
22.06.16, 21:35
Blot fordi vi modtager flygtninge, skal vi jo ikke have ét ekstra kampfly, flere ministerier eller en ny motorvej i Nordjylland. Alligevel udgør de såkaldte kollektive udgifter 30 procent af de beregnede udgifter til flygtninge Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
22.06.16, 16:51
Når det gælder EU-politikken så har David Cameron tisset i bukserne i hele sin politiske karrierer, og nu er det pludseligt blevet rigtigt koldt og klamt for den britiske premierminister Læs mere
Af Camilla Schwalbe
22.06.16, 16:50
Sig mig engang, hvor bliver den samme kollektive ekstase og lykkerus af, når tømreren får sit svendebrev. Er vi løbet tør for champagne og konfetti eller lider vi af uddannelsessnobberi? Læs mere
Af Gitte Seeberg
22.06.16, 11:48
Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen lefler for EU-kritikerne. Var det ikke bedre at stå frem og kæmpe for et bedre EU. Uanset hvad vores britiske venner stemmer i morgen. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her