*

Om forladelse Søren Espersen. Jeg gør det ikke igen

Jeg bandede engang ad Dansk Folkeparti og har skyldt partiet en undskyldning i fire et halvt år. Den kom først nu

Den kloge og kradse TV-vært Clement Kjersgaard sagde forleden i et interview til Berlingske, at ”den demokratiske samtale er i dyb krise. Truslen ligger ikke i en dårlig tone, men i debattens rungende indholdsløshed. Ja, tænkte jeg. Og så alligevel nej. For at spotte og håne ens politiske modstander har udviklet sig til en dansk nationalsport, og debatterne på traditionelle som sociale medier forvandles i stigende grad fra en ’ordenes brydeplads’ til en losseplads, som samtalen og indholdet dumpes og dør på. Jeg afskyr det. 

Imidlertid er jeg den sidste, der skal gå i rette med nogen om tonen. Jeg gik nemlig selv langt over stregen i debatten for fire et halvt år siden. Under valgkampen i 2011 fandt jeg på noget så umodent kækt som at bande ad Dansk Folkeparti. Jeg sagde, for at være helt konkret, ”F*ck DF” og brugte det som slogan på mine valgplakater til folketingsvalget. Årsagen var, at jeg var frustreret over Dansk Folkepartis omtale af indvandrere og muslimer op til valget. Og da Søren Espersen under valget blev citeret for at sige noget i samme boldgade, der i mine ører lød grimt, valgte jeg at sige noget grimt tilbage. Det var dumt. At Søren Espersen sidenhen skrev til mig, at han var blevet fejlciteret, gjorde det kun dummere. 

Jeg har siden ønsket at give Søren og hans parti en undskyldning. Derfor tog jeg forleden dag tyren ved hornene og bad ham om en snak. Da jeg mødte op på hans kontor, forventede jeg ikke umiddelbart forståelse. Men til min store glæde gik det stik modsat. 

Ansigt til ansigt

På mødet indrømmede jeg, at det måske var underligt at undskylde for noget, som Søren og Dansk Folkeparti sandsynligvis anså for ligegyldigt her fire et halvt år efter. Jeg havde imidlertid ikke turdet sige undskyld før. At sige F*ck DF havde bragt mig i hundredevis af hademails, identitetstyveri, måneder med klamme anonyme pakker i min postkasse og regulær skældud af fremmede såvel som bekendte på gaden. Men især dødstrusler fra personer på den yderste højrefløj gjorde, at jeg frygtede at ”genoplive” sagen med en undskyldning. Mit mod på god stil og tone er ikke desto mindre større i dag end frygten. Det var og er faktisk overhovedet ikke mig at være respektløs overfor en politisk modstander, og selvom jeg stadig er lige så uenig med Dansk Folkepartis holdninger til muslimer og indvandrere, som jeg var i 2011, var det i denne her situation mig, der havde ramt ved siden af skiven. Det undskyldte jeg for. Søren smilede, nikkede og kom ikke med en eneste bebrejdelse. I stedet skænkede han mig bare endnu mere kaffe og takkede for undskyldningen. Han forklarede sin side af sagen om citatet dengang og virkede lige så glad som jeg for at få mulighed for at forklare. Det var fedt.

Mødet endte som et af de bedste, jeg har haft med en politisk modstander. Det er jo som bekendt hyklerisk nemt at være hånlig overfor en modstander på nettet, gennem medierne, eller, som i mit tilfælde, på byens lygtepæle, når man ikke samtidig skal stå ansigt til ansigt med personen. Ansigt til ansigt med Søren har jeg imidlertid flere gange stået, bl.a. da jeg en kort overgang kom i Folketinget som stedfortrædende medlem. Søren mødte mig altid med et smil. Og jeg skammede mig en smule hver gang. Ikke at de ting, jeg sagde dengang på nogen måde retfærdiggjorde dødstrusler og chikanerier, bevares! Men måden, jeg sagde det på – tonen – var ikke ligegyldig. Den var heller ikke i orden.

Plads til uenighed

Jeg er helt med på, at vi ikke skal være et konsensussamfund. Men er der noget, der skaber krise og indholdsløshed i det, Clement Kjersgaard kalder ”den demokratiske samtale”, er det respektløsheden de politiske modstandere imellem. At holde sig til en god tone må derfor være alles ansvar og i alles interesse – ikke som dække for at udelukke synspunkter, man ikke selv kan lide, men derimod for at give plads til dem. Det var jo ikke uenigheden, der eksempelvis fik Søren og, senest, Winni Grosbøll (Soc.) til at melde sig delvist ud af samtalen og lukke deres offentlige facebook-profiler ned. Det var tonen.

Man kunne tænke, at den tiltagende hang til hån af politiske modstandere ville skabe et proportionelt tiltagende behov for undskyldninger på tværs af de politiske fløje. Men som Søren Espersen sagde som afslutning på vores møde: ”jeg har aldrig oplevet, at nogen i politik er kommet og har givet en undskyldning”. Nej, det kan jeg forestille mig. Lektor i retorik Lisa Storm Villadsen har set på netop det problem og konkluderet at: Hvis du undskylder, indrømmer du, at du har handlet forkert over for en anden, og at modparten ikke var skyld i det (…) og deri ligger der et løfte om ikke at foretage den samme handling igen. En beklagelse derimod er blot en sympatitilkendegivelse, hvor man anerkender, at modparten blev såret af det, man sagde, men hvor man stadig holder fast i sit synspunkt. Det er meget mindre kompromitterende end en undskyldning.” Netop. I politik er der mange pseudo-undskyldninger i kategorien ”jeg beklager, at det blev misforstået / lækket / opdaget. Reelle undskyldninger er der ifølge lektoren få af. Om det er fordi, at få finder, at de skylder en undskyldning, eller om det er fordi, at mange, som jeg, ikke tør give en af frygt for konsekvenserne, skal jeg ikke kunne sige. Men efter mit møde med Søren, kan jeg kun anbefale at prøve.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Annika Smith er uddannet sociolog og fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet og er til daglig engageret i SF, hvor hun har været en del af landsledelsen og stedfortrædende medlem af Folketinget. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Rune Toftegaard Selsing
28.05.16, 09:50
At overskride intimsfærens grænser er grundlæggende et forsøg på at nedbryde det borgerlige samfund. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
28.05.16, 00:28
På hvilken baggrund bliver Trump eller Clinton USA’s næste præsident? Læs mere
Af Angela Brink
27.05.16, 15:38
Regeringen lægger op til en forfladigelse af gymnasiernes undervisning i religion og oldtidskundskab. Det er skadeligt, fordi netop oldtidskundskab og religion er med til at cementere elevernes forståelse af, hvad der har skabt dansk og vestlig livsanskuelse i nutiden. Læs mere
Af Michael Gylling Nielsen
27.05.16, 07:49
Forebyggelse af konflikter hos par nytter. Det viser resultaterne fra en seksårig indsats, der offentliggøres i dag. Læs mere
Af Victor Boysen
26.05.16, 23:09
Venstre vil have mere skat og mindre ytringsfrihed. Har de smidt deres politiske kompas til storskrald? Jeg er efterhånden mere liberal end Løkke selv. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
26.05.16, 13:55
Herligt at Flemming Nielsen blev frikendt, men man risikerer stadig at blive stemplet som racist, hvis man sammenligner religionen islam med nazisme. Læs mere
Af Mikael Jalving
26.05.16, 13:06
Klimahumanisterne bygger deres lovgivning på en narcissistisk skrøne. Professor emeritus taler ud i ny og tiltrængt bog. Læs mere
Af Anders Vistisen
26.05.16, 11:32
Genrejs grænserne, byg hjemsendelseslejre og sørg for, at flygtninge kan ikke komme til det europæiske fastland Læs mere
Af Samira Nawa Amini
25.05.16, 14:01
Prøv at erstatte 'imam' med 'præst' og 'Grimhøj' med 'jysk frikirke'. Så får du den korrekte version af nyheden. Og samtidig får du også svaret på, hvorfor politikerne ikke er ved at vælte over hinanden i kampen om at komme til orde i medierne for at udtale fordømmelser og afkræve danskerne aktiv afstandtagen. Læs mere
Af Finn Slumstrup
24.05.16, 11:51
Ny undersøgelse viser store forskelle i prisudviklingen på boliger i Nordjylland. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her