*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Irriterende at Statsministeren fik lagt låg på fremtiden - efterrationaliseringer

Jeg blev ekstremt irriteret, da jeg tændte for fjernsynet den 1. Januar 2017. Nytåret var skudt i gang. Jeg var parat til den helt store liberale svada om fremtiden. Jeg forestillede mig, at Statsministerens tale til nationen ville handle om alle de kæmpemæssige udfordringer, som ikke blot Danmark, men hele verden står med, ikke blot i går, men i dag og i morgen og 100 år frem i tiden. Og jeg forestillede mig at Statsministeren ville angive både tempo, perspektiver og gode ideer – at han ville være innovativ, kreativ og fremadstormende……..

Irriterende at statsministeren fik lagt låg på fremtiden

 Og så forventede jeg en velkomponeret opskrift på, hvordan den siddende regering vil håndtere klimaforandringer, flygtningekatastrofer, fattigdom og de hjemlige kontroverser om manglende kvalitet i uddannelserne, om manglen på læger i psykiatrien, om misbrug og stress. Jeg forventede et eller andet der var relevant for gennemsnitsborgeren, skattebetalerne og os der står parate til at tage både socialt, kulturelt og miljømæssigt ansvar.

Men Lars Løkke valgte at placere sine budskaber midt i en tid, hvor kvinder lå med hovedpine i sengen, og bankdirektøren kedede sig til døde. Det er da rigtigt, at der i den periode af DK’s historien ikke skulle mange bevægelser til før der var tale om udvikling. Men er Matador fortsat relevant som i virkelig relevant og ikke mindst aktuel?

For mig er historien om Korsbæk slut og færdig. Den bærer sin tid, men den bærer ikke den tid vi lever i. To nytårs timer efter Statsministerens nytårstale begyndte første episode af den nye sæson af Arvingerne. Ide og manuskript udviklet af ét af DK’s største manuskript-talenter Maya Ilsøe. Og det undrer mig, at statsministeren ikke fandt plads til at give faklen videre til Maya Ilsøes ambitiøse og intelligente oplæg til en analyse af tiden vi lever i.

Hvad skete der for taleskriveren? Er det ikke indlysende, at vi ikke kan stille os tilfredse med referencer, der går snart 100 år tilbage med afsæt i en tid, hvor udvikling var en slags pudsighed, og hvor bilen var en udsmykket sæbekasse blot forbeholdt overklassen?

Er det for komplekst og for udfordrende for Statsministeren at drage nytte af de observationer kunsten og kulturen gør i det danske samfund, og måske opnå ny indsigt til glæde for fremtidige politiske beslutninger? Her tænker jeg blandt andet på, hvordan arvingerne på en ny måde tager DK’s tid som kolonimagt til sig. Det gøres ikke bagudrettet, men i et veludviklet fortællingsrum, hvor den unge karakter Hannah på den ene side kunstnerisk, på den anden side som barn af en opbrudt familie, og først og fremmest som et barn af 2017, starter sit helt eget stille aktivistiske opgør med autoriteter for at pege på vores verdens uligheder – og forskruethed. De grønlandske figurer i serien kalder på en styrket bevidsthed om at nationen ikke bare står sammen. Det handler både om social ulighed, kulturel forskellighed, og måske også om et fravær af den loyalitet overfor staten og nationen, som de politiske ledere fortsat leder ud fra.

Ser Statsministeren ikke, at det enkelte menneske står med sin tilværelse i hånden, og skal skabe mening ud fra dette vilkår? Og at det er vanskeligt. Ikke nødvendigvis af materielle årsager, men snarere af mentale og filosofiske årsager. Hvordan forholder statsministeren sig til det? Hvordan skaber man politik og gør politik relevant i et samfund, hvor tilstandene er så udfordrende, og hvor både fraværet af trygge relationer og forventningerne til vores evner og kunnen er overvældende?

Mange ryger af toget. Mange kommer aldrig på toget. Vi griber ikke bare mulighederne. Vi lader os stresse af forventninger, og vi drukner i forestillingen om, at den eneste vej vi kan bevæge os er fremad i ét bestemt tempo. Der er mange veje, der er mange muligheder, der er mange versioner af livet og vores samfund. Det politiske projekt i Danmark afspejler slet ikke borgernes egentlige evner. På en måde snød Statsministeren os for det vi egentlige fortjener: overskud, perspektiv, innovative løsninger, kreativitet, investeringer i mennesker, i værdier og i fællesskaber.

Dette er ikke en politiske holdning. Det er en markering. Jeg synes, at det er ærgerligt, naivt og forskruet, at talen den 1. Januar 2017 handlede om Matador. 

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Anne Boukris (f. 1970) er social designer, politisk bevidst og inklusionsbesat. Desuden er hun entreprenør, leder af den jødiske filmfestival, rådgiver og partner hos Center for Kunst & Interkultur samt fhv. direktør for Jødisk Museum i Oslo.
Seneste blogs
Af Eva Kjer Hansen
28.06.17, 15:47
Frisindet skal udleves, ikke bare hyldes i skåltaler. Læs mere
Af Mikael Jalving
28.06.17, 12:43
Af Christian Rabjerg Madsen
28.06.17, 10:24
Demokratiet påføres varig skade, hvis Inger Støjberg er hævet over loven. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
27.06.17, 17:38
I så fald skal han stort set ophæve tyngdeloven. Læs mere
Af Camilla Schwalbe
27.06.17, 13:26
Jeg bliver forarget, og er lige ved at gå i fælden, men så minder jeg mig selv om, at mediestanden er ukritisk, og at virkeligheden sjældent afbilledes proportionelt i medierne. Læs mere
Af Christina Egelund
27.06.17, 12:51
Jeg tænker på jer i disse dage, når jeg læser og hører debatten om nutidens curlingforældre. I vil på Roskilde, selvfølgelig vil I det. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
27.06.17, 12:34
DR- dokumentar tegner et nyt billede af hele EU-sagen. Læs mere
Af Jens Kindberg
27.06.17, 11:48
Udlændingedebatten raser som aldrig før i landet, hvem kan stramme mest? Læs mere
Af Harun Demirtas
27.06.17, 10:13
Jeg nægter at høre på en minister, der efterlader syge børn og svage patienter i deres seng uden menneskeligt hensyn. Læs mere
Af Siddik Lausten
26.06.17, 17:46
Selvfølgelig skal statsministeren ønske ”glædelig Eid”. Og måske var der langt flere danskere, der skulle gøre det samme. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her